La dolce Vita - hvor er du?

Jeg vil til Rom!
Hvorfor skal jeg ikke til Rom? Åh vidunderlige Rom, skønno mad, skønno vino, slendre på må og få over smukke pladser og gennem pitoreske gader. Gyldne farver, frodige haver, flotte italienere og cremede kaffer.

To dage har jeg været på arbejde . Og allerede er jeg ved at dø af længsel efter friheden. Og Rom.

Arverier

Min farmor, som døde for nyligt, var mor til fire, hun havde grønne fingre - podede sine egne roser, hun lavede hjemmelavet is, og strikkede trøjer, kniplede og så broderede hun!
Jeg er den heldige arver af broderilageret - og der er ingen risiko for, at jeg går ned på udstyr foreløbigt.





Jeg ved ikke hvorfor det her billede insisterer på at vende forkert, men dene fine lille ting var i blandt godterne.


Broderigarn i alle farver!


Denne her smukke pude arvede jeg for længe siden, den er også fra min farmors tålmodige hånd.

Topdollar påskeferie

Hvis vi ikke havde haft børn, men stadig hinanden, så havde vi nok holdt påskeferie i Rom, Barcelona eller Paris. Eller måske på badehotel. Svinkløv eller Melsted.
Jeg kan sagtens forestille mig ferien, men ikke det med ikke at ha børn.

For nu istemmer jeg lige fælleskoret der hylder årets påskeferie. Mere velplaceret påskevejr skal man sgu da lede længe efter. Og sødere børn også.
Manner det har været dejligt. Vejr, ferie og søde børn i en skøn komponeret enhed.

Okay der har ikke været mange stunder på parisisk fortovscafeer. Men hvis jeg have haft det, eller slentre ture i Barcelonas smalle gader, så havde jeg jo ikke haft 6 fantastiske døgn med børnene. Og deres fantastiske udtryk og oplevelser.

Ja selv køreturen fra Sjælland til Jylland, har været en slags fornøjelse. Hvem fanden skulle ha troet det nogensinde skulle ske...
Svesken sang sig igennem landsdelene. Et lille potpourri over temaet 'se min kjole' (den er meget lilla/se min strømper de er meget stribet/se min lo-ort den er meget bru-un) og berigede også vores tur med udsagn som 'mor enger (elsker) Vigga - Vigga enger mors hår - Far enger Otte.'
Derudover var der hendes evigt lillebitte opstragte tommeltot, imens hun sagde topdollar til det meste, og så Fisterens glæde over alting. Men dog især over Tivoli Friheden og valdrehjemmet (svært ord) og den omsiggribende på-græs-hed.

Jo, jeg ved godt at man skal være nogens mor for at kunne se det nuttede i den slags. Måske skal man faktisk endda være disse specifikke børns mor?
Heldige mig, at jeg er det!


Vel hjemme igen søndag aften, var Svesken og jeg på aftentur for at se på luftballoner over København.

Skæg for voksne

Måske går du rundt og ved ikke hvad du skal lave på lørdag?
Hvis det er sådan fat, så ved jeg hvad du skal!
Du skal på Ingolfs Kaffebar ude på Amager. Det er det dejligste sted på jord - næstefter Bornholm - og på lørdag har Hr. Skæg med orkester valgt at afholde voksenkoncert som afslutning på deres børnekoncertturne. Jeg ved bare det bliver hylt, og jeg ville sådan ønske jeg kunne være med, men på lørdag skal jeg noget med bøgetræer, anemoner og ramsløg!

Tag derud! Det er kl. 21. Og det er gratis. Og de trænger til at fyre den af og feste igennem siges det!
Du har faktisk ingen undskyldninger for at lade vær!

Fregnefremkaldende aktiviteter

Aaaah påskeferie.
Med sol og kaffe og bøger i haven. Og børnene i institution.

Og det er endda rigtig ferie. For efter påsken skal jeg i gang med en slags arbejde. Har sagt ja til at hjælpe nogen med en arbejdspukkel. Bare et lille stykke tid. Bagefter er der mere solskin til mig.

God påske!

Fra boghandleren

Nå men i må faktisk godt se hvad det var jeg shoppede den anden dag. Ikke bh-erne dog, dem må i nøjes med at se for jeres indre blik. Men jeg kan dog røbe at brysterne sidder opppe på plads, og det er topmærkeligt. Havde på en måde vendet mig til at de hang nede om maven.

Jeg købte voksenbøger. De kommer til at defilere lige så stille forbi, nede under LIGE NU LÆSER JEG, ude til højre.
Og så købte jeg børnebøger.
Den her, Garmanns sommer, som jeg ikke har læst, men forelsket mig pga. illustrationerne og emnet - den sidste sommer inden man skal starte i skole. Og også lidt fordi den er oversat fra norsk af Naja Marie Aidt.

Se lige en smuk illustration! Lavet af forfatteren, Stian Hole.

Jeg har købt den her, Mathilde vinker. Den handler om at starte i børnehave. Om hvor svært det kan være. For forældrene vel at mærke. De vinker og vinker og vinker.

