Om en dejlig aften og en virkelig dårlig dag

Det var meningen, at jeg i dag ville skrive et indlæg om den fantastiske Frøken Mærkværdig. Om filmen som jeg var så utrolig heldig at se i går. Med rød løber, bobler og kendisfaktor og alting. Filmen er SÅ seværdig og fin og vigtig. Og heldigvis kan i også nå at se den på Posthusteateret indtil på onsdag. Eller på DR2 på tirsdag. Og måske kan vi også være heldige at Fru Fuhrmann, som var min ledsager i aftes, skriver en glødende passioneret og udførlig reportage fra vores aften. Vi skal nemlig til at være kulturbloggere. Blev vi senere enige om. Over vores fjerde glas vino.

Men lige nu er der ikke ret mange flere ord i mig, om den dejlige aften i aftes var, for jeg har nemlig, helt uplanlagt, spenderet en hel dag på Rigshospitalets børneafdeling. Og der er både blevet stukket i og ultralydsscannet og lyttet og mærket på den lille sveske. Der har været lange grå gange med vakumpakket tid. Og der har været søde læger der var skræmmende alvorlige. Og som alligevel sendte os en slags lettede hjem.
Og nu skal jeg ind og ligge i ske med Svesken, bare de næste 5-17 år.

Slut Prut Finame

I dag er det min sidste dag på tegnestuen. Og er det trist? Ikke sådan rigtigt.
Jeg har haft en ordentlig balje karameller med. På sidste skoledag-måden. Har dog ikke ligefrem kastet med dem….

Jo det er trist at sige farvel til min søde kollegaer, og det er også en lille smule trist, at sige farvel til en æra.
Men det er virkelig skønt at sige goddag til næste kapitel. Det føles som at få skudt ny energi direkte i årene. Som forår. Og den første solskinsdag.

Foran mig ligger den store vide verden. Eller det store blanke ark.
Jeg ved ikke præcis hvad jeg kunne tænke mig at fylde mine dage med. Men jeg glæder mig til at bruge tid på at finde ud af det.

Måske skal jeg skrive mere. Måske skal jeg tegne noget. Måske skal jeg fortælle nogen om noget. Måske skal jeg bare passe nogens børn. Eller gå til hånde.

Den blanke kalender føles som frihed.
Slut Prut Finame. Som Svesken ville ha sagt.

Boligdrømme

Jeg ser for mig: en sommeraften med åbne døre ud til en have med æbletræer, høstanemoner og morgenfruer. Og børnene der leger med nabobørn. Og en nabo der kigger forbi. Og kaffe i min fine kop. Og hvidvin på køl.

Så egentlig burde det ikke være så svært, at vide hvad vi skal lede efter, når vi en dag skal ud på det store stygge boligmarked. For jeg ved også godt nogenlunde hvilket kvarter jeg vil bo i. Når det nu ikke kan blive på Bornholm. Der er en skole med et okay ry og der er kort vej til vandet.

Stedet er ikke hemmeligt. Desværre. Husene er for dyre. Og gode dyr er rådne. For hvad så? Skal man købe over evne? Eller gå på kompromis? Skal man kigge den anden vej? Hvad skal man vælge fra?

Min bror har købt en grund. Lige der. Og skal nu til at være selvbygger. Jeg synes det er sejt. Faktisk er jeg næsten ved at revne af stolthed over ham. På storesøstermåden. Bare sådan at forfølge en drøm og tage en beslutning.

Vi har tænkt i 3 år nu. Uden at forfølge så meget som en lille bitte drøm.

Jeg var ellers sikker på at sidste sommer ville blive vores sidste på Christianshavn. Og jeg var okay med det. Men nu står vi her. Om få dage med blank kalender så langt øjet rækker. En indtægt fattigere. Og nye muligheder der blafrer i vinden. Måske ikke det rette tidspunkt at blive boligejer?



Fisteren har tegnet et hus til min bror og hans familie.
Det er nok en anelse for stort. Men sikke evner!

Om at dø

Fister: Når man bliver voksen kan det godt være, at man ikke har en far og en mor. Man har måske kun en. Far har kun en far. Og du har også kun en far. Jeres morer er oppe i himlen. Først kom de der op, og så faldt de ned i en kiste nede i jorden. Hvordan kan man egentlig falde opad?
Når jeg bliver stor tror jeg, at jeg også kun har en far.

Mor: Det ville da være virkelig ærgerligt, synes jeg... (mildt sagt)

Fister: Hvorfor?

Mor: For så ville det jo betyde at jeg døde. Og det har jeg slet ikke lyst til.

