?

Nu jeg er ved bekendelserne, så vil jeg da også godt indrømme, at jeg har bemærket hvor helt utrolig træt Manden er af, at jeg vrisser. Han holder sådan en pause, hvor han lige trækker vejret ind og holder det der, og så holder han tand for tunge (bogstaveligt talt) og stirrer bestemt ud i luften foran sig. Hvorefter han puster laaangsomt ud og svarer på det jeg åbentbart vrængede af ham. Og den er god nok: den er dårlig. Min tone. Min tålmodighed med at skulle gentage noget sagt bare én gang er lig nul. Jeg kommer helt instinktivt til at vrisse det anden gang.
Spørgsmålet er om der simpelthen er grænser for hvor mange gange man kan gentage sig selv, på en rimelig ordentlig måde, i løbet af en dag? Og så bliver alle mine gange brugt på børn og chefer.
?
Andre spørgsmål der kunne være rimelig at stille i denne underskudsperiode kunne være:
Er det en undskyldning så? (nej)
Skulle man så tage at holde op? (ja)
Og kysse noget mere i stedet? (ja)
Ok jeg prøver.

Kære Fister

Kære elskede søde barn.
Undskyld at jeg råbte af dig på vejen hjem i dag.
Jeg er den voksne og jeg burde vide SÅ meget bedre.
Jeg burde vide, at du er træt efter en hel dag i børnehaven og derefter en time til fodbold.
Og du kunne jo faktisk ikke vide, at jeg også er træt efter en arbejdsdag, og ikke udpræget nød at stå på sidelinjen i øsende regnvejr. Uden paraply. Og at jeg derfor trængte voldsomt til at komme hjem, da du intuitivt besluttede dig for at teste min tålmodighed. Som på daværende tidspunkt var ikke-eksisterende. Undskyld. Jeg er en røvsyg mor. Og du er verdens dejligste dreng. Basta.

Minus-plus-minus

Nedtur: Nu sover hun åbentbart heller ikke om dagen. Efter en nat med minussøvn (Manden var faktisk på 7eleven kl. 04.00 med hende), er vi ved at være rimelig gennemsigtige herhjemme. Hun spiser i øvrigt heller ikke... eller næsten ikke. Og måske begynder jeg snart at blive bekymret for om der er noget alvorligtagtigt i vejen?

Optur: Der var en der henkastet spurgte om jeg ikke havde tabt mig ret meget. Hepa!
Det har jeg så ikke, men alligevel meget rart at det ser sådan ud. (Selvom det selvfølgelig er irriterende at det må betyde at folk lægger mærke til hvor tyk jeg er.)

Træt med træt på

Skrev jeg pjevsen? Og klynken?
Det er vist lige i underkanten til at beskrive nattens udskejelser. Hun går jo amok. Splitsbue og det hele.
Nogen der ved om der ligger noget tigerspring omkring de 22 måneder?

Natteroderi

Svesken sover nu i sin egen seng i børnenes fælles værelse. Det har hun faktisk gjort siden vi kom hjem fra sommerferie. Og det er gået forbløffende nemt, at indføre denne nye sovesituation.
Det fede er, at vi har fået et ekstra værelse om aftenen. Når børnene sover sammen, så er soveværelset ledigt til boglæsning eller bare alenetid. Lyset kan være tændt, vinduet kan stå åbent og vi kan tit nå at ligge i ske, inden hun insisterer på at komme ind i smørhullet til os.

Altså indtil nu. Åbentbart.
For både i nat og i den foregående nat har der været et uklædeligt natteroderi hjemme hos os. Pjevsen og klynken og roden rund. Vi har gået rundt med hende, hentet banan og mælk. Og i nat var Manden oppe og servere havregryn for hende kl. 01.36!
For fanden hvor er jeg træt. Jeg kommer til stå og blunde med en kage til eftermiddagens sommerfest i børnehaven.
Hm, lyder måske egentlig okay...