De her kort hvor man kan øve sig at tegne, tror jeg Fisteren vil synes er et hit.

Og den her smukke sag af et vendespil, den er til mig selv. Og ikke til at spille med. Jeg tror de fine cirkusillustrationer skal op at hænge.

?

Du skal forestille dig en stige med 10 trin. 1 repræsentere det dårligst mulige du kan forestille dig og 10 repræsentere det bedst mulige.
På hvilket trin vil du sige dit liv er lige nu?

?

Det var første spørgsmål i den eu-undersøgelse jeg kom til at sige ja til at deltage i forleden.
Ej men hvad fanden skal man sige til det?

Lige nu, mens jeg sidder i haven, og ungerne drøner rundt på plastikscootere, og vi har pustet og malet æg, og bagt kage af det udpustede, og spist den til formiddagskaffen, så er vi i hvert fald i øverst halv del.
7 1/2 måske... Der er vel altid plads til forbedring?

Opløftende nyt(!)

Jeg har brugt penge i dag. På nødvendigheder som bøger - både børne og voksenslagsen.

Og på nye bher.
Virkede legalt, eller faktisk nødvendigt, idet jeg stadig går rundt med mine (nu ret slappe) amme-bher. Og det er vel at mærke halvandet år siden, at jeg stoppede med at amme!

Men nu har jeg fået tingene op på plads, om jeg så må sige.
Og det viser sig at jeg faktisk har en (slags) talje! Den var bare gemt under mine hængepatter!

Ramsløg og tåregas...

Jeg går ud fra at det er lige nu at krokustæppet inde foran Rosenborg blomstrer? Jeg har ikke været inde og se efter.

Jeg har heller ikke været i Risskov for at se efter om det er nu der dufter af ramsløg i hele skoven. Er der nogen af jer i Århus (undskyld Aarhus!) der ved om det er nu?

Jeg savner det. Foråret i Århus. Min lillebitte lejlighed med altan og udsigt over bugten, og så duften af ramsløg i skoven, kun en spytklat derfra.

Foråret på Christianshavn er skam også dejligt. Frelserkirke spiller 'det er i dag et vejr, et solskinsvejr' og inden ugen er omme har kastanjetræerne langs kanalen fået blade. (Tilgengæld var der tårergas i vores soveværelse da jeg gik i seng i aftes.)

Og hey se min nye cykelkurv! Jeg har malet den gul. Det er sådan noget man har tid til når man er arbejdsløs!

For doven til at være en rigtig curlingforældre...

I går var vi på legepladsen, og jeg lå i solen (bemærk: lå!) og tænkte på hvad folk jeg kender, men ikke ser så tit, mon lavede i samme øjeblik. Svaret ved dem alle sammen var: han/hun er nok ude i solen. Og det tror jeg egentlig ikke er noget dårligt bud. Menneskemylderet på Christianshavn taget i betragtning, virker det rigtigt at konkludere, at ALLE var ude i går.

Imens jeg lå der og lod mostre, tanter, ekskærester og gamle veninder passere revy i solen for mit indre blik, hang Fisteren ud på fodboldbanen. Helt bogstaveligt.
Han havde, sejt nok, fået lov at spille med nogle store drenge (vi taler 8-10 år!), men nu var flere stødt til, inklusiv en far med noget organisatorisk talent, og rigtige hold var blevet dannet, så de nu spillede 5 mod 5. Med Fisteren som udskifter på sidelinien.

Han stod der længe. Og helt ærligt, han elsker fodbold, og kan i øvrigt også sagtens ramme en bold, men han er 5 år og har ikke sans for trænningens lyksagligheder. Så han er ikke ligefrem så skrap, at de store længes efter at få ham på deres hold.
Det vidste sig også, at det stort set var det, der var i vejen. For selvom han åbentbart var ydmyg nok til ikke at brokke sig, så var han også stædig nok til ikke at gi sig. Og han var åbentbart blevet tilbudt en plads på 'det forkerte' hold.

Jeg ved ikke hvad jeg egentlig vil fortælle med det. Han er så sød er han. Og så bestemt. Og han vil så gerne lege med de store. Og imens sidder (ligger!) jeg ved siden af, og kan i bund og grund slet ikke bane vejen for ham. Og åh hvor er det bare næsten ikke til at holde ud, at tænke på alle de bump, udfordringer og nederlag han kommer til at støde ind i, i det kommende mange år....

Skal vi aldrig ha det lidt spas?

Nå så landede man nok lige midt i den ufestlige aldersgruppe. Er åbentbart for gammel til at kende nogen der skal giftes. Og for ung til at kende nogen der fylder 40.

Bevares der er da et par barnedåbe (hedder det det i flertal?) i sigte, og det kan skam være en både ret hyggeligt og alletiders anledning til at se ens venner, og deres familie og venner. Jeg holder meget af barnedåbe faktisk. Men lad os være ærlige og indrømme, at der jo ikke er ret meget ved kirkelige handlinger der indbyder til dans på bordene og giftige drinks. (Eller er der?)

Manner jeg trænger til en fest. (Man er velkommen til at læse dette som en opfordring!)

I det mindste har Manden lagt denne på køl...

