Lad os kalde spaden for en krise

Jeg havde 3 ting jeg skulle nå i min juleferie. Den juleferie som der nu er gået 8 dage af. Og som der kun er 5 dage tilbage af.
3 ting - udover jul og dertilhørende aktiviteter.
Den ene var noget med at få strikket nogle mindre strikkeprojekter færdige. Hvilket ikke er sket. Det eneste jeg har gjort med strikketøjet, er at transportere det til Jylland i en taske lillejuleaftensdag og tilbage igen 3. juledag.
Den anden ting jeg skulle, var at se Mad Men. Bare første sæson som jeg har lånt af en kollega for længe siden, og som jeg stadig kun er nået til 5 afsnit i. Og det er ikke fordi det er dårligt. Det er jo helt vildt godt. Der er bare så meget familie om mig hele tiden. Både nær familie, og rigtig nær familie. Svesken, og også ind i mellem enkelte af de andre, viger ikke fra min side, og vi har i de 8 dage ferien har varet ikke været længere fra hinanden end en lille meter, når man ser bort fra biftur i går. Det gør at når vi når aftenerne, så er jeg så uendelig træt, at jeg ikke vil spilde Mad Men på mig, men i stedet kaster mig kritikløst foran hvad der end måtte være i fjernsynet. Der er ganske meget ligegyldigt tv skulle jeg hilse at sige. På nær Kenneth Branagh som Wallander - det holder!
Den tredje ting jeg skulle - og jeg ved godt at det var naivt, at tro at jeg ville få mere ro i min hjerne med familie all over - var at tænke over Situationen. Den med at jeg er arbejdsløs om 2 måneder.
Og har jeg fået tænkt så? Næppe.
Det eneste jeg har tænkt er hvorfor?
Hvorfor er jeg ikke bare glad for at være sagt op, når det på mange måder var det jeg ønskede mig?
Hvorfor er jeg stadig så sur på det hele?
Hvorfor kan jeg ikke huske hvad det er jeg er god til?
Hvorfor kan jeg ikke bare blive fucking fritstillet?
Hvilket jo er det samme som jeg har tænkt i 2 måneder nu.
Faktisk vil jeg sige at vi nærmer os en reel krise. Som jeg ville sygemelde mig selv ud af hvis jeg var læge.