Hele armen

Jeg skal da så ellers love for at VM kom i gang, og jeg har en mand der interessere sig for fodbold. Mildt sagt. Og han har glædet sig.
Jeg har faktisk vendet mig til tanken om, at den næste måneds tid skal gå med fjernsynet tændt, mens samtlige kampe skal følges. Ikke bare dem Danmark skal spille, hellere ikke bare Danmarks pulje, men dem alle. Og jeg føler mig både large og stor i slaget over at ha taget den uselviske beslutning at lade ham gøre det. Lade ham svælge i bold. Kampe, optaktsudsendelser, kampanalyser, fodbold-livstilsprogrammer - det hele. For det fortjener han sgu, og jeg kunne ærligt talt også nogen gange godt selv tænke mig en hel måned hvor jeg næsten kunne lade som om at det bare var mig, der helt alene boede i den her lejlighed. Og jeg så bare kunne spise tv-dinners og sippe rødvin og lakere negle og høre Loveshop lige så tosset jeg havde lyst til.
Jeg hader ikke fodbold. Jeg elsker det heller ikke, men jeg kan sagtens hidse mig op til sådan en slutrunde, og synes helt sikkert der noget ret fantastisk over, at så mange går i selvsving over sport (!)
Alligevel endte jeg med at lukke en dør bag mig, og give mig selv hovedtelefoner på da han og Fisteren lørdag eftermiddag lige snuppede et par timer med fodboldslagsange på youtube. Sådan kan det gå når man rækker nogen en lille finger...