Røvguitar

Nåmmen jeg siger det bare som det er: Jeg hænger stadig lidt med næbbet. Som en elskelig blogger så præcist beskrev mit humør.
Selv om jeg prøver at poste små bitte indlæg med musik og flag i, så har jeg stadig mest lyst til bare at poste et hvor der står RØV. Som i Røvguitar. Som i jeg gider da ikke gå og være mismodig i August. Hold så op. Der må ske noget. Nyt. Nu.

Gadefest

Fantastisk fine flagguirlander til gadefesten i lørdags.
Søndag formiddag i sommerregn hang de der endnu.

Salige sommer

Børn og mand er cyklet i Tivoli. I øsende regnvejr. (Og en lille smule torden...)

Imens sidder jeg herhjemme i tørvejr og lytter til Tue West. Jeg hørte ham og hans smukke dameorkester på Bornholm dengang den her sommer var varm. Der er SÅ skønne sange derpå. Især Lige ved og næsten, Kender du og Saglige sommer, som indeholder disse smukke ord:

Over en sommer

Kommer man aldrig helt

Salige sommer

Luksusproblemer

En lille smule fanget i en lejlighed. En lille smule hæmmet af et job. En lille smule presset af dårlig samvittighed. En lille smule lyst til noget mere.
Mere lys og luft. Mere tid og lyst. Mere ro og harmoni. Mere af det meste. Og lidt mindre af det værste.

Som om!

En dag hvor nogle af mine kollegaer sad og snakkede om motion, blandede jeg mig lige med en kæk bemærkning om, at jeg havde tænkt på at begynde på at løbe.

Mig: Jeg har faktisk tænkt på at begynde at løbe...

Frisk kollega: Ja?

Mig: men så havde jeg så ondt i ryggen, at jeg ikke kom i gang (det er rigtigt - det er det altså!), men måske skulle jeg tage mig sammen nu...

Frisk kollega: Du skal nok have et mål. Et eller andet der kan motivere dig. Et løb eller noget...

Mig: Mm... havde i hvert fald tænkt, at jeg skulle følge sådan en 'kom-igang-med-at-løbe-guide'

Frisk kollega: God ide, og så sådan et motionsløb på 5 kilometer til at motivere dig!

Mig: ...

Frisk kollega: Altså så kan du i hvert fald løbe 5 kilometer.

Mig: Jeg har faktisk ret dårlige knæ...

Frisk kollega: Så skal du bare løbe forfodsløb.

Mig: Øh?

Frisk kollega: Man løber på forfoden i stedet for på hælen.

Mig: Men er det ikke rimeligt svært? (Og ser det ikke vanvittig dumt ud?)

Frisk kollega: Du skal bare løbe uden sko, så kommer det helt af sig selv (ha ha)

Mig: Også når man er sådan en der går voldsomt hårdt på hælene - sådan fra naturens side af?

Frisk kollega: Så skal du ha sådan nogen løbesokker på.

Mig: (meget meget lavt. Faktisk uhørt lavt) Du må jo være tosset!?

Således lærte jeg (endnu engang), at det ikke kan betale sig, sådan lige for at være frisk med de friske, at blande sig i samtaler om motion... For i virkeligheden gider jeg bare ikke.

Nåmmen det er jo også bare fordi

At vi var ude at se på et (åbent) hus i søndags. Sammen med 20 andre frådende potentielle købere. Og det var et dejligt hus. Som lå et dejligt sted.
Men det kostede 4 millioner (FIRE!) og der var fandeme mange der gerne ville ha det.
Og vi har jo ikke 4 millioner, men alligevel skulle man nærmest købe det på vej op af trappen, hvis man ville ha en chance for at komme først til mølle.
Og det er deprimerende synes jeg. Og stressende.
Og så er jeg bare sådan en der igen kommer til at tænke, om vi virkelig vil gi så mange penge (3 millioner er også mange, by the way!), og altid være afhængig af to indkomster. Og aldrig snuppe en lille forældreorlov. Eller satse og blive selvstændige med etellerandet.
Vil vi virkelig det?
Eller vil vi hellere bruge tiden med ungerne, mens vi har dem - så søde og små? Eller ha muligheden for at løbe i en anden retning, sådan rent karrieremæssigt? Eller bare ha tid og ro og luft og lys. I stedet for et hus, der godt nok ligger rigtigt dejligt, men som udover, at der er kælder og have, ikke er større end den lejlighed vi har nu...
Og så var det altså at ideen om Bornholm blev hængende lidt... og ikke er helt fejet af banen endnu.