Fister: Nej det vil vi ikke ha. Jeg synes ikke du må dø. Bare man aldrig behøvede at dø. I børnehaven - når vi leger politi eller soldater - så skal man bare tælle 1-2-3-4-5-6-7-8-9-10 og så er man ikke død mere.
Det kunne være dejligt hvis det var sådan.

(Jep det kunne være dejligt - men måske tæller de bare virkelig virkelig langsomt deroppe/nede)

Mine høretelefoner

Jeg har dekoreret mine høretelefoner... høre telefoner... hø re te le fon er... HØREtelefoner hedder det virkelig det? Meget mærkeligt ord... Men er de ikke fine?

Inspirationen kommer herfra og opskriften er her, hvis du også vil lege med perler.

Lugten af karry og andre minder

Her lugter ret meget af karry. På den fastbrændte måde. Jeg lufter ud, så det skal nok gå væk.
Heldigvis, for lugten af karry, når den bor i gardiner og møbler, giver mig en smule kvalme, og sender mig direkte tilbage til London i i 1993.
Jeg var på besøg hos min kæreste, som var flyttet derover for at arbejde som handicaphjælper. På trods af at han var flyttet fra mig og landet, var vi stadig kærester, men det lå vel lidt i kortene, at holdbarheden i det forhold var skrøbelig. Jeg var lige startet på arkitektskolen, med nye spændende mennesker omkring mig, og nye spændende fremtidsudsigter, og fredagsbare og spas og opløftet stemning. Og han flytter over på den anden side af Vesterhavet for at passe en ældre indisk herre i kørestol. You do the math.
Til min fødselsdag forærede han mig en rejse derover, og jeg rejste en hel nat, med Sting i ørene, for at besøge min verdensborger af en kæreste. Det var mærkeligt. Og der lugtede af Karry. Og efter at jeg kom hjem igen, gik der ikke ret lang tid, inden vi holdt op med at være kærester.
Jeg kommer altid til at tænke på det når jeg lugter lidt for fastbrændt karry. Og jeg elsker ellers karry.

Midt i karrylugten står en buket iris - hvide ikke blå. Blå iris gør mig vred. Og ked af det. Og giver mig en lille smule kvalme. Heldigvis er de hvide de her. Og Manden, som har foræret mig dem, kunne ikke vide det. At Iris er en rædsom blomst.
Som giver mig kvalme, over at jeg ikke tog den rette beslutning engang.
Til min mors begravelse - der var ingen tvivl i vores (mit?) sind om, at vi skulle ha en bårebuket af blå franske anemoner, min mors yndlingsblomster.
Men franske anemoner har åbentbart ikke sæson i oktober, så det kunne vi ikke få. Men vi kunne få blå iris, sagde den ligegyldige blomsterbinder. Og dem tog vi så. Fordi vi ikke kunne tænke. Hvilket vel er forståeligt nok. Og i princippet tilgiveligt. Men det var bare SÅ forkert.
Blå iris er ikke blå franske anemoner. Blå iris er alt for blå, alt for påtrængende, alt for se-mig-agtige. Franske anemoner er blide, smukke og blomsteragtige.
Big Mistake.
Som jeg tænker på hvergang jeg ser blå iris. Og åbentbart også hvid iris. De får dog lov at stå til de dør, men så kommer der aldrig mere iris indenfor mine døre. Tror også Manden har fanget pointen.

Hyacinter får mig til at tænke på en elskelig bofælle jeg havde engang.

Det blå Matisse papirklip i vores stue får mig til at tænke på min faster. Og på min far. Og på barndom og sommer.

Solskinstørre fortove efter en lang periode med sne og regn, får mig til at tænke på glæden ved at få nye gummisko, og få lov til igen at være ude at lege om aftenen, efter spisetid.

Forår kom nu.

Om at bo i februar

I én retning er himmelen kanskje klar og blå, i en annen er den dekket av mørke regnskyer, mens zenit er i stadig oppbrudd. Det eneste vi har å stille opp mot denne foranderlighed, er årstidernes sikre rytme. Vi kan aldri være sikre på hva dagen bringer, men at våren kommer, det vet vi.

Christian Norberg-Schulz, Nattlandende.

(Det er ham jeg vil være når jeg bliver stor!)

