Min farmor

Min farmor døde i søndags. Og selvom hun i mange år har været svær at nå i glemslens tåger, så gør det mig trist.
Hun og min farfar levede der liv i Vestjylland, med kæmpe have og udsigt til marker og å.
Huset var stort og der var gammelt legetøj i værelserne, hjemmelavet is i fryseren og nye kartofler - bittesmå og omhyggeligt opgravet og rengjorte med kærlighed til børnebørns små munde.
Der var lange dage i solen og klatreture i æbletræer. Og aftener med snobrød over bål og ribssaftevand i kander.
Der var drivhus, roser og rododendron Og der var tid og omsorg til alle.

Da jeg fortalte Fisteren at min farmor var død, begyndte han at græde. Fordi han aldrig havde mødt hende, og slet ikke vidste hvordan hun så ud. Han har heller aldrig mødt sin egen farmor. Eller sin mormor. For fanden en mangel på ældre damer der er i den her familie.

Så vi har bladret i fotoalbum og kigget billeder. Der var kun ét af min farmor. Men der var masser af mig - det her har min farfar taget af mig da jeg var 2 år.


Line 2 år... Man sporer en vis lighed med Svesken synes jeg!

Nød lærer nøgen kvinde at brodere

Man er vel en del af den kreative klasse, med alt hvad der sig dertil hører af lækker mælkeskummende kaffe, arkitekttegnede møbler og gadgets. Således var jeg, da vi for nylig stod overfor at skulle anskaffe en ny computer i husstanden, heller ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg ønskede mig en Macbook.
Hvem ville egentlig være i tvivl om det, kunne man spørge.

Det kunne min mand. Han drikker sin kaffe sort. Og køber med glæde sine møbler i Ilva. Og er i det hele taget ikke SÅ kreativklasse-agtig. Omend han både er ualmindelig dejlig og kærlig. Og selvom det groft sagt var mit behov for at kunne skrive (blandt andet ansøgninger) der blev imødekommet, så var det den søde og kærlige mand, der ikke bare pungede ud, men også ligefrem hastede ned i butik, da behovet akut indtraf.

Og hjem kom han.
Ikke med noget æblesmykket lækkert design, men med noget fornuftigt, og mindre dyrt packard bell....

Blev jeg glad? Ja det gjorde jeg da. Man ville da ha været et skarn andet.
Gav jeg udtryk for det? Tja en slags. Og i hvert fald kun med lettere sarkastiske hentydninger til den nye maskines iøjneskærende grimhed.

Du laver da bare et betræk til den, var kommentareren fra Manden. (Som i øvrigt er blevet tilbudt en Iphone af sin arbejdsplads, og alligevel valgte en HTC!?)

Og sådan en kan man jo ikke bare lade hænge vel? Så jeg syslede lige lidt, mens jeg gnækkede i skægget af grin over hvor spas jeg er. Hvad? Synes du ikke det er sjovt? Han gjorde. heldigvis.

Ja jeg har aldrig været så frygtelig god til at gøre ting rigtigt færdige. Så finishen kan diskuteres.

Simon Says 500

Hurra så nåede vi til indlæg nummer 500!

Tallene mellem 2 og 28* blev puttet i tromlen (læs: frysepose) og en vinder er blevet udtrukket med Fisterens retfærdige hånd. Og ud blev nummer 8 trukket.

(*Fordi at kommentar nummer 1 var blevet slettet igen jo)

Og nummer 8 er Fie

Tillykke!

Send mig din adresse, så sender jeg dig broderiet.

F**king forvirret

Ude fra altanen dufter der svagt af bacon. Cafeen nede på hjørnet må være startet på noget brunch-agtigt?
Jeg kan høre fugle der pipper og duer der kurer. Og en lille smule snak fra et åbent vindue på den anden side af gården.
Jeg kan høre de laver kaffe i kaffebutikken. Og jeg kan høre at underboens baby er sulten.

