fredag den 31. december 2010

Farvel 2010


Hjemmelavet....!

2010 er gået. Mest synes jeg det var et mærkeligt år. Eller måske bare et almindeligt år. Uden de store begivenheder, der var for eksempel slet ingen babyer (altså leveret af jeres undertegnede), og heller ingen dødsfald (i nærmeste familie - Gud være lovet!).

Men der var trods alt noget. 2010 var året som både startede og sluttede med snevinter. Og som i øvrigt startede med at min barsel sluttede, og sluttede med udsigten til at en ny slags ledighed starter.

2010 var året hvor jeg trådte helt nye arbejdsmæssige veje som ansvarlig for kommunikation og prækvalifikation. Det var året var jeg (måske for altid?) slap min rolle som skitserende arkitekt. (Hvilket nok var den utilsigtede årsag til at jeg blev opsagt - ja så kan man tale om at skyde sig selv i foden!) Det var året hvor jeg drømte om at sadle om for alvor, måske endda flytte til Bornholm - øen med både rigtige somre og rigtige vintre! Og hvor jeg drømte lidt om at blive fyret, og så blev det, og nu alligevel ikke rigtig ved hvordan jeg skal gribe al den frihed an.

2010 var året med den dejligste sommer i mands minde. Og året hvor Svesken gik fra grynt til sætninger. Og fra nuttet prætumling til begyndende trodsramt vuggestuebarn.

2010 var året hvor Fisteren berigede os med helt ufatteligt mange interessante betragtninger, og næsten ligeså mange hysteriske anfald.

2010 var året hvor jeg tabte mig alt alt for lidt, men dog tabte mig.

2010 var året hvor jeg for alvor fik gang i strikkeriet, broderiet og bageriet. Åbentbart så meget så min familie synes jeg skulle ha en æbleskivepande i julegave (!???).

2010 startede med at noget sluttede og slutter med at noget andet starter.
Og det var et dejligt år - mærkeligt almindeligt, men dejligt.

Farvel 2010.

1 kommentarer: