tirsdag den 5. april 2011

Voksen og fornuftig?

Jeg skulle egentlig skrive et blogindlæg i går. Men så kunne jeg ikke komme i tanke om noget interessant at skrive om. Og heller ikke noget uinteressant.
Så i stedet gik jeg på lagersalg og brugte ikke-eksisterende penge på nyt tøj til Svesken.

Jeg skulle egentlig også skrive en ansøgning i går. Men så kunne jeg ikke lige komme i tanke om hvad det er jeg kan.
Så i stedet pudsede jeg lige vinduerne.

Jeg skulle egentlig overholde min kur. Især nu hvor den gik fuldstændig fløjten i weekenden, med pizzaslice i midtjylland, fritter og drømmekage i østjylland, og begravelseskringle og øl i vestjylland.
Men så havde jeg ikke lige fået købt ind. Fordi jeg ikke havde nogen penge. Fordi dem havde jeg brugt på lagersalg.
Så i stedet kom jeg til at leve af chokolade og popcorn.

I øvrigt skulle jeg faktisk ha været til tandlæge i sidste uge. Men så kom jeg til at aflyse. Fordi jeg havde ting jeg hellere ville bruge min tid på. Og fordi jeg var kommet til at købe en ny forårsjakke. Og en meget fin stribet bluse. Og så havde jeg jo ikke rigtig råd til tandlægen længere...

1 kommentarer:

  1. Åh tak. Man får det altså bare lidt bedre af at finde ud af, at man ikke er alene. Jeg kan kende både den med pengene, der gerne måtte have været flere af, blogindlæg og ansøgninger, der ikke vil skrives og slankekure, der ikke vil overholdes.

    SvarSlet