Er du voksen nok til at vide det?

Vi bor i en lys og rummelig lejlighed. Vi har adgang til en lille have. Og vi har kanaler og søde mennesker lige i nærheden. Men vi har kun to soveværelser. Et til de voksne og et til børnene.
Og spørgsmålet er om 'man' kan det? Hvor længe kan man det? Burde man flytte i hus med have? Har familien bedre af have end af kanal? Eller er kulturliv bedre end villakvarter? Hvad er bedst for børnene? Hvad er bedst for de voksne? Hvor har man den bedste barndom? Skal man kunne klatre i træer og rode efter regnorme for at blive et godt menneske? Kan det ikke også være et privilegie at vokse op i midt i København? Er parker nok? Hvor bliver man lykkeligst? På kort sigt? Og på lang sigt? Og hvad med skoler? Og naboer? Og hele ens omgangskreds?
Og er det meningen at jeg skal kunne beslutte det?

Problemet med arbejde

Det fede ved arbejde er kollegaerne. Og kaffen. Og den lejlighedsvise fornemmelse af, at gøre en forskel - på en god dag både i forhold til det konkrete projekt, samarbejdspartnere og samfundet som sådan.
Ja og pengene er også rare.
Det irriterende ved arbejde er, at det tager så meget tid og energi. Problemet er at når man har fri og har transporteret sit slidte legeme nede i børenens institution, for at hente det søde afkom og være en god mor for dem, så er der faktisk ikke ret meget energi tilbage. Og så kan man godt komme til at være lidt kort for hovedet der hvor overskudsmoren i stedet skulle ha brilleret
Og det er sgu popo og nøgler. (Som Marie ville ha sagt)

Strøtanker om det feminine

Hvad er forskellen på mig og min mand? Sådan groft sagt, og bortset fra det med kønsdelene. Er den bare at han går mere op i fodbold end mig? Er der nogen forskel sådan for alvor? Ville i ikke bare ønske at der var? Det ville jeg.
Jeg ville ønske at kvinders feminine styrke og følelsesliv var værdsat i samfundet. Jeg ville ønske at vi ikke behøvede at agere maskulint for at blive taget alvorligt. Jeg ville ønske at kvinder ikke behøvede at være som mænd for at deltage i arbejdslivet.
Men jeg ved ikke hvordan kvinder er. Måske er vi ligesom mænd? Måske er der ingen forskel, udover individuelle forskelle alle iblandt?
Ja jeg ved det ikke... men der er noget der føles skævt. Og jeg ville ønske jeg kunne få det til at føles rigtigt i stedet.

Solskinssøndagsshopping

Jeg har søndagsshoppet! Lysegule spanske maguritter, dejlig kaffe og smuk bog om min yndlingsø.

Bogen er skrevet og fotograferet af en af pigerne fra vores kaffebutik. Den er smuk og sommeragtig, og nu glæder jeg mig endnu mere til at holde sommer på Bornholm (igen). Man tilgiver at øens øde vintervildskab og udenfor-sæsonen-agtighed ikke er berørt, fordi man bare ikke kan vente med selv at komme til at sidde med brune unger og kolde øl i Hulle Havn... Mmmh sommer på Bornholm!

Forever young

Fødselsdage er dejlige. Fødselaren har levet et år mere, blevet rigere på oplevelser og klogere på livet.
I dag er det min mors fødselsdag. Hvis hun stadig levede ville hun være blevet 60 år idag. Desværre døde hun som kun 44, og den alder skal hun så altid ha.
Vi plejer at gøre det til en god dag. En fødselsdag med lagkage og hygge og samvær helt i hendes livsglade ånd.
Men i år synes jeg det er svært. Det er svært at fejre en fødselsdag hvor fødselaren ikke er tilstede. Der er optræk til seriøst savn, tristhed og en stærkt tilstedeværende fornemmelse af uretfærdighed.
Hvorfor skal hun som elskede livet, og var så godt til at leve det, gå glip af det.
Hvorfor skal jeg undværre min tætteste allierede.
Hvorfor skal vi gå glip af at dele alle de store stunder og alle de små stunder.
Hvorfor skal hun ikke møde sine børnebørn, og hvorfor skal de ikke ha glæden ved at ha hende i deres liv.
Hun ønskede sig ikke evig ungdom, hun ønskede sig mest muligt af det liv hun holdt af.
Og 44 år er for lidt. Sgu.

Loveletter

Kære Barsel.

