2 års Sveske

Nød lærer nøgen kvinde at bage.

Jeg havde jo lige pludselig lidt tid i overskud - jeg er ikke blevet fritstillet, men fik dog lov at holde fri i et par dage, så jeg udfordrede lige mit hengemte køkkengen, og gik i gang med boller, småkager og hindbærsnitter!

Og såldes kunne vi fejre den lillebitte Sveskes 2 års fødselsdag med hjemmebag og hjemmebygget lagkage.

Hun er pludselig så stor og sjov.

Jeg bliver 2 år!

Mmmh... kaffe, kager og lyserød boblevand!

Carefull what you wish for...

Kan i huske at jeg gik og ønskede mig tid, og ro og (økonomisk) mulighed for at prøve en anden slags karriere/liv af?

Tja nu har jeg fået det. På en måde. Jeg er nemlig blevet sagt op.

Ikke på den dramatiske du-er-uduelig-måde, men på den pragmatiske der-er-ikke-nok-arbejde-til-alle-måden. Det betyder at når jeg skulle ha været tilbage fra skrivende arkitekt til tegnende arkitekt, så skal jeg det ikke alligevel....

Jeg ved ærligt talt ikke helt hvad jeg mener om det endnu. Men jeg er okay-agtig.

Jeg fik tilbudt at holde fri et par dage, og har taget i mod det. Hey det kan man da ligeså godt!

Så det her var hvad jeg lavede i går:

Først shoppede jeg lidt, så plantede jeg mig i min sofa, med musik i ørene og lod tankerne flyve ud i regnen... kan anbefales!

Og da jeg var færdig med at stirrer ud, var der strikketøj og magasiner at læse.... og hey der var en artikel i om mor-bloggere. Og jeg er (blandt andre) nævnt! (Lille hep!)

Det blir en god dag

Jeg siger ikke at det har været en dårlig morgen.
Faktisk har den været okay - ingen kriser, børn nåede både at lege, at spise og at få tøj på. OG de gik med til at få flyverdragter på, selvom det måske ikke var helt nødvendigt?
Men jeg var bare ikke klar til at stå op, da jeg skulle. Svesken har pillet ved mit hår - og nusset mig på ryggen med sine små nuttede fødder - det meste af natten. Så det blev simpelthen til for lidt søvn.
Men hvis jeg lagde an til lidt hovedpine og en anelse muthed, så hjalp cykelturen i strålende klart oktobersolskin lidt, og rigtigt meget hjalp et smut ind efter rigtig kaffe.
Derinde, på kaffebar, var der nemlig utroligt mange kaffedrikkende og hyggende mennesker (går de ikke på arbejde de andre???). Og der var en smilende barista. Og Lisa Ekdal i højtalerne.

Åh det hjalp på det hele. Selv om jeg havde mest lyst til at blive hængende på kaffebar med Lisa Ekdal, og de andre arbejdsløse/fridagsramte/selvstændige/pjækkende livsnydere....

Javel, hr. Underbuksing

Kender i Peddersen og Findus? Og bogen Jul hos Peddersen? - Som er en helårsbog hos os...

Der er er sætning i den som Fisteren synes er hysterisk morsom. Man kan ligesom mærke afventende spænding hos ham, indtil det kommer sidst på side 15.

Efter at Peddersen har bedt Katten Findus om at gå i værkstedet efter dims der kan bruges som pynt til deres hjemmelavede juletræ(!), siger Findus; Javel, hr. Underbuksing. Og så griner Fisteren fuldstændigt hjerteligt og smittende. Og vi griner længe, indtil Fisteren siger; nu siger jeg det lige én gang til - og så læser vi viderer. Og så siger han; Javel hr. Underbuksing. Og vi griner kort, og læser videre.

Det kan altså kun anbefales.

Kärlek

For fisan hvor er de skønne de unger.
Tænk sig at de voksede indeni mig. Tænk sig at jeg fødte dem, og holdt dem, og ammede dem.
Tænk sig at de småbitte krøllede babyer lå på min mave og sov.
Og nu løber de, de leger og krammer og kysser.
De råber og griner og synger og græder.
De spørger om alting.
De stoler på os og elsker os.
De er uden tvivl det allerbedste i vores liv.
Store Fister og lille Sveske.

