indeniudenfor

Kære Blog

2011-06-14T20:07:00.004+02:00

Når man skal flytte, så synes den gamle lejlighed pludselig virkelig rar og velkendt, og ikke spor kedelig eller for lille. Man ved hvad man har og ikke hvad man får. Og lige nede om hjørnet ligger der jo også den der ret hyggelige cafe. Og måske har det nye sted nogen virkelig røvsyge overboer der går med stilletter og hører skinger pop.

Når man, efter grundige overvejelser, har besluttet at sige sit job op, så får man alligevel lidt kolde fødder. En lille smule bliver man i tvivl, om det nu også var så slemt. Og så skal man til at lære nye kollegaer at kende. Og man ved ikke hvor tapen er. Og måske er chefen psykopat. Og der hvor man skal stoppe, der ved man jo lige præcis hvor både tape og tusser er. Og måske får man nu aldrig mere ham den flinke der sidder overfor at se igen. Man har jo immervæk brugt det meste af sin vågne tid sammen med ham de seneste par år.

Og når man endelig når frem til, at man ikke skal være kærester med ham man er kærester med mere, så fortryder man næsten med garenti en lille smule når man har ført det ud i livet. For hvem siger, at græsset er grønnere et andet sted. Og han var jo sød. Og rar. Og måske er det bare dig der er en sucker efter lidt spænding. Måske er spænding ikke det optimale. Måske er tryghed. Og så kedeligt var det jo heller ikke at ligge ske med ham hver nat.

Og så nogengange så tænker man, at man for fanden da ikke kan bliv ved med at ha en blog, som man kun sporadisk skriver (små) indlæg på. Men man skal jo heller ikke råbe (at man lukker og slukker) hvis ikke man mener det. Det er jo ikke Peter og ulven det her. Men på den anden side, fandme nej om jeg skriver endnu et indlæg om, at jeg ikke kan finde på noget at skrive. Om at jeg holder pause. For jeg ved jo at så snart man har skrevet et indlæg om at man holder en lille blogpause, så får man pludselig tusind ideer til nye indlæg. Så altså. Måske kommer der igen en dag ord ud af mig på bloggen. Lige nu kommer de ikke. Måske kommer der en ny blog. En dag. Lige nu gør der ikke. Jeg siger ikke op. Vi er stadig kærester. Men måske flytter jeg mig lidt.

Det var bare det jeg ville sige. Hej.

Vindere!

2011-06-03T19:48:00.003+02:00

Svesken, det yndige barn, er begyndt at gå med stilleter! Mine vel at mærke. Jeg forestiller mig at det er pænt irriterende at høre på for underboerne...
Fisteren har for først gang i år haft sine sandaler på. Men først efter at jeg jeg med myndig stemme havde fortalt ham at fodboldspillere ikke altid har fodboldtøj, og dermed fodboldstrømper og sneakers, på...

Det var jo de to skoantusiaster der skulle ha udtrukket vinderene at Julias bog, Sandheder fra en løgner, men nu sover de, hvilket på den ene side er skønt, fordi jeg har en lille smule tømmermænd, men på den anden side skidt, fordi de så sikkert står op med solsortene i morgen tidlig, hvor jeg er den eneste voksne til at lade som jeg er også er vågen, så i mangel af udtrækningsassistenter, bestemmer jeg at vinderne er kommentar nummer 2 og 5 som er lige præcis den skønne blanding af aldre assistenterne her i huset har.

Nr. 2 Camsen og nr. 5 Sur på Natur... Tillykke i har vundet!
Send mig jeres adresser, som jeg så fluks vil ekspedere videre til forlaget, som så vil sende jer jeres boggave.
God læselyst. m

Så er det ude..

2011-06-02T10:02:00.001+02:00

"Du kan få en skilsmisse kan du" råbte kvinden på det modsatte fortov, efter manden der cyklede foran mig på sin christianiacykel.
Han stoppede ret brat.
De havde begge børn med sig, og jeg tænker at man skal fandme være meget gal på manden, for at råbe sådan over Holmens Kanal, mens man er i selskab med sine børn....

Nu med diagnose

2011-06-01T12:58:00.001+02:00

Stadig halsbetændelse! Og nu er vi to.
Svesken vågnede uden stemme mandag, og jeg tog mig derfor sammen til at bestille en dobbelt lægetid.
Så nu har vi en diagnose, 2 x pencillin i køleskabet og to trætte patienter. Den store mere træt end den lille, hvis eneste rigtige syptom faktisk er modstand mod indtagelse af medicin og en tendens til at ville underholdes - helst på en gynge!

Sandheder fra en løgner....tombolaen drejer

2011-05-29T21:13:00.007+02:00

Jeg kan godt selv se det. Der er ingen system i det her. Så skriver jeg et virkelig godt indlæg (hvis jeg skal sige det selv) og så skriver jeg tre urimeligt kedelige. Og så ingen i mange dage og så to ligegyldige i rap. Man ved ikke hvad man får, gør man vel?

Det er bloggens charme, siger den dovne blogger...

Men i dag får man noget! Man får muligheden for at vinde en bog!

Jep. I kan vinde skønne Julias fine bog: Sandheder fra en løgner. I den kan du læse om at blive fyret og miste fodfæste, om at finde sig selv igen som mor, kæreste og kvinde, om at have ambitioner og om at lade sine glansbilleder krakelere.
Julia skriver fint og let om de måneder der kom efter barslen sluttede, også selvom det ikke var let det hele. Langt fra let faktisk.

Og hey, vi kender det jo godt selv lidt ikk - selvom det er de færreste af os andre der ligefrem har mistet jobbet som chefredaktør på et internationalt modeblad - så kender mange af os i hvert fald godt til fornemmelse af at skulle ha alting til at falde på plads i nye kasser efter den første barsel.... eller hvad?

Der er to bøger på højkant, og altså hele to vindere! I har til på fredag, hvor jeg trækker vindere.

Metusalem

2011-05-26T21:29:00.001+02:00

Jeg var for nylig til 40 års fødselsdag/hus med have fest, hvor jeg ikke kendte mere end en ud over værten.
Som de andre gæster ankom, og vi fik hilst, og præsenteret os for hinanden, så tænker man sit. Første indtryk og sådan.
Da vi var bænket tæt om bordet, var mit førstehåndsindtryk først og fremmest at de virkede søde, nogenlunde imødekommende og meget voksne.
Okay jeg tænkte gamle, men jeg mente voksne.
Jeg følte mig ung og ny og grøn bag ørene.
Indtil det gik op for mig at vi var jævnaldrende alle sammen.
Jeg er altså gammel. Suk.

Det gode er at man taber sig

2011-05-25T14:18:00.004+02:00

Det er onsdag og vi er i mit sjette sygdomsramte døgn. Jeg er så ynkelig, at det er løgn. (vitterlig) Jeg kan ikke spise og jeg kan ikke sove om natten, tilgengæld har jeg svært ved at holde mig vågen om dagen.
Mandag og tirsdag blev jeg nød til at tage på arbejde (JA verden ville faktisk være holdt op med at dreje lige så stille rundt, hvis ikke jeg var dukket op!) og i weekenden var der jo børn over det hele. I dag kunne jeg så sygemelde mig, og forhåbentlig få skrabet kræfter nok sammen til, at kunne være noget for nogen igen - i morgen måske?
Jeg har blundet, og drømt om mad der skal tyggges. Ristet brød f.eks. Og om øre der bare sidder der på siden af hovedet, helt uden at gøre væsen af sig.

Der er bedring at spore, og det har der da også bare at være, for jeg kan ikke orke flere dage uden kaffe og mad, men med yoghurt og panodiler.

Ikke som forventet

2011-05-22T11:49:00.001+02:00

Jeg havde glædet mig rigtigt meget til den her weekend. En lidt halvlang en af slagsen. Med børn der skulle passes fredag og havefest til de voksne. Og bagefter stadig hele to fridage i sol og dejligt børneselskab.

Men mine ører gør simpelthen så ondt og jeg har svært ved at synke.
Jeg nippede til en cognac ude til den havefest og jeg var pakket grundigt ind i tæpper. Jeg var begrænset spas, for at sige det mildt.
Jeg kan ikke rigtigt sove om natten, på grund af de her ører, så i stedet blunder jeg det meste af dagen.
Til gengæld så regner det.

Vinderen er...

2011-05-17T21:23:00.002+02:00

... nr. 7. Lisbeth!

Bestemt af Manden, som blev bedt om at løfte ansigtet fra arbejdscomputeren, og sige et tal mellem 1 og 14.

Send mig en mail med din adresse, så sender jeg dig gaven.

Bogbloglotteri

2011-05-14T19:36:00.005+02:00

Hov jeg har glemt noget. At jeg for helt vildt længe siden, i kommentarfeltet ovre hos Maren, lovede at udlodde den der nye hulebog; Hulernes sang.

Jeg har fået den af forlaget, som er topsøde til at sende mig en bog til omtale i ny og næ. Men jeg har altså ikke læst de forrige i den her serie, og jeg har heller ikke tænkt mig at læse den her.

Undskyld forlag - i har så meget andet godt at byde på. Som Matilde Walter Clark, jeg glæder mig meget til at læse hendes nye! Og Josefine Klougart, som jeg har meget godt om. Og Peter Høeg. Og Morten Ramsland. Og endda Tøger.

Men hende her Ayla i hulen, hun interessere mig bare ikke så meget.

Maren har skrevet om bogen her.
Og du kan vinde den her hos mig. For det lovede jeg som sagt i kommentarfeltet.
Skriv en kommentar, så trækker jeg snart lod.

Midt i maj

2011-05-12T13:58:00.000+02:00

Jeg er bange for at dø. Det er vel fordi jeg elsker at leve.

Jeg gør mig umage med at leve mit liv.
Mest sådan i det små. Jeg planlægger ikke en rejse til Himalaya eller tænker at jeg skal opleve midnatssolen inden jeg dør. Selvom det ville da være dejligt.

Jeg nyder alt der kan nydes. Børn, mand, bøger, solskin, by, land, mad, tid, dufte...

Jeg er ikke altid lykkelig, men jeg er sjældent ulykkelig.

De fleste af mine dag er almindelige. Og rige på små ting.

Igår læste jeg Siri Hustvedts 'Sommeren uden mænd' til ende, i dag er jeg startet på den igen.

Det er en smuk dag.

En mand jeg kendte døde.
Idag skal han begraves. Derfor er jeg i et tog mod Jylland.

I aften skal jeg se og høre Siri Hustvedt og hendes mand Paul Auster på Det Kgl. Bibliotek.

I morgen er det fredag og min mand siger han vil lave lammekølle.

Vi er midt i maj. Det lysegrønne er overalt.

Its fashion darling...

2011-05-08T19:38:00.003+02:00

Hvis vi nu legede at jeg var så super hip og trendy, at jeg ligefrem var sådan lidt trendsætter-agtig, så ville i, hvis i var typerne der var med på noderne, være sindsygt moderne i striber. Siger jeg jer bare.

En lækker løs og poset buks ville også være ret smart. Og det ville være så hot, så hot at køre chokolade ind med den ene hånd, mens den anden hånd vendte sidder i den bog, som du slet ikke kunne løsrive dig fra.

Arbejde ville være kogt ned til det minimale, og hvidvins-indtag til det højeste.
Og der ville altid være plads til at slentre en tur langs kanalen. I dine hypermoderne toptrendy striber. Og posebuks(er).

For se nu her, jeg har shoppet i denne uge. En sort/sort stribet bluse som jeg kan mærke jeg kun kommer ud af når den skal vaskes.
Og da jeg en aften efter brug, hang den pænt op på bøjlen, og hang bøjlen med bluse på bøjlestangen, så kom jeg til at se, at det meste af det andet der hang der på bøjestangen, også er stribet.
Her er et lille udvalg:

Fra venstre til højre: hvid/lyseblå stribet skjortebluse, blå/blå stribet kjole, grå/grå stribet kjole, grå/grå stribet skjorte, hvid/blå stribet bluse, sort/lilla stribet bluse, blå/blå stibet bluse og forrest den omtalte sort/sort stribede bluse....

Og her, den jeg havde på, da jeg tog billederne af de andre.
Og så er der også den her strikkede sag.

Der er nogen der siger, at 'man' har en tendens til, at fortsætte den stil, man havde da man følte sig mest lækker. Og når jeg ser udvalget af tværstriber i min garderobe, så gætter jeg på, at jeg var tyndere, da jeg var lækker-agtig.