Og det er nogenlunde det: jeg kan registrere at foråret er en slags kommet. Men det er jo ikke en kompetance der ligefrem spytter jobmuligheder ud.

Arkitekt-vejrpige?

Rundstyk

Jeg kan altså ikke koncentrere mig om det her blogging. Og jeg fik heller ikke kameraet med på tur i går, så der kommer ingen efterfølgende billeder, til trods for at jeg havde forladt bloggen med den cliffhanger. (Og i var spændte, ikk?).
Det er ikke fordi jeg laver noget spændende. Det er åbentbart bare fordi, at jeg ikke lige har noget der brænder efter at komme ud. Ikke engang en lillebitte snas af noget, der får det til at krible i fingrene for at nå tastaturet, kan jeg mærke.

Og det eneste gode der er at sige om disse små snollede ikke-indlæg er, at vi kommer nærmere den store udtrækning. Der er nu kun et 'rigtigt' indlæg tilbage inden jeg finder en vinder!

Hej sol!

Faktisk svært at være direkte muggen over ikke at skulle på tegnestuen sådan en herlig solskins-tirsdag.
Jeg cykler ud i det. Og vender tilbage senere med billeder.

Ps. Lavede en lillebitte tællefejl da jeg skrev, at der var otte indlæg til indlæg nummer 500, hvori vinderen af mine sysler bliver udtrukket. Der var faktisk 9 indlæg til. Men det er stadig lige om lidt.

Hvad jeg har på hjertet

Med sol skal ondt og blegt fordrives.
Således er mismod og blege kinder nu en saga blot (altså når man skal være sådan lidt stor-i-slavet-idet) og foråret er kommet. Jo det er!

Ja så fik i den. For på facebook tør man jo ikke ytre sig om noget så banalt som vejr og årstider. Man vil jo nødigt sættes i bås som noget socialgruppe 5 agtigt...

Men en klipning gør vel ingen til Pernille Rosendahl?

Jeg har aldrig haft så tørre og stikkende ben som efter at jeg er blevet mor. Vi taler om 5½ år hvor henholdsvis fugtighedscreme og skrabere kun sporadisk har nærmet sig mine ben. Det er værst i vinterhalvåret, men der taler vi altså også underben der er nærmest urørte af andet end indersiden af en comfi joggingbuks.
There you have it.

Før jeg kom i mor-kategorien farvede jeg også hår. Ikke på benene! Vi er nu rykket helt op i hår-på-hovedet-regionen. 16 år med næsten jævnlig hårfarvning. Først mørkt. Så rødt, i tæt på 10 år. Og så mørkt igen, for at skabe en smutvej tilbage til min naturlige hårfarve. Det rødlige faldt mig ellers meget naturligt. Men den slags må jo stoppe når noget skrøbeligt vokser indeni en.

Da jeg var 15 fandt jeg smilehuller på ballerne komiske. Jeg vidste slet ikke de fandtes før en veninde præsenterede mig for dem. Nu 32 år og to fødsler med tilhørende blivende (hvad sker der med det?) overvægt senere, så er smilehuller på ballerne nok min mindste bekymring. Jeg mener smilehuller er vel altid charmerende, og når man nu ikke kan præstere nogen på de rigtige kinder, så kan man jo altid henvise til bagsiden. Hvis nogen skulle spørge.

Nå nok om min krops forfald. Jeg tror lige jeg går ud og skamklipper mit pandehår.

Med nogen forsinkelse: Mit Nye Liv!

Svesken - kæk med kage!

Vi har været på hospitalet til tjek. Og de holder stadig på infektion. Der er, som de siger, ingen tegn på noget alvorligt (indsæt selv kræftsygdomme) og lille sveske er ude af systemet og kan igen komme i vuggestue.
Og jeg kan hellige min tid til at opfinde en slags karriere! Mig og så jobnet - vi skal til at bruge kvalitetstid sammen...

