Fister: Når man bliver voksen kan det godt være, at man ikke har en far og en mor. Man har måske kun en. Far har kun en far. Og du har også kun en far. Jeres morer er oppe i himlen. Først kom de der op, og så faldt de ned i en kiste nede i jorden. Hvordan kan man egentlig falde opad?
Når jeg bliver stor tror jeg, at jeg også kun har en far.
Mor: Det ville da være virkelig ærgerligt, synes jeg... (mildt sagt)
Fister: Hvorfor?
Mor: For så ville det jo betyde at jeg døde. Og det har jeg slet ikke lyst til.
Fister: Nej det vil vi ikke ha. Jeg synes ikke du må dø. Bare man aldrig behøvede at dø. I børnehaven - når vi leger politi eller soldater - så skal man bare tælle 1-2-3-4-5-6-7-8-9-10 og så er man ikke død mere.
Det kunne være dejligt hvis det var sådan.
(Jep det kunne være dejligt - men måske tæller de bare virkelig virkelig langsomt deroppe/nede)
mandag den 21. februar 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
ihhh ja det ville det.
SvarSletHerhjemme har vi også mistet en mormor og taler meget om det. Men ungerne er så livsbekræftende. Det er jo det der er meningen.
kh maria
Nårhh sikke en sød Fister du har :-)
SvarSletOg klart - det er da dét...de tæller bare helt vildt langsomt deroppe...
Årh, hvor sødt! Tænk hvis man bare kunne tælle til ti.
SvarSletHvor sødt :) Herhjemme har bedsteforældrenes hund været årsag til, at vi har måttet tale om døden her i weekenden. Det ER altså også svært at forstå det hele... :)
SvarSlet