stjerner i flok

Ør, lidt starstruck (mindst 12 stjerner) og med fornemmelsen af at være ufattelig heldig og en særlig slags lykkelig, gik jeg Svesken i søvn, i det der mest af alt var én stor snedrive.
Og så spillede Frelsers kirke 'sneflokke kommer vrimlende', og jeg ved bare at kvinder i fælleskab kan alt! Alt.

Mors hjørne

Jeg ønsker mig at få mit eget værelse. Min mand ønsker det også. Altså at jeg får mit eget værelse. Han tror på at det ville gøre alle gladere, mig især. (hold kæft hvor er han egentlig sød, hva?)

Vi har bare ikke rigtigt et værelse i overskud, så indtil videre har jeg bemægtiget mig en vindueskarm. Så kan jeg sidde med benene trukket op i sofaen under vinduet, og føle mig hjemme og på egne enemærker. Bøgerne ligge parat til en dag med god tid. Strikkekassen er en håndsrækning væk. Og computeren bor lige til venstre for bøgerne.

Angsten

Igår var jeg til møde på tegnestuen. I klædt en nystrøget bluse (tak husbond) og et styk utroligt charmerende pigebarn. Dagsordenen var: Tilbage på pinden. Med alle de underpunkter det kan afføde i disse vuggestueløse tider.
Når man fraregner snestormen så var det i bund og grund en vellykket udflugt. Med et noget overraskende udfald. Nogen havde nemlig lavet en ny (midlertidig) jobbeskrivelse til mig. Således skal jeg en tid være mere skrivende end tegnende...! (Og have fleksible arbejdstider med mulighed for hjemmearbejde OG fridage til at passe Svesken, indtil hun får en plads i systemet.)
En udfordring jeg gerne tager imod, men dog ikke uden en vis bæven.

Faktisk endte jeg nærmest med en smule angst i aftes. Ikke kun over de nye og spændende jobudfordringer, men over det hele i en pærevælling.
Over at om lidt er Verdens Længste Barsel ved vejs ende. Og jeg skal sige farvel til lange dage med Svesken og goddag til den virkelige hverdag med hente og bringe og hele molevitten.
Og over at tiden går så hurtigt. Og over at jeg kommer til at savne hende sådan. Og over altmuligt.
Helt ærligt jeg havde hjertebanken, hovedpine og kvalme. Og måtte drikke af snapsen. Og snuppe en hovedpinepille. Og alligevel lå jeg vågen med angsten. Seperationsangsten...

Foto og Forespørgsel...

Vi kan vel nok blive enige om, at med gårsdagens monsterlange indlæg, så behøver jeg faktisk ikke skrive idag. Derfor får i bare et foto fra vores tur til børnehaven:

Og en forespørgsel:

Jeg/vi må få et nyt kamera! Det skal selvfølgelig være digital spejlrefleks, og sandsynligvis et Nikon, for så kan jeg genbruge objektiver. (Går jeg udfra?)

Er der nogen derude der kan anbefale noget? Til under 5000,-

Fotoet fra dagens tur er taget med min mobil, og er ikke et udtryk for mine foto-evner. Det er sikkert heller ikke det sidste mobil-billede i ser.... På trods af snarlig investering.

Tak

Jeg er blevet tildelt den der kreativ-award der huserer for tiden herinde i blogland. Og jeg er fisme så glad for den. Jeg har endda fået den 2 gange. Af de damer, Louise og Louise.
Som skriver at ..det er befriende at læse om dit uperfekte mor-liv og din kærlighed til dine børn, som du er en ørn til at sætte ord på. Jeg bliver så glad over, at andre ligger på sofaen i stedet for at sy og bage boller. Præcis som mig.
Og ...INGEN anden, jeg kender fra bloguniverset, har fortalt så ærligt om, hvordan følelserne omkring moderskabet ser ud, når hverdagen er pissehård og den enorme kærlighed til børnene ikke i sig selv forhindrer en i at bande højt og længe.
Hvad siger i så? Det er da til at tage og føle på... Men det er således ikke mine ferme strikkeevner de belønner mig for. Det kunne man da ellers godt synes var oplagt ikk!? Heller ikke mine kreative evner. (De er derinde, det lover jeg. Har ikke brugt et halvt liv på Arkitektskolen for ingenting!) Men derimod min ærlighed. Måske ikke så kreativt i sig selv. Men jeg er da kreativ i min kommasætning. I hvert fald.
Derfor: Tak, tusind tak!