Og hey, hvis du også vil være modeblogger, eller vil læse om hvorfor jeg ikke er det, så er der masser af gode råd at hente her i modebloggerskolen. Hehe.

Mulighederne

2011-05-05T18:37:00.009+02:00

Nogle gange så har vi sådan nogle snakke mand og kone imellem, eller veninder imellem, om vigtigheden (eller manglen på samme) af at bo inde i København, tæt på alle mulighederne.

Kunne man ikke blive mindst lige så lykkelig i Vejle, Aarhus, Dragør eller på Bornholm?

Det kunne man garentrisse! Måske endda mere?
Det er jo ikke fordi man kommer så meget ud alligevel, sådan som småbørnsforældre. Men muligheden for at komme derud, den er svær at gi slip på. Åbentbart.

Og sådan en halvkølig, men smuk, majaften som i går, hvor jeg kastede mig på cyklen, og hjulede de 300 meter ind til Kongens Nytorv, for at bruge en hel aften på balletten, da var jeg godt nok taknemmelig for, at jeg bare lige havde muligheden.

For det var SÅ fint. Og storslået. Og smukt. Og helt vidunderligt. Gør det siger jeg bare. Hvis du er en af dem der har muligheden.

Balletaften, med værker af Bournonville, Lander og Koborg, spiller til den 19. maj.
Og derefter gæsteopfører Dansk Danseteater stykket Love Songs skabt af Caroline Henderson og Tim Rushton.

Ej men det skal jeg da også ind og se!

Billedet er lånt fra Det Kongelig Teaters hjemmeside.

Limbo

2011-05-03T16:05:00.002+02:00

Jeg er er indeni i mit hoved. Og det der er derinde vil slet ikke komme ud(enfor).
Fik du den?

Det er selvfølgelig (?) udsprunget at ledigheden, og intentionen om at bruge fremtiden til at gøre noget jeg drømmer om. Som er hvad?

Jeg skiftevis hader og elsker at have det sådan. Jeg er lige der hvor alt i princippet er muligt, samtidig med at ingenting tilsyneladende er muligt.
Og så på den anden side, så er jeg slet ikke der. For nu er jeg jo startet på arbejde. Godt nok kun for en kort periode, men det er meget hverdagsagtigt, og reelt ikke så frygteligt 'alt er mulig'agtigt.

Man kunne måske også bare lave en baby mere, så vidste man da i det mindste hvad man skulle i et lille stykke tid. Tænkte jeg den anden dag.
Men nej, vel?

Der var også lige ved at ske noget ret afgørende stort. Men så skete det alligevel ikke.

Og vi ved stadig ikke om vi gerne vil ha et hus. Eller det ved vi jo godt at vi vil. Men vi ved ikke hvor vi skal få det fra. Og om det er så mange penge værd?

Når jeg har det sådan her - og ja det er sket før - så læser jeg som om mit liv afhang deraf, som om romanfigurer er nærring på linje med brød og vand.
Jeg sluger den ene bog efter den anden. Måske i håb om finde et svar et sted. Måske bare for at tænke på noget andet.

Det er vel det samme sted som længslen efter Rom kommer fra.
Så hvis nogen sidder derude bag skærmen, og tænker på hvor jeg mon er? Så er jeg lige her - inde i mit hoved.

La dolce Vita - hvor er du?

2011-04-28T19:18:00.001+02:00

Jeg vil til Rom!
Hvorfor skal jeg ikke til Rom? Åh vidunderlige Rom, skønno mad, skønno vino, slendre på må og få over smukke pladser og gennem pitoreske gader. Gyldne farver, frodige haver, flotte italienere og cremede kaffer.

To dage har jeg været på arbejde . Og allerede er jeg ved at dø af længsel efter friheden. Og Rom.

Arverier

2011-04-27T20:08:00.002+02:00

Min farmor, som døde for nyligt, var mor til fire, hun havde grønne fingre - podede sine egne roser, hun lavede hjemmelavet is, og strikkede trøjer, kniplede og så broderede hun!
Jeg er den heldige arver af broderilageret - og der er ingen risiko for, at jeg går ned på udstyr foreløbigt.

Jeg ved ikke hvorfor det her billede insisterer på at vende forkert, men dene fine lille ting var i blandt godterne.

Broderigarn i alle farver!

Denne her smukke pude arvede jeg for længe siden, den er også fra min farmors tålmodige hånd.

Topdollar påskeferie

2011-04-25T20:56:00.004+02:00

Hvis vi ikke havde haft børn, men stadig hinanden, så havde vi nok holdt påskeferie i Rom, Barcelona eller Paris. Eller måske på badehotel. Svinkløv eller Melsted.
Jeg kan sagtens forestille mig ferien, men ikke det med ikke at ha børn.

For nu istemmer jeg lige fælleskoret der hylder årets påskeferie. Mere velplaceret påskevejr skal man sgu da lede længe efter. Og sødere børn også.
Manner det har været dejligt. Vejr, ferie og søde børn i en skøn komponeret enhed.

Okay der har ikke været mange stunder på parisisk fortovscafeer. Men hvis jeg have haft det, eller slentre ture i Barcelonas smalle gader, så havde jeg jo ikke haft 6 fantastiske døgn med børnene. Og deres fantastiske udtryk og oplevelser.

Ja selv køreturen fra Sjælland til Jylland, har været en slags fornøjelse. Hvem fanden skulle ha troet det nogensinde skulle ske...
Svesken sang sig igennem landsdelene. Et lille potpourri over temaet 'se min kjole' (den er meget lilla/se min strømper de er meget stribet/se min lo-ort den er meget bru-un) og berigede også vores tur med udsagn som 'mor enger (elsker) Vigga - Vigga enger mors hår - Far enger Otte.'
Derudover var der hendes evigt lillebitte opstragte tommeltot, imens hun sagde topdollar til det meste, og så Fisterens glæde over alting. Men dog især over Tivoli Friheden og valdrehjemmet (svært ord) og den omsiggribende på-græs-hed.

Jo, jeg ved godt at man skal være nogens mor for at kunne se det nuttede i den slags. Måske skal man faktisk endda være disse specifikke børns mor?
Heldige mig, at jeg er det!

Vel hjemme igen søndag aften, var Svesken og jeg på aftentur for at se på luftballoner over København.

Skæg for voksne

2011-04-21T18:58:00.001+02:00

Måske går du rundt og ved ikke hvad du skal lave på lørdag?
Hvis det er sådan fat, så ved jeg hvad du skal!
Du skal på Ingolfs Kaffebar ude på Amager. Det er det dejligste sted på jord - næstefter Bornholm - og på lørdag har Hr. Skæg med orkester valgt at afholde voksenkoncert som afslutning på deres børnekoncertturne. Jeg ved bare det bliver hylt, og jeg ville sådan ønske jeg kunne være med, men på lørdag skal jeg noget med bøgetræer, anemoner og ramsløg!

Tag derud! Det er kl. 21. Og det er gratis. Og de trænger til at fyre den af og feste igennem siges det!
Du har faktisk ingen undskyldninger for at lade vær!

Fregnefremkaldende aktiviteter

2011-04-19T09:11:00.005+02:00

Aaaah påskeferie.
Med sol og kaffe og bøger i haven. Og børnene i institution.

Og det er endda rigtig ferie. For efter påsken skal jeg i gang med en slags arbejde. Har sagt ja til at hjælpe nogen med en arbejdspukkel. Bare et lille stykke tid. Bagefter er der mere solskin til mig.

God påske!

Fra boghandleren

2011-04-18T09:36:00.005+02:00

Nå men i må faktisk godt se hvad det var jeg shoppede den anden dag. Ikke bh-erne dog, dem må i nøjes med at se for jeres indre blik. Men jeg kan dog røbe at brysterne sidder opppe på plads, og det er topmærkeligt. Havde på en måde vendet mig til at de hang nede om maven.

Jeg købte voksenbøger. De kommer til at defilere lige så stille forbi, nede under LIGE NU LÆSER JEG, ude til højre.
Og så købte jeg børnebøger.
Den her, Garmanns sommer, som jeg ikke har læst, men forelsket mig pga. illustrationerne og emnet - den sidste sommer inden man skal starte i skole. Og også lidt fordi den er oversat fra norsk af Naja Marie Aidt.

Se lige en smuk illustration! Lavet af forfatteren, Stian Hole.

Jeg har købt den her, Mathilde vinker. Den handler om at starte i børnehave. Om hvor svært det kan være. For forældrene vel at mærke. De vinker og vinker og vinker.

De her kort hvor man kan øve sig at tegne, tror jeg Fisteren vil synes er et hit.

Og den her smukke sag af et vendespil, den er til mig selv. Og ikke til at spille med. Jeg tror de fine cirkusillustrationer skal op at hænge.

?

2011-04-15T10:41:00.001+02:00

Du skal forestille dig en stige med 10 trin. 1 repræsentere det dårligst mulige du kan forestille dig og 10 repræsentere det bedst mulige.
På hvilket trin vil du sige dit liv er lige nu?

?

Det var første spørgsmål i den eu-undersøgelse jeg kom til at sige ja til at deltage i forleden.
Ej men hvad fanden skal man sige til det?

Lige nu, mens jeg sidder i haven, og ungerne drøner rundt på plastikscootere, og vi har pustet og malet æg, og bagt kage af det udpustede, og spist den til formiddagskaffen, så er vi i hvert fald i øverst halv del.
7 1/2 måske... Der er vel altid plads til forbedring?

Opløftende nyt(!)

2011-04-13T16:35:00.002+02:00

Jeg har brugt penge i dag. På nødvendigheder som bøger - både børne og voksenslagsen.

Og på nye bher.
Virkede legalt, eller faktisk nødvendigt, idet jeg stadig går rundt med mine (nu ret slappe) amme-bher. Og det er vel at mærke halvandet år siden, at jeg stoppede med at amme!

Men nu har jeg fået tingene op på plads, om jeg så må sige.
Og det viser sig at jeg faktisk har en (slags) talje! Den var bare gemt under mine hængepatter!

Ramsløg og tåregas...

2011-04-12T10:11:00.005+02:00

Jeg går ud fra at det er lige nu at krokustæppet inde foran Rosenborg blomstrer? Jeg har ikke været inde og se efter.

Jeg har heller ikke været i Risskov for at se efter om det er nu der dufter af ramsløg i hele skoven. Er der nogen af jer i Århus (undskyld Aarhus!) der ved om det er nu?

Jeg savner det. Foråret i Århus. Min lillebitte lejlighed med altan og udsigt over bugten, og så duften af ramsløg i skoven, kun en spytklat derfra.

Foråret på Christianshavn er skam også dejligt. Frelserkirke spiller 'det er i dag et vejr, et solskinsvejr' og inden ugen er omme har kastanjetræerne langs kanalen fået blade. (Tilgengæld var der tårergas i vores soveværelse da jeg gik i seng i aftes.)

Og hey se min nye cykelkurv! Jeg har malet den gul. Det er sådan noget man har tid til når man er arbejdsløs!

For doven til at være en rigtig curlingforældre...

2011-04-11T09:24:00.002+02:00

I går var vi på legepladsen, og jeg lå i solen (bemærk: lå!) og tænkte på hvad folk jeg kender, men ikke ser så tit, mon lavede i samme øjeblik. Svaret ved dem alle sammen var: han/hun er nok ude i solen. Og det tror jeg egentlig ikke er noget dårligt bud. Menneskemylderet på Christianshavn taget i betragtning, virker det rigtigt at konkludere, at ALLE var ude i går.

Imens jeg lå der og lod mostre, tanter, ekskærester og gamle veninder passere revy i solen for mit indre blik, hang Fisteren ud på fodboldbanen. Helt bogstaveligt.
Han havde, sejt nok, fået lov at spille med nogle store drenge (vi taler 8-10 år!), men nu var flere stødt til, inklusiv en far med noget organisatorisk talent, og rigtige hold var blevet dannet, så de nu spillede 5 mod 5. Med Fisteren som udskifter på sidelinien.

Han stod der længe. Og helt ærligt, han elsker fodbold, og kan i øvrigt også sagtens ramme en bold, men han er 5 år og har ikke sans for trænningens lyksagligheder. Så han er ikke ligefrem så skrap, at de store længes efter at få ham på deres hold.
Det vidste sig også, at det stort set var det, der var i vejen. For selvom han åbentbart var ydmyg nok til ikke at brokke sig, så var han også stædig nok til ikke at gi sig. Og han var åbentbart blevet tilbudt en plads på 'det forkerte' hold.