Simon Says

Frøken Populær og Dronningen

He he. Gæt hvem der har været frk. populær hele dagen!? Drengene er hjemme igen, og med dem et ubegribeligt rod af skisokker og dims. Desuden en utrolig larm. Men også tæt samvær og heavy hygge.
Og klæd ud til musik - Svesken og Fisterne har gået i takt til Tingelingelater en stor del af dagen, Fisteren forrest med sværd, sabel, gevær, tromme og gardertøj, Svesken bagefter med bornholmerflag, bøllehat og politivest!
Og Fisteren har informeret mig om at Dronning Margrethe er mor til alle soldaterne inde ved slottet. Og jeg er til ham og Svesken. Good to know.

Selvfølgelig mener jeg det når jeg siger det!

Så er der hjemcyklet champagne for tusindevis af kroner.


Nammenam!

Mor og Svesken alene hjemme

Jeg havde faktisk set lidt frem til den her uge, hvor Svesken og jeg skulle være alene hjemme, både fordi vi jo i forvejen kører et utroligt tæt - på grænsen til det symbiotiske - parløb, og jeg i den anledning så jeg for mig, at vi kunne leve det helt ud - bare være i vores lille tosomhed uden hensyntagen til de andre.

Men også fordi det kunne være en uge udenfor normalen, en slags lille ikke-hverdag.... og det kan man jo godt gå og trænge til. (Jeg vil sige at det nok giver mest bonus, hvis man er den der tager på ferie, i stedet for den der bliver hjemme...)

Selvfølgelig også fordi de glædede sig sådan, drengene. Og jeg er heldigvis sådan et menneske der under dem den ballade - deres lykke er vel det hele værd.
På skiferie med far, hvor sejt er det ikke?
Og på skiferie med søn, mindst lige så kreditgivende!

Det går bare ikke helt så nemt, det der med at være alene med Svesken, som jeg havde forestillet mig. Fordi der skete noget med trodsalder, som åbentbart lige præcis for alvor skulle stikke hovedet indenfor da drengene forlod landet.
Suk.

Men også fordi at vi savner dem.
Jo, jeg er stadig glad, fordi de er glade. Men der er så tomt herhjemme, familien føles amputeret. Og det er mig der skal lege alle lege.

Og er i klar over hvor mange lege det helt præcist er? Sveskens koncentration/glæde ved en leg holder max 12 minutter. Max! Vi er sammen 2 timer om morgenen - der leger vi ikke ret meget. Og så er vi sammen 4-5 timer om eftermiddagen inden hun skal sove.... og i den tid kan vi snilt nå at tegne, se (lidt af) en film, klæde alle dukker på, lege med dukkehus, læse, danse, løbe, klæde alle dukker på igen, slå kolbøtter, bygge med lego, lege med tog, male, 'ordne' hår, bespise alle dukker, putte alle dukker, køre med biler, skille briohunden og samle den igen - mange gange. Og puste balloner op. Hver dag.

Og så skifter en af os også bleer, og laver rigtig mad, og nogen af os spiser den også. Nogen spiser heller noget med havregryn.

Til sidst børster vi tænder, læser godnathistorier og så nægter den ene at sove. Heldigvis vinder jeg indtil videre den kamp hver gang. Er jo mest et spørgsmål om udholdenhed.
Stillingen er 1-1000 til Svesken.

Børnevenligt arbejdsliv?

Jeg er klar over at det er ret almindeligt at ens politiske overbevisninger ændrer sig med ens livssituation, og at en folkeskolelærer eller en fabriksarbejder i 50 årsalderens interesse for politikernes bearbejdning af efterlønnen er høj, og at min egen interesse for børnefamiliers vilkår til gengæld ikke interessere dem nær så meget…

Til gengæld synes jeg det er mærkeligt at børnefamiliers vilkår ikke interesserer politikerne. Ved de ikke hvilken fantastisk stor vælgerskare vi er. Vi er da ellers ikke blege for, som flok, at råbe op når der igen bliver skåret ned på institutions- og skoleområdet.

Hvorfor er der ingen der kæmper for, at forældre kan få ret til at gå ned i tid for eksempel? Måske mens man har børn under 10 år? Eller under 7 år?
Med udsigten til, at vi alle skal være på arbejdsmarkedet i 40-50 år, burde man måske nok kunne give forældre muligheden for at arbejde mindre og i et lavere gear, i de år hvor deres børn er små.

Kunne man forestille sig at vi kunne skabe et samfund hvor det er muligt at få arbejdsliv og børneliv til at gå op i en højere enhed?

Tænk hvis vi kunne være mere sammen med vores børn, tænk hvis de kunne være kortere tid i institution, tænk hvis man kunne skabe en måde, hvor det ikke var både mærkeligt og uhørt at være mere hjemme med sine børn.