Jeg startede desværre med at gå lidt kold over det. For man skal nemlig fortælle 7 sandheder om sig selv, for at modtage og videregive prisen. Og jeg ville jo straks gerne være überkreativ, og skrive 7 (måske endda 14!) virkelige gode og originale sandheder ned, på en total kreativ måde. Men det har jeg droppet igen, for det blev for svært.
Istedet får i 7 vidt forskellige informationer om mig. Skudt af, direkte fra hoften. I en pærevælling.

1. Jeg har boet 16 steder i mit liv, so fare. Det kan godt give anledning til en smule rastløshed. Og kombineret med en påfaldende naturlig evne til dovenskab, kommer det til udtryk som et vældigt stort vægelsind.
2. Jeg har tidligere været farvet rødhåret i så mange år i træk, at mange, inklusiv mig selv, troede at det var min naturlige hårfarve. Det stoppede prompte, da jeg opdagede at konen, til den mand jeg var dødforelsket i, var (farvet?) rødhåret. Siden har jeg været naturlig brunnette. Senest med en antydning af silver...
3. Jeg elsker mit job. Eller holder i hvert fald rigtig meget af det. Tror jeg, for altså måske kan jeg ikke rigtigt huske hvad det går ud på. Alligevel ville jeg, hvis jeg vandt den STORE lottogevinst, sige op lige med det samme. Og fise den af.
4. Jeg brugte briller som barn. Det gør jeg ikke mere. Jeg opsøger dog i ny og næ en optiker, for at tigge mig til en grund, til at købe et par. Endnu har jeg ikke haft held med det.
5. Jeg kan virkelig godt lide russisk salat. Og chokolade. Og is. Og bagerens gammeldags fastelavnsboller. Og Pasta i flødesovs. Faktisk næsten alt i flødesovs. Tro mig, det er svært at gå på kur med den slags cravings.
6. Jeg er nærmest så usporty som man kan blive. Alligevel kan jeg godt bilde mig selv ind, at jeg kunne være blevet en prima ballerina, hvis bare nogen havde sendt mig på balletskole.
7. Min mor blev lesbisk (opdagede at hun var?) da jeg var 12 år. Og mine forældre blev derfor skilt. Det har præget mit liv, først og fremmest på en positiv måde. Ikke selve det, at de blev skilt, men det at vokse op med en mor, der var tro mod sig selv. Og elskede sit liv. Jeg savner hende dagligt.

Og så skal den også videregives, prisen. Den har jo ligesom ændret karakter i sin cirkulation, og det er nu ikke kun forundt de med nål og tråd (m.m.), at få den tildelt, men også de med kreative penne er inde i varmen. Hvilket gør, at den er er ved, at ha været godt rundt, i den relativt lille del af blogland, som jeg selv er en del af. Alligevel deler jeg den lystigt videre. Og som de forrige prisvindere, skeler heller ikke jeg, til om i har fået den af andre. Men kan jo altid skrive 7 sandheder mere, hvis man har lyst! Here goes:

Prisen, som kreativ blogger, videregives hermed til:

Annamette. Helt ærligt kan man andet end at knuselske hende. Og hendes lystige pen?
Trine. Åh så sprudlende og mystifistiske tekster. Ærligt og poetisk. Og så total en knag med en hæklenål.
Louise. Du får den tilbage. Fordi du er fuldstændig uundværlig. På bloggen og i det virkelige liv.
Stine. Jeg tror på at hun er virkelig, den lille tegnede pige. Det tror jeg virkelig.
Astrid. Du ved ikke hvor glad jeg blev, da jeg opdagede din blog. Og igen da jeg mødte dig i virkeligheden.
M. Du får livet i vestjylland til at lyde en slags attraktivt!
Lis. Hun skal bare ha alle kreative awarder der findes. Hun fortjener det.

