I was blind, but now I see

Nu taler jeg lige (som sædvanligt, selvfølgelig) kun om mig selv. Selv om jeg har på fornemmelsen at jeg ikke er den eneste der haft det sådan...
Mens jeg var gravid og mens Svesken var lille da havde jeg, sådan rent kropsligt, så rigeligt i mig selv og min lille sugekop af en baby. Først indeni og hele tiden med. Og siden udenpå og tæt på og helt afhængig. Jeg havde så rigelig kropskontakt og så mange følelser i gang nonstop at jeg nærmest var overstimuleret. Og jeg så faktisk ikke så meget andet end mig, baby og barsel. Og mødre.
Misforstå mig ikke, jeg elsker (og elskede) min mand meget, og kunne på ingen måde hverken tænke mig at undværre ham, eller rent faktisk ha gjort det uden ham. Men det var altså ikke så meget på den kropslige måde...
Men nu er jeg ligesom ude på den anden side. Ikke så meget så jeg kaster mig frådende over ham i tide og utide (hvor upraktisk ville det ikke også være?), men dog så meget at jeg ser igen. Jeg ser hvor skøn han er - brede skuldre og ret lækker.
Og jeg ser også de andre. De søde fædre i børnehaven, de søde mandlige kollegaer, den søde barista i kaffebaren, og ham den cute på det andet fortov.
Jeg tænker at der er håb forude...