Sandheder fra en løgner....tombolaen drejer

Jeg kan godt selv se det. Der er ingen system i det her. Så skriver jeg et virkelig godt indlæg (hvis jeg skal sige det selv) og så skriver jeg tre urimeligt kedelige. Og så ingen i mange dage og så to ligegyldige i rap. Man ved ikke hvad man får, gør man vel?

Det er bloggens charme, siger den dovne blogger...

Men i dag får man noget! Man får muligheden for at vinde en bog!

Jep. I kan vinde skønne Julias fine bog: Sandheder fra en løgner. I den kan du læse om at blive fyret og miste fodfæste, om at finde sig selv igen som mor, kæreste og kvinde, om at have ambitioner og om at lade sine glansbilleder krakelere.
Julia skriver fint og let om de måneder der kom efter barslen sluttede, også selvom det ikke var let det hele. Langt fra let faktisk.

Og hey, vi kender det jo godt selv lidt ikk - selvom det er de færreste af os andre der ligefrem har mistet jobbet som chefredaktør på et internationalt modeblad - så kender mange af os i hvert fald godt til fornemmelse af at skulle ha alting til at falde på plads i nye kasser efter den første barsel.... eller hvad?

Der er to bøger på højkant, og altså hele to vindere! I har til på fredag, hvor jeg trækker vindere.

Metusalem

Jeg var for nylig til 40 års fødselsdag/hus med have fest, hvor jeg ikke kendte mere end en ud over værten.
Som de andre gæster ankom, og vi fik hilst, og præsenteret os for hinanden, så tænker man sit. Første indtryk og sådan.
Da vi var bænket tæt om bordet, var mit førstehåndsindtryk først og fremmest at de virkede søde, nogenlunde imødekommende og meget voksne.
Okay jeg tænkte gamle, men jeg mente voksne.
Jeg følte mig ung og ny og grøn bag ørene.
Indtil det gik op for mig at vi var jævnaldrende alle sammen.
Jeg er altså gammel. Suk.

Det gode er at man taber sig

Det er onsdag og vi er i mit sjette sygdomsramte døgn. Jeg er så ynkelig, at det er løgn. (vitterlig) Jeg kan ikke spise og jeg kan ikke sove om natten, tilgengæld har jeg svært ved at holde mig vågen om dagen.
Mandag og tirsdag blev jeg nød til at tage på arbejde (JA verden ville faktisk være holdt op med at dreje lige så stille rundt, hvis ikke jeg var dukket op!) og i weekenden var der jo børn over det hele. I dag kunne jeg så sygemelde mig, og forhåbentlig få skrabet kræfter nok sammen til, at kunne være noget for nogen igen - i morgen måske?
Jeg har blundet, og drømt om mad der skal tyggges. Ristet brød f.eks. Og om øre der bare sidder der på siden af hovedet, helt uden at gøre væsen af sig.

Der er bedring at spore, og det har der da også bare at være, for jeg kan ikke orke flere dage uden kaffe og mad, men med yoghurt og panodiler.

Ikke som forventet

Jeg havde glædet mig rigtigt meget til den her weekend. En lidt halvlang en af slagsen. Med børn der skulle passes fredag og havefest til de voksne. Og bagefter stadig hele to fridage i sol og dejligt børneselskab.

Men mine ører gør simpelthen så ondt og jeg har svært ved at synke.
Jeg nippede til en cognac ude til den havefest og jeg var pakket grundigt ind i tæpper. Jeg var begrænset spas, for at sige det mildt.
Jeg kan ikke rigtigt sove om natten, på grund af de her ører, så i stedet blunder jeg det meste af dagen.
Til gengæld så regner det.

Vinderen er...

... nr. 7. Lisbeth!

Bestemt af Manden, som blev bedt om at løfte ansigtet fra arbejdscomputeren, og sige et tal mellem 1 og 14.

Send mig en mail med din adresse, så sender jeg dig gaven.

Bogbloglotteri

Hov jeg har glemt noget. At jeg for helt vildt længe siden, i kommentarfeltet ovre hos Maren, lovede at udlodde den der nye hulebog; Hulernes sang.

Jeg har fået den af forlaget, som er topsøde til at sende mig en bog til omtale i ny og næ. Men jeg har altså ikke læst de forrige i den her serie, og jeg har heller ikke tænkt mig at læse den her.

Undskyld forlag - i har så meget andet godt at byde på. Som Matilde Walter Clark, jeg glæder mig meget til at læse hendes nye! Og Josefine Klougart, som jeg har meget godt om. Og Peter Høeg. Og Morten Ramsland. Og endda Tøger.

Men hende her Ayla i hulen, hun interessere mig bare ikke så meget.

Maren har skrevet om bogen her.
Og du kan vinde den her hos mig. For det lovede jeg som sagt i kommentarfeltet.
Skriv en kommentar, så trækker jeg snart lod.

Midt i maj

Jeg er bange for at dø. Det er vel fordi jeg elsker at leve.

Jeg gør mig umage med at leve mit liv.
Mest sådan i det små. Jeg planlægger ikke en rejse til Himalaya eller tænker at jeg skal opleve midnatssolen inden jeg dør. Selvom det ville da være dejligt.

Jeg nyder alt der kan nydes. Børn, mand, bøger, solskin, by, land, mad, tid, dufte...

Jeg er ikke altid lykkelig, men jeg er sjældent ulykkelig.

De fleste af mine dag er almindelige. Og rige på små ting.

