Jeg har aldrig haft så tørre og stikkende ben som efter at jeg er blevet mor. Vi taler om 5½ år hvor henholdsvis fugtighedscreme og skrabere kun sporadisk har nærmet sig mine ben. Det er værst i vinterhalvåret, men der taler vi altså også underben der er nærmest urørte af andet end indersiden af en comfi joggingbuks.
There you have it.
Før jeg kom i mor-kategorien farvede jeg også hår. Ikke på benene! Vi er nu rykket helt op i hår-på-hovedet-regionen. 16 år med næsten jævnlig hårfarvning. Først mørkt. Så rødt, i tæt på 10 år. Og så mørkt igen, for at skabe en smutvej tilbage til min naturlige hårfarve. Det rødlige faldt mig ellers meget naturligt. Men den slags må jo stoppe når noget skrøbeligt vokser indeni en.
Da jeg var 15 fandt jeg smilehuller på ballerne komiske. Jeg vidste slet ikke de fandtes før en veninde præsenterede mig for dem. Nu 32 år og to fødsler med tilhørende blivende (hvad sker der med det?) overvægt senere, så er smilehuller på ballerne nok min mindste bekymring. Jeg mener smilehuller er vel altid charmerende, og når man nu ikke kan præstere nogen på de rigtige kinder, så kan man jo altid henvise til bagsiden. Hvis nogen skulle spørge.
Nå nok om min krops forfald. Jeg tror lige jeg går ud og skamklipper mit pandehår.
fredag den 18. marts 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Held og lykke med pandehåret. Jeg er sikker på du ligner en stjerne.
SvarSletKH Maria
Lad være med at skamklippe resten. Synes, at selv P.R's var pænere langt. Er man i øvrigt for sølle, hvis man bliver næsten vred-misundelig på folk med voksede og fugtmættede ben? Så er jeg nemlig sølle ... Lidt misundelig på, at du faktisk har husket fugtighedscreme i ny og næ.
SvarSlet