Kan man det?

Samtale mellem mig og Manden (efter endnu en hæslig/realistisk gennemsøgning af det københavnske boligmarked)

Mig: Men hvor kan man få et hus der kan betales med én indkomst? (underforstået: så man/jeg/nogen har råd til at blive sagt op eller andet uforudset...)

Manden: ... på Bornholm.

Mig: ja!?

Manden: ....

Mig: Ej skal vi så ikke gøre det? (postsommerferiesyndrom?)

Manden: næh...


Det er næsten en uge siden at samtalen fandt sted. Men jeg siger jer at tanken bed sig fast... mig og glade unger og måske et lille keramikkursus... Kan man det uden at bombe sig selv tilbage til stenalderen? Hvad skete der lige med karriere og kvindekamp?
Og må man det? Lige vifte ganske lidt med den mulighed - og så bare sige næh?

Helt ærligt?

Der var engang hvor den her blog havde mere kant, eller måske bare mere fokus. Det var dengang den startede, og jeg var på barsel, og den handlede om mig og mit barselsliv.
Så stoppede barslen, og jeg havde en lillebitte familiær krise over noget jeg havde skrevet på bloggen, og jeg fandt ud at jeg ikke var helt anonym mere... at man faktisk kan finde bloggen ved at søge på mit navn. Og så krøb jeg lidt i skjul. Jeg lod ikke vær med at skrive, jeg begyndte bare at skrive lidt mere om løst og fast, og ikke så meget om hvordan jeg har det, eller hvordan det føles indeni mig.
Og så blev det lidt mere kedeligt. For mig og for dem der læser med. Og jeg overvejede at slutte helt.... men det kan man jo ikke bare, man bliver jo afhængig. (Ikk?)
Så derfor må jeg prøve at skrive lidt mere ærligt igen. At dele mere med jer. Det er jo det, der er det fede. (Ikk?)
Og så må jeg jo bare finde en måde, at skrive om det der foregår indeni på....når det der foregår indeni blandt andet er en uhyggelig masse overvejelser om hvordan man får alting til at gå op. Job og fritid for eksempel. Karriere og moderskab. Familieliv og mit liv. Jeg vil jo nødig lyde utaknemmelig for mit gode job og min dejlige familie, og jeg ved jo ikke om de læser med - mine søde kolleger (Gør i? Hva hva hva? Sig det hvis i gør!) eller om nogen bliver sure igen. Eller om det nu er rigtigt klogt.

Sommerafhængigheder

Har i smagt dem her?
Gør det - de er SÅ gode!
Lakrids med chokolade omkring, så kan man ikke ønske sig ret meget mere...

Og det her? Honning fra Bornholm - især den med ingefær... mmh!

Det her kan man også blive ret så afhængig af - hvem opfinder en måde at putte det på glas? Kom nu enelleranden!

Sommerbørn og deres sommervoksne

Vi er slet slet ikke færdige med feel good-indlæggene om min sommer. Men det er vi så (næsten) alligevel. For jeg kan jo ikke blive ved med bare at se tilbage, længes og savne.... sommeren, tiden, oplevelserne, ferien, luften, solen, friheden...

Tro mig jeg kunne blive hængende længe i min svælgen i lykkelige sommerminder. Og det ville blive sødere og kvalmere for hvert indlæg. For det var jo fantastisk. Og solen skinnede hele tiden. Undtagen om natten, hvor stjernerne blinkede til os. Og vi spiste hele tiden jordbær. Og børenene var søde og charmerende HELE tiden. Og de voksne elskede hinanden, og var opmærksomme, sjove og overskudsagtige HELE tiden.
...