Skyld med skyld på

Kan i huske dengang man var 20 år, og man troede at alt var muligt og man stort set skulle leve for evigt? Og så da man blev 21, så døde ens mor pludseligt, og man blev en lillesmule angst for at alle mennesker omkring en skulle dø. Og det skal de jo også.
Jeg vækkede min kæreste om natten, når jeg ikke rigtigt kunne høre hans åndedrag. Og jeg ringede og forsikrede mig om, at veninder var i live, når jeg var kommet til at gå i tanke-selvsving.

Angsten forsvandt lige så stille igen. Eller den blev til sådan en lille ting man lever med, og jeg holdt op med at gå og være bange for at folk bare faldt om og døde.
Det er jo trods alt de færreste der gør det.

Men så blev jeg nogens mor. Og jeg skal love for at angsten kom igen. Med bekymringen og skyldfølelelsen som kompagnoner.

Angsten for pludselig spædbarnsdød. Angsten for om sådan en lillebitte baby egentlig kan trække vejret når den er forkølet.
Bekymringer for om den får nok at spise. Nok stimulering. Synger jeg nok? Leger jeg nok? Har den et lidt skævt hoved? Lægger jeg den nok på maven? Huskede jeg d-dråberne?
Skyldfølelsen over at komme til at læse avisen, mens barnet er vågent og hjemme. Man burde jo være en nærværende forældre (hele tiden,) eller i det mindste uafbrudt stirrer beundrende på barnet.

Jeg vil ikke sige, at jeg har givet fuldstændig slip på ovenstående følelser, men nye bekymringer kommer til. Og så må gamle vige, hvis ikke jeg skal blive helt bims.
Jeg vælger nu at tro på, at de får nok at spise. Og på at sandsynligheden for, at de holder op med at trække vejret under en forkølelse er lille.

Tilgengæld er der nu (blandt andet) angsten for at køre i bil. Eller i det hele taget færdes ude blandt menneskene. Bliver de kørt over? Er der en eller anden idiot der kører ind i dem? Eller i mig, så de bliver moderløse.
Bekymringer for om de bliver drillet. Eller selv driller nogen. Om de trives. Om jeg er nok sammen med dem. Om de oplever nok. Eller oplever for meget. Sætter jeg for få grænser. Eller for mange.
For slet ikke at tale om skyldfølelse. Over ikke at hente tidligt nok, ikke bage boller nok, ikke snitte grønsager nok eller spille luftguitar nok. Skyldfølelse over at være træt eller tyk eller sur eller eller eller....

Ej men tror i helt ærligt at mænd/fædre har det sådan også? I think not.

Voksen og fornuftig?

Jeg skulle egentlig skrive et blogindlæg i går. Men så kunne jeg ikke komme i tanke om noget interessant at skrive om. Og heller ikke noget uinteressant.
Så i stedet gik jeg på lagersalg og brugte ikke-eksisterende penge på nyt tøj til Svesken.

Jeg skulle egentlig også skrive en ansøgning i går. Men så kunne jeg ikke lige komme i tanke om hvad det er jeg kan.
Så i stedet pudsede jeg lige vinduerne.

Jeg skulle egentlig overholde min kur. Især nu hvor den gik fuldstændig fløjten i weekenden, med pizzaslice i midtjylland, fritter og drømmekage i østjylland, og begravelseskringle og øl i vestjylland.
Men så havde jeg ikke lige fået købt ind. Fordi jeg ikke havde nogen penge. Fordi dem havde jeg brugt på lagersalg.
Så i stedet kom jeg til at leve af chokolade og popcorn.

I øvrigt skulle jeg faktisk ha været til tandlæge i sidste uge. Men så kom jeg til at aflyse. Fordi jeg havde ting jeg hellere ville bruge min tid på. Og fordi jeg var kommet til at købe en ny forårsjakke. Og en meget fin stribet bluse. Og så havde jeg jo ikke rigtig råd til tandlægen længere...

Tomme trusler...

Lad os bare være ærlige og indrømme at overtrætte og sultne børn, er en udfordring der kræver at man bevare hovedet koldt og trækker vejret dybt ned i maven, inden man reagere instinktivt på deres urimeligheder
Og lad os også bare indrømme, at det kan være svært at gøre netop det.

I aftes, efter at alle havde spist (nogen mere end andre..) aftensmad, blev først Svesken sulten, og forlangte havregrød. Splitsekundet efter var Fisteren også ved at dø af sult. Mindst.

Fister: Jeg vil også ha haaaavregrøøøøød! Jeg VIL! NU!

Mor: Ok. vil du ha banan i?

Fister: JA. Har. Jeg. Jo. Sagt. !
(Det hørte jeg åbentbart ikke. Selvom det er svært af tro på - lydniveauet taget i betragtning.)

Mor: Stop med at råbe fister, ellers får du slet ikke noget...!

Fister: Ja så må i jo spise det. Det blir sjovt for jer når i skal sidde der og spise alt det havregrød hele aftenen. ...

Og lige der brød jeg sammen af grin. Og det skal man ikke gøre. Skulle jeg hilse og sige.