Kom nuuuu....

Helt ærligt jeg kan næsten ikke holde ud at jeg skal på arbejde to dage mere inden min ferie.

Solstik

Jeg brokker mig ikke over vejret. Jeg elsker vejret. Men på samme måde som voksne godt kan blive en anelse lamme i roen over at sidde en hel dag på et kontor hvor temperaturen står stille omkring 27 grader, så kan børn også godt blive ret så trætte af at lege ude i solen en hel dag.
Således så (hørte er mere korrekt) man Fisteren og jeg havde følgende højlydte meningsudveksling på vejen hjem i dag:
Fister: Jeg har ondt i halsen. Og i benene. Jeg kan ikke gå mere. Jeg vil den anden vej. Jeg kan ikke gå på brosten. Jeg får ondt i hovedet. Jeg vil gå på det andet fortov. Jeg vil ikke gå alene. Jeg vil ha min far. Jeg kan ikke gå mere. Jeg sætter mig ned. Jeg vil går ikke med.
Mor: nå men så hejhej...
Fisteren: Man måå ikke gåå fra sit baarn!! Så kan man faaktisk komme i fæængsel...
Mor: Man må heller ikke sætte sig ned og være sur på et hjørne! Kom nu!
Fisteren: Jeg kan ikke gå over vejen. Jeg kan ikke gå mere. Jeg har ondt i halsen. Jeg er træt. Jeg vil ha min far. Jeg kan ikke gå. Osv osv.
... Jeg synes personligt at jeg taklede det uovertruffent i det jeg ikke en eneste gang blev rigtigt sur. Til trods for at jeg var rimelig lam i roen efter en varm dag på kontoret.

Lego

Vi har været i legoland i weekenden. Lotte, hendes mand, søn og babyen i maven var begejstrede for deres besøg , og jeg var derfor (forholdsvis) forventningsfuld.

Men man skal nok ikke tage i legoland sådan lige på den første lørdag i skolernes somemrferie, for bortset fra at ungerne synes det var FANTASTISK, og det jo tæller rimelig meget, så synes jeg at det var ret frygteligt - pånær minaturebyerne og Legoklodsbutikken.

Se lige - hvis jeg havde haft masser af penge var jeg gået amok i farvekoordinerede legeklodser. Mmh.

Den pris man betaler

Hold da helt op vi havde en dejlig Sankt Hans aften; solskin, masser af yndlingsmennesker, champagne, hvidvin, øller, picnic, bare tæer, bryllupsdag, højt humør. The works.
Og lidt sent blev det jo inden Fisteren var i seng. Og noget pjevset og underskudsagtig var han i morges. Mildest talt.
Og jeg var sådan set også lidt medtaget. Og ikke ret nem at danse med. Mildest talt.
Og det var en morgen fra helvede. Virkelig-virkelig Mildest talt. Der blev råbt, grædt, skældt ud, givet op, råbt igen, smækket med døre, kastet med ting. Og det tog faktisk MEGET lang tid at komme ud af døren. Det er åbentbart den pris vi betaler for en lang og hyggelig aften.

Faktisk var han simpelthen så træt og tvær og ked af det, at jeg ganske enkelt ikke kunne bære at efterlade ham i børnehaven. Han var så slået ud over vores umulige morgen, og jeg havde så dårlig samvittighed Og så handlede jeg på den der tanke om at børn kommer før arbejde. Og var så Mor-agtig og omsorgsfuld jeg kunne være, og inviterede ham med på arbejde. Det var en lappeløsning, for jeg skulle jo simpelthen ha været mere overskudsagtig tidligere på morgenen, når jeg godt vidste at han var i underskudshumøret, i stedet for at kompensere efterfølgende.
Men jeg siger jer det var hyggeligt, selvom jeg virkelig ikke fik lavet ret meget.

Den lille kunstner

Fisteren beriger vores liv med mange mange fine tegninger. Og han er dygtig - og som han siger: 'det er fordi jeg øver mig hver dag.'
Sådan ser vores køleskab ud lige nu!


Det orange er lava, det udenom er huse på Island.
Han har en ven der er flyttet til Island - og vi havde mange snakke i forlængelse af det meget omtalte vulkanudbrud.


Det er en flyvemaskine. Han tegnede den mens jeg var i Italien. Bemærk at den er fra SAS.


Tjek lige den galionsfigur!

Fodboldspillere.

En flyvemaskine/rakat.

Og en helt ny tegning fra i aftes. Vi bor der hvor der er en prik i vinduet.

'De runde er mennesker, men de små prikker er fortovet.'