Strikketøj

Her den så. Mit nyeste stykke hjemmestrik.
Det er ikke highfashion, og går næppe over i historien. Men jeg har lavet den, og den er lækker og varm i disse iskolde tider.
Jeg er en lillebitte smule stolt af mig selv...

deterenfasedeterenfasedeterenfase

Jeg skal virkelig tage mig sammen, for ikke at råbe nogle virkelig grimme ting igennem stuen i disse dage. Fisteren har tilsyneladende mistet evnen til at hører. Han er faktisk blevet helt professionel til ikke, at hører hvad jeg siger. Og det driver mig til vanvid. Og ud i grimme tanker. Om hvad jeg gør forkert. Om hvor dårlig en mor jeg er. Om hvad mine chancer er for at han ikke bliver ungdomskriminel er, når nu jeg åbentbart totaltfejler som kærlig opdrager.
Har prøvet med pædagogik, med det sure, med det søde, og nu er jeg nået til bare at ignorere det faktum at han ikke vil hører efter. 'Du bestemmer ikke over mig', råber han. (jo jeg gør!) 'Du kan selv gå ind på dit værelse', råber han bagefter. Så nu har jeg har sat varme på i soveværelset og lukket døren. Og sidder og drømmer om en dejlig lænestol, et varmt smukt tæppe, en skøn lampe og en lydisoleret dør.

1:1

Igår, i min iver efter at dele min længsel efter varmere himmelstrøg med jer, fik jeg slet ikke fortalt, at jeg har været ude. På restaurant med hvide duge, levende lys og foldede servietter. Det var sammen med Fisteren. Bare ham og jeg. En onsdag aften.
Nårh, det var hyggeligt. Vi konverserede (en slags) og havde tid i selskab med hinanden. Faktisk besluttede han lynhurtigt, at vi ikke skulle sige noget til de to andre. For 'så ved de slet ikke hvor vi er'. Underforstået: de kommer ikke og forstyrrer os, så Svesken bare skal optage mor hele tiden.
Han spiste dog ikke så meget. Men måske var det fordi at lasagnen tilsyneladende var lavet med troldekød. Som kokken selv havde været ude at skyde. 'Se selv, det der er faktisk en knogle' sagde han og stak til lidt kød.

En palme og en Corona, tak

Jeg er træt af sure børn og flyverdragter. Jeg vil på stranden. Nu!

Blogging er det fede!

Jeg har strikket noget. Og planen var helt klart at prale med det her. Men jeg er ikke stand til at tage billeder. Slet ikke af mig selv, iført noget hjemmestrikket. For jeg har nemlig tømmermænd.
Jamen det har jeg. Og jeg nød endda bare et enkelt lillebitte glas rødvin, i selskab med virkelig skønne damer! Hurra for bloggen. (Blogging er det fede! Som Julia sagde i sit foredrag... Julia, som i Lahme, som i det foredrag jeg var til i aftes. Hvorfor kan den ikke linke den her computer???)
Der var vi så. Ude i København, uden børn, med hinanden, på cafe og vi blev endda smidt ud, da de lukkede! Stik den, på en tirsdag aften.
Men tømmermændende, som jo nok er søvnmangel, de kommer sig af at Sveksen, som ellers havde sovet eksemplarisk hele aftenen, hun valgte at holde en lille fest af ren og skær gensynsglæde, da jeg kom hjem. Og vel var det da dejligt at se hende, men man skal da heller ikke kimse af søvn. Så man kan stå op næste dag, uden at ryste så meget, at der fare for både spildt kaffe og uskarpe billeder.