Jeg ved ikke hvad jeg egentlig vil fortælle med det. Han er så sød er han. Og så bestemt. Og han vil så gerne lege med de store. Og imens sidder (ligger!) jeg ved siden af, og kan i bund og grund slet ikke bane vejen for ham. Og åh hvor er det bare næsten ikke til at holde ud, at tænke på alle de bump, udfordringer og nederlag han kommer til at støde ind i, i det kommende mange år....

Skal vi aldrig ha det lidt spas?

2011-04-08T10:45:00.005+02:00

Nå så landede man nok lige midt i den ufestlige aldersgruppe. Er åbentbart for gammel til at kende nogen der skal giftes. Og for ung til at kende nogen der fylder 40.

Bevares der er da et par barnedåbe (hedder det det i flertal?) i sigte, og det kan skam være en både ret hyggeligt og alletiders anledning til at se ens venner, og deres familie og venner. Jeg holder meget af barnedåbe faktisk. Men lad os være ærlige og indrømme, at der jo ikke er ret meget ved kirkelige handlinger der indbyder til dans på bordene og giftige drinks. (Eller er der?)

Manner jeg trænger til en fest. (Man er velkommen til at læse dette som en opfordring!)

I det mindste har Manden lagt denne på køl...

Skyld med skyld på

2011-04-07T09:45:00.006+02:00

Kan i huske dengang man var 20 år, og man troede at alt var muligt og man stort set skulle leve for evigt? Og så da man blev 21, så døde ens mor pludseligt, og man blev en lillesmule angst for at alle mennesker omkring en skulle dø. Og det skal de jo også.
Jeg vækkede min kæreste om natten, når jeg ikke rigtigt kunne høre hans åndedrag. Og jeg ringede og forsikrede mig om, at veninder var i live, når jeg var kommet til at gå i tanke-selvsving.

Angsten forsvandt lige så stille igen. Eller den blev til sådan en lille ting man lever med, og jeg holdt op med at gå og være bange for at folk bare faldt om og døde.
Det er jo trods alt de færreste der gør det.

Men så blev jeg nogens mor. Og jeg skal love for at angsten kom igen. Med bekymringen og skyldfølelelsen som kompagnoner.

Angsten for pludselig spædbarnsdød. Angsten for om sådan en lillebitte baby egentlig kan trække vejret når den er forkølet.
Bekymringer for om den får nok at spise. Nok stimulering. Synger jeg nok? Leger jeg nok? Har den et lidt skævt hoved? Lægger jeg den nok på maven? Huskede jeg d-dråberne?
Skyldfølelsen over at komme til at læse avisen, mens barnet er vågent og hjemme. Man burde jo være en nærværende forældre (hele tiden,) eller i det mindste uafbrudt stirrer beundrende på barnet.

Jeg vil ikke sige, at jeg har givet fuldstændig slip på ovenstående følelser, men nye bekymringer kommer til. Og så må gamle vige, hvis ikke jeg skal blive helt bims.
Jeg vælger nu at tro på, at de får nok at spise. Og på at sandsynligheden for, at de holder op med at trække vejret under en forkølelse er lille.

Tilgengæld er der nu (blandt andet) angsten for at køre i bil. Eller i det hele taget færdes ude blandt menneskene. Bliver de kørt over? Er der en eller anden idiot der kører ind i dem? Eller i mig, så de bliver moderløse.
Bekymringer for om de bliver drillet. Eller selv driller nogen. Om de trives. Om jeg er nok sammen med dem. Om de oplever nok. Eller oplever for meget. Sætter jeg for få grænser. Eller for mange.
For slet ikke at tale om skyldfølelse. Over ikke at hente tidligt nok, ikke bage boller nok, ikke snitte grønsager nok eller spille luftguitar nok. Skyldfølelse over at være træt eller tyk eller sur eller eller eller....

Ej men tror i helt ærligt at mænd/fædre har det sådan også? I think not.

Voksen og fornuftig?

2011-04-05T09:39:00.005+02:00

Jeg skulle egentlig skrive et blogindlæg i går. Men så kunne jeg ikke komme i tanke om noget interessant at skrive om. Og heller ikke noget uinteressant.
Så i stedet gik jeg på lagersalg og brugte ikke-eksisterende penge på nyt tøj til Svesken.

Jeg skulle egentlig også skrive en ansøgning i går. Men så kunne jeg ikke lige komme i tanke om hvad det er jeg kan.
Så i stedet pudsede jeg lige vinduerne.

Jeg skulle egentlig overholde min kur. Især nu hvor den gik fuldstændig fløjten i weekenden, med pizzaslice i midtjylland, fritter og drømmekage i østjylland, og begravelseskringle og øl i vestjylland.
Men så havde jeg ikke lige fået købt ind. Fordi jeg ikke havde nogen penge. Fordi dem havde jeg brugt på lagersalg.
Så i stedet kom jeg til at leve af chokolade og popcorn.

I øvrigt skulle jeg faktisk ha været til tandlæge i sidste uge. Men så kom jeg til at aflyse. Fordi jeg havde ting jeg hellere ville bruge min tid på. Og fordi jeg var kommet til at købe en ny forårsjakke. Og en meget fin stribet bluse. Og så havde jeg jo ikke rigtig råd til tandlægen længere...

Tomme trusler...

2011-04-01T11:02:00.002+02:00

Lad os bare være ærlige og indrømme at overtrætte og sultne børn, er en udfordring der kræver at man bevare hovedet koldt og trækker vejret dybt ned i maven, inden man reagere instinktivt på deres urimeligheder
Og lad os også bare indrømme, at det kan være svært at gøre netop det.

I aftes, efter at alle havde spist (nogen mere end andre..) aftensmad, blev først Svesken sulten, og forlangte havregrød. Splitsekundet efter var Fisteren også ved at dø af sult. Mindst.

Fister: Jeg vil også ha haaaavregrøøøøød! Jeg VIL! NU!

Mor: Ok. vil du ha banan i?

Fister: JA. Har. Jeg. Jo. Sagt. !
(Det hørte jeg åbentbart ikke. Selvom det er svært af tro på - lydniveauet taget i betragtning.)

Mor: Stop med at råbe fister, ellers får du slet ikke noget...!

Fister: Ja så må i jo spise det. Det blir sjovt for jer når i skal sidde der og spise alt det havregrød hele aftenen. ...

Og lige der brød jeg sammen af grin. Og det skal man ikke gøre. Skulle jeg hilse og sige.

Min farmor

2011-03-30T10:06:00.005+02:00

Min farmor døde i søndags. Og selvom hun i mange år har været svær at nå i glemslens tåger, så gør det mig trist.
Hun og min farfar levede der liv i Vestjylland, med kæmpe have og udsigt til marker og å.
Huset var stort og der var gammelt legetøj i værelserne, hjemmelavet is i fryseren og nye kartofler - bittesmå og omhyggeligt opgravet og rengjorte med kærlighed til børnebørns små munde.
Der var lange dage i solen og klatreture i æbletræer. Og aftener med snobrød over bål og ribssaftevand i kander.
Der var drivhus, roser og rododendron Og der var tid og omsorg til alle.

Da jeg fortalte Fisteren at min farmor var død, begyndte han at græde. Fordi han aldrig havde mødt hende, og slet ikke vidste hvordan hun så ud. Han har heller aldrig mødt sin egen farmor. Eller sin mormor. For fanden en mangel på ældre damer der er i den her familie.

Så vi har bladret i fotoalbum og kigget billeder. Der var kun ét af min farmor. Men der var masser af mig - det her har min farfar taget af mig da jeg var 2 år.

Line 2 år... Man sporer en vis lighed med Svesken synes jeg!

Nød lærer nøgen kvinde at brodere

2011-03-28T10:31:00.005+02:00

Man er vel en del af den kreative klasse, med alt hvad der sig dertil hører af lækker mælkeskummende kaffe, arkitekttegnede møbler og gadgets. Således var jeg, da vi for nylig stod overfor at skulle anskaffe en ny computer i husstanden, heller ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg ønskede mig en Macbook.
Hvem ville egentlig være i tvivl om det, kunne man spørge.

Det kunne min mand. Han drikker sin kaffe sort. Og køber med glæde sine møbler i Ilva. Og er i det hele taget ikke SÅ kreativklasse-agtig. Omend han både er ualmindelig dejlig og kærlig. Og selvom det groft sagt var mit behov for at kunne skrive (blandt andet ansøgninger) der blev imødekommet, så var det den søde og kærlige mand, der ikke bare pungede ud, men også ligefrem hastede ned i butik, da behovet akut indtraf.

Og hjem kom han.
Ikke med noget æblesmykket lækkert design, men med noget fornuftigt, og mindre dyrt packard bell....

Blev jeg glad? Ja det gjorde jeg da. Man ville da ha været et skarn andet.
Gav jeg udtryk for det? Tja en slags. Og i hvert fald kun med lettere sarkastiske hentydninger til den nye maskines iøjneskærende grimhed.

Du laver da bare et betræk til den, var kommentareren fra Manden. (Som i øvrigt er blevet tilbudt en Iphone af sin arbejdsplads, og alligevel valgte en HTC!?)

Og sådan en kan man jo ikke bare lade hænge vel? Så jeg syslede lige lidt, mens jeg gnækkede i skægget af grin over hvor spas jeg er. Hvad? Synes du ikke det er sjovt? Han gjorde. heldigvis.

Ja jeg har aldrig været så frygtelig god til at gøre ting rigtigt færdige. Så finishen kan diskuteres.

Simon Says 500

2011-03-25T10:11:00.008+01:00

Hurra så nåede vi til indlæg nummer 500!

Tallene mellem 2 og 28* blev puttet i tromlen (læs: frysepose) og en vinder er blevet udtrukket med Fisterens retfærdige hånd. Og ud blev nummer 8 trukket.

(*Fordi at kommentar nummer 1 var blevet slettet igen jo)

Og nummer 8 er Fie

Tillykke!

Send mig din adresse, så sender jeg dig broderiet.

F**king forvirret

2011-03-24T10:00:00.004+01:00

Ude fra altanen dufter der svagt af bacon. Cafeen nede på hjørnet må være startet på noget brunch-agtigt?
Jeg kan høre fugle der pipper og duer der kurer. Og en lille smule snak fra et åbent vindue på den anden side af gården.
Jeg kan høre de laver kaffe i kaffebutikken. Og jeg kan høre at underboens baby er sulten.

Og det er nogenlunde det: jeg kan registrere at foråret er en slags kommet. Men det er jo ikke en kompetance der ligefrem spytter jobmuligheder ud.

Arkitekt-vejrpige?

Rundstyk

2011-03-23T15:18:00.005+01:00

Jeg kan altså ikke koncentrere mig om det her blogging. Og jeg fik heller ikke kameraet med på tur i går, så der kommer ingen efterfølgende billeder, til trods for at jeg havde forladt bloggen med den cliffhanger. (Og i var spændte, ikk?).
Det er ikke fordi jeg laver noget spændende. Det er åbentbart bare fordi, at jeg ikke lige har noget der brænder efter at komme ud. Ikke engang en lillebitte snas af noget, der får det til at krible i fingrene for at nå tastaturet, kan jeg mærke.

Og det eneste gode der er at sige om disse små snollede ikke-indlæg er, at vi kommer nærmere den store udtrækning. Der er nu kun et 'rigtigt' indlæg tilbage inden jeg finder en vinder!

Hej sol!

2011-03-22T09:04:00.002+01:00

Faktisk svært at være direkte muggen over ikke at skulle på tegnestuen sådan en herlig solskins-tirsdag.
Jeg cykler ud i det. Og vender tilbage senere med billeder.

Ps. Lavede en lillebitte tællefejl da jeg skrev, at der var otte indlæg til indlæg nummer 500, hvori vinderen af mine sysler bliver udtrukket. Der var faktisk 9 indlæg til. Men det er stadig lige om lidt.

Hvad jeg har på hjertet

2011-03-20T18:55:00.004+01:00

Med sol skal ondt og blegt fordrives.
Således er mismod og blege kinder nu en saga blot (altså når man skal være sådan lidt stor-i-slavet-idet) og foråret er kommet. Jo det er!

Ja så fik i den. For på facebook tør man jo ikke ytre sig om noget så banalt som vejr og årstider. Man vil jo nødigt sættes i bås som noget socialgruppe 5 agtigt...

Men en klipning gør vel ingen til Pernille Rosendahl?

2011-03-18T09:17:00.002+01:00

Jeg har aldrig haft så tørre og stikkende ben som efter at jeg er blevet mor. Vi taler om 5½ år hvor henholdsvis fugtighedscreme og skrabere kun sporadisk har nærmet sig mine ben. Det er værst i vinterhalvåret, men der taler vi altså også underben der er nærmest urørte af andet end indersiden af en comfi joggingbuks.
There you have it.

