Der var engang hvor den her blog havde mere kant, eller måske bare mere fokus. Det var dengang den startede, og jeg var på barsel, og den handlede om mig og mit barselsliv.
Så stoppede barslen, og jeg havde en lillebitte familiær krise over noget jeg havde skrevet på bloggen, og jeg fandt ud at jeg ikke var helt anonym mere... at man faktisk kan finde bloggen ved at søge på mit navn. Og så krøb jeg lidt i skjul. Jeg lod ikke vær med at skrive, jeg begyndte bare at skrive lidt mere om løst og fast, og ikke så meget om hvordan jeg har det, eller hvordan det føles indeni mig.
Og så blev det lidt mere kedeligt. For mig og for dem der læser med. Og jeg overvejede at slutte helt.... men det kan man jo ikke bare, man bliver jo afhængig. (Ikk?)
Så derfor må jeg prøve at skrive lidt mere ærligt igen. At dele mere med jer. Det er jo det, der er det fede. (Ikk?)
Og så må jeg jo bare finde en måde, at skrive om det der foregår indeni på....når det der foregår indeni blandt andet er en uhyggelig masse overvejelser om hvordan man får alting til at gå op. Job og fritid for eksempel. Karriere og moderskab. Familieliv og mit liv. Jeg vil jo nødig lyde utaknemmelig for mit gode job og min dejlige familie, og jeg ved jo ikke om de læser med - mine søde kolleger (Gør i? Hva hva hva? Sig det hvis i gør!) eller om nogen bliver sure igen. Eller om det nu er rigtigt klogt.
fredag den 13. august 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Så svært dilemma, det der!
SvarSletJeg har brugt oceaner af tid på at overveje hvordan jeg kunne være bekendt at skrive om dem som er i mine nærmeste omgivelser - bl.a i forhold til skilsmissen.
Men jeg besluttede mig for at blive ved med at skrive, og skriver udelukkende ting som er set fra MIT perspektiv og som jeg ikke 'skammer' mig over.
En stikprøve jeg laver jævligt er spørgsmålet: "har jeg/ville jeg kunne sige dette til vedkommende ansigt til ansigt?" - hvis svaret er ja, så trykker jeg på udgiv!
Jeg fandt heldigvis ud af at hele familien (og svigerfamilien, goddammit) læste med hos mig, før jeg nåede at blive for personlig omkring ting, som kunne have såret eller forarget nogen af dem. Og jeg er efterhånden ved at have lært at leve med, at der er ting jeg bare ikke kan få mig selv til at skrive, selvom jeg af og til har lyst. For ja, afhængig bliver man jo.
SvarSlet(en overgang overvejede jeg at oprette en tophemmelig skyggeblog,hvor jeg kunne skrive alle de "forbudte" ting. Men jeg gider alligevel ikke sådan et dobbeltliv i blogland).
Ha! Det har jeg også overvejet, Anne. Sådan en RIGTIG sur én.
SvarSletMen jo, kender godt den der fornemmelse. Men jeg skriver meget spontant og lyst/følelses båret, så nogle gange ryger der altså lidt bøvl med. Men ingen har klaget endnu. Og jeg håber, det kan ses at det ofte er en følelse jeg havde lige dér,. og at den ikke bliver ved med at være så voldsom.
Det er skide svært, men jeg tror, at så længe man bliver på egen banehalvdel og kun skriver ting, man selv kan stå inde for... så går det nok. Men man er klart mere sårbar, når man sådan bliver "offentlig".
SvarSletDet er svært at være skarp - helt skarp uden nogen bliver kede af det eller trådt over tæerne, også selvom man blir ovre hos sig selv, synes jeg. Da jeg startede troede jeg, at jeg kunne være langt mere ærlig, men der er alligevel for mange ubekendte, så i stedet er det en balanceakt, hvor den største kunst ikke er at blive ligegyldig. En form for trial and error.
SvarSletJeg tror alle i Blogcity kender dit dilemma!
SvarSletJeg selv har valgt at være anonym, og det synes jeg på mange måder giver mig mere frihed til at skrive.
Men jeg er dog ikke så naiv at tro, at min familie og mine venner og bekendte ikke kan genkende mig, hvis de kommer forbi. Det kan de sagtens! Så jeg prøver at holde en sober tone og bare skrive om, hvad JEG føler og oplever. Og indtil videre, tror jeg faktisk, det er gået meget godt med det...?
Tak skønne damer for jeres kommentarer.
SvarSletMin regel er at kan det siges højt, kan det også skrives her... Og at jeg kan være personlig uden at være privat. Alligevel føler jeg mig faktisk en anelse hæmmet ved at være 'kommet ud af skabet'
Åhja, de overvejelser har jeg også haft. Og har stadig, for den sags skyld. Er blevet "outet" af min mor, som har indviet min far. Og et par veninder læser også med. Men det er heldigvis det hele - indtil videre. Alligevel hæmmer det mig da lidt i min måde at skrive blogindlæg på; man vil jo ikke støde nogen, ligesom man ikke nødvendigvis føler trang til at indvie mutti i alle ens genvordigheder. Nogle af mine mere seriøse indlæg har da også affødt bekymrede mor-opringninger, og det er bare... irriterende. Selv om det sikkert er gjort i bedste mening.
SvarSletMen jeg tror, ligesom dig, at man godt kan være personlig, uden at være (for) privat. Det kræver måske bare lidt mere omtanke, når man skriver, så man ikke bare lukker op for galde-posen. Og måske det i virkeligheden er meget godt...