Tilbagevendende dilemma

Jeg elsker at bo her hvor jeg bor. Jeg elsker lejligheden, som er lys og rummelig. Og jeg elsker at jeg fra porten kun skal gå 100 meter mod øst for at jeg kan se Knippelsbro, Det kgl. bibliotek, Børsen, Christiansborg, Holmens Kirke, Det kgl. teater, Skuespilhuset og Operaen. Og en andemor med sine ællinger.
Det er skammeligt privilegeret, og spørgsmålet er om ikke det næsten er obligatorisk at lade sine børn vokse op sådan et sted, hvis man har muligheden?
Men jeg savner bare sådan en have og lidt udsigt. Jeg savner at kunne være ude selv om min børn er inde, og inde selvom de gerne vil være ude. Jeg savner at sende dem ud. Og mig ud. Jeg savner at kunne drikke min kaffe ude på min egen stol, i min egen have, og at kunne gå ind og brygge en ny kop uden at skulle balancere den ned fra første sal, eller affinde mig med at sidde i skyggen.

Vinder(e)

Fisteren har valgt en vinder af Josefine Ottesens bog Krystalhjertet. Han blev bedt om at finde en vinder ved at sige et tal mellem 1 og 12.
Og han sagde 1. Og 12.
Så kære Frederikke du er den heldige vinder.
Og Browneyedgirl, jeg må jo se om jeg kan finde en præmie til dig også så....
Send mig jeres adresser, så sender jeg gaver.

Det der i virkeligheden blev sagt

Min mand hører nogengange et ikke-eksisterende tonefald i mine spørgsmål. Som en aften hvor han havde planlagt, at vi skulle have kylling, og jeg spurgte ham 'om han havde tænk, at vi skulle lave den hele kylling der stod fersk i køleskabet, eller om han havde tænkt at vi skulle brug de rester af kylling vi havde stående fra tidligere?' (Ja, vi spiser en del kylling!)
Jeg mente mit spørgsmå helt neutralt, og sigtede sådan set bare efter at finde ud af, hvornår vi skulle i gang med madlavning, da det jo unægtelig tager længere tid at stege en fersk kylling, end det gør at bikse en ret sammen af allerede stegt kylling. Men det han hørte var 'om han bare havde tænkt sig at vi skulle bruge rester?'. Han hørte det nærmest som i 'havde du tænkt dig at vi bare skulle ha skodrester?'
Og jeg bliver helt ærligt rimeligt irriteret når han hører noget jeg ikke sagde. Og man kan sagtens høre det på mit tonefald, at jeg er irriteret når jeg vrisser til ham at ' d-e-t s-a-g-d-e j-e-g I-K-K-E'

Nå men så her til morgen, da jeg tog en kjole på som er rimelig telt-agtig, men som har et hulens langt bindebånd, og som faktisk fungerede glimrende da jeg var gravid, fordi jeg kunne binde båndet så maven blev fremhævet på smukkeste vis. (ja, jeg befandt mig virkelig godt med at være gravid!)
Kjolen fungere bare mindre godt nu, hvor jeg ikke har så meget lyst til at fremhæve maven mere, faktisk vil jeg hellere skjule den. Og vi snakkede lidt om den (kjolen, ikke maven) og det endte faktisk med at jeg lige fandt en anden måde at binde på som fungere nogenlunde okay. Og så var det jeg sagde ' se - det fungerer bedre ikk?' Og han sagde 'jo' og tilføjede 'den er kortere.'
Og det er den jo, og jeg tænkte sådan set ikke mere over den kommentar først, for jeg hørte den ganske neutralt - kjolen bliver jo kortere når man hiver op i den og lader den pose over bindebåndet.
Men så var det jeg lige kom til at tænke på det med tonefaldet, og på om jeg måske også hører forkert. Om jeg måske overhøre et tonefald der faktisk er der? Om han i virkeligheden sagde 'den er for kort, man kan se for meget af dine (tykke) ben''
Åh nej, tænk hvis det var det han mente... Og tænk hvis jeg nu for altid skal til at tolke alle hans udmeldinger. Det holder jeg altså ikke ud. Synes det er så meget federe bare at tro på det der kommer ud af hans mund. Slet og ret.
Jeg ville aldrig ha tænkt det, hvis ikke han hørte syner i mit tonefald i ny og næ. Det må holde op, må det!

Et særligt talent

Jeg var til lægen i går, fordi jeg har fået noget hold i ryggen-agtigt. Det gjorde nas og gjorde mig rimelig ukampdygtigt (nu er det bedre, takket være fantastiske ibuprofen!)
Nå men hun spurgte mig jo så om jeg havde lavet noget særligt der kunne være skyld i min meget stive og låste ryg... Malet? (nej) Flyttet? (nej) Danset? (nej) EtEllerAndet? (...nej) Om jeg slæbte rundt på børnene (næh ikke voldsomt) Om jeg havde for meget at se til? (næh) Om jeg lavede for meget (nej) Om min mand heller ikke synes jeg lavede for meget? Og det var så cirka her at jeg bare måtte indrømme, at jeg ikke havde lavet noget (særligt), hverken for meget eller for lidt, eller danset, eller malet eller noget. Og det bliver næppe nogensinde fordi at jeg laver for meget, at jeg får ondt nogen steder. For helt ærligt, hvis jeg har et særligt talent, så er det for at nyde og dandere, og jeg gør det ofte og helt uden dårlig samvittighed. Jeg er sindsygt god til at fise den af. Helt ærligt.