Før jeg kom i mor-kategorien farvede jeg også hår. Ikke på benene! Vi er nu rykket helt op i hår-på-hovedet-regionen. 16 år med næsten jævnlig hårfarvning. Først mørkt. Så rødt, i tæt på 10 år. Og så mørkt igen, for at skabe en smutvej tilbage til min naturlige hårfarve. Det rødlige faldt mig ellers meget naturligt. Men den slags må jo stoppe når noget skrøbeligt vokser indeni en.

Da jeg var 15 fandt jeg smilehuller på ballerne komiske. Jeg vidste slet ikke de fandtes før en veninde præsenterede mig for dem. Nu 32 år og to fødsler med tilhørende blivende (hvad sker der med det?) overvægt senere, så er smilehuller på ballerne nok min mindste bekymring. Jeg mener smilehuller er vel altid charmerende, og når man nu ikke kan præstere nogen på de rigtige kinder, så kan man jo altid henvise til bagsiden. Hvis nogen skulle spørge.

Nå nok om min krops forfald. Jeg tror lige jeg går ud og skamklipper mit pandehår.

Med nogen forsinkelse: Mit Nye Liv!

2011-03-17T14:14:00.003+01:00

Svesken - kæk med kage!

Vi har været på hospitalet til tjek. Og de holder stadig på infektion. Der er, som de siger, ingen tegn på noget alvorligt (indsæt selv kræftsygdomme) og lille sveske er ude af systemet og kan igen komme i vuggestue.
Og jeg kan hellige min tid til at opfinde en slags karriere! Mig og så jobnet - vi skal til at bruge kvalitetstid sammen...

Mmm lyder spændende ikk?

Generationer

2011-03-16T09:57:00.004+01:00

Min mor var 23 år og min far 28 år, da de fik mig. Tre år senere fik de min lillebror.
Jeg var 21 år da jeg første gang følte mig overbevist om at jeg skulle være nogens mor. Og tænkte at det kunne godt være snart.
Af forskellige årsager var jeg dog 32 da jeg fødte Fisteren. Manden var 41. Vi skulle jo blandt andet lige møde hinanden først. Og vi spilde ikke tiden da vi først havde mødt hinanden, således kunne jeg præstere to graviditeter indenfor vores første 9 måneder! Ikke begge to planlagte dog.

Hvis Fisteren venter lige så længe med at blive far som hans far gjorde, så er Manden 82 når vores førstefødte giver os børnebørn. Og hvis Svesken, som jeg fødte da jeg var næsten 35, er ligeså gammel som jeg var, når hun skal have sit første barn, så er jeg 64!

Og her skal det selvfølgelig nævnes, at jeg er klar over, at det er deres liv og deres valg der gælder, og hvis de nu slet ikke kunne tænke sig at få børn, så er det selvfølgelig deres beslutning. Og jeg vil prøve at surmule uden at de opdager det.

For jeg håber da at de vil ha børn. Og jeg håber virkelig at de er hurtigere end vi var. For ellers er der jo faktisk en risiko for at vi slet ikke overlever til opleve vores børn få børn.
Nå men det var bare det jeg ville sige, på sådan en onsdag hvor jeg føler mig lidt gammel i det. (I hvert fald for gammel til selv at lave en treer... og så må man jo satse på næste generation!)

GO De Unge Mødre!

Do You want More?

2011-03-14T21:05:00.003+01:00

Søndag morgen vågnede jeg og tænkte, med min tilbageværende hjernecelle, at det da alligevel var utroligt så dårligt jeg havde det ovenpå to lunkne dåseøl og en slurk champagne.
Indtil jeg kom i tanke om de tre glas rødvin, Irish Coffee-n og de to fadbamser jeg også havde indtaget. Og måske var det også mere end en enkel slurk champagne? (Og i den forbindelse: undskyld, men tak! Nogen kan måske sige det videre?)
Jeg var hjemme klokken 02.30, og det var nok i sig selv lidt over min sengetid. Men jeg trængte, gjorde jeg. Og hvis vi siger at hver genstand var et udtryk for et lille plaster på såret over hver enkelt af marts måneds overflod af trængsler, så var de alle fortjent.
Men nok er selvfølgelig nok. Og jeg skulle måske ikke ha taget det så bogstaveligt da rockstjernen på scenen råbte: Do You Want More?

Så er der fest! (Indlæg med både god og dårlig karma)

2011-03-11T11:02:00.009+01:00

Nu skal det jo ikke være jammer det hele.

(Selvom jeg stadig har tvivlsomme hospitalsoplevelser til flere indlæg. For slet ikke at tale om overflod af frustrationer. Over endelig at være nået igennem de fire måneders opsigelsesperiode. Og ha vendt det til en positiv og velkommen udfordring. Som jeg skulle til at tage hul på, med forår i baglommen. Og så bliver man straks slået tilbage til start med sygdom. I fucking fjorten dage. Og nu kan jeg nærmest ikke huske hvad det var jeg gik og pønsede på at skulle igang med. Og mit NemId driller. Og der gik bøvl i min telefon, så alle billeder, beskeder, notater, aftaler og telefonnumre forsvandt ud i cyberspace... suk.)

Men. Nu skal det jo (som sagt) ikke være jammer det hele. For i onsdags var det nemlig bloggens 2 års fødselsdag! Og om kort tid runder jeg også indlæg nummer 500! Og det skal vi da fejre.

Derfor skal vi ha bloglotteri. Eller give-away om i vil. Jeg har broderet til jer, har jeg. Fordi i er så søde. Og fordi i skriver kloge og fine kommentarer. Som jeg virkelig er utrolig glad og taknemmelig for.

Du kan vinde ved at skrive en kommentar henrunder. Og så trækker jeg lod i indlæg nummer 500. Hvilket er om 8 indlæg...

Bonusinformation om hospitalsophold

2011-03-09T20:59:00.006+01:00

Plus
Lækkeragtig operationslæge...
Okay udsigt fra 8. sal. Må være total blæret fra toppen.
Koldt vand og Sveskens calendulacreme mod vejr og vind som eneste skønhedspleje = total lækker hud. Overraskende. Også fordi der virkelig ikke er meget vejr og vind på Rigshospitalets gange.

Minus
Fucking deprimerende. Føles ligesom at dø langsomt.
Forventede faktisk at jeg havde både tabt mig og groet langt hår som følge af dårlig appetit og langt ophold. Men så langt var opholdet så åbentbart alligevel ikke.
To bade på 7 dage = meget fedtet hår. Og generel uhumskhed.
24/7 kan godt være meget lang tid uden pause. Når man skal underholde en 2½ årig mens man undertrykker alle egne behov og bekymringer.

Andre bivirkninger
Blå venstre balle. Afstedkommet af at ligge (under putninger og mareridt) med barn i metaltremmeseng.
Vissen venstre arm. Af at holde i hånd nede fra klapudseng - en halv meter lavere end tremmeseng.
Fuldstændig bagudhed i forhold til ny jobsøgningsstatus.

Aaaah...

2011-03-08T16:20:00.005+01:00

...så er vi endelig kommet hjem igen! Jeg havde helt glemt at vores lejlighed er så hyggelig. Og så snavset.
7 lange døgn på Rigshospitalet blev det til. Plus det løse.

Det startede sidste fredag. Svesken blev ringet hjem med en hævelse på halsen. Og jeg cyklede hende til lægen. Som sendte os videre til Rigshospitalets børneafdeling. Som stak i barnet og ultralydscannede hendes lymfeknude. Som at det var der var hævet. Og sendte os hjem igen. Og som så ringede og bad os komme til nye blodprøver mandag. Hvor vi tog derind igen. Og blev stukket. Og følt på. Og sendt hjem. Og ringet op med besked om at komme igen næste dag. Til noget med en kanyle. Og en dræning eller en prøvetagning. Og måske en overnatning. Som blev til syv overnatninger. Imens nogen dyrkede prøven. Og Svesken fik antibiotika intravenøst. Og blev stukket mere i. Og prøven blev dyrket mere. Og en antibiotika skiftet ud med en anden. Og endelig blev vi sendt hjem. Selv om nogen stadig ikke er helt færdig med at dyrke prøven. Men dog godt vil komme med et kvalificeret bud på en mulig bakterie. Som vi så kunne give hende antibiotika imod herhjemme, i flydende form. Og her er vi så nu. Hjemme. Aaah.

Men prøv at gi et kvalificeret bud på om Svesken kan lide medicin og blodprøver og folk i kitler i det hele taget? Nope. Slet og ret.
Hold kæft det har været rædsomt. R Æ D S O M T.

Man bliver hudløs og tyndslidt af lange gange og ventetid. Og af hele tiden at få at vide, at måske kommer man hjem i morgen. Uden at man gør det.
Man ved bare at man er langt ude når man fælder en tårer til tonerne af Tjubang Chokolademand udført af Rigshopitalet spillemænd, ikk.

Men man skal selvfølgelig være taknemmelig for et sundhedssystem der fungere. Og for at ens barn fejler noget der kan behandles med antibiotika. Så må man bare håbe at hun overlever følgetraumerne ved at blive tvunget til at drikke lortet.

Gode tricks modtages med kyshånd.

Gæt hvor vi (stadig) er?

2011-03-05T13:47:00.001+01:00

To ambulante dage og fem indlagte dage. Plus tre mere....
Det er ikke alvorligt-alvorligt, men besværligt at udrede.
Og jeg er kun af og til ved at gå ud af mit gode skind. Resten af tiden resignere jeg. Og passer den lille Sveske op.

Om en dejlig aften og en virkelig dårlig dag

2011-02-25T19:33:00.004+01:00

Det var meningen, at jeg i dag ville skrive et indlæg om den fantastiske Frøken Mærkværdig. Om filmen som jeg var så utrolig heldig at se i går. Med rød løber, bobler og kendisfaktor og alting. Filmen er SÅ seværdig og fin og vigtig. Og heldigvis kan i også nå at se den på Posthusteateret indtil på onsdag. Eller på DR2 på tirsdag. Og måske kan vi også være heldige at Fru Fuhrmann, som var min ledsager i aftes, skriver en glødende passioneret og udførlig reportage fra vores aften. Vi skal nemlig til at være kulturbloggere. Blev vi senere enige om. Over vores fjerde glas vino.

Men lige nu er der ikke ret mange flere ord i mig, om den dejlige aften i aftes var, for jeg har nemlig, helt uplanlagt, spenderet en hel dag på Rigshospitalets børneafdeling. Og der er både blevet stukket i og ultralydsscannet og lyttet og mærket på den lille sveske. Der har været lange grå gange med vakumpakket tid. Og der har været søde læger der var skræmmende alvorlige. Og som alligevel sendte os en slags lettede hjem.
Og nu skal jeg ind og ligge i ske med Svesken, bare de næste 5-17 år.

Slut Prut Finame

2011-02-24T11:16:00.000+01:00

I dag er det min sidste dag på tegnestuen. Og er det trist? Ikke sådan rigtigt.
Jeg har haft en ordentlig balje karameller med. På sidste skoledag-måden. Har dog ikke ligefrem kastet med dem….

Jo det er trist at sige farvel til min søde kollegaer, og det er også en lille smule trist, at sige farvel til en æra.
Men det er virkelig skønt at sige goddag til næste kapitel. Det føles som at få skudt ny energi direkte i årene. Som forår. Og den første solskinsdag.

Foran mig ligger den store vide verden. Eller det store blanke ark.
Jeg ved ikke præcis hvad jeg kunne tænke mig at fylde mine dage med. Men jeg glæder mig til at bruge tid på at finde ud af det.

Måske skal jeg skrive mere. Måske skal jeg tegne noget. Måske skal jeg fortælle nogen om noget. Måske skal jeg bare passe nogens børn. Eller gå til hånde.

Den blanke kalender føles som frihed.
Slut Prut Finame. Som Svesken ville ha sagt.

Boligdrømme

2011-02-23T10:28:00.003+01:00

Jeg ser for mig: en sommeraften med åbne døre ud til en have med æbletræer, høstanemoner og morgenfruer. Og børnene der leger med nabobørn. Og en nabo der kigger forbi. Og kaffe i min fine kop. Og hvidvin på køl.

Så egentlig burde det ikke være så svært, at vide hvad vi skal lede efter, når vi en dag skal ud på det store stygge boligmarked. For jeg ved også godt nogenlunde hvilket kvarter jeg vil bo i. Når det nu ikke kan blive på Bornholm. Der er en skole med et okay ry og der er kort vej til vandet.