Mmm lyder spændende ikk?

Generationer

Min mor var 23 år og min far 28 år, da de fik mig. Tre år senere fik de min lillebror.
Jeg var 21 år da jeg første gang følte mig overbevist om at jeg skulle være nogens mor. Og tænkte at det kunne godt være snart.
Af forskellige årsager var jeg dog 32 da jeg fødte Fisteren. Manden var 41. Vi skulle jo blandt andet lige møde hinanden først. Og vi spilde ikke tiden da vi først havde mødt hinanden, således kunne jeg præstere to graviditeter indenfor vores første 9 måneder! Ikke begge to planlagte dog.

Hvis Fisteren venter lige så længe med at blive far som hans far gjorde, så er Manden 82 når vores førstefødte giver os børnebørn. Og hvis Svesken, som jeg fødte da jeg var næsten 35, er ligeså gammel som jeg var, når hun skal have sit første barn, så er jeg 64!

Og her skal det selvfølgelig nævnes, at jeg er klar over, at det er deres liv og deres valg der gælder, og hvis de nu slet ikke kunne tænke sig at få børn, så er det selvfølgelig deres beslutning. Og jeg vil prøve at surmule uden at de opdager det.

For jeg håber da at de vil ha børn. Og jeg håber virkelig at de er hurtigere end vi var. For ellers er der jo faktisk en risiko for at vi slet ikke overlever til opleve vores børn få børn.
Nå men det var bare det jeg ville sige, på sådan en onsdag hvor jeg føler mig lidt gammel i det. (I hvert fald for gammel til selv at lave en treer... og så må man jo satse på næste generation!)

GO De Unge Mødre!

Do You want More?

Søndag morgen vågnede jeg og tænkte, med min tilbageværende hjernecelle, at det da alligevel var utroligt så dårligt jeg havde det ovenpå to lunkne dåseøl og en slurk champagne.
Indtil jeg kom i tanke om de tre glas rødvin, Irish Coffee-n og de to fadbamser jeg også havde indtaget. Og måske var det også mere end en enkel slurk champagne? (Og i den forbindelse: undskyld, men tak! Nogen kan måske sige det videre?)
Jeg var hjemme klokken 02.30, og det var nok i sig selv lidt over min sengetid. Men jeg trængte, gjorde jeg. Og hvis vi siger at hver genstand var et udtryk for et lille plaster på såret over hver enkelt af marts måneds overflod af trængsler, så var de alle fortjent.
Men nok er selvfølgelig nok. Og jeg skulle måske ikke ha taget det så bogstaveligt da rockstjernen på scenen råbte: Do You Want More?

Så er der fest! (Indlæg med både god og dårlig karma)

Nu skal det jo ikke være jammer det hele.

(Selvom jeg stadig har tvivlsomme hospitalsoplevelser til flere indlæg. For slet ikke at tale om overflod af frustrationer. Over endelig at være nået igennem de fire måneders opsigelsesperiode. Og ha vendt det til en positiv og velkommen udfordring. Som jeg skulle til at tage hul på, med forår i baglommen. Og så bliver man straks slået tilbage til start med sygdom. I fucking fjorten dage. Og nu kan jeg nærmest ikke huske hvad det var jeg gik og pønsede på at skulle igang med. Og mit NemId driller. Og der gik bøvl i min telefon, så alle billeder, beskeder, notater, aftaler og telefonnumre forsvandt ud i cyberspace... suk.)

Men. Nu skal det jo (som sagt) ikke være jammer det hele. For i onsdags var det nemlig bloggens 2 års fødselsdag! Og om kort tid runder jeg også indlæg nummer 500! Og det skal vi da fejre.

Derfor skal vi ha bloglotteri. Eller give-away om i vil. Jeg har broderet til jer, har jeg. Fordi i er så søde. Og fordi i skriver kloge og fine kommentarer. Som jeg virkelig er utrolig glad og taknemmelig for.