Stærk kost

Fister: kan piger ikke blive stærke?
Mig: jo da.
Fister: hvordan?
Mig: på samme måde som drenge - ved at spise masser af grønsager og bevæge sig meget.
Fister: men mor - gider du ikke at være stærk?
Mig: jo det gider jeg da godt.
Fister: Men hvorfor spiser du så kun champignoner?

Det gør jeg altså ikke! Bare lige at i ved det. Men noget tyder på at Fisteren mener, at der er for mange champignoner i vores kost. Ligesom han klart også synes at løg, rødbeder og porrer skulle forbydes. Ærter, gulerødder og kartofler kan gå an, men så må det også stoppe.
I dag skal de ha broccolisuppe i børnehaven - jeg er spændt på hvordan det kommer til at gå...

Min anden kærlighed

Okay så - jeg elsker ikke kun Bornholm, jeg elsker også lidt Christianshavn. (Selvom det ikke kan blive ved med os to , du og jeg Christianshavn... desværre, jeg må videre...)

Kanalen - langs den går vores daglige rute til Børneren. Altid smukt.


Tulipaner i oktober...


Grøntsager på torvet

En slags antik...

Og allerbedst: Mit helt eget værelse/hjørne!
Snup, sagde det lige da jeg indtog halvdelen af soveværelset i weekenden, og jeg gnækker stadig henført.

Se nu skulle der da være skabt rum for kreativitet...

Kære København

Ej se lige den her fine side hvor man kan skrive en lille post-it til København.

Sandheden er

Ligesom Suzette ovre fra Kun Sandheden har lånt lidt af Annas Zen, så tillader jeg mig at låne lidt af Suzettes sandhed.
For sandheden er at vi (nok) ikke flytter til Bornholm.
Sandheden er at det er min drøm. Og ikke resten af familiens. De er rigeligt tilfredse med at holde ferie derovre i ny og næ.
Sandheden er at Bornholm blev svaret på alle mine ønsker. Min længsel efter tid. Og ro. Og stilhed. Og plads. Og have. Og muligheden for at afprøve et andet slags arbejdsliv.
Sandheden er at jeg bare ikke har nosser nok til at gøre noget realistisk, praktisk og opbyggeligt ved det, men mest havde lyst til at omplante hele vores liv og få det hele på en gang. Måske en lille slags flugt.
Sandheden er at jeg er dårlig til kompromiser. Er bedre til alt eller intet.
Sandheden er at jeg har rigtigt meget lyst til at være sådan en der griber ideen, kaster sig over chancen, bare flytter og prøver noget nyt af. Men at jeg i virkeligheden har brug for at lade mig puffe blidt over nye grænser. Meget gerne med udspændt sikkerhedsnet og en hånd at holde i.
Sandheden er at jeg ikke kan få det hele. At min familie er vigtigst. At jeg ikke kan tvinge dem til at drømme min drøm om ro.
Sandheden er jeg ikke er helt sikker på, at Bornholm er svaret. Men hvor ville jeg dog gerne prøve det af.
Sandheden er at jeg må finde en anden løsning. Og flytte når jeg bliver gammel. Måske.
Og sandheden er også at jeg ikke er helt parat til, at opgive min drøm, derfor det lille (nok).

Verliebt

Jeg har været væk.
Væk fra computeren og væk fra hovedlandet.
Vi har været på Bornholm - til solskinsdage og stjernenætter.
Godt nok tog jeg min influenza-agtige tilstand med mig, og godt nok gik der betændelse i Mandens fod, så han i princippet skulle sidde med den oppe. (Han trådte det meste af en 5 cm høj legetøjs-afmærkningskegle i træ op i foden i sidste uge, og jeg skulle hilse og sige at det gør pænt ondt i den!)
Heldigvis boede vi i Svaneke og ikke ude på marken. Så faktisk har vi brugt nærmest en hel uge på at slentre rundt i den lillebitte by med dens overvældende charme og overflod af sukkerdelikatesser, for ikke at tale om den nærmest sektagtige tendens til at udstille glaskunst på hver en ledig vindueskarmscentimeter.
Men altså:
WHATS NOT TO LIKE?


