Min Morkrop

Jeg tænker kun på, at jeg er tyk, når jeg tænker på, at jeg er tyk. Hvis du forstår hvad jeg mener?

Det jeg mener er, at jeg ikke går og føler mig tyk. Eller buttet og med gode bryster, som min 87 årige morfar udtrykte det i denne påskeferie. (Er det alderen der gør det lovligt, at udtale sig så frimodigt?)
Jeg føler mig midlertidigt overvægtig, eftergraviditetskvabset, og ikke-tynd. Men jeg føler mig ikke tyk-tyk. Jeg bilder mig selv ind, at det går væk af sig selv. Lidt som princippet om hvad der kommer let, går let.
Men når jeg så tænker på, at jeg er tyk. Altså når jeg helt præmenstruel og ekstra oppustet møder et helfigursspejl, og på ingen måde kan ignorere hvordan kiloene sidder løst fordelt på en total ucharmerende måde. Så tænker jeg det så meget, så det nærmer sig selvhad. Så føler jeg faktisk, at det ville være rimeligt, at jeg blev straffet for at være fed og lasket og utilgivelig doven.

Problemet er at ingen af scenerierne løser noget, hverken den daglige laden stå til, eller det momentane selvhad. Hvilket vel også er en del af årsagen til, at jeg her næsten halvandet år efter seneste fødsel, stadig er buttet med gode bryster, og stadig ikke kan få tøjstil og krop til at gå op i en højere enhed. Og vælger at skylde skuffelsen ned med mørk chokolade...