Stedet er ikke hemmeligt. Desværre. Husene er for dyre. Og gode dyr er rådne. For hvad så? Skal man købe over evne? Eller gå på kompromis? Skal man kigge den anden vej? Hvad skal man vælge fra?

Min bror har købt en grund. Lige der. Og skal nu til at være selvbygger. Jeg synes det er sejt. Faktisk er jeg næsten ved at revne af stolthed over ham. På storesøstermåden. Bare sådan at forfølge en drøm og tage en beslutning.

Vi har tænkt i 3 år nu. Uden at forfølge så meget som en lille bitte drøm.

Jeg var ellers sikker på at sidste sommer ville blive vores sidste på Christianshavn. Og jeg var okay med det. Men nu står vi her. Om få dage med blank kalender så langt øjet rækker. En indtægt fattigere. Og nye muligheder der blafrer i vinden. Måske ikke det rette tidspunkt at blive boligejer?

Fisteren har tegnet et hus til min bror og hans familie.
Det er nok en anelse for stort. Men sikke evner!

Om at dø

2011-02-21T21:14:00.004+01:00

Fister: Når man bliver voksen kan det godt være, at man ikke har en far og en mor. Man har måske kun en. Far har kun en far. Og du har også kun en far. Jeres morer er oppe i himlen. Først kom de der op, og så faldt de ned i en kiste nede i jorden. Hvordan kan man egentlig falde opad?
Når jeg bliver stor tror jeg, at jeg også kun har en far.

Mor: Det ville da være virkelig ærgerligt, synes jeg... (mildt sagt)

Fister: Hvorfor?

Mor: For så ville det jo betyde at jeg døde. Og det har jeg slet ikke lyst til.

Fister: Nej det vil vi ikke ha. Jeg synes ikke du må dø. Bare man aldrig behøvede at dø. I børnehaven - når vi leger politi eller soldater - så skal man bare tælle 1-2-3-4-5-6-7-8-9-10 og så er man ikke død mere.
Det kunne være dejligt hvis det var sådan.

(Jep det kunne være dejligt - men måske tæller de bare virkelig virkelig langsomt deroppe/nede)

Mine høretelefoner

2011-02-20T19:49:00.004+01:00

Jeg har dekoreret mine høretelefoner... høre telefoner... hø re te le fon er... HØREtelefoner hedder det virkelig det? Meget mærkeligt ord... Men er de ikke fine?

Inspirationen kommer herfra og opskriften er her, hvis du også vil lege med perler.

Lugten af karry og andre minder

2011-02-18T09:20:00.004+01:00

Her lugter ret meget af karry. På den fastbrændte måde. Jeg lufter ud, så det skal nok gå væk.
Heldigvis, for lugten af karry, når den bor i gardiner og møbler, giver mig en smule kvalme, og sender mig direkte tilbage til London i i 1993.
Jeg var på besøg hos min kæreste, som var flyttet derover for at arbejde som handicaphjælper. På trods af at han var flyttet fra mig og landet, var vi stadig kærester, men det lå vel lidt i kortene, at holdbarheden i det forhold var skrøbelig. Jeg var lige startet på arkitektskolen, med nye spændende mennesker omkring mig, og nye spændende fremtidsudsigter, og fredagsbare og spas og opløftet stemning. Og han flytter over på den anden side af Vesterhavet for at passe en ældre indisk herre i kørestol. You do the math.
Til min fødselsdag forærede han mig en rejse derover, og jeg rejste en hel nat, med Sting i ørene, for at besøge min verdensborger af en kæreste. Det var mærkeligt. Og der lugtede af Karry. Og efter at jeg kom hjem igen, gik der ikke ret lang tid, inden vi holdt op med at være kærester.
Jeg kommer altid til at tænke på det når jeg lugter lidt for fastbrændt karry. Og jeg elsker ellers karry.

Midt i karrylugten står en buket iris - hvide ikke blå. Blå iris gør mig vred. Og ked af det. Og giver mig en lille smule kvalme. Heldigvis er de hvide de her. Og Manden, som har foræret mig dem, kunne ikke vide det. At Iris er en rædsom blomst.
Som giver mig kvalme, over at jeg ikke tog den rette beslutning engang.
Til min mors begravelse - der var ingen tvivl i vores (mit?) sind om, at vi skulle ha en bårebuket af blå franske anemoner, min mors yndlingsblomster.
Men franske anemoner har åbentbart ikke sæson i oktober, så det kunne vi ikke få. Men vi kunne få blå iris, sagde den ligegyldige blomsterbinder. Og dem tog vi så. Fordi vi ikke kunne tænke. Hvilket vel er forståeligt nok. Og i princippet tilgiveligt. Men det var bare SÅ forkert.
Blå iris er ikke blå franske anemoner. Blå iris er alt for blå, alt for påtrængende, alt for se-mig-agtige. Franske anemoner er blide, smukke og blomsteragtige.
Big Mistake.
Som jeg tænker på hvergang jeg ser blå iris. Og åbentbart også hvid iris. De får dog lov at stå til de dør, men så kommer der aldrig mere iris indenfor mine døre. Tror også Manden har fanget pointen.

Hyacinter får mig til at tænke på en elskelig bofælle jeg havde engang.

Det blå Matisse papirklip i vores stue får mig til at tænke på min faster. Og på min far. Og på barndom og sommer.

Solskinstørre fortove efter en lang periode med sne og regn, får mig til at tænke på glæden ved at få nye gummisko, og få lov til igen at være ude at lege om aftenen, efter spisetid.

Forår kom nu.

Om at bo i februar

2011-02-16T09:57:00.003+01:00

I én retning er himmelen kanskje klar og blå, i en annen er den dekket av mørke regnskyer, mens zenit er i stadig oppbrudd. Det eneste vi har å stille opp mot denne foranderlighed, er årstidernes sikre rytme. Vi kan aldri være sikre på hva dagen bringer, men at våren kommer, det vet vi.

Christian Norberg-Schulz, Nattlandende.

(Det er ham jeg vil være når jeg bliver stor!)

Simon Says

2011-02-14T09:32:00.001+01:00

Frøken Populær og Dronningen

2011-02-13T19:29:00.004+01:00

He he. Gæt hvem der har været frk. populær hele dagen!? Drengene er hjemme igen, og med dem et ubegribeligt rod af skisokker og dims. Desuden en utrolig larm. Men også tæt samvær og heavy hygge.
Og klæd ud til musik - Svesken og Fisterne har gået i takt til Tingelingelater en stor del af dagen, Fisteren forrest med sværd, sabel, gevær, tromme og gardertøj, Svesken bagefter med bornholmerflag, bøllehat og politivest!
Og Fisteren har informeret mig om at Dronning Margrethe er mor til alle soldaterne inde ved slottet. Og jeg er til ham og Svesken. Good to know.

Selvfølgelig mener jeg det når jeg siger det!

2011-02-11T11:35:00.004+01:00

Så er der hjemcyklet champagne for tusindevis af kroner.

Nammenam!

Mor og Svesken alene hjemme

2011-02-10T12:58:00.007+01:00

Jeg havde faktisk set lidt frem til den her uge, hvor Svesken og jeg skulle være alene hjemme, både fordi vi jo i forvejen kører et utroligt tæt - på grænsen til det symbiotiske - parløb, og jeg i den anledning så jeg for mig, at vi kunne leve det helt ud - bare være i vores lille tosomhed uden hensyntagen til de andre.

Men også fordi det kunne være en uge udenfor normalen, en slags lille ikke-hverdag.... og det kan man jo godt gå og trænge til. (Jeg vil sige at det nok giver mest bonus, hvis man er den der tager på ferie, i stedet for den der bliver hjemme...)

Selvfølgelig også fordi de glædede sig sådan, drengene. Og jeg er heldigvis sådan et menneske der under dem den ballade - deres lykke er vel det hele værd.
På skiferie med far, hvor sejt er det ikke?
Og på skiferie med søn, mindst lige så kreditgivende!

Det går bare ikke helt så nemt, det der med at være alene med Svesken, som jeg havde forestillet mig. Fordi der skete noget med trodsalder, som åbentbart lige præcis for alvor skulle stikke hovedet indenfor da drengene forlod landet.
Suk.

Men også fordi at vi savner dem.
Jo, jeg er stadig glad, fordi de er glade. Men der er så tomt herhjemme, familien føles amputeret. Og det er mig der skal lege alle lege.

Og er i klar over hvor mange lege det helt præcist er? Sveskens koncentration/glæde ved en leg holder max 12 minutter. Max! Vi er sammen 2 timer om morgenen - der leger vi ikke ret meget. Og så er vi sammen 4-5 timer om eftermiddagen inden hun skal sove.... og i den tid kan vi snilt nå at tegne, se (lidt af) en film, klæde alle dukker på, lege med dukkehus, læse, danse, løbe, klæde alle dukker på igen, slå kolbøtter, bygge med lego, lege med tog, male, 'ordne' hår, bespise alle dukker, putte alle dukker, køre med biler, skille briohunden og samle den igen - mange gange. Og puste balloner op. Hver dag.

Og så skifter en af os også bleer, og laver rigtig mad, og nogen af os spiser den også. Nogen spiser heller noget med havregryn.

Til sidst børster vi tænder, læser godnathistorier og så nægter den ene at sove. Heldigvis vinder jeg indtil videre den kamp hver gang. Er jo mest et spørgsmål om udholdenhed.
Stillingen er 1-1000 til Svesken.

Børnevenligt arbejdsliv?

2011-02-08T10:37:00.003+01:00

Jeg er klar over at det er ret almindeligt at ens politiske overbevisninger ændrer sig med ens livssituation, og at en folkeskolelærer eller en fabriksarbejder i 50 årsalderens interesse for politikernes bearbejdning af efterlønnen er høj, og at min egen interesse for børnefamiliers vilkår til gengæld ikke interessere dem nær så meget…

Til gengæld synes jeg det er mærkeligt at børnefamiliers vilkår ikke interesserer politikerne. Ved de ikke hvilken fantastisk stor vælgerskare vi er. Vi er da ellers ikke blege for, som flok, at råbe op når der igen bliver skåret ned på institutions- og skoleområdet.

Hvorfor er der ingen der kæmper for, at forældre kan få ret til at gå ned i tid for eksempel? Måske mens man har børn under 10 år? Eller under 7 år?
Med udsigten til, at vi alle skal være på arbejdsmarkedet i 40-50 år, burde man måske nok kunne give forældre muligheden for at arbejde mindre og i et lavere gear, i de år hvor deres børn er små.

Kunne man forestille sig at vi kunne skabe et samfund hvor det er muligt at få arbejdsliv og børneliv til at gå op i en højere enhed?

Tænk hvis vi kunne være mere sammen med vores børn, tænk hvis de kunne være kortere tid i institution, tænk hvis man kunne skabe en måde, hvor det ikke var både mærkeligt og uhørt at være mere hjemme med sine børn.

For helt ærligt jeg synes mine børn er for lang tid i institution. Jeg kan mærke, at de har det godt der og at de trives med andre børn og andre voksne. Men jeg ved, at hvis de havde færre timer ude, og flere timer hjemme ville de trives endnu bedre.

Tænk hvis en institutionsdag kun var 5 eller 6 timer lang, og tænk hvis det ikke var 5 dage i træk, at de skulle af sted…
Tænk hvis vi var flere der indimellem var hjemme med vores børn, så vi mødte hinanden i gården, på legepladsen, i stuen.
Tænk hvis man kunne arbejde mindre, og være mere sammen med sine børn, bare i en periode af sit liv. Man kunne jo nok nå et spændende arbejdsliv alligevel…

Ja jeg spørger bare...

2011-02-07T18:08:00.002+01:00

Undskyld, men hvad sker der med, at i samme øjeblik som drengene efterlader mig alene hjemme med Svesken, forvandler hun sig fra übernuttet tumling til trodsmonster???

Og hvad svarer man til det?

2011-02-06T20:24:00.002+01:00

Nye snappy comebacks fra den lille Sveskepige:

- Al negativ respons på hendes ivrige forespørgelser efterfølges af et 'hvorfor mor?'

- 'Nej, ikk' li' er udvidet til 'Nej, ikk' li slut prut'

- Når hun møver sig over på min pude om natten, siger hun 'mor dyt dyt' mens hun med sin pande skubber mig væk....rimelig provokerende.

