Manden her i huset har aldrig afholdt en barnets første sygedag med Svesken. Jeg har afholdt én.
Og det er ikke fordi hun aldrig er syg.
Selvom lad mig, for god ordens skyld, sige, at vi er meget taknemmelige for, at vores børn meget sjældent er syge . 7-9-13. Bank-i-bordet. Salt-over-skulderen.
Svesken er bare altid syg, når jeg også er syg. Altså som i hver gang.
Det er synkronitet på den arbejdsgivervenlig måde. Og værdsætter de det? Jeg ved det ikke.
Værdsætter jeg det? Ærligt talt? ...ikke rigtigt faktisk.
onsdag den 2. februar 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Kan godt forstå, hvis du ikke rigtig værdsætter det. Personligt ville jeg gøre et eller andet drastisk, hvis jeg selv havde været syg i dag (er hjemme med syg Øgle). Så selv om hun i dén grad er arbejdsgiver-uvenlig, værdsætter jeg det alligevel... :-)
SvarSletÅh, hvor jeg kender det! Det burde være en menneskeret at være syg i fred uden at servicere andre - men det løb er vist kørt, når man bliver mor ;-)
SvarSletGod bedring.
Det samme er som regel tilfældet herhjemme. Og det er endda ofte os alle tre, der bukker under, når det sker. Jeg mindes med længsel den gang, hvor sygdom var lig med ekstra omsorg og opmærksomhed. Nu er det bare kaos og den evige "hvem er mest syg"-battle!
SvarSletDet er en ond spiral, ond ond. Ja undskyld, men der findes ikke noget værre i min bog. Det er afstraffelse af væreste skuffe at være syg mens ens barn er sygt.
SvarSletMest fordi jeg har mest ondt af mig selv...
Meget unlike en god mor...
Det er så ondt - jeg har derfor ondt af dig.
Av...
Det er værre end tortur at være syg når ens børn er syge (eller bare hjemme!). Husker også med længsel tilbage til den gang hvor en gang influenza var ensbetydende med 3 dage hjemme på sofaen/sengen....
SvarSlet