Og så: BANG! Så man lige mig skumle mig igennem arbejdsdagen - primært fordi jeg bare vil mere UD, og derefter, helt i underskud ovenpå al den bitterhed, vrisse af de søde børn når jeg endelig er derude med dem. Hold da helt op jeg savner den ferie. Og alt det der. Også selv om solen faktisk ikke skinnede hele tiden, og hverken børn eller voksne var søde, sjove eller charmerede hele tiden. Det var bare så tiltrængt med den ferie, og nu er den ovre. (indse det så, Line!)

Så farvel til sommerkavalkade. Og goddag til forvirrede, forskellige, sure eller glade helt almindelig dagligdags blogindlæg.

Men først, Sommerbørn:

Sommerbøger

Festivalstemningen har lagt sig - så her kommer mere sommerkavalkade. Nemlig læste bøger. Og hvem skulle ha troet at det alligevel blev til så mange. Det er helt sikkert de fantastiske bornholmske sommeraftner jeg kan kaste det meste af min taknemmelighed på. I alt er det blevet til 6½ og så den jeg stadig er ved.

Den halve er den her:

Jeg blev bare ikke rigtig fanget, men måske giver jeg den en chance mere...

Tilgengæld blev jeg ganske opslugt af den her:

En let læst, men medrivende beskrivelse af en kvindes angst.

Vigtigt at vide om Ludmilla havde jeg store forventninger til. Og de blev alle sammen opfyldt. Og endda mere til. Ret fantastisk!

Og så elsker jeg en lille smule Håkon Nesser. Fordi han skriver krimier jeg gider læse, med interessante personer i.

Også denne var god, med nærmest lige dele kærlighedshistorie og thriller. Oplagt filmmateriale...

Niceville er også noget særligt. En enestående, gribende OG interessant historie. Om kvinder, køn, klasse og race! Jeg læste den nærmest uden stop...

Og så Nynne. Selvfølgelig. Altså jeg måtte jo vide hvad der så skete - efter hun forlod Politiken i denne omgang. Jeg må sige at jeg ikke føler mig ganske forløst, tilgengæld burde der være stof til en omgang mere. Hvilket måske også er meningen. Og selvfølgelig i bund og grund også sådan livet er.

Trude Marstein kendte jeg slet ikke i forvejen. Men jeg glæder mig tilgengæld til at læse mere.

Den er kaotisk fortalt - som tankestrømme hos en kvinde. Og hendes mand.

Den blev siddende i mig rigtigt længe efter jeg havde læst den færdig. Og gav masser af stof til eftertanke. Om liv, parforhold og den slags. Virkelig god!

Og så er der denne jeg er ved nu:

Og det tegner meget godt...

Den smukkeste

Gæt hvem der er træt?
Mig. Og den anden såkaldte voksne i den her familie!
Vi har nemlig været til festival. Det var med gode venner, øller, boller i karry, små skarpe, og for første gang var Manden så også inviteret med. Ham kunne man for det meste finde i nærmeste bar. Deraf den kollektive træthed i hjemmet i dag.
Jeg tror nok vi havde det sjovt...

Sommer i Skåne

Fredag, efter dage med Tivoli, kanalrundfart og børnetv, greb vi pakkenelliker, børn og sommerhumøret og rejste til Skåne.

Ret fantastisk at man på en to-timers (stille, rolig og absolut gnidningsfri!) køretur ender i så anderledes et landskab. Der var bare skov, skov, skov - og så den smukke skovsø vi skulle bo ved.

I ikea-indrettet sommerhus, med dejlig dejlig middag serveret på hotellets terrasse. Med udsigt over skov og sø. Behøver jeg at sige at det var idyllerisk og smukt. Og meget stille.

Desværre var der også myg og heldagsregn (ikke samtidig dog).