Jeg savner dig. Så er det ligesom sagt.
Jeg savner langsomme dage uden planer.
Jeg savner tæt samhørighed med lille menneske.
Jeg savner tid og ro til at bringe og hente i børnehaven. Sent og tidligt.
Jeg savner lange gåture i vores smukke by.
Jeg savner kaffe og mine barselskollegaer.
Jeg savner tid til romaner, mig i solen, barnevogn i skyggen.
Jeg savner stille timer og endeløse dage.
Jeg savner rummelig uger og evighedsbarsel...
Kom tilbage!

Kærlige hilsen
Line

Så skal der drikkes!

Jeg har vundet Verdens Bedste Kaffe ovre hos Kun Sandheden...mmh tillykke til mig, siger jeg bare! Og så siger jeg også: tag og læs med derovre, for hun er befriende vis - og sjov for alvor!

Gammel og kedelig?

Det lykkedes mig at komme til frisøren i går. Og jeg forklarede den kønne unge frisør, at jeg ønskede mig at få klippet håret i en pageagtig skulderlængde, men dog så det stadig kunne sættes op. 'Tungt og blødt, ikke frisk og flyvsk... mere Mary end Meg! Det sagde jeg faktisk - hvor gammel er man så lige?
Tja i hvert fald gammel nok til at være ved at dø af træthed og underskud ovenpå denne uges skoldkoppenætter, men samtidig så fucking festtrængende, at jeg ville flå nogens arm af for en nat ude med stilletter og drinks.
Dilemmaet er 'heldigvis' tænkt, idet jeg ikke på nogen måde er inviteret ud på sjov. SÅ gammel er jeg så åbentbart...

Sæson 5

Så er foråret sgu da kommet!
Og om lidt er det sommer, og her hos os betyder det, at vi går ind i femte sommersæson som familie.
Og man må sige at nogen herhjemme til fulde har fattet konceptet sommer. Fisteren har således i denne uge planlagt følgende aktiviteter for sæsonen:
tur til tivoli (helst mange)
tur i zoo
tur med kanalrundfarten (gerne med spisning, men mindst med smoothie)
tur i skoven
tur til stranden
tur til bedste vens sommerhus
tur i parken (med far og FCK)
tur til orlogsmuseet (kanonmuseum)
ferie på Bornholm

Også jeg er ganske forårskulret og ser tydeligt for mig:
timer i solstol med bog
timer i solstol med kold øl
lyse aftner med søde venner
havefester (gerne med bål, men i hvert fald med cava)
frokoster og is på kanalkanten
svømmeture i havnebadet (morgen eller aften)
masser af hvidvin

...måske noget af det kan presses ind mellem Fisterens ture. For hans ønsker skal vi nok nå - det er ligesom her det virkelig batter noget at bo midt i København.

Sygedag

Her sidder jeg stadig og nyder min kaffe, mens jeg læser hele avisen...

Her er jeg hos frisøren og kommer ud som et nyt og bedre menneske...

Og her bruger jeg et par timer i solen mede en god bog...

...not!

Men jeg er selvfølgelig taknemmelig for, at Sveskens skoldkopper indtil videre ikke ser ud til at genere hende synderligt. Hun har ikke feber og var frisk nok til at give tydeligt udtryk for sit behov for at komme ud at lege. Jeg kan også godt se det praktiske i at hun bliver syg på et tidspunkt hvor det er belejligt i forhold til mit arbejde. Og jeg kan også godt nyde at vi faktisk har haft en rigtig hyggelig og sjov dag.

Men altså det var jo ikke det der var meningen med min mig-tid. Og jeg er i hvert fald ikke opladet og lækker. Selv om det måske også ville være lidt meget at forlange af 7 timer på en tirsdag...

Dreadlocks så?

Nå men man kan da godt gå hen og blive sådan helt glad i låget på sådan en dag hvor solen bare skinner, og kastanjen muligvis springer ud.
Syrenen i vores have er i hvert fald godt på vej. Og jeg måtte ha bare lidt bare ben, mens jeg snuppede en time med benene oppe og solbrillen på.
Og med en fridag i morgen, og en i igen i overmorgen, og planer om både frisør, cafe og mig-tid i almindelighed, så burde ens lykke jo faktisk være gjort.
Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og Svesken har i løbet af i dag fået 11 skoldkopper. Det er godt nok arbejdsgivervenligt, sådan at lægge sig syg på mine fridage, men det er fisme også røvsygt.

