Et særligt talent

Jeg var til lægen i går, fordi jeg har fået noget hold i ryggen-agtigt. Det gjorde nas og gjorde mig rimelig ukampdygtigt (nu er det bedre, takket være fantastiske ibuprofen!)
Nå men hun spurgte mig jo så om jeg havde lavet noget særligt der kunne være skyld i min meget stive og låste ryg... Malet? (nej) Flyttet? (nej) Danset? (nej) EtEllerAndet? (...nej) Om jeg slæbte rundt på børnene (næh ikke voldsomt) Om jeg havde for meget at se til? (næh) Om jeg lavede for meget (nej) Om min mand heller ikke synes jeg lavede for meget? Og det var så cirka her at jeg bare måtte indrømme, at jeg ikke havde lavet noget (særligt), hverken for meget eller for lidt, eller danset, eller malet eller noget. Og det bliver næppe nogensinde fordi at jeg laver for meget, at jeg får ondt nogen steder. For helt ærligt, hvis jeg har et særligt talent, så er det for at nyde og dandere, og jeg gør det ofte og helt uden dårlig samvittighed. Jeg er sindsygt god til at fise den af. Helt ærligt.