Når katten(e) er ude

2011-02-05T20:11:00.005+01:00

Manden er taget på skiferie, og han har taget Fisteren med. Desværre en lillebitte feberramt Fister.... Årh jeg håber han er okay derude i verden...

Svesken og jeg er alene hjemme. I en uge. Og jeg er ikke engang skræmt ved tanken.
Det var jeg da Manden tog af sted sidste gang, for 3 år siden, da Fisteren var 2 år, og det var ham og jeg der skulle være alene hjemme. Dengang var det faktisk tæt på uoverskueligt.
Men en fødsel og og 3 års ekstra mortrænning har gjort mig tryg-agtig.
(Eller næsten tryg-agtig - jeg er selvfølgelig stadig nervøs for alle de sygdomme, ulykker og ildebrande der sandsynligvis slår ned mens jeg er alene hjemme.)
Det faktum at jeg efterhånden kender flere kvinder der har valgt at blive Selvvalgt Enlig Mor, og også et par stykker der er fraskilte og alene med deres børn, gør også at jeg ligesom bare bliver skide nød til at klare det her i fin stil. Det er jo for pokker bare en uge, ikke en livstid, at det er mig der skal stå op hver dag, og servere alle måltider, og lege alle lege, og skifte alle bleer. Og alt det imellem.

Indtil videre er den største forskel, at her er så stille når Manden ikke synger og børnene ikke driller hinanden
Og at her er så (forholdsvis) ryddeligt.
Og så (forholdsvis) konfliktfrit.

Simon Says

2011-02-04T13:31:00.002+01:00

...?

Selvindsigt

2011-02-03T13:32:00.003+01:00

Manden og Svesken i samtale i går:

M: Hej lille pige, er du syg?
S: Nej. (Hun plejer at svare 'ikke syg, har det skidt.'
M: Har du det skidt?
S: Nej. (Fornemmer man at hun ikke rigtig gider samtalen?)
M: Har du det dårligt?
S: Nej.
M: Har du det godt?
S: Nej. Er hængetræ.

Arbejdsgivervenligt barn

2011-02-02T12:09:00.003+01:00

Manden her i huset har aldrig afholdt en barnets første sygedag med Svesken. Jeg har afholdt én.
Og det er ikke fordi hun aldrig er syg.

Selvom lad mig, for god ordens skyld, sige, at vi er meget taknemmelige for, at vores børn meget sjældent er syge . 7-9-13. Bank-i-bordet. Salt-over-skulderen.

Svesken er bare altid syg, når jeg også er syg. Altså som i hver gang.
Det er synkronitet på den arbejdsgivervenlig måde. Og værdsætter de det? Jeg ved det ikke.
Værdsætter jeg det? Ærligt talt? ...ikke rigtigt faktisk.

Hele Balladen

2011-02-01T10:37:00.006+01:00

Det er i aften man kan møde Trille og høre om Hele Balladen inde i Pressen i Politikens Hus.

Jeg er hjemme i dag og døjer med slattenhed, efter en hel del opkast i går, men jeg håber at jeg kan nå, at blive frisk nok til at lytte med i aften, når Trille fortæller om sin karriere og sine sange.

Der er desværre udsolgt, men der er en aften mere med Trille d. 14 marts, og hvis du bor i Aarhus kan du nå at være med d. 10. februar.

Os andre, herovre i København, vi kan til gengæld begynde at spare op til at se Frøken Mærkværdig og Karrieren, den 28. februar - også i Pressen i Politikens Hus...

Vil du med?

Antydningen af forår

2011-01-30T13:51:00.003+01:00

Velsignede vidunderlig sol skinner
på smukke franske anemoner
og helt og aldeles afslørende på vintergemte hjørner.

Feberredning

2011-01-28T10:46:00.005+01:00

Nede i vores børnehave meldte de for nogle måneder siden ud, at de havde indført et nyt fødselsdagskoncept. Det går ud på at det enkelte fødselsdagsbarn ikke længere bliver fejret på selve dagen, men at en hel måneds fødselsdagsbørn i stedet holder fællesfødselsdag den sidste fredag i måneden. ( That would be today!)

Den pædagogiske tanke bag konceptet er, at børnene så i fællesskab beslutter hvad de vil servere, de handler, bager, dækker bord og inviterer deres kammerater til selskab inde på stuen. En virkelig fremragende ide, synes jeg. Det er så mange fornuftige, sjove og lærerige elementer i den pakke, at jeg kun kan klappe i mine små hænder.

I dag var det så blandt andet Fisterens fødselsdag der skulle fejres, og i ren og skær optimistisk forventning, spurgte jeg i går glad til hvad der mon skulle foregå. Og fik at vide, at forældrene selv skulle sørge for, at sende kage/boller/frugt/noget fra skuffen med deres børn i børnehaven i dag. Man var velkommen til at koordinere med de øvrige børns forældre!

Undskyld, men det var da for fanden ikke det i sagde sidst! Og hvor blev det pædagogiske element af? Nu er det da kun forældrene der samarbejder!

Og helt ærligt, de kunne da godt ha informeret om denne kursændring... nogen skulle jo så ligesom lidt kvikt nå, at bage kage til 25 børn...

Jeg nåede det selvfølgelig. Man kan jo ligesom ikke sende ham skuffet og tomhændet af sted til fødselsdagsfejring.

Det blev til den her:

Og var den et hit? Det tror jeg nok den var!

Hurra en gave!

2011-01-27T20:56:00.003+01:00

I dag da jeg kom hjem lå der en gave og ventede på mig.

Findes der noget bedre end uventede gaver? Ikke ret meget vel... Det skulle da lige være søde M som har sendt den!

M er sådan en man bare kun kan tabe sit hjerte til. Jeg ved det, for jeg har mødt hende ude i virkeligheden. To gange faktisk. Indtil videre altså. Og ude i virkeligheden er hun faktisk endnu skønnere end hun er ovre på bloggen. Ja tænk sig, det skulle man faktisk ikke tro var muligt, vel?
Følsom, ærlig og sjov. Lige som jeg kan li dem. Og gaven beviser min pointe ikk, hun forelskede sig nemlig lidt i tanken om, at brodere min piptegning på en sofapude (ja sådan noget gør vi nemlig - brodere!) og jeg sendte selvfølgelig fluks tegningen til hende, og se så her hvad hun sender til mig... mit helt egen nye yndlings tekrus - næææh det må man alligevel nok sige.... ikk?

Altså bare det at vide, at der findes en broderet pipsofapude ude i Vestjylland vil ligesom være skønt nok i sig selv...

Tak du søde.

Og nej man skal ikke sende gaver for at få en kærlighedserklæring for åben blog... men man må godt!

DOs & DON'Ts

2011-01-27T11:53:00.001+01:00

Fisteren har udarbejdet en liste over hvad man må og hvad man ikke må. Den får mig til at tænke, at noget må vi ha gjort rigtigt!

DOs
Man må gerne lege sammen
Man må gerne læse bøger sammen
Man må gerne tegne sammen
Man må gerne gå en tur sammen
Man må gerne cykle sammen
Man må gerne grine sammen

DON’Ts
Man må ikke slå
Man må ikke sparke
Man må ikke skubbe
Man må ikke drille

Er der nogen der gider sige det videre til de voksne ude i verden?

Simon Says

2011-01-26T14:25:00.001+01:00

Harmoni for letøvede

2011-01-25T10:24:00.008+01:00

Engang var jeg ung og hip(agtig), bevares jeg har aldrig ligefrem været en first mover, men jeg var da med nede i feltet af wannabes…

Jeg har aldrig sniffet noget hvidt, jeg har ikke engang røget en almindelig cigaret, til gengæld har jeg altid haft selvtillid nok til, at have min egen smag, min egen mening og min egen måde at takle ting på. En har engang sagt om mig, at jeg var et harmonisk menneske.

Nu er jeg mor og (halv)gammel. Ikke ret hip. Mest træt. Måske er det januar. Forhåbentlig er det bare januar. Jeg er i vildrede. Jeg synes mine børn er for længe i institution. Jeg synes at jeg er for meget på arbejde. Jeg synes at jeg læser for få bøger. Og tegner for lidt. Jeg synes jeg bager for få boller. Og laver for kedelig mad generelt. Jeg synes helt sikkert, at jeg går til for få koncerter. Og for lidt på museum. Vi burde melde Fisteren til svømning. Og Svesken til rytmik. Og mig til yoga. Eller noget. Jeg spiser for usundt. Og motionerer for lidt. Jeg tager alt for lidt til Rom og Paris.
Jeg savner forår. Og mig selv, da jeg havde tjek på det der med at være harmonisk.

Kan man gå til det, tror i?
Harmoni for letøvede – for dig der engang har været i harmoni med dig selv, men som trænger til at få det genopfrisket. Indeholder praktiske øvelser hvor du blandt andet lærer at holde op med at brokke dig på din blog.

Tik Tak - tiden er strikket!

2011-01-24T14:45:00.003+01:00

Se, det er et strikkende ur!
Det har ikke visere, i stedet strikker det en maske hver halve time, og efter et års strikkeri har man så 2,19 m tørklæde at svøbe sig i.
Der følger ekstra garnnøgler med påskriften 'more time'...

Det er den norske designer Siren Elise Wilhelmsen der har skabt uret. Og hun har også lavet nogle ret delikate engangsskeer!

Hvis sådan et ur ikke er til at blive glad i låget over, så ved jeg ikke hvad der skal til?

Urene var udstillet hos Normann i København i december, og jeg gik glip af det. Suk.

Så lille skat, mor koger lige lidt mælk...

2011-01-23T18:20:00.007+01:00

Vores børn holder meget af weekend. (Vi voksne gør også.)

Også selv om den ikke byder på nogen særlige ud-af-lejligheden-arrangementer, men bare lørdagsindkøb og søndagscykeltur. De holder så meget af weekend, at alene det faktum, at det er mandag i morgen kan give mig dårlig samvittighed. Oveni alt det andet jeg som forældre kan ha dårlig samvittighed over.

De er også supersøde vores børn. Og sjove. Og ret nemme, at ha med at gøre (sådan helt overordnet, og med de milde briller på, set!) Og skulle de alligevel bryde ud i trods - og ja det sker skam - så er det rart at kunne ligge på sofaen og læse, at Vi Forældres ekspert havde følgende råd (blandt virkelig mange!) at byde på:

Hvis barnet er på vej til eller midt i et raserianfald, kan det hjælpe at servere kogt varm mælk med krydderier eller give barnet en håndfuld dadler og nødder.

Hav altid en pose hos dig med en blanding af dadler og nødder (helst langtidsristede uden fedtstof i ovnen).

Ha, det grinede vi fandeme meget af i dag, Manden og jeg!

En affære og en fling.

2011-01-22T15:01:00.007+01:00

Mad Men har fået mig (nogenlunde helskindet) igennem de første 3 uger af januar!

Tak Don, det ville ikke ha gået uden dit charmerende sjuftagtige væsen.

Og tak til Bollinger! Asti er så last year, i år drikker vi kun champagne!

The half-empty kind of type

2011-01-19T21:08:00.004+01:00

Den anden dag kom jeg til at slå otte æg ud og derefter blande dem i den forkerte skål.
Da jeg opdagede min fejl, satte jeg mig tudbrølende ned på køkkengulvet.
Kaffemaskiner og samtaler der ikke virker.
Januars mørke og blegfedhed føles som en personlig straf.

Er der nogen der har set min Ja-hat?
Og hvem vil med til Bali?

Åh nej!

2011-01-18T09:53:00.006+01:00

Trodsalderen er over os. Omend Svesken har sin egen måde at udføre den på, så er det i bund grund den samme kamp som første runde af forrige omgang.

Hvor Fisteren bare råbte nej, så er Svesken raffineret nok til at råbe ik' li', hvilket faktisk er en anelse sværere at komme omkring. Man skal være gjort af et særligt stof som mor, for at tvinge sin lille smuksak til noget hun ikke kan lide.
Problemet er at hun kan ik' li ret mange ting, Hun kan ik' li' at sove, hun kan ik' li' at spise (mere end en bid af hvad der bliver serveret), hun kan ik' li' at gå i bad, hun kan ik' li' at ha tøj på, men hun kan godt li' bolsjer!
Hun er vældig god til at gøre sig forståelig, og udtrykker sine følelser på dramatisk vis.
I morges kunne hun ik' li' at komme i vuggestue. Hun ville 'bli' hjemme mor' og da jeg forklarede hende at jeg skulle på arbejde, svarede hun ' Åh Nej!'
Og det kan hun jo på en måde ha ret i.