Butch Cassidy

and The Sundance Kid

Hjemmearbejdsdag

Jeg har hjemmearbejdsdag i dag. Og det holder max! Det er endda en kort en af slagsen, så om lidt, når min frokostpause er ovre, så skal jeg bare lige tjekke min mail en sidste gang, og så er der dømt weekend. For fisan det er smart at slippe for transport - overgangen fra arbejdstid til fritid tager et øjeblik. Det er effektivt og praktisk. Især når man, som jeg, skulle læse 110 tætskrevne sider og skimme 77 andre, og kunne gøre det koncentreret.
Og ikke nok med det - i morges da jeg skulle aflevere de søde små i institutionen, havde jeg tid til at deltage i morgensamling med Svesken og resten af Havfruen, og fik på den måde genopfrisket både navnesang, ugesang og bussang! Jo jo kom ikke her... at starte dagen med sang, det er faktisk ikke så dårligt. Og så kan jeg i øvrigt nå både kaffe og butik inden jeg henter de søde børn tidligt! Top dollar koncept, siger jeg bare.

Blogland to the rescue

Kunne det ikke være fantastisk hvis Blogland kunne hjælpe Stine?

Stine fra Stinestregen bliver hjemløs fra d. 1. maj - kender du nogen, der udlejer en lejlighed i Århus C? Så kontakt Stine.
Læs mere her

Angsten

Efter at jeg er blevet mor er jeg blevet bange. Bange for at dø fra mine børn. Bange for at de dør fra mig. Eller bliver syge. Eller bliver mobbet. Bange for at min mand dør. Eller forlader mig. Bange for at min bror eller far dør. Eller andre.
Jeg er blevet bange for at køre i bil. Mere end jeg var før. Måske er det en medvirkende årsag til, at de der bilture er så hæslige, for det er særligt slemt på motorveje. Heldigvis er det ikke så slemt, at det ligefrem forhindrer mig i at tage ud. Men det er der. En lille snigende angst for at miste det og dem jeg elsker aller mest. Livet og min familie.
Det eneste gode der er at sige om Angsten er, at den også får mig til at huske at nyde.
En forårsdag som i dag skal selvfølgelig fejres med is ved kanalen.

Trodsalder # 2

Undskyld, men er der nogen der ved, om der kommer mere trodsalder lige omkring de 4 år og 3 måneder? I så fald; Kan jeg regne med at det bare er et efterskælv? Eller bliver det ved at komme igen og igen, indtil de flytter hjemmefra?
For han har da vel ikke ret i, at jeg ikke må gå først i bad/hælde mælk op/følge ham i børnehave/lave aftensmad/ligge på madrassen/lukke døre?

Eftermiddagspoesi

Jeg har været i biffen.

To timer i mørket med Colin Firth og Tom Ford.

Smukt og sørgeligt. A Single Man kan virkelig virkelig anbefales.

Min Morkrop

Jeg tænker kun på, at jeg er tyk, når jeg tænker på, at jeg er tyk. Hvis du forstår hvad jeg mener?

Det jeg mener er, at jeg ikke går og føler mig tyk. Eller buttet og med gode bryster, som min 87 årige morfar udtrykte det i denne påskeferie. (Er det alderen der gør det lovligt, at udtale sig så frimodigt?)
Jeg føler mig midlertidigt overvægtig, eftergraviditetskvabset, og ikke-tynd. Men jeg føler mig ikke tyk-tyk. Jeg bilder mig selv ind, at det går væk af sig selv. Lidt som princippet om hvad der kommer let, går let.
Men når jeg så tænker på, at jeg er tyk. Altså når jeg helt præmenstruel og ekstra oppustet møder et helfigursspejl, og på ingen måde kan ignorere hvordan kiloene sidder løst fordelt på en total ucharmerende måde. Så tænker jeg det så meget, så det nærmer sig selvhad. Så føler jeg faktisk, at det ville være rimeligt, at jeg blev straffet for at være fed og lasket og utilgivelig doven.

Problemet er at ingen af scenerierne løser noget, hverken den daglige laden stå til, eller det momentane selvhad. Hvilket vel også er en del af årsagen til, at jeg her næsten halvandet år efter seneste fødsel, stadig er buttet med gode bryster, og stadig ikke kan få tøjstil og krop til at gå op i en højere enhed. Og vælger at skylde skuffelsen ned med mørk chokolade...