Sommerbørn og deres sommervoksne

Vi er slet slet ikke færdige med feel good-indlæggene om min sommer. Men det er vi så (næsten) alligevel. For jeg kan jo ikke blive ved med bare at se tilbage, længes og savne.... sommeren, tiden, oplevelserne, ferien, luften, solen, friheden...

Tro mig jeg kunne blive hængende længe i min svælgen i lykkelige sommerminder. Og det ville blive sødere og kvalmere for hvert indlæg. For det var jo fantastisk. Og solen skinnede hele tiden. Undtagen om natten, hvor stjernerne blinkede til os. Og vi spiste hele tiden jordbær. Og børenene var søde og charmerende HELE tiden. Og de voksne elskede hinanden, og var opmærksomme, sjove og overskudsagtige HELE tiden.
...

Og så: BANG! Så man lige mig skumle mig igennem arbejdsdagen - primært fordi jeg bare vil mere UD, og derefter, helt i underskud ovenpå al den bitterhed, vrisse af de søde børn når jeg endelig er derude med dem. Hold da helt op jeg savner den ferie. Og alt det der. Også selv om solen faktisk ikke skinnede hele tiden, og hverken børn eller voksne var søde, sjove eller charmerede hele tiden. Det var bare så tiltrængt med den ferie, og nu er den ovre. (indse det så, Line!)

Så farvel til sommerkavalkade. Og goddag til forvirrede, forskellige, sure eller glade helt almindelig dagligdags blogindlæg.

Men først, Sommerbørn: