For doven til at være en rigtig curlingforældre...

I går var vi på legepladsen, og jeg lå i solen (bemærk: lå!) og tænkte på hvad folk jeg kender, men ikke ser så tit, mon lavede i samme øjeblik. Svaret ved dem alle sammen var: han/hun er nok ude i solen. Og det tror jeg egentlig ikke er noget dårligt bud. Menneskemylderet på Christianshavn taget i betragtning, virker det rigtigt at konkludere, at ALLE var ude i går.

Imens jeg lå der og lod mostre, tanter, ekskærester og gamle veninder passere revy i solen for mit indre blik, hang Fisteren ud på fodboldbanen. Helt bogstaveligt.
Han havde, sejt nok, fået lov at spille med nogle store drenge (vi taler 8-10 år!), men nu var flere stødt til, inklusiv en far med noget organisatorisk talent, og rigtige hold var blevet dannet, så de nu spillede 5 mod 5. Med Fisteren som udskifter på sidelinien.

Han stod der længe. Og helt ærligt, han elsker fodbold, og kan i øvrigt også sagtens ramme en bold, men han er 5 år og har ikke sans for trænningens lyksagligheder. Så han er ikke ligefrem så skrap, at de store længes efter at få ham på deres hold.
Det vidste sig også, at det stort set var det, der var i vejen. For selvom han åbentbart var ydmyg nok til ikke at brokke sig, så var han også stædig nok til ikke at gi sig. Og han var åbentbart blevet tilbudt en plads på 'det forkerte' hold.

Jeg ved ikke hvad jeg egentlig vil fortælle med det. Han er så sød er han. Og så bestemt. Og han vil så gerne lege med de store. Og imens sidder (ligger!) jeg ved siden af, og kan i bund og grund slet ikke bane vejen for ham. Og åh hvor er det bare næsten ikke til at holde ud, at tænke på alle de bump, udfordringer og nederlag han kommer til at støde ind i, i det kommende mange år....