Behov og vovemod

Der der med Sveskens behov for Moar, det går desværre også ud over andre end mig. Det går feks. også lidt ud over Manden, som gang på gang oplever at blive afvist. Og det går jo også ud over Fisteren, som ofte må vente og tage hensyn til Svesken, som jo ikke er bleg for at udtrykke sine behov meget tydeligt.
Når jeg går der med Svesken klistret til kroppen en hel lørdag, så er der ikke meget sammenhængende tid til Fisterens behov. Hvilket han så også giver udtryk for. Ikke på en så subtil måde, som Sveskens. Hun kaster sig bare om halsen på mig, og bliver hængende. Næh mere på sådan en fire-årigs måde. Nemlig ved at drille. Og drille. Og drille. Og blive ved og ved. På trods af formaninger, henstillinger, forbud og til sidst skæld ud. Jeg forstår det sådan set godt. At han vil ha min opmærksomhed på en eller anden måde. Men hold da kæft hvor er det pisseirriterende. Og hvor ender lydniveauet meget højt oppe. Og hvor får han meget skæld ud, den lille fyr.
Tænk at han tør blive ved og ved, når det altid ender med sure mor. Og en ked dreng. Alligevel går der ikke mere end max 3 minutter, så driller han igen... han er en modig dreng.

Den dårlige samvittighed. Den der indtræffer når jeg bare ved, at han slet ikke har fået nok mor-tid, den er slem.
Snart, snart snart skal vi i biffen, eller svømmeren sammen. Bare ham og jeg.

Symbiose

Jeg har tigget mig til en halv fridag. Manden er således draget på tur med begge børn. Og jeg har i al hast ryddet det værste rod op. Kastet mig over computeren. Som kun får max en halv time. For jeg skal nemlig også nå at læse en bog!
Sagen er den, at selvom man skulle tro, at børn langsomt bliver større og langsom løsriver sig fra deres forældre, så har de tilsyneladende en del tilbageskridt på deres færd fremefter. Således har jeg i den seneste tid haft Svesken siddende på mig som en lille igle. En køn, men meget tung og hæmmende accessorie. Vi taler 24/7, kun afbrudt af de 1-2 timer hun sover formiddagslur. For det er også om aftenen, hvor hun kalder uafbrudt. Og om natten hvor hun foretrækker at sove ovenpå mig! Og det er hyggeligt, men efter et stykke tid får jeg sådan en trang til at ha min krop lidt for mig selv. Og til at nå at tænke en tanke. Eller folde et stykke vasketøj.
Ej ok, hvem narrer jeg her. Jeg har ikke som sådan trang til at folde vasketøj. Derfor gør jeg det heller ikke, nu hvor mine arme er helt frie, og hænger så mærkeligt ubeskæftigede omkring mig. Men jeg åbner en bog gør. En ny en, tror jeg. For jeg kan ikke huske hvad den jeg er ved handler om længere...

For f*****!

Nå, så har jeg været oppe at skændes med en sur dame på pladsanvisningen. Hvilket næppe øger mine chancer for at de forbarmer sig over mig.
Har også netop skrevet langt, harmdirrende og virkelig velformuleret(!) indlæg derom. Som blogspot så åbentbart ikke havde lyst til at udgive.
Om det er min dag idag? Næppe!

