Samtale mellem mig og Manden (efter endnu en hæslig/realistisk gennemsøgning af det københavnske boligmarked)
Mig: Men hvor kan man få et hus der kan betales med én indkomst? (underforstået: så man/jeg/nogen har råd til at blive sagt op eller andet uforudset...)
Manden: ... på Bornholm.
Mig: ja!?
Manden: ....
Mig: Ej skal vi så ikke gøre det? (postsommerferiesyndrom?)
Manden: næh...
Det er næsten en uge siden at samtalen fandt sted. Men jeg siger jer at tanken bed sig fast... mig og glade unger og måske et lille keramikkursus... Kan man det uden at bombe sig selv tilbage til stenalderen? Hvad skete der lige med karriere og kvindekamp?
Og må man det? Lige vifte ganske lidt med den mulighed - og så bare sige næh?
mandag den 16. august 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Du må gøre lige hvad du vil, så længe det skaber glæde hos dig og din familie og det lyder da fedt med et hus på Bornholm :)
SvarSletVi har været tæt på flere gange! Jeg ser også bare mig og familien med glade ansigter, hoppe på klipperne, have tid til hinanden o.s.v. Men vi har alligevel ikke turdet tage springet... for hvad, hvis virkeligheden ikke er så rosenrød (og det er den ikke, det er jeg realistisk nok til at vide)?
SvarSletOg det, der i sidste ende har afholdt os fra det er afstanden. Afstanden til venner og familie... tror ikke, jeg ville kunne undvære dem!
Jeg tror, der er megadejligt på Bornholm. Om sommeren. Tror det er noget helt andet om vinteren. Men book Jer en vinterferie derovre. Såen i Uge 1 eller noget, hvor det Store Forlystelsescirkus ikke er kørt frem. Men øj, hvor kan jeg godt forstå dig.
SvarSletPs: der vildt mange tvansauktioner, tænkt på det??
hosria: Afstanden er også min største bekymring.
SvarSletHusmoder: vi har været der om vinteren! I november... så bliver det næppe mere realistisk :-)
Det er ganske rigtigt MEGET anderledes end om sommeren, alt det sjove er lukket og den kollektive trafik yderst sparsom. Men det er stadig smukt...
Husk på, at livet ikke er en generalprøve....Og har man først fundet ud af hvad 'drømmen' går ud på, så er det da bare om at få den udlevet.
SvarSletOg man kan jo bare flytte tilbage igen, hvis man ikke kan li' det....I køber jo ikke enkeltbillet :-)
KH Henriette
hvis nogen i familien siger "næh", så betyder det næh!!
SvarSletFint. Så sys jeg bare i skal afsted.
SvarSletÅh, da vi besluttede os for at flytte ud af byen, gav det sådan en dejlig ro at vi var enige om at det ikke var en større beslutning end at vi kunne flytte tilbage igen, hvis vi hadede det. Og så hjalp det en hel del at Kbh ikke er mere end en time (og et nogle minutter) væk. Men Bornholm... jeg drømmer om at sidde i Gudhjem og glo ud over vandet, men altså til hverdag. Jeg ved ikke - det ER sgu langt væk... Og næh er vel en slags overvejelse eller?
SvarSletLINE! Hvis du flytter derover, så tør jeg også gøre det! Vi kunne starte en ghetto af tilflyttere? Der er vist allerede gang i noget i den stil i Svaneke...
SvarSletKRAM
Lis
prøv! Vi bor godt nok bare i Storkøbenhavn, i hus, men det er mere vinklen med ro og børn og keramik og kvindekamp - man ved jo ikke hvordan man reagerer. Jeg må bare sige, at jeg nu som, helt ærligt, hjemmegående ( plejer at sige at jeg arbejder hjemme ) på snart 7. år har vanvittig lyst til at arbejde fagligt på højt plan ( forresten, glemte lige at nævne at jeg også er arkitekt ), og den med kvindekampen har faktisk trykket en del, noget jeg overhovedet ikke havde regnet med. Synes jeg har del i et eller andet fælles ansvar for at kvinder ikke bare går hjemme og sørger for det hele. Mon ikke det er noget med vores generation og måske faget. Nå, længere historie, triggede bare lige på den med kvindekamp :-)
SvarSletkh anette
Kære Anette. Tusinde tak for din kommentar... hvordan tog du beslutningen om at gå hjemme? Og havd gør du så nu for at komme ud på arbejdsmarkedet igen?
SvarSletKH L
Kære Line,
SvarSletden tog lidt sig selv, vi fik tre børn ret hurtigt efter hinanden ( det løb lidt løbsk ), og min kæreste startede firma. Efter første barn da jeg kom tilbage til tegnestuen igen var det bare ikke så fedt, der var fyret en del, bla nogle af dem jeg arbejdede godt sammen med. Så tænkte jeg "så bliver jeg da bare selvstændig, det har jeg altid tænkt at jeg ville". Det gik også nogenlunde ok, men med barn nummer to og tre oven i hatten er der bare for meget run på hjemmefronten. Og godt nok arbejder min kæreste en del, men heldigvis tjener firmaet penge - man kunne jo også nemt komme ud i scenariet arbejde meget, men ikke tjene penge i sådan et relativt nyt firma ( han er dog ikke arkitekt ). Så det hele hænger sammen, det er kun mig der er ved at hænge i laser :-) - præcis også i angst over svaret til dit sidste spørgsmål, ens faglige selvtillid er ikke superhøj når man mest har bygget om på sit eget hus i mange år, så HVAD er det jeg skal sige til en tegnestue at jeg kan. Så lige nu går jeg og tager tilløb. Og frygter samtidig også dagligdagen med børn + tegnestuearbejde - min hverdag er bare helt anderledes end dengang jeg kun var mig selv og kunne arbejde til hvor sent det skulle være. Er lidt bange for at den der bagstopper er sej at have med at gøre. Catch22! kh anette