Nød lærer nøgen kvinde at brodere

Man er vel en del af den kreative klasse, med alt hvad der sig dertil hører af lækker mælkeskummende kaffe, arkitekttegnede møbler og gadgets. Således var jeg, da vi for nylig stod overfor at skulle anskaffe en ny computer i husstanden, heller ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg ønskede mig en Macbook.
Hvem ville egentlig være i tvivl om det, kunne man spørge.

Det kunne min mand. Han drikker sin kaffe sort. Og køber med glæde sine møbler i Ilva. Og er i det hele taget ikke SÅ kreativklasse-agtig. Omend han både er ualmindelig dejlig og kærlig. Og selvom det groft sagt var mit behov for at kunne skrive (blandt andet ansøgninger) der blev imødekommet, så var det den søde og kærlige mand, der ikke bare pungede ud, men også ligefrem hastede ned i butik, da behovet akut indtraf.

Og hjem kom han.
Ikke med noget æblesmykket lækkert design, men med noget fornuftigt, og mindre dyrt packard bell....

Blev jeg glad? Ja det gjorde jeg da. Man ville da ha været et skarn andet.
Gav jeg udtryk for det? Tja en slags. Og i hvert fald kun med lettere sarkastiske hentydninger til den nye maskines iøjneskærende grimhed.

Du laver da bare et betræk til den, var kommentareren fra Manden. (Som i øvrigt er blevet tilbudt en Iphone af sin arbejdsplads, og alligevel valgte en HTC!?)

Og sådan en kan man jo ikke bare lade hænge vel? Så jeg syslede lige lidt, mens jeg gnækkede i skægget af grin over hvor spas jeg er. Hvad? Synes du ikke det er sjovt? Han gjorde. heldigvis.

Ja jeg har aldrig været så frygtelig god til at gøre ting rigtigt færdige. Så finishen kan diskuteres.