Guldgrube

Småbørnsforældre og nyuddannede med første rigtige job, er en guldgrube for arbejdsgivere! Det vil jeg vove at påstå. Småbørnsforældre på nedsat tid (mødre for det meste), er ekstra værdifulde. For selvom sådan nogle mødre på nedsat tid, de godt nok ikke er så fleksible, og de også har en tendens til at tage børns 1. sygedage, så knokler de røven ud af bukserne, for at nå deres arbejde inden dagen er omme. De når faktisk det samme på deres 30 eller 32 timer, som de før nåede på 37. Mindst. For de kommer også til at gi den en ekstra-ekstra skalle, for ligesom at bevise, at det ikke var nogen dum ide for arbejdsgiveren, at sige ja til nedsat tid.
Jeg siger ikke at de andre ikke-småbørnsforældre. Eller ikke-nyuddannede-med-1.-job dovner den. De har bare ikke verdens hårdeste selvpåførte deadline hængende over hovedet. Nemlig ens hjerteblod, siddende længselsfuldt ventende i vuggestuen eller børnehaven. Dårlig samvittighed, kombineret med en slags ambitioner, er en virkelig god motivator.
Og de nyuddannede i 1. job, de knokler jo bare. For at blive inde i varmen. Og for at bevise deres værd. Jeg kender en der er begge dele. Både småbørnsmor og i 1. job, (Du ved hvem du er!) og jeg er helt ærligt fuldstændig forpustet, og en lille smule bekymret på hendes vegne.
De der arbejdsgivere, med småbørnsforældre på lønningslisten, de har virkelig fat i den lange ende.
På nær selvfølgelig hvis det er sådan en som mig de har ansat, som tilsyneladende aldrig kommer tilbage fra barsel. Jeg gik fra i sep. 2008, og jeg kan fandeme stadig ikke for alvor se enden på det her.
Gæt på om jeg er bitter på de (uskyldige) vuggestueforældre jeg møder i institutionens opgang, når jeg afleverer Fisteren i Børnehaven om morgenen, og må tage Svesken med hjem igen...?
Kom nu ind i kampen, pladsanvisning. (Please)

Findes det? Og kan man leve af det?

Nå men her går det godt!
Jeg er virkelig for alvor blevet god til at være hjemme. På nær selvfølgelig, når jeg er ved at gå ud af mit gode skind over bare at være hjemme...
Overvejer karriereskift når Svesken får vuggestueplads. (For det får hun vel en dag. Sgu.???)
Jeg tænker mig et job, hvor jeg kan vågne langsomt om morgenen (i modsætning til nu), derefter gøre mig og børn klar i masser af god tid, inden vi drager af mod vuggestue/børnehave. Derefter en 4-5 timer (som skulle være det faktiske job) hvor jeg arbejde herhjemme. Med tekster, strikketøj, magasiner, tegninger, bøger og musik. Afbrudt af små ture ud på kaffe- og frokostaftaler. Og med mulighed for at holde fri og tage børn med i svømmehal eller zoo, hvis det mere føles som sådan en dag. Desuden skulle der være mulighed for en lille smule rejseaktivitet. Til storbyer i foråret. Og til Schweiziske alpe-kurbade om vinteren.
Der måtte meget gerne følge frynsegoder som rengøringshjælp med. Og der skulle selvklart være en masse ferieuger til fri afbenyttelse.

4 år

4 år!

Han hr fået lagkage (OG havregryn!) til morgenmad, og popcorn med i børnehaven. Hvor de skulle på kælkeudflugt. Efter børnehaven venter gaverne, og til aftensmad har han bestilt pizza. Købe-pizza, mor! Med Skinke, pølse (peperoni) og løg. Og han piller vel at mærke det hele af, og spiser den kun med ost...

Konklusionen var i det mindste en slags brugbar

Børnefødselsdag afholdt igår (og igen imorgen, hvor det rent faktisk er, og igen tirsdag....) og idag har jeg stået fadder til min brors skønne datter.
Præsten holdt en prædiken, hvori der indgik sætninger som: far og mor bilder sig ind at 'lille Malte' har godt af at lege med kammeraterne i børnehaven og være sammen med pædagogerne, når de aflevere ham i 'børnefængslet'.' Og 'man ved ikke om man opdrager en lille Hitler eller en lille engel.' Men også 'løsningen er at overgive sig til kærligheden.'
Jeg er helt ærligt for træt til at vide hvad jeg egentlig mener om den prædiken. Men det mærkelige er at den gav god mening da han holdt den...