Haven og Henriks æblehøst.


Vores hjørne af haven.


Dagens smagsvarianter hos Svaneke Ismejeri... mh mh mhh!


Fisteren til isslapperas.


Svaneke fra toppen.


Himmel, klipper, hav.


Lokalt erhversliv.


Torvedag.


Værelse med udsigt... jeg lover at være lykkelig hvis jeg må vågne sådan hver dag...


Hulle Havn syd øst for paradis... total yndlingssted.



Sveksen på æblerov.


Og lakridser. I rest my case.

Piece of (dream)cake

Nå men det gik sgu meget godt, det der med at være alene med ungerne i næsten 3 døgn, selvom min arbejdsdag fredag blev konverteret til en sygedag, som jeg forsøgte at konvertere til en hjemmearbejdsdag, inden den konverterede sig til barns første sygedag, da Svesken blev ringet hjem med dårlig mave. (Det vidste sig dog at være mildt overdrevet, da hun pjankede sig gennem resten af dagen!)
Vi har faktisk haft det rigtigt hyggeligt, børnene har været pissesøde, Fisteren vaskede endda op lørdag aften, mens jeg havde Svesken i bad! Ja der har været op til flere øjeblikke hvor jeg har følt mig priviligeret over at få sådan tre dages intens samvær med dem forærende.
Lige indtil 10 i 19 her til aften. Hvor jeg blev træt. Overdrevet træt. Med sved og hjertebanken og kvalme. Om det er fordi at 58 timer er min grænse, eller om det var fordi at målet var så nært, skal jeg ikke kunne sige. Men vi klarede den hele vejen, også igennem slutspurten, uden kriser, men med masser af kærlighed og kys.
De næste 2 dage skal jeg nå 4 dages arbejde. Og et forældremøde. Og at pakke til vores ferie!
Så nu: ind i seng med mig, hvor jeg vil sove dødemandssøvnen. Godnat.

Mærkedage

Mærkedage er dage hvor man for alvor kan mærke at tiden går.
I går var det årsdagen for min mors død. 16 år er det siden at jeg lå på min seng og fjollede med en fyr jeg var forelsket i. Det var pjank og grin og spritnye kys. Indtil telefonen ringede og nogen meddelte mig, at min mor var død og at jeg var den der blev informeret og derfor den der skulle informere videre. Det blev ikke til ret mange flere kys den dag. (Mange flere senere dog.)
Og her er man så 16 år senere. Med 2 børn og mand. Og det føles som så længe siden, at jeg lå på den seng og telefonen ringede. Og på samme tid så føles det stadig som om jeg kun lige har mistet hende.

Sygdom og infrastruktur

Mit hoved føles stort og tungt, og min hals føles bred, som om den går i et med både skulder og hoved. Jeg har den ondeste hovedpine og min øjne svir.

I går var der ikke andet at gøre end at cykle hjem til min seng igen. Og i dag er jeg blevet hjemme.

Og det er simpelthen så røv og nøgler - for ikke nok med, at det jeg i et kort øjeblik forvekslede med kedsomhed på jobbet, i virkeligheden bare var stilhed før storm, så er det også ligesom om, at alle de af mine kollegaer der kunne ha hjulpet mig ud af den suppedas det er at ligge sig syg når man faktisk har travlt, de er taget på studietur og drøner således rundt i Jylland og drikker Gammel Dansk til morgenmad, imens de ser på rundkørsler(!)... jep, og veje...!

OG jeg skal være alene hjemme med de søde børn indtil søndag aften. For Manden er taget til London med gutter og noget med noget fodbold.

Tak skæbne siger jeg bare.

Ps: se lige den her fine klister-på-vejbane vi har anlagt hjemme i vores stue. Den er fra HAY og kan købes i deres webshop, hvis i skulle ha lyst til at anlægge vej derhjemme. I kan evt. indvie den med en lille Gammel Dansk til halsen!