Nogen gange kan jeg godt komme til at sukke lidt over mit leverpostejsfarvede leverpostejsliv. (Det har i godt lagt mærke til ikk!?)
Okay/gode job til husstandens voksne. Okay/god institution til husstandens mindste. Okay/dejlig lejlighed. Okay/charmerende nabolag. Fiskefrikadeller eller spaghetti til aften. Havregryn til morgen. Og et glas rødvin eller 4 en gang imellem. Og sådan en fornemmelse af at dagene går. Og det ville være okay/dejligt hvis der skete noget nyt. Ikke på død og sygdom måden. Bare et lille pift, eller et lille hint om en retning at gå.
Men det var bare død der skete i denne uge. Ikke et virkeligt nært familiemedlem til mig - men en mand, som det var svær at lade være med at holde af. Og nogen andres nære familiemedlem. Nogen vi kender skal til at leve et liv uden deres far, deres mand, deres morfar.
Nogle andre skal skilles. Og en har fået en depression. En har forelsket sig i en anden end hende derhjemme. Og ens far er blevet syg.
Og jeg har virkelig lyst til at skrive at jeg elsker mit leverpostejsliv meget meget højt. Og nok skal ændre det der skal ændres og nyde alt det andet.
tirsdag den 14. september 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ja - you gotta love it...når det bare kører derudaf uden bump på vejen...måske er det fordi vi føler at årene bare går og går når der ikke sker noget skelsættende...men tit er det skelsættende bare ikke særlig fedt... Leverpostej er nok dejligere end vi tror/ved! Knus Henri
SvarSletja, jeg tror også leverpostejen er det vi ikke ved, vi nok skal kalde lykken. Om ikke andet, så en lille del af lykken.
SvarSletJeg vil foreksempel gerne have et job, for det har jeg ikke. Du vil garanteret gerne have mere tid, for det har du ikke? Og så glemmer man indimellem alt det, at nyde det man har - for det andet må være bedre... Kender det AAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAALT for godt!
KH C
Det er noget med at mere vil have mere, ik? Men det er jo okay gerne at ville mere, det viser, at vi er i udvikling og tager ansvar for vores eget liv.
SvarSletDet må bare ikke ske på bekostning af, at man glemmer at værdsætte det man allerede har.