Ord 2

Nu har Svesken jo i et stykke tid haft en del lyde til sin rådighed. Der i blandt ét forståeligt ord. Nemlig hej, udtaltt Aij, og helst to gange: AijAij. Næsten altid ledsaget af vinken.
Nu har hun så sagt sit andet forståelige ord. Og nej det var ikke Mor. Eller Far. Eller Nej (det kunne man ellers godt ha frygtet!), men Av!
Hun slog sit hoved imod et bord. Så forurettet ud, kiggede på mig, og sagde Av.

Svar skyldig

Svesken fik en fin børnebibel af præsten da hun blev døbt. Den er fyldt med rigtig flotte tegninger. Og nu har jeg også læst i den. Fisteren har nemlig fundet den, og kigget interesseret i den. Især tegningen af de nøgne Adam og Eva, har optaget ham. Han kom den anden dag og viste mig tegningen, og sagde 'det der må man da ikke, vel mor?' De står vel at mærke bare og holde ri hånd!
Her til aften, besluttede han så, at det var den bog vi skulle læse som godnathistorie.
Så vi har læst i bibelen! Det havde jeg nok ikke lige set komme...
Da vi var kommet et godt stykke ind i skabelsen, stillede han 1000 kroners spørgsmålet: 'Mor, hvem er Gud?'

!

Boller...

Der sker faktisk ikke så meget med magien, men jeg er jo heller ikke holdt op med at ligge på sofaen. Måske det er derfor? Ærgeligt selvfølgelig, men jeg tænkte, at så kunne jeg jo begynde at bage boller. God plan, ikk? Så kan jeg også bedre begynde at bage færre boller bagefter...
(Hvis du er forvirret nu, så læs forrige-forrige indlæg. Min skønne/dumme nye computer vil ikke lade mig linke. For fisan)

Og her det så at i kommer ind i billedet.
Kære alle skønne (hus)mødre derude, hvis i ligger inde med den perfekte opskrift på vanvittig nemme boller der smager virkelig lækkert, deler i så ikke med mig? Husk på at jeg er begynder. (Har faktisk præsteret ikke at kunne følge opskriften på sådan nogle quikboller...) Samtidig har jeg lidt forvente smagsløg. Så de skal fandeme smage godt de boller, hvis jeg skal begi mig ud i bagekunsten. Nemme og gode. Og måske sådan nogen der skal hæve natten over. Så kunne det nemlig være et fredag-aften-projekt....

Mors pige

Svesken var med på cafe i går.

Nårh en en lille smuksak hun er. Mælkeskæg klæder hende jo!

Hvis altså moren skal sige det.... (prale prale)

Et stort offer...

Jeg elsker Mette Mølbak. Selvom jeg tidligere har revset hende lidt... for at gå den uperfekte mors ærinde, på en måde så det også blev en rolle at leve op til.
Altså jeg elsker-elsker hende ikke. Men jeg synes ret godt om den artikel i jp idag, hvori hun udtaler sig om moderskabet. Budskabet er det samme som tidligere. Så måske er det bare skribenten der formulerer sig mindre øretæveindbydende denne gang.
Jeg kommer stadig aldrig til at læse Mettes bog (mor på høje hæle), for jeg er, hvis jeg selv skal sige det, ret skrap til at være uperfekt på min egen måde, og behøver ikke en manual, eller for den sags skyld, tilladelse til at være mindre end den perfekte moder. Men budskabet er fint: bag færre boller, dyrk mere sex.
For mit eget vedkommende er problemstillingen desværre den at jeg i forvejen ALDRIG bager. Hverken boller eller andet. Jeg kan til nød smække en lagkage sammen. Hvilket er handy i disse uger, hvor der skal afholdes én 4-årsfødselsdag hele 3 gange. Spørg mig ikke hvordan det skete, for hvis der er noget jeg ikke går ind for, så er det at trække den slags i langdrag. Ligesom jeg også kun synes der skal være én mandel i en risalamande!
Nå tilbage til kagebagningen, eller manglen på samme. Hvad skal jeg så droppe for at få energien til magien? Mit strikketøj? Som jeg i forvejen ikke får strikket på? Mit job? Som jeg nu ikke har frekventeret i 1 år og 4 måneder? Min læsning af gode romaner? Bunken hober sig ulæst op. Min liggen på sofaen?
Min liggen på sofaen, siger i? Ej det kan i da ikke mene....

