Kære Blog

Når man skal flytte, så synes den gamle lejlighed pludselig virkelig rar og velkendt, og ikke spor kedelig eller for lille. Man ved hvad man har og ikke hvad man får. Og lige nede om hjørnet ligger der jo også den der ret hyggelige cafe. Og måske har det nye sted nogen virkelig røvsyge overboer der går med stilletter og hører skinger pop.

Når man, efter grundige overvejelser, har besluttet at sige sit job op, så får man alligevel lidt kolde fødder. En lille smule bliver man i tvivl, om det nu også var så slemt. Og så skal man til at lære nye kollegaer at kende. Og man ved ikke hvor tapen er. Og måske er chefen psykopat. Og der hvor man skal stoppe, der ved man jo lige præcis hvor både tape og tusser er. Og måske får man nu aldrig mere ham den flinke der sidder overfor at se igen. Man har jo immervæk brugt det meste af sin vågne tid sammen med ham de seneste par år.

Og når man endelig når frem til, at man ikke skal være kærester med ham man er kærester med mere, så fortryder man næsten med garenti en lille smule når man har ført det ud i livet. For hvem siger, at græsset er grønnere et andet sted. Og han var jo sød. Og rar. Og måske er det bare dig der er en sucker efter lidt spænding. Måske er spænding ikke det optimale. Måske er tryghed. Og så kedeligt var det jo heller ikke at ligge ske med ham hver nat.

Og så nogengange så tænker man, at man for fanden da ikke kan bliv ved med at ha en blog, som man kun sporadisk skriver (små) indlæg på. Men man skal jo heller ikke råbe (at man lukker og slukker) hvis ikke man mener det. Det er jo ikke Peter og ulven det her. Men på den anden side, fandme nej om jeg skriver endnu et indlæg om, at jeg ikke kan finde på noget at skrive. Om at jeg holder pause. For jeg ved jo at så snart man har skrevet et indlæg om at man holder en lille blogpause, så får man pludselig tusind ideer til nye indlæg. Så altså. Måske kommer der igen en dag ord ud af mig på bloggen. Lige nu kommer de ikke. Måske kommer der en ny blog. En dag. Lige nu gør der ikke. Jeg siger ikke op. Vi er stadig kærester. Men måske flytter jeg mig lidt.

Det var bare det jeg ville sige. Hej.

Vindere!

Svesken, det yndige barn, er begyndt at gå med stilleter! Mine vel at mærke. Jeg forestiller mig at det er pænt irriterende at høre på for underboerne...
Fisteren har for først gang i år haft sine sandaler på. Men først efter at jeg jeg med myndig stemme havde fortalt ham at fodboldspillere ikke altid har fodboldtøj, og dermed fodboldstrømper og sneakers, på...

Det var jo de to skoantusiaster der skulle ha udtrukket vinderene at Julias bog, Sandheder fra en løgner, men nu sover de, hvilket på den ene side er skønt, fordi jeg har en lille smule tømmermænd, men på den anden side skidt, fordi de så sikkert står op med solsortene i morgen tidlig, hvor jeg er den eneste voksne til at lade som jeg er også er vågen, så i mangel af udtrækningsassistenter, bestemmer jeg at vinderne er kommentar nummer 2 og 5 som er lige præcis den skønne blanding af aldre assistenterne her i huset har.

Nr. 2 Camsen og nr. 5 Sur på Natur... Tillykke i har vundet!
Send mig jeres adresser, som jeg så fluks vil ekspedere videre til forlaget, som så vil sende jer jeres boggave.
God læselyst. m

Så er det ude..

"Du kan få en skilsmisse kan du" råbte kvinden på det modsatte fortov, efter manden der cyklede foran mig på sin christianiacykel.
Han stoppede ret brat.
De havde begge børn med sig, og jeg tænker at man skal fandme være meget gal på manden, for at råbe sådan over Holmens Kanal, mens man er i selskab med sine børn....

Nu med diagnose

Stadig halsbetændelse! Og nu er vi to.
Svesken vågnede uden stemme mandag, og jeg tog mig derfor sammen til at bestille en dobbelt lægetid.
Så nu har vi en diagnose, 2 x pencillin i køleskabet og to trætte patienter. Den store mere træt end den lille, hvis eneste rigtige syptom faktisk er modstand mod indtagelse af medicin og en tendens til at ville underholdes - helst på en gynge!