Igår læste jeg Siri Hustvedts 'Sommeren uden mænd' til ende, i dag er jeg startet på den igen.

Det er en smuk dag.

En mand jeg kendte døde.
Idag skal han begraves. Derfor er jeg i et tog mod Jylland.

I aften skal jeg se og høre Siri Hustvedt og hendes mand Paul Auster på Det Kgl. Bibliotek.

I morgen er det fredag og min mand siger han vil lave lammekølle.

Vi er midt i maj. Det lysegrønne er overalt.

Its fashion darling...

Hvis vi nu legede at jeg var så super hip og trendy, at jeg ligefrem var sådan lidt trendsætter-agtig, så ville i, hvis i var typerne der var med på noderne, være sindsygt moderne i striber. Siger jeg jer bare.

En lækker løs og poset buks ville også være ret smart. Og det ville være så hot, så hot at køre chokolade ind med den ene hånd, mens den anden hånd vendte sidder i den bog, som du slet ikke kunne løsrive dig fra.

Arbejde ville være kogt ned til det minimale, og hvidvins-indtag til det højeste.
Og der ville altid være plads til at slentre en tur langs kanalen. I dine hypermoderne toptrendy striber. Og posebuks(er).

For se nu her, jeg har shoppet i denne uge. En sort/sort stribet bluse som jeg kan mærke jeg kun kommer ud af når den skal vaskes.
Og da jeg en aften efter brug, hang den pænt op på bøjlen, og hang bøjlen med bluse på bøjlestangen, så kom jeg til at se, at det meste af det andet der hang der på bøjestangen, også er stribet.
Her er et lille udvalg:


Fra venstre til højre: hvid/lyseblå stribet skjortebluse, blå/blå stribet kjole, grå/grå stribet kjole, grå/grå stribet skjorte, hvid/blå stribet bluse, sort/lilla stribet bluse, blå/blå stibet bluse og forrest den omtalte sort/sort stribede bluse....


Og her, den jeg havde på, da jeg tog billederne af de andre.
Og så er der også den her strikkede sag.

Der er nogen der siger, at 'man' har en tendens til, at fortsætte den stil, man havde da man følte sig mest lækker. Og når jeg ser udvalget af tværstriber i min garderobe, så gætter jeg på, at jeg var tyndere, da jeg var lækker-agtig.

Og hey, hvis du også vil være modeblogger, eller vil læse om hvorfor jeg ikke er det, så er der masser af gode råd at hente her i modebloggerskolen. Hehe.

Mulighederne

Nogle gange så har vi sådan nogle snakke mand og kone imellem, eller veninder imellem, om vigtigheden (eller manglen på samme) af at bo inde i København, tæt på alle mulighederne.

Kunne man ikke blive mindst lige så lykkelig i Vejle, Aarhus, Dragør eller på Bornholm?

Det kunne man garentrisse! Måske endda mere?
Det er jo ikke fordi man kommer så meget ud alligevel, sådan som småbørnsforældre. Men muligheden for at komme derud, den er svær at gi slip på. Åbentbart.

Og sådan en halvkølig, men smuk, majaften som i går, hvor jeg kastede mig på cyklen, og hjulede de 300 meter ind til Kongens Nytorv, for at bruge en hel aften på balletten, da var jeg godt nok taknemmelig for, at jeg bare lige havde muligheden.

For det var SÅ fint. Og storslået. Og smukt. Og helt vidunderligt. Gør det siger jeg bare. Hvis du er en af dem der har muligheden.

Balletaften, med værker af Bournonville, Lander og Koborg, spiller til den 19. maj.
Og derefter gæsteopfører Dansk Danseteater stykket Love Songs skabt af Caroline Henderson og Tim Rushton.

Ej men det skal jeg da også ind og se!

Billedet er lånt fra Det Kongelig Teaters hjemmeside.

Limbo

Jeg er er indeni i mit hoved. Og det der er derinde vil slet ikke komme ud(enfor).
Fik du den?

Det er selvfølgelig (?) udsprunget at ledigheden, og intentionen om at bruge fremtiden til at gøre noget jeg drømmer om. Som er hvad?

Jeg skiftevis hader og elsker at have det sådan. Jeg er lige der hvor alt i princippet er muligt, samtidig med at ingenting tilsyneladende er muligt.
Og så på den anden side, så er jeg slet ikke der. For nu er jeg jo startet på arbejde. Godt nok kun for en kort periode, men det er meget hverdagsagtigt, og reelt ikke så frygteligt 'alt er mulig'agtigt.

Man kunne måske også bare lave en baby mere, så vidste man da i det mindste hvad man skulle i et lille stykke tid. Tænkte jeg den anden dag.
Men nej, vel?

Der var også lige ved at ske noget ret afgørende stort. Men så skete det alligevel ikke.

Og vi ved stadig ikke om vi gerne vil ha et hus. Eller det ved vi jo godt at vi vil. Men vi ved ikke hvor vi skal få det fra. Og om det er så mange penge værd?

Når jeg har det sådan her - og ja det er sket før - så læser jeg som om mit liv afhang deraf, som om romanfigurer er nærring på linje med brød og vand.
Jeg sluger den ene bog efter den anden. Måske i håb om finde et svar et sted. Måske bare for at tænke på noget andet.

Det er vel det samme sted som længslen efter Rom kommer fra.
Så hvis nogen sidder derude bag skærmen, og tænker på hvor jeg mon er? Så er jeg lige her - inde i mit hoved.