Win-win

Egentlig var jeg inviteret til noget spas i Odense på fredag. Det kunne jeg bare ikke, fordi vi skulle til Århus. Men så skulle vi alligevel ikke til Århus, og så kunne jeg selvfølgelig godt komme til Odense, men i mellemtiden var Odense-tingen flyttede til vestjylland, og så kunne jeg alligevel ikke rigtigt nå det i forhold til resten af weekendens planer. Så nu skal jeg være i København.
Men altså hvis jeg var i Århus på fredag, som planen jo var, så skulle jeg helt-helt sikkert ha været i Friheden og høre Loveshop. Gør det hvis du er der!
Men selvom det er bittert at gå glip af Loveshop, så er jeg stadig glad. For på fredag kan man nemlig også høre C.V. Jørgensen. På Plænen i Tivoli.
Og jeg kommer helt sikkert! Kommer du?

Give Away

Nogen helt vildt søde mennesker fra forlaget Rosinante sender mig ind imellem en lille boggave. Og jeg elsker bøger! ELSKER! Så tro mig jeg er glad og taknemmelig.

Jeg er også en rimelig flittig læser, og har læst mange bøger, og jeg har efterhånden fundet mine foretrukne slagser. Og den jeg har fået fornylig - den ved jeg bare jeg ikke får læst. Jeg er nemlig ikke så meget til eventyrfortællinger. Men det er du måske? I hvert fald må du få den! Det er Josefine Ottesens Krystalhjertet, og hvis du vil ha fingrene i den, så ligger du bare en kommentar her, så trækker jeg lod i weekenden.

Og det er jo ikke fordi jeg ikke tror at den er god... Julie anbefaler den, og hvis der er nogen der ved noget om den slags så er det da hende!

Hele armen

Jeg skal da så ellers love for at VM kom i gang, og jeg har en mand der interessere sig for fodbold. Mildt sagt. Og han har glædet sig.
Jeg har faktisk vendet mig til tanken om, at den næste måneds tid skal gå med fjernsynet tændt, mens samtlige kampe skal følges. Ikke bare dem Danmark skal spille, hellere ikke bare Danmarks pulje, men dem alle. Og jeg føler mig både large og stor i slaget over at ha taget den uselviske beslutning at lade ham gøre det. Lade ham svælge i bold. Kampe, optaktsudsendelser, kampanalyser, fodbold-livstilsprogrammer - det hele. For det fortjener han sgu, og jeg kunne ærligt talt også nogen gange godt selv tænke mig en hel måned hvor jeg næsten kunne lade som om at det bare var mig, der helt alene boede i den her lejlighed. Og jeg så bare kunne spise tv-dinners og sippe rødvin og lakere negle og høre Loveshop lige så tosset jeg havde lyst til.
Jeg hader ikke fodbold. Jeg elsker det heller ikke, men jeg kan sagtens hidse mig op til sådan en slutrunde, og synes helt sikkert der noget ret fantastisk over, at så mange går i selvsving over sport (!)
Alligevel endte jeg med at lukke en dør bag mig, og give mig selv hovedtelefoner på da han og Fisteren lørdag eftermiddag lige snuppede et par timer med fodboldslagsange på youtube. Sådan kan det gå når man rækker nogen en lille finger...

Desperado

Måske var det en anelse desperat sådan ligefrem at true med at nedlægge bloggen i punkt 7 i forrige indlæg. Men jeg var, og er simpelthen sådan i tvivl om jeg har mere at byde på, sådan rent bloggeragtigt...Den her blog startede jo som en mor-på-barsel-blog, og det var i lang tid både fantastiskt, sjovt og nødvendigt for mig dagligt at udspy mine oplevelser, følelser eller iagttagelser. Og det var ikke mindst en rigtig god daglig opgave at skulle udføre - en opgave der godt nok handlede om barselsliv, men ikke direkte involverede bleskift eller stabelklodser. Et lille frirum for hele mig. Nu er barslen jo så slut, og bloggen og jeg skal finde en ny form.Og det er måske det der er sket på det seneste med mig og bloggen, vi ikke er så tætte mere, vi ved ikke helt hvor vi har hinanden, vi har ikke så meget tid til hinanden og jeg blev bare lidt i tvivl om det var tid til at slå op. Men det er det ikke. Ikke endnu i hvert fald. Måske er det bare tid til at indse at jeg ikke får skrevet hver dag - og holde op med at have dårlig samvittighed over det.
I skal bare vide at jeg er MEGET glad for jeres SÅ søde kommentarer både her og på mailen, selvom jeg skammer mig en lille smule over at være så desperat, at jeg måtte true mig til ros... Rundstyk, det skal ikke ske igen.

