Kan i huske dengang man var 20 år, og man troede at alt var muligt og man stort set skulle leve for evigt? Og så da man blev 21, så døde ens mor pludseligt, og man blev en lillesmule angst for at alle mennesker omkring en skulle dø. Og det skal de jo også.
Jeg vækkede min kæreste om natten, når jeg ikke rigtigt kunne høre hans åndedrag. Og jeg ringede og forsikrede mig om, at veninder var i live, når jeg var kommet til at gå i tanke-selvsving.
Angsten forsvandt lige så stille igen. Eller den blev til sådan en lille ting man lever med, og jeg holdt op med at gå og være bange for at folk bare faldt om og døde.
Det er jo trods alt de færreste der gør det.
Men så blev jeg nogens mor. Og jeg skal love for at angsten kom igen. Med bekymringen og skyldfølelelsen som kompagnoner.
Angsten for pludselig spædbarnsdød. Angsten for om sådan en lillebitte baby egentlig kan trække vejret når den er forkølet.
Bekymringer for om den får nok at spise. Nok stimulering. Synger jeg nok? Leger jeg nok? Har den et lidt skævt hoved? Lægger jeg den nok på maven? Huskede jeg d-dråberne?
Skyldfølelsen over at komme til at læse avisen, mens barnet er vågent og hjemme. Man burde jo være en nærværende forældre (hele tiden,) eller i det mindste uafbrudt stirrer beundrende på barnet.
Jeg vil ikke sige, at jeg har givet fuldstændig slip på ovenstående følelser, men nye bekymringer kommer til. Og så må gamle vige, hvis ikke jeg skal blive helt bims.
Jeg vælger nu at tro på, at de får nok at spise. Og på at sandsynligheden for, at de holder op med at trække vejret under en forkølelse er lille.
Tilgengæld er der nu (blandt andet) angsten for at køre i bil. Eller i det hele taget færdes ude blandt menneskene. Bliver de kørt over? Er der en eller anden idiot der kører ind i dem? Eller i mig, så de bliver moderløse.
Bekymringer for om de bliver drillet. Eller selv driller nogen. Om de trives. Om jeg er nok sammen med dem. Om de oplever nok. Eller oplever for meget. Sætter jeg for få grænser. Eller for mange.
For slet ikke at tale om skyldfølelse. Over ikke at hente tidligt nok, ikke bage boller nok, ikke snitte grønsager nok eller spille luftguitar nok. Skyldfølelse over at være træt eller tyk eller sur eller eller eller....
Ej men tror i helt ærligt at mænd/fædre har det sådan også? I think not.
torsdag den 7. april 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hold fast hvor kan jeg bare nikke genkendende til rigtig meget af den angst som du beskriver. Det er lige så hårene rejser sig.
SvarSletOg nej jeg tror ikke, at mænd har det på samme måde. De har en sorgløshed over sig, som indimellem er misundelsesværdig. Sådan ville jeg gerne kunne slappe af.
Jeg er bange for at det er et af grundvilkårene som kvinde. Er selv ud af en yderst bekymret familie - særligt min mormor og mor er storslemme omvandrende bekymringspanderynker. Kan kun frygte at det også bliver mit lod når jeg engang bliver mor for nogen. Jeg har dog forsøgt at gøre lidt op med bekymringstingen i vores familie, fx ved ikke at ringe hver gang man er kommet sikkert hjem. I vores familie går vi ud fra at hele familien er kørt i smadder, hvis man ikke hører andet. Sundt....
SvarSletRichard Templar skriver i sin bog Guide til Livet: Hvis du føler skyld, er det et godt tegn."(Dårlige mennesker føler ikke skyld) Han skriver videre, at skyldfølelsen er formålsløs, medmindre man bruger den til at rette op på tingene - for at gå rundt og føle sig skyldig uden at gøre noget ved det er spild af både tid og liv.
SvarSletDet lyder jo enkelt, men i virkeligheden er det ikke helt så let.
Randi
Åh ja - Just another day in my life...meget præcis beskrevet..tsk tsk.
SvarSletOg nej mænd har det ikke sådan - Jeg har snakket med min om det. Han siger at sådan noget gider han ikke tænke på. Han hører historierne om børn der bliver væk/taget/syge...og så tager han det til sig som han kan agere på - Altså "jeg kan gøre hvad der står i min magt for at forhindre den slags - mere kan jeg ikke og mere vil jeg ikke bekymre mig om"...hmm...må være dejligt ikke at GIDE....
Haha, nej! Mænd tænker bare: Trækker de vejret? Tjek! Har de tøj på kroppen? Tjek! Har de fået mad? Tjek! Og så er den potte ude.
SvarSletMen jeg kender ALT til mor-bekymringerne!
Mjaa, jeg tror bare mange mænd så at sige har en for-stopper i kvinder og deres bekymringer...efter min mor døde for nylig, er min far begyndt at sige "vil du godt lige ringe, når I er hjemme. Jeg er så bange for, at der skal ske jer noget". Det var jo min mors rolle før, og jeg troede vitterligt ikke, han skænkede det en tanke. Så måske er mænd bare behageligt ubekymrede, fordi et eller andet mor-dyr sørger for at tage sig af den slags?
SvarSletDu er jo mit hoved!
SvarSletOg nej, mændene tænker ikke sådan - og gudskelov for det! Men gudskelov for at vi tænker på andre, for det gør mændene ikke altid.
Du er ikke alene om de tanker - slet slet slet ikke.
Hvis ikke min mand ringer, når han er nået frem efter at have kørt bil, specielt hvis han har drengen med, så går jeg ud i et mindre hysterianfald hvor jeg tit når at ringe til Odense Sygehus og høre om de har fået en mand og et barn ind...
Jep - pinligt, men det er nu engang mig.
KH C