Frigørelse

Jeg har været på barsel i 12½ + 18 måneder. Og min mand i 2 x 14 dage. Jeg er gået på nedsat tid. Og jeg overvejer faktisk ind imellem at melde mig som semi-hjemmegående. Jeg bager (ikke ret mange) boller. Min mand bager kageblandingskager. Tilgengæld gør vi næsten aldrig rent. Mine børn elsker når vi gør ting sammen. Og de er trygge og glade. Også selvom jeg nogengange har en meget kort lunte. Min mand og jeg kysser alt alt for lidt, men vi er ikke ved at gå fra hinanden. Jeg synes det er ret svært at få alles behov opfyldt, og hader at det hele går op i at prioritere. Jeg er ikke perfelt, eller uperfekt perfekt. Jeg gør mig umage, men synes alligevel ikke, at jeg kan leve op til mine selvvalgte standarder. Jeg ville ønske, at vi havde bedsteforældre med overskud tæt på hvor vi slår vores folder.
Jeg har selv valgt at leve som jeg gør - lange barsler, nedsat tid og hele molevitten. Og jeg føler mig tilpas stærk til at kunne tage ansvar for mine beslutninger, selv om jeg hverken er sikker på at de er rigtige eller synes at de er nemme at tage. For der er jo så mange områder jeg gerne vil lykkes på. Og jeg kan desværre ikke holde alle bolde i luften.

Så jeg bliver glad når nogen råber ligestilling, kvindefrigørelse og kvindekamp - ikke fordi jeg tror at kampen er imod mændende, men måske imod indgroede vaner, samfundets indretning og alle mulige forventninger om at kvinder skal kunne klare det hele, OG være sin egen lykkes smed.
Jeg er overbevist om, at vi har brug for at nogen siger deres mening om kvindeliv, ligestilling og vores samfund højt. Og gerne så højt at nogen udenfor blogland hører det. Så her får Julia endnu engang ordet, Take it away Julia!