Men skal sådan en smule regn slå os ud? Næh! Selvom vi havde forestillet os lange gåture i de uendelige svenske skove, så havde vi dog på forhånd opgivet kano med utålmodige småbørn, og da skovturene røg ud med regnens indtog, så tog vi i stedet på udflugt. Til nærliggende by med Lekoseum... altså Brio i lange lange baner. Som man måtte lege med. Tror nok at ungerne elsker Sverige nu!

Og jeg elsker kokken på hotellet som serverede traditionelt skånsk mad... mmh Kötbullar. Med brun sov og tyttebær.

Basta

På vores aller sidste Bornholmerdag (i denne omgang selvfølgelig) snuppede jeg en aften uden mand og børn. Bare mig (og alle de andre) til dejlig musik og vin på Gæstgiveren. Mmh.
Dagen efter stod den på 'hjemover'. Og selv om det jo, som altid, er dejligt nok at se lejligheden og Christianshavn igen, så var det altså også feriens første krise (den anden var da den sluttede). Hold da helt op hvor jeg var dårlig til at takle det at være i byen igen. Det hev og sled i mig for at komme mere på græs. Og jeg var mildt sagt ikke lige overskudsagtig hele tiden. Altså på nær da jeg stod tidligt op for at tage med Fisteren ud til Sommer Summarum! Og i Tivoli med hele baduljen. Og på verdens længste kanalrundfart (145 min!).
Altså vejret var jo heldigvis stadig fantastisk, men et lille, og stadig spirende, frø om at NU er huskøb/leje en nødvendig blev sået. For jeg vil da også på græs herhjemme.


Sommer Summarum, overlevelseskit til mor og barn.

Sommer på Bornholm

Jeg elsker Bornholm!
Jeg elsker klippekyst og natur. Hav og himmellys.
Jeg elsker Gudhjem, Oluf Høst, havnen og Møllen med fantastisk mad.
Jeg elsker Svaneke med hønseskidning, fiskefrikadeller, lakridser, godt humør og med Hulle Havn lige Syd-øst for paradis.
Jeg elsker Allinge. Især Næs strand og Gæstgiveren.
Jeg elsker Christiansø. Bare fordi.
Jeg elsker 14 dage fyldt med små udflugter til strand og by. Dage med varme og sol, dejlig mad, god musik og rigtig sommer.

Vi har daset så meget. Og leget. Og kun skældt en lille smule ud. Og jeg kan absolut ikke få nok af den stemning og det den ø gør ved os. Jeg ved at vi kommer igen og igen og igen.

Opkast

Inden sommerkavalkaden begynder bliver jeg nød til at kaste det her op: Jeg kan simpelthen næsten ikke udholde at min sommerferie er slut. På den næsten-depresive måde. Det er som om at jeg holdt ud at starte efter barsel fordi det trods alt var sommerferie kun ganske få måneder senere. Men nu.... Nu er der et år til næste gang jeg har 4 ugers fri i træk igen.

Heeeiii!

Suuuus.... og så er ferien slut. Kunne helt ærligt godt bruge et par uger (eller år) mere.
Men det har været dejligt - rigtigt dejligt! Vejret har været skønt, ungerne har været søde, manden har været lækker, og jeg har været afslappet. Og jeg VED bare, at lige om lidt er vi tilbage i en slags trummerum... ligegyldig hvor umage jeg er med at undgå det.

I dag er jeg på arbejde igen. Jeg har mascara på igen (så godt det kunne lade sig, når den var tørret ubrugt ind). Og på bloggen igen.... jeg har faktisk ikke været på internettet i næsten en måned!! Og det har været skønt, men mon ikke det også bliver dejligt at være tilbage? I hvert fald har jeg savnet jer, og helt egoistisk håber jeg at i ikke har oplevet noget frygteligt spændende som jeg er gået glip af?
I er selvfølgelig frygtelige nysgerrig efter hvad min sommer er gået med... ikk? Ikk? ikk?
Derfor kommer der sommerhighlights på bloggen de næste par dage!