Tomme trusler...

Lad os bare være ærlige og indrømme at overtrætte og sultne børn, er en udfordring der kræver at man bevare hovedet koldt og trækker vejret dybt ned i maven, inden man reagere instinktivt på deres urimeligheder
Og lad os også bare indrømme, at det kan være svært at gøre netop det.

I aftes, efter at alle havde spist (nogen mere end andre..) aftensmad, blev først Svesken sulten, og forlangte havregrød. Splitsekundet efter var Fisteren også ved at dø af sult. Mindst.

Fister: Jeg vil også ha haaaavregrøøøøød! Jeg VIL! NU!

Mor: Ok. vil du ha banan i?

Fister: JA. Har. Jeg. Jo. Sagt. !
(Det hørte jeg åbentbart ikke. Selvom det er svært af tro på - lydniveauet taget i betragtning.)

Mor: Stop med at råbe fister, ellers får du slet ikke noget...!

Fister: Ja så må i jo spise det. Det blir sjovt for jer når i skal sidde der og spise alt det havregrød hele aftenen. ...

Og lige der brød jeg sammen af grin. Og det skal man ikke gøre. Skulle jeg hilse og sige.