Sprængfarlig cocktail

Svesken - det utroligt søde og nuttede barn, er blevet 2 år og lidt til. Og hvor hun tidligere var ren medgørlighed og krammere, så er vi nu så småt nået videre.
Jeg kan skimte selvstændighedsalderen forude - små smagsprøver af trods er begyndt at indfinde sig på matriklen.
Vi plejede at kunne servere mad for hende, som hun så spiste. Og give hende tøj på når dagen skulle begynde. Ja endda solcreme, flyverdragter, tandbørstning kunne vi bare komme med. Men nu er det begyndt, det der med slatne lemmer der ikke vil puttes i flyverdragter. Og nattøj der skal beholdes på og med i vuggestuen. For slet ikke at tale om en tendens til udelukkende at ville spise tilbehør. Med undtagelse af grøntsager, naturligvis. Hun lever for tiden af rosinerne (fra ovenpå havregrynen) og parmasanen (til pastaen) og smørret (fra brød). Og så forlanger hun (chok)olade resten af tiden.
Samtidig med at denne ret så øretæveindbydende og trættende fase så småt gør sit indtog (ja vi ved jo af bitter erfaring at det bliver værre!), så har morsygen nået helt uanede højder.
Kun mor dur. Til alt. Samtidig at man ikke dur til noget overhovedet (jævnfør ovenstående) - tro mig, den trækker tænder ud!