ps. Hvis jeg en dag finder artiklen på nettet, så skal jeg nok linke til den. Og ellers må i jo købe papirudgaven...

En slags hverdag

Godt så.
Manden er på arbejde. Fisteren er fulgt i Børnehave. Og Svesken ligger, pakket godt ind, ude i snevejret og sover.
Der er musestille herinde. Hvilket er helt mærkeligt efter 12 dage med tætpakket familiesamvær.
Jeg ved ikke hvad jeg skal synes om det. På en måde er det SÅ dejligt. Og på en måde lidt trist at ferien sluttede, og der er så lang tid til den næste.
Heldigvis/desværre er jeg jo stadig hjemme med Svesken. Og den første beslutning på denne første hverdag i det nye år, er at nyde den sidste tid herhjemme. For om lidt får vi vel en vuggestueplads, eller opfinder en fantastisk barnepasser, og så er det for alvor goddag til hverdag-hverdag. Ikke bare denne skønne pseudobarselshverdag.

Pensionsplan

Fisteren har besluttet, at han vil være 'sådan en flyver der flyver i flyvere', når han bliver stor. Indtil nu har han ellers villet være politi, og uddele bøder og fange bankrøvere. Men den nye plan er åbentbart pilot. Stærkt inspireret af den evindelig svirren af helikoptere over Havnen.
Han skal flyve til Lanzarote, siger han. Vi har aldrig været der, endsige snakket om det, så hvor han har samlet den destination op henne, ved jeg ikke. Eller det ved jeg jo nok. I børnehaven, sammen med gyldne udtryk som 'du er en prut/klovn' og historien om at Victors far spiser lort. (?)
Jeg må godt komme med op at flyve. Jeg må være hende der serverer mad!

Lidt til og meget mer

Slut så med 2009.
Det var et af de gode år. Jeg føler mig faktisk beriget.

Rig på børnekærlighed og barselstid.
Rig på familietid og zusammenhed.
Rig på fantastiske nye venskaber.
Beriget og meget taknemmlig.

Og planen for 2010 er: mere af det. Og lidt til.

Meget mere venindetid. Verdenssituationen kan vel sådan set ikke blive vendt for tit.
Mere tid med mig. Der er koncerter der skal høres. Film der skal ses. Foredrag der skal høres. Kaffe der skal drikkes. Og planen er at tage ansvar for det selv.
Mere af den gode familietid, er det jeg forestiller der kommer ud af at ha fokus på de to første ting. Jeg giver det sgu lige en chance, det der med at overskud avler overskud.
Og så kærligheden. Husk at kysse mere. Manden ligeså meget som ungerne.Vel at mærke uden at kysse dem mindre. Det bliver nok til en del kyssen, kunne jeg forestille mig...

Og så bliver 2010 det år hvor jeg igen skal være nogens kollega. Ud på arbejdsmarked med mig!
Og inden det, skulle vi også gerne ha den vuggestueplads. (prettyplease)
Desuden skal der tabes kilo og strammes op. Har dog ingen anelse om hvordan jeg skal gribe det an. Så det lykkedes, altså.

2010 kommer også til at byde på en studietur til Italien. En forårstur til Vesterhavet. Endnu sommerferie på Bornholm! Og så er der flere småture med tøser på tegnebrættet. He!

Og så er der jo alt det andet. Alt det jeg ikke ved endnu. Jeg glæder mig.