Tror vi nogensinde, at vi kommer til at spise et hyggeligt måltid hvor alle deltager?
Hvor alle i det mindste smager på maden. Hvor ingen hellere vil ha havregryn. Hvor ingen skubber tallerkenen væk i vrede. Hvor alle taler i almindeligt toneleje. Hvor ingen behøver at blive opdraget på mit i maden. Hvor alle værdsætter at en har lavet et sundt, velsmagende og børnevenligt måltid. Hvor ingen synes at hende der lavede maden og dækkede bordet og hentede tidligt og sagde okay til legeaftale og rydder op efter undermålerne og og spiller vendespil hver aften (og i øvrigt har skaffet (næsten) 2 x 24 kalendergaver OG også købt chokoladekalendere!) er dum - fordi hun insistere på at: 1. man kan ikke nøjes med at spise parmesanost og 2. man skal sidde (forholdsvis) ordentligt mens man spiser.
Blev nød til at gå i bad midt i maden, for ikke at komme til at råbe virkelig højt. Og når man står under bruseren kan ingen se at man tuder af raseri og afmagt, hvilket også er ret smart. Selv om selve det med at gå i bad jo ikke ligefrem fremmer det hyggelige måltid.
tirsdag den 30. november 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Øhhhhhh bor du herhjemme??
SvarSletDet lyder meget som vores aftenritual.
Dog er det blevet trendy at kaste sig 3 gange ned af stolen, da man faldt. Og man skal da også på wc lie når vi har sat os.
Men mon ikke det kommer.
Jeg kender ikke så mange voksne der opfører sig sådan. Hvis de bliver ved, kan vores unger måske spise sammen?
Jeg vil bare sige TAK!
SvarSletTak fordi du skriver dette indlæg! Jeg kunne selv have skrevet det, men så tænker jeg ej det er nok kun hjemme hos os, at ungen hellere vil ha havregryn, sidde med fødderne oppe på bordet og kun spise parmesan??? Ja, sådan et oste-spisende barn har jeg også???
Jeg synes det er enormt sølle, når der kvitteres med "må jeg få havregryn med mælk på??"
På den her konto føler jeg mig som en servicemedarbejder;) Først er der morgenen (pyha, den vil jeg slet ikke komme nærmere ind på;)) Så skal jeg være sød og overskudsagtig mor til 2 på barsel, så jeg henter divaen tidligt, pakkekalenderen er klar til i morgen, jeg tilbereder et sundt, spændende og meget børnevenligt måltid mad (med 2 mdr gammel baby i slyngen, hvilket er ret bøvlet) og så er hun bare sur over at far ikke er hjemme OG maden, nej ellers tak den vil hun ikke smage på - den SER stærk ud???
Magen til dårlige undskyldninger...men ja til Marie, måske vi kan samle uvorne unger til fællesspisning???
I LOOOOOOOOVE YOU, allesammen. Læs evt. mit blogindlæg fra i dag, så vil I vide, hvor dejligt jeg har det, når I andre også har den slags ting kørende. Jamen jeg er lettet. Troede kun det var os, der ikke gjorde det godt nok. I har reddet min dag. Tak Line. Jeg foreslår spisesal til vores unger. Vi sætter to kilo havregryn, et par liter mælk, sukker, og så lukker vi døren. Så kan de æde deres mad, og sidde i bar røv og eller stå på bordene, mens vi spiser vores aftensmad i fred.
SvarSletOkay. Nu kommer min kloge åge mening, for: been there... Hos os hjalp det at sætte den 4-årige på værelset, når han kørte stemningen og kommandoerne helt op. Og jeg læste mig frem til, at det faktisk er helt i orden at give en time out (det kalder eksperterne det åbenbart). Jeg syntes måske nok, det var lidt synd og skide upædagogisk, når ungen nu var træt og sulten, men det har VIRKELIG hjulpet, og der er langt mellem de der måltider nu. Hos os er det en total magtkamp, og jeg kan seriøst kun vinde den ved at sætte min søn på værelset og køle af.
SvarSletHilsen Line
Jeg må så også spørge, om du bor hjemme hos mig?? Alt er nøjagtig det sammen her (incl. parmesanost)... SUK. Så tak til dig (og til dig, Annamette) for at dele ud, så jeg kan føle mig som en nogenlunde vellykket mor igen :-)
SvarSletKH
Tak for at du deler dit aftensmad-helvede med os - det gør det nemmere at komme igennem vores!!
SvarSletJeg har haft samme scene mange gange - og ikke kun til aftensmad. Ih man kan blive så frygtelig rasende!! Og så frygtelig ked af det bagefter. Og så skyldfølelsen.
Dejligt at vide at det også sker hos andre :)
Kender det ! Bortset fra at her er vi kun to personer, og ALLIGEVEL skal der tit og ofte være 'addd, det gider jeg ikke spise', 'addd, jeg vil kun have rugbrød', 'brok brok brok'.
SvarSletSmadder frustrerende. Men TAK for at du deler, så føler vi andre os lidt mindre alene om aftensmaden.
KH Maria
Åh...suk....er også med i den klub. Eller dvs. det er vores ældste på 2 år. Og hva' sker der for det med parmesan ost?
SvarSletOg jeg frygter lidt fremtiden. For den lille på 3 mdr. ligger med på bordet på sin puslepude og sender laaange beundrende blikke til sin (møgirriterende) storebror. Og han ved det - og "underholder" så endnu mere - og hun lærer helt sikkert et par tricks eller to...
Jeg har været der for mange år siden...det er lige før jeg savner den tid. For nu bliver vores måltider styret af 1 stk ualmidelig ucharmerende og pisse irriterende 13 årig møgknægt (og jo, han er min). Han kan ofte ikke lide maden, hvilket han også påpeger meget højt, og han hakker på sine små søskende - på en så udspekuleret og ubehagelig måde - så jeg tvivler på at han kan være mit afkom. Men jeg mindes vi har haft enkelte år (eller måske bare få stunder) i hans opvækst hvor han kortvarig har opført sig pænt i spisesituationen. Der venter jer mange flere år i madhelvede ;0)
SvarSletTak fordi i også oplever det - føler mig normal-agtig :-)
SvarSletKH L
Jeg vil også bare sige tak. Tak, fordi du er så dejlig ærlig.
SvarSletAt alt herhjemme konstant er ved at køre af sporet pga. fødder på bordet, råb, tornado-gafler med ketchup på o.s.v. er svært for mig at indrømme. Men du gør det let ved at lade mig høre, jeg ikke er alene.
Og hvor sejt af dig at gå i bad midt under måltidet! JEG ender nemlig altid med at råbe noget virkelig højt! DET gør heller ikke just spise-situationen mere hyggelig :/