Den noget bestemte smuksak

Snik snak snack

2011-01-17T09:53:00.004+01:00

Jeg har brugt et par dage, eller 5, på at etikette mine (454) indlæg! Det kan godt anbefales at gøre den slags løbende. Også hvis du tænker, at du kun måske får brug for etiketterne en dag.

Ligesom jeg kan anbefale, at man skrive sine fødselsberetning ned, også selvom du tænker, at den vidunderlige/uforglemmelige oplevelser vil du aldrig glemme.
I den anledning vil jeg, nu vi alligevel er på afveje rent emnemæssigt, gerne komme med en undskyldning til min far, som gang på gang bliver klandret for ikke at kunne huske detaljer omkring min fødsel og tidlige barndom; det er ærgerligt, men du er tilgivet – det er trods alt 37 år siden, og der er løbet meget vand igennem åen siden.

Det med etiketterne var en trip down memorylane, lige så overraskende det på en måde var, at jeg kunne huske næsten alle indlæggene, ligeså overraskende var det at enkelte indlæg fuldstændig var slettet af min hukommelse.
Overhovedet ikke overraskende er det dog, at langt de fleste indlæg kunne etiketteres med mig selv eller ungerne som emne. Og at kun et enkelt indlæg (fejlagtigt) havde fået etiketten zen….

Hvis du også vil trippe med gamle indlæg så tjek emneskyen ude til højre.

Endelig weekend

2011-01-14T12:39:00.001+01:00

Røvråberidag

2011-01-13T14:05:00.006+01:00

Gad godt at jeg ikke var så sur.
Har endda prøvet at handle mig ud af det. Mandet mig op og ranket ryggen og foreslået noget der måske kunne genskaffe mig lidt værdighed.
Men nej, der bliver ikke givet ved dørene her.
Tilgengæld har jeg tabt en stor ting på gulvet. Og blevet sparket lidt til nu jeg alligevel var dernede.
Hvis ikke jeg var så forbandet høflig og hensynsfuld, så ville jeg virkeligt ha råbt et ukvemsord højt.
Sgu.

(Heldigvis er der også nogen der gerne vil mig det godt derude... af hjertet TAK til jer - jeg vender tilbage så snart min hjerne ikke længere er lammet af forbløffelse over hvordan verden nogengange er skruet sammen)

Mod det uendelige univers!

2011-01-11T21:22:00.002+01:00

Tænk sig at han er 5 år nu. Tiden går så skide hurtigt.

Og min yndige (lidt skæve) baby er nu denne vidunderlige dreng.

Hvor übergammel er man så, når det er 5 år siden man var nybagt mor?

Jeg siger det bare

2011-01-10T11:02:00.000+01:00

Det der med at være mor, det er det største og mest fantastiske der er sket i mit liv. Uden nogen som helst tvivl eller sammenligning.

Det der med hverdag, med job, vuggestue, børnehave, aflevering og hentning, aftensmad, tandbørstning og godnatlæsning, det fungerer ikke optimalt, der er for lidt tid, og småbørnsårene går hurtigt. Og hvis man vil gøre det anderledes, har man ikke tid til at tænke for længe over det (tænke, tænke, tænke…)

Det der med kærligheden, det skal man huske at værdsætte.

Det der med ens personlige behov og ambitioner, det skal man prøve at lade være med at glemme.

Det er okay at spise chokolade.

Man skal tilgive sig selv når man kommer til at råbe. Og så prøve at gøre det bedre næste gang.

Man skal grine – meget!

Er der noget jeg har glemt?

Søndagslykke

2011-01-09T13:37:00.003+01:00

Jeg er ikke på Cuba, som visse andre... men se solen skinner! Og den når helt ind i stuen.
Jeg har smukke røde negle, og hører Signe Svendsens dejlige nye cd.

På en måde virker det som om der er håb for 2011...

weekendplaner?

2011-01-07T10:25:00.000+01:00

Chill out!

Når helvede fryser til is

2011-01-06T11:18:00.003+01:00

Jeg synes at det giver god mening at tage sin flyverdragt på, når man skal ud i en mindre snestorm.
Især når ens bedste ven holder fødselsdag for børnehaven, og der er sørøverkage i udsigt, og man overhovedet ikke vil gå glip af det.
Jeg synes også at det ene par røde vanter, kan være ligeså gode som det andet par røde vanter. Men det er jo også bare fordi, at jeg ikke vidste, at dem jeg tog med var kælkevanter, og dem jeg lod bliver hjemme var fødselsdagvanter.
Og så synes jeg også at det kunne være rart hvis nogen gad ulejlige sig ud med noget sneskovlværk.

Kærlig hilsen
Verdens (tilsyneladende) Dummeste Mor

Kærlighedsramt

2011-01-05T15:13:00.004+01:00

Min mand er forelsket.
I mig, altså!
Normalt går vi rundt og elsker hinanden, sådan på ægteskabelig vis, men for tiden er han helt kulret.
Måske er det et bevist forsøg på, at styre uden om en syvårskrise, han bryder sig nemlig ikke om at være forudsigelig? Måske er vi bare kommet ud på den anden side af helt-småbørnsårene?
Selv siger han, at det bare er fordi det er så dejligt at være sammen med mig. Hvilket jeg har svært ved at tro på, den seneste rådvildhed taget i betragtning.
Jeg har dog ikke lyst til at klage over det. Selvom, lidt kan man da godt føle sig klemt, når der nu er både en lille person og en stor person, der helst vil ha deres hoved liggende ovenpå mit om natten...

frøken Mærkværdig som Moviestar!

2011-01-04T13:58:00.009+01:00

Måske vi er heldige den bliver vist et sted i nærheden....
Og på dansk er det med Sidse Babett som Frøken Mærkværdigs stemme... Yeah!

...Nå kunne alligevel ikke holde ud at høre på Abba hver gang jeg var bloggen, traileren er derfor væk igen, men du kan finde den her!

Frøken Mærkværdig & Karrieren

2011-01-03T20:50:00.022+01:00

Imens vi forsøger at komme os over at ferien er ovre, og i øvrigt venter på at jeg igen kan finde hoved og hale på min hjerne, så kan vi lige snuppe et hængeparti. Årets anden undskyldning, om i vil. Til Linn, som faktisk spurgte om noget, som jeg aldrig svarede på. Hun spurgte om noget med strikketøj, og det kommer senere, og hun spurgte om noget med bøger, og det synes jeg vi skal gøre noget ved nu.
Måske bliver det ligefrem til et lille tema. Man kan aldrig vide, men jeg lover selvfølgelig ikke noget - for min hjerne er som sagt ustabil og i øvrigt sendt på arbejdslejr ovre i virkeligheden.

Og hey vi skal da også snart ha en give-away, skal vi ikke?

Men først Dagens Bog:
Frøken mærkværdig & Karrieren.

En lille genistreg af en billedroman. Om den skønne Frøken Mærkværdig der, som den elskeligste antiheltinde, bøvler med depressioner, forældreforventninger og karrieren.

Se selv hvordan en morgen kan se ud indefra:

Og den nogengange håbløse kamp med selvtilliden...

Og de store tankespind...

Bogen er fyldt med de skønneste tegninger, og jeg kan kun anbefale den!

Frøken Mærkværdig & Karrieren af Joanna Rubin Dranger.

Årets første undskyldning

2011-01-02T11:09:00.002+01:00

Spritnyt ligger 2011 under vores fødder.
Og allerede har jeg besudlet det med pomfritter og ukontrolleret råben af verdens skønneste datter, som ikke ville sove i aftes. Som når øjnene næsten var gledet i, satte sig op og sagde 'ikke sove, ikke li'.
Som var uimodtagelig for sange, søde ord, bestemte ord, og heldigvis også for sin mors råben.
'Gå ud mor' sagde hun bestemt, og så gik jeg, og hun lagde sig. Og jeg sad i stuen med den frygteligste mavepine over at ha råbt af hende.
Undskyld er bestemt på sin plads.

Farvel 2010

2010-12-31T14:26:00.006+01:00

Hjemmelavet....!

2010 er gået. Mest synes jeg det var et mærkeligt år. Eller måske bare et almindeligt år. Uden de store begivenheder, der var for eksempel slet ingen babyer (altså leveret af jeres undertegnede), og heller ingen dødsfald (i nærmeste familie - Gud være lovet!).

Men der var trods alt noget. 2010 var året som både startede og sluttede med snevinter. Og som i øvrigt startede med at min barsel sluttede, og sluttede med udsigten til at en ny slags ledighed starter.

2010 var året hvor jeg trådte helt nye arbejdsmæssige veje som ansvarlig for kommunikation og prækvalifikation. Det var året var jeg (måske for altid?) slap min rolle som skitserende arkitekt. (Hvilket nok var den utilsigtede årsag til at jeg blev opsagt - ja så kan man tale om at skyde sig selv i foden!) Det var året hvor jeg drømte om at sadle om for alvor, måske endda flytte til Bornholm - øen med både rigtige somre og rigtige vintre! Og hvor jeg drømte lidt om at blive fyret, og så blev det, og nu alligevel ikke rigtig ved hvordan jeg skal gribe al den frihed an.

2010 var året med den dejligste sommer i mands minde. Og året hvor Svesken gik fra grynt til sætninger. Og fra nuttet prætumling til begyndende trodsramt vuggestuebarn.

2010 var året hvor Fisteren berigede os med helt ufatteligt mange interessante betragtninger, og næsten ligeså mange hysteriske anfald.

2010 var året hvor jeg tabte mig alt alt for lidt, men dog tabte mig.

2010 var året hvor jeg for alvor fik gang i strikkeriet, broderiet og bageriet. Åbentbart så meget så min familie synes jeg skulle ha en æbleskivepande i julegave (!???).

2010 startede med at noget sluttede og slutter med at noget andet starter.
Og det var et dejligt år - mærkeligt almindeligt, men dejligt.

Farvel 2010.

Lad os kalde spaden for en krise

2010-12-29T19:42:00.002+01:00

Jeg havde 3 ting jeg skulle nå i min juleferie. Den juleferie som der nu er gået 8 dage af. Og som der kun er 5 dage tilbage af.
3 ting - udover jul og dertilhørende aktiviteter.
Den ene var noget med at få strikket nogle mindre strikkeprojekter færdige. Hvilket ikke er sket. Det eneste jeg har gjort med strikketøjet, er at transportere det til Jylland i en taske lillejuleaftensdag og tilbage igen 3. juledag.
Den anden ting jeg skulle, var at se Mad Men. Bare første sæson som jeg har lånt af en kollega for længe siden, og som jeg stadig kun er nået til 5 afsnit i. Og det er ikke fordi det er dårligt. Det er jo helt vildt godt. Der er bare så meget familie om mig hele tiden. Både nær familie, og rigtig nær familie. Svesken, og også ind i mellem enkelte af de andre, viger ikke fra min side, og vi har i de 8 dage ferien har varet ikke været længere fra hinanden end en lille meter, når man ser bort fra biftur i går. Det gør at når vi når aftenerne, så er jeg så uendelig træt, at jeg ikke vil spilde Mad Men på mig, men i stedet kaster mig kritikløst foran hvad der end måtte være i fjernsynet. Der er ganske meget ligegyldigt tv skulle jeg hilse at sige. På nær Kenneth Branagh som Wallander - det holder!
Den tredje ting jeg skulle - og jeg ved godt at det var naivt, at tro at jeg ville få mere ro i min hjerne med familie all over - var at tænke over Situationen. Den med at jeg er arbejdsløs om 2 måneder.
Og har jeg fået tænkt så? Næppe.
Det eneste jeg har tænkt er hvorfor?
Hvorfor er jeg ikke bare glad for at være sagt op, når det på mange måder var det jeg ønskede mig?
Hvorfor er jeg stadig så sur på det hele?
Hvorfor kan jeg ikke huske hvad det er jeg er god til?
Hvorfor kan jeg ikke bare blive fucking fritstillet?
Hvilket jo er det samme som jeg har tænkt i 2 måneder nu.
Faktisk vil jeg sige at vi nærmer os en reel krise. Som jeg ville sygemelde mig selv ud af hvis jeg var læge.

Spis Bed Elsk

2010-12-28T22:08:00.005+01:00

Annamette tog mig med i biffen for at se Spis Bed Elsk her til aften. Det var hendes anden forevisning af den film, og min første. Og det var muligvis det klogeste man overhovedet kunne bruge sådan 4. juledagsaften på.
Næstefter at rejse til Italien, Indien og Bali og finde sig selv og sit ord. Hold kæft hvor gad jeg godt finde mig selv... er der nogen der har set mig?
Og det man spiser i mørket tæller ikke.