For helt ærligt jeg synes mine børn er for lang tid i institution. Jeg kan mærke, at de har det godt der og at de trives med andre børn og andre voksne. Men jeg ved, at hvis de havde færre timer ude, og flere timer hjemme ville de trives endnu bedre.

Tænk hvis en institutionsdag kun var 5 eller 6 timer lang, og tænk hvis det ikke var 5 dage i træk, at de skulle af sted…
Tænk hvis vi var flere der indimellem var hjemme med vores børn, så vi mødte hinanden i gården, på legepladsen, i stuen.
Tænk hvis man kunne arbejde mindre, og være mere sammen med sine børn, bare i en periode af sit liv. Man kunne jo nok nå et spændende arbejdsliv alligevel…

Ja jeg spørger bare...

Undskyld, men hvad sker der med, at i samme øjeblik som drengene efterlader mig alene hjemme med Svesken, forvandler hun sig fra übernuttet tumling til trodsmonster???

Og hvad svarer man til det?

Nye snappy comebacks fra den lille Sveskepige:

- Al negativ respons på hendes ivrige forespørgelser efterfølges af et 'hvorfor mor?'

- 'Nej, ikk' li' er udvidet til 'Nej, ikk' li slut prut'

- Når hun møver sig over på min pude om natten, siger hun 'mor dyt dyt' mens hun med sin pande skubber mig væk....rimelig provokerende.

Når katten(e) er ude

Manden er taget på skiferie, og han har taget Fisteren med. Desværre en lillebitte feberramt Fister.... Årh jeg håber han er okay derude i verden...

Svesken og jeg er alene hjemme. I en uge. Og jeg er ikke engang skræmt ved tanken.
Det var jeg da Manden tog af sted sidste gang, for 3 år siden, da Fisteren var 2 år, og det var ham og jeg der skulle være alene hjemme. Dengang var det faktisk tæt på uoverskueligt.
Men en fødsel og og 3 års ekstra mortrænning har gjort mig tryg-agtig.
(Eller næsten tryg-agtig - jeg er selvfølgelig stadig nervøs for alle de sygdomme, ulykker og ildebrande der sandsynligvis slår ned mens jeg er alene hjemme.)
Det faktum at jeg efterhånden kender flere kvinder der har valgt at blive Selvvalgt Enlig Mor, og også et par stykker der er fraskilte og alene med deres børn, gør også at jeg ligesom bare bliver skide nød til at klare det her i fin stil. Det er jo for pokker bare en uge, ikke en livstid, at det er mig der skal stå op hver dag, og servere alle måltider, og lege alle lege, og skifte alle bleer. Og alt det imellem.

Indtil videre er den største forskel, at her er så stille når Manden ikke synger og børnene ikke driller hinanden
Og at her er så (forholdsvis) ryddeligt.
Og så (forholdsvis) konfliktfrit.

Simon Says

...?

Selvindsigt

Manden og Svesken i samtale i går:

M: Hej lille pige, er du syg?
S: Nej. (Hun plejer at svare 'ikke syg, har det skidt.'
M: Har du det skidt?
S: Nej. (Fornemmer man at hun ikke rigtig gider samtalen?)
M: Har du det dårligt?
S: Nej.
M: Har du det godt?
S: Nej. Er hængetræ.

Arbejdsgivervenligt barn

Manden her i huset har aldrig afholdt en barnets første sygedag med Svesken. Jeg har afholdt én.
Og det er ikke fordi hun aldrig er syg.

Selvom lad mig, for god ordens skyld, sige, at vi er meget taknemmelige for, at vores børn meget sjældent er syge . 7-9-13. Bank-i-bordet. Salt-over-skulderen.

Svesken er bare altid syg, når jeg også er syg. Altså som i hver gang.
Det er synkronitet på den arbejdsgivervenlig måde. Og værdsætter de det? Jeg ved det ikke.
Værdsætter jeg det? Ærligt talt? ...ikke rigtigt faktisk.

Hele Balladen

Det er i aften man kan møde Trille og høre om Hele Balladen inde i Pressen i Politikens Hus.

Jeg er hjemme i dag og døjer med slattenhed, efter en hel del opkast i går, men jeg håber at jeg kan nå, at blive frisk nok til at lytte med i aften, når Trille fortæller om sin karriere og sine sange.

Der er desværre udsolgt, men der er en aften mere med Trille d. 14 marts, og hvis du bor i Aarhus kan du nå at være med d. 10. februar.

Os andre, herovre i København, vi kan til gengæld begynde at spare op til at se Frøken Mærkværdig og Karrieren, den 28. februar - også i Pressen i Politikens Hus...

Vil du med?