Du kan vinde ved at skrive en kommentar henrunder. Og så trækker jeg lod i indlæg nummer 500. Hvilket er om 8 indlæg...

Bonusinformation om hospitalsophold

Plus
Lækkeragtig operationslæge...
Okay udsigt fra 8. sal. Må være total blæret fra toppen.
Koldt vand og Sveskens calendulacreme mod vejr og vind som eneste skønhedspleje = total lækker hud. Overraskende. Også fordi der virkelig ikke er meget vejr og vind på Rigshospitalets gange.

Minus
Fucking deprimerende. Føles ligesom at dø langsomt.
Forventede faktisk at jeg havde både tabt mig og groet langt hår som følge af dårlig appetit og langt ophold. Men så langt var opholdet så åbentbart alligevel ikke.
To bade på 7 dage = meget fedtet hår. Og generel uhumskhed.
24/7 kan godt være meget lang tid uden pause. Når man skal underholde en 2½ årig mens man undertrykker alle egne behov og bekymringer.

Andre bivirkninger
Blå venstre balle. Afstedkommet af at ligge (under putninger og mareridt) med barn i metaltremmeseng.
Vissen venstre arm. Af at holde i hånd nede fra klapudseng - en halv meter lavere end tremmeseng.
Fuldstændig bagudhed i forhold til ny jobsøgningsstatus.

Aaaah...

...så er vi endelig kommet hjem igen! Jeg havde helt glemt at vores lejlighed er så hyggelig. Og så snavset.
7 lange døgn på Rigshospitalet blev det til. Plus det løse.

Det startede sidste fredag. Svesken blev ringet hjem med en hævelse på halsen. Og jeg cyklede hende til lægen. Som sendte os videre til Rigshospitalets børneafdeling. Som stak i barnet og ultralydscannede hendes lymfeknude. Som at det var der var hævet. Og sendte os hjem igen. Og som så ringede og bad os komme til nye blodprøver mandag. Hvor vi tog derind igen. Og blev stukket. Og følt på. Og sendt hjem. Og ringet op med besked om at komme igen næste dag. Til noget med en kanyle. Og en dræning eller en prøvetagning. Og måske en overnatning. Som blev til syv overnatninger. Imens nogen dyrkede prøven. Og Svesken fik antibiotika intravenøst. Og blev stukket mere i. Og prøven blev dyrket mere. Og en antibiotika skiftet ud med en anden. Og endelig blev vi sendt hjem. Selv om nogen stadig ikke er helt færdig med at dyrke prøven. Men dog godt vil komme med et kvalificeret bud på en mulig bakterie. Som vi så kunne give hende antibiotika imod herhjemme, i flydende form. Og her er vi så nu. Hjemme. Aaah.

Men prøv at gi et kvalificeret bud på om Svesken kan lide medicin og blodprøver og folk i kitler i det hele taget? Nope. Slet og ret.
Hold kæft det har været rædsomt. R Æ D S O M T.

Man bliver hudløs og tyndslidt af lange gange og ventetid. Og af hele tiden at få at vide, at måske kommer man hjem i morgen. Uden at man gør det.
Man ved bare at man er langt ude når man fælder en tårer til tonerne af Tjubang Chokolademand udført af Rigshopitalet spillemænd, ikk.

Men man skal selvfølgelig være taknemmelig for et sundhedssystem der fungere. Og for at ens barn fejler noget der kan behandles med antibiotika. Så må man bare håbe at hun overlever følgetraumerne ved at blive tvunget til at drikke lortet.

Gode tricks modtages med kyshånd.

Gæt hvor vi (stadig) er?

To ambulante dage og fem indlagte dage. Plus tre mere....
Det er ikke alvorligt-alvorligt, men besværligt at udrede.
Og jeg er kun af og til ved at gå ud af mit gode skind. Resten af tiden resignere jeg. Og passer den lille Sveske op.