Glædelig bagjul

2010-12-26T20:04:00.002+01:00

Jeg tror nok jeg er her endnu. Nedenunder en dyne af familiehygge - bedøvet af hjemmeforarbejdet gris, konfekt og snaps.
Det har været fantastisk hyggeligt, men jeg er træt nu. Mæt og træt.
Og ældre og tykkere.
Ønsker mig en ny slankere krop i nytårsgave! Og mådehold. Og fred i verden. Og et nyt og spændende job.

Der er noget der hedder nytårsgave, ikk?

Juleglæde, julesne, juleferie, juletræer, julegaver og juleblues...

2010-12-21T08:48:00.004+01:00

Jeg har vildt lyst til at vise jer et billede af sneen udenfor mit vindue, men jeg lader være, for i kan jo bare kigge ud af jeres egne vinduer går jeg ud fra... Er det ikke vildt så meget der er? Og så fint. Det er da lige til at blive glad af.

Og i huset overfor vores er der nogen der har været så, at stille et smukt pyntet juletræ op i vinduet. Mmh. Og jeg har juleferie. Og mangler kun at købe 4 julegaver. Plus det løse. Det klarer jeg (forhåbentlig) snilt
Jep, ferie får det bedste op i mig hver gang!

Og jeg har fået julegaver. Af mig selv!
Det er en af grundende til at det altid bliver så dyrt for mig at købe julegaver. Jeg synes nemlig godt, at jeg må få lidt selv også.
I år har jeg fået to. En fantastisk samling af bogforsider i postkortformat. Der er 100 forskellige og de er smukke allesammen!
Og så en cd-box med Trille! Det er rene minder for mig. Det er min mors ungdom (hendes 30ere i hvert fald) og min barndom. Det er savn og længsel. Det er glæde opblandet med sorg. Det er mig der sidder og synger højt med på kvindeforløsende sange med gråden siddende tungt i halsen.

Trille - hele balladen

Pinguinbooks - forsider

Listen

2010-12-20T11:49:00.000+01:00

Det bedste ved fredagens julefrokost:
Gåturen hjem igennem snestille Københavnernat.

Det bedste ved weekenden:
At være så utroligt meget sammen med ungerne.

Det værste ved weekenden:
At være så utroligt lidt alene.

Det bedste ved mandagen (so far):
At der er så pænt derude.

Det værste ved mandagen:
At jeg ikke har juleferie. HVORFOR har jeg ikke juleferie!? Helt ærligt – min hjerne har juleferie (tydeligvis!) hvorfor ikke resten af mig? Det er snyd, er det. Tak for ingenting.

Julefrokost...

2010-12-17T13:38:00.002+01:00

Dressed to kill!

Hvad jeg ønsker skal jeg få

2010-12-16T13:32:00.004+01:00

Måske så du mig mig i går? Jeg var i Fætter, Maga, Hay, Urban Outfitters, Fona, Illum og Fætter igen. På julegaveindkøb!
Planen var at jeg skulle købe alle gaver, men så godt gik det ikke...
For jeg kom nemlig til at gøre det i forkert rækkefølge. Og vandrede således rundt i indre by med meget store, meget tunge tasker (nej altså rigtige tasker... og poser!) i stive 3 timer.
Jeg er jo sådan en øko-fairtrade-spelt-design-wannabe-mor, så mine søde elsklinge skal selvfølgelig forkæles med smukt (tungt) trælegetøj!
Jeg måtte opgive at få købt alle gaver. Til sidst var mine arme nemlig så lange, og min skuldre så ømme, og mit humør så råddent og ikke spor juleagtigt, at jeg måtte kapitulere og slæbe min gamle slidte krop, og lækre tunge legetøjsgaver, hjem til en, på tidspunktet, lettere samspilsramt familie.

Tror i ikke Svesken bliver glad når hun får den her? (Jeg gør i hvert fald...)

...

2010-12-15T11:51:00.000+01:00

Sig det med korssting

2010-12-14T20:04:00.003+01:00

Det der broderi, ikk!?
Det skabte tilsyneladende en smule kaos. Det blev pakket op, mens jeg lå syg herhjemme, og ingen vidste hvem der havde lavet det, og ingen kunne forestille sig at det var mig. For det var jo ikke ligefrem pænt sagt. Line kunne da aldrig finde på, at sige fuck you til nogen.
Og det kunne jeg såmænd nok heller ikke, men jeg kunne finde på at brodere det, kunne jeg.
Og nogengange ville jeg virkelig ønske, at jeg kunne finde på at råbe det.
For jeg er så træt af, at være bange for hvad andre tænker. Og jeg er faktisk rigtigt vred. Nærmest rasende. Ikke over at være blevet sagt op, men jeg er simpelthen så vred over, at skulle gå på arbejde i 4 måneder med den opsigelse hængende over hovedet.
Jeg bruger så uforholdsmæssig meget energi på at hade at være på tegnestuen. Ikke fordi jeg hader tegnestuen, eller dem der er på den, jeg hader bare, at jeg ikke kan få lov til ikke at være der, når nu de har besluttet, at de ikke vil ha mig.
Jeg vil så meget hellere bruge min tid på at barsle med nye ideer, og til at beslutte hvilke drømme jeg skal gå efter.
Men næh nej, det forventes at jeg er a Good Sport og i øvrigt er produktiv...

Ved sygdom gælder alle kneb

2010-12-13T11:35:00.002+01:00

5 dage, 6 hvis vi tæller i dag med, og det gør vi jo - så 6 dage har der været med sygdom herhjemme.

Det er mig og Svesken der er ramt. De andre to sympati-snotter bare.

Det er simpelthen så typisk, at når mor her ligger sig syg, så ligger Svesken sig også. Og hun endda med dårlig mave. (Jeg behøver ikke male billedet tydeligere vel!?)

Det er som om symbiosen har taget overhånd.

Men hvad gør man, når man faktisk ikke rigtigt har kræfter til at være omsorgsfuld hele tiden?

Man propper sig selv og barn i varmt tøj, og går ned om hjørnet, hvor ovenstående juletogsnisselandskab bor. Og når man har trykket på knappen en syv - otteogtyve gange, så går man hjem igen, og så er det faktisk tid til en lur. Og så klarede man en dag mere.

I dag er hun i vuggestue igen, så i dag dropper jeg nisselandskabet til fordel for dynen.

Det var en lørdag aften

2010-12-10T12:03:00.008+01:00

Kan i huske for 15 år siden? Da var fredag aften noget der startede fredag eftermiddag med noget fredagsbar, og noget hængen ud, og skæg og ballade. Og senere gik man på Englen og spiste Engleburger, og drak et lille glas eller 3. Og man endte nok på Le Cock til billige Dry Martinier og den slags. Eller måske på Den Sidste. (Ja jeg er en Århuspige.)

Lørdag sov vi længe, og lørdag aften mødtes man sikkert igen. Måske spiste vi sammen, måske hang vi ud, måske ordnede vi verdens situation set i fra et vældig privilegeret synsvinkel.

Nu, 15 år senere, en uddannelse, en mand og to børn rigere, ser weekender anderledes ud. Helt anderledes.

Det meste er fjernsyn. Sjældent er det direkte festligt. Når jeg går ud og spiser (og drikker) med damerne, så er det aldrig i weekenden. Men heldigvis er det, kan man sige.

Sidste lørdag aften bagte jeg vanillekranse Og broderede.

Jeg kan bevise det.

Det er til tegnestuens pakkekalender - måske bliver de fornærmede?

Dem der kender mig i virkeligheden, vil vide hvor stor en præstation det faktisk var det her!

SÅ er der kaffe!

2010-12-09T10:11:00.004+01:00

Ved i godt at landets ubetingede bedste og hyggeligste kaffebar ligger i stueetagen hjemme hos os?
Den hedder Sweet Treat, og Lars og Anders som ejer den er ikke blot nogle ret flotte fyre, de er også helt ualmindeligt søde. De har nemlig foræret mig et gavekort, som jeg kan forære videre til Hjertefesten. Så kan nogen (du?) vinde det, mens de (du) støtter mødrehjælpen. Og i sidste ende kan flere trængte børnefamilier få en bedre jul. Se det er jo en herlig historie.

Og den der vinder kan så sidde på vores kaffebar og smovse i lækkerier for 200 kroner!
Prøv lige at se hvor hyggeligt der er - tro mig du vil gerne vinde det gavekort.

Du kan købe lodder her.

Og tjek lige Sweet Treats hjemmeside med sommerbilleder. Den yndige baby på første side er min Sveske... ja, for man kan aldrig komme for tidligt igang med at få sig et stamsted.

Fairtrade (m.m.)

2010-12-08T09:05:00.003+01:00

Den 8. december er dag 342 i året i den gregorianske kalender (dag 343 i skudår). Der er 23 dage tilbage af året.
Solen er stået op kl. 8.27 og går ned kl. 15.35. Solen kulminerer kl. 12.02.
Dagens længde er 7 timer og 8 minutter og er aftaget med 10 timer og 19 minutter.
Månen står op kl. 10.39 og går ned kl. 18.27. Månen kulminerer kl. 14.29.
Den 8. december er en helligdag i en række latinske lande herunder Portugal, hvor helligdagen hedder Imaculada Conceição, det betyder Jomfru Maria’s uplettede undfangelsesdag!!!
I dag har Sinéad O’Connor fødselsdag og den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson ville være blevet 178 år i dag - hvis man kunne blive det. Han døde da han var 78.
I dag er det det 30 år siden at John Lennon blev skudt.
Det er i dag du kan komme på Barista Kursus hos Coffee Collective i Jægersborggade, eller til julehygge i Tårnborg forsamlingshus
Det er også i dag du, på Gyngen i Århus, kan finde ud af hvem der får Vandreguitaren i år, og mærkbart bedre – du kan komme til julejazz på Ingolfs kaffebar på Amager (Og DET kan anbefales!)
På borgerservice på rådhuset i Holte holder de lukket i dag, de skal nemlig på seminar.
Og så er det også i dag at det er Fairtrade-dag i vores eget lille blogland. Og hvorfor så det?
Fordi Fairtrade (ja og økologi, selvklart) er værd at støtte op om, og henlede opmærksomhed på.
Vidste du for eksempel at Fairtrade er en uafhængig mærkningsordning som hverken køber eller sælger de mærkede produkter. De kontrolleres derimod at varer, som bærer mærket, lever op til kriterierne for Fairtrade.
Vidste du, at når en varer bærer Fairtrade-mærket, betyder det at bønderne får en fair pris - uanset hvad der sker på verdensmarkedet, får bønderne en mindstepris, som dækker, hvad det koster at dyrke råvaren. Og lidt ekstra, der skal sætte en positiv udvikling i gang.
Og vidste du, at der findes over 700 produkter med Fairtrade-mærket på. Lige fra kaffe til vatrondeller!
Hvem ved - måske er det rigtigt sandt, og så er det værd at støtte!

Og har du egentlig smagt Urtekrams chokoladekiks – dem i to farver? De smager sindssygt godt, og så er det både økologi og fairtrade. Så kan man jo have total god samvittighed, mens man synder og overhovedet ikke taber sig…..

Skråplan

2010-12-07T20:04:00.003+01:00

Det var ikke med vilje - det var bare tydeligvis sådan en dag. Som startede godt, men utroligt hurtigt udviklede sig ned af bakke.
Da jeg gik ud af døren i morges, efterlod jeg således to grædende børn hos Manden, som var aflevereren.
Da jeg hentede dem (tidligt, hvilket også var galt!) fortsatte de tydeligvis hvor jeg slap dem i morges. Begge nægtede at tage flyverdragter på, og var faktisk også helst fri for overhovedet at bevæge sig hjemad. Så jeg bestak dem. Med snoller fra kiosken. Og bagefter med chokolade. Jeg er ikke stolt af det, men det var nødvendigt. Tro mig.
Hvad være er - i går bestak jeg mig selv. Var liiige smuttet i Magasin på vejen hjem, og kom til at love mig selv chokolade, hvis jeg tog mig sammen og fik købt bare en enkel julegave, oveni det jeg var der for, nemlig at skaffe de sidste kalendergaver.
Derouten tog dog først for alvor fart, da jeg ændrede præmisserne, så jeg pludselig også måtte få chokolade hvis jeg ikke fandt en julegave. Fordi jeg faktisk var ret træt. Og det var så varmt nede i mine ellers rigtigt gode forede gummistøvler. Det var synd for mig, selvsagt.