Af hjertet tak

Jeg er blevet tildelt en award som jeg er glad for. Det er Kun Sandheden der har givet mig den. Og det er jo næsten alt for meget, når jeg nu også tidligere har fået kaffe OG plante til haven (den har det godt, men det går ikke så stærkt med at vokse...) af hende.
Jeg må give den videre til 7 andre skønne bloggere og jeg må fortælle syv ting om mig selv som i ikke vidste i forvejen.

Her kommer 7 mærkelige oplysninger:
1. Jeg har engang tisset i en forhave til en villa, fordi jeg simpelthen ikke kunne holde mig så meget som et sekund længere. Vi taler post-graviditeter.
2. Jeg bilder faktisk mig selv ind at jeg er kønnere end jeg i virkeligheden er. Og bliver overrasket hver gang jeg blive konfronteret med fotografier. Eller spejle.
3. Jeg kan ret godt lide cheddarost på arbejde, men ikke ret godt herhjemme. Mærkeligt egentligt.
4. Jeg savner nogen gange min singeltilværelse ret meget.
5. Jeg er meget utålmodig med medtrafikanter der ikke kører perfekt og ordentligt. Jeg bander i den forbindelse ret meget på min cykel.
6. Jeg har engang været en gift mands elskerinde i næsten 3 år. Kan i bagklogskabens ulideligt klare lys ikke anbefales.
7. Jeg tror det lakker mod enden for den her blog. Er bange for at jeg keder jer. Jeg keder i hvert fald mig selv lidt.

I was blind, but now I see

Nu taler jeg lige (som sædvanligt, selvfølgelig) kun om mig selv. Selv om jeg har på fornemmelsen at jeg ikke er den eneste der haft det sådan...
Mens jeg var gravid og mens Svesken var lille da havde jeg, sådan rent kropsligt, så rigeligt i mig selv og min lille sugekop af en baby. Først indeni og hele tiden med. Og siden udenpå og tæt på og helt afhængig. Jeg havde så rigelig kropskontakt og så mange følelser i gang nonstop at jeg nærmest var overstimuleret. Og jeg så faktisk ikke så meget andet end mig, baby og barsel. Og mødre.
Misforstå mig ikke, jeg elsker (og elskede) min mand meget, og kunne på ingen måde hverken tænke mig at undværre ham, eller rent faktisk ha gjort det uden ham. Men det var altså ikke så meget på den kropslige måde...
Men nu er jeg ligesom ude på den anden side. Ikke så meget så jeg kaster mig frådende over ham i tide og utide (hvor upraktisk ville det ikke også være?), men dog så meget at jeg ser igen. Jeg ser hvor skøn han er - brede skuldre og ret lækker.
Og jeg ser også de andre. De søde fædre i børnehaven, de søde mandlige kollegaer, den søde barista i kaffebaren, og ham den cute på det andet fortov.
Jeg tænker at der er håb forude...

In my dreams!

Tak spids - så skal jeg ellers lige love for at arbejdsliv kom i gang igen for fuld hammer.

Heldigvis rider jeg stadig på efterveerne fra Italienstur, skal bare lige lukke øjnene for at jeg næsten er tilbage i smalle gader med skøn cappuccino. Eller tilbage til 6 dage hvor jeg faktisk også havde tid til at læse. Jeg fik læst den her:

Og det var en god oplevelse.

Skal gerne indrømme at det var med blandede følelser jeg gik i gang med denne boggave. For hun er altså en speciel dame hende Leonora Christina Skov. Så skrap og kategorisk. Skarp og skræmmende. Og så kan jeg alligevel meget godt lide hende - sådan grundlæggende.

Men jeg blev grebet, og jeg blev underholdt - på trods af vel mange genfærd...

Jeg er gået i gang med en ny bog. Det går helt ærligt noget mere langsommeligt. Heldigvis skal jeg kun sove 29 gange mere inden jeg har sommerferie! Og så skal den ha fuld gas med bøger, solhat, kølig hvidvin og fuglekvidder. (som om)

Jeg har lynende travlt, men jeg tar den med ro...

Så skal man til Italien, så skal man på kursus, så skal man shoppe nye sandaler, så skal man i bio med sin seje astidrikkende mødregruppe. Det er fisme hårdt at være til. Der er nærmest ikke tid til det der arbejde...