Når katten(e) er ude

Manden er taget på skiferie, og han har taget Fisteren med. Desværre en lillebitte feberramt Fister.... Årh jeg håber han er okay derude i verden...

Svesken og jeg er alene hjemme. I en uge. Og jeg er ikke engang skræmt ved tanken.
Det var jeg da Manden tog af sted sidste gang, for 3 år siden, da Fisteren var 2 år, og det var ham og jeg der skulle være alene hjemme. Dengang var det faktisk tæt på uoverskueligt.
Men en fødsel og og 3 års ekstra mortrænning har gjort mig tryg-agtig.
(Eller næsten tryg-agtig - jeg er selvfølgelig stadig nervøs for alle de sygdomme, ulykker og ildebrande der sandsynligvis slår ned mens jeg er alene hjemme.)
Det faktum at jeg efterhånden kender flere kvinder der har valgt at blive Selvvalgt Enlig Mor, og også et par stykker der er fraskilte og alene med deres børn, gør også at jeg ligesom bare bliver skide nød til at klare det her i fin stil. Det er jo for pokker bare en uge, ikke en livstid, at det er mig der skal stå op hver dag, og servere alle måltider, og lege alle lege, og skifte alle bleer. Og alt det imellem.

Indtil videre er den største forskel, at her er så stille når Manden ikke synger og børnene ikke driller hinanden
Og at her er så (forholdsvis) ryddeligt.
Og så (forholdsvis) konfliktfrit.