Vi bor i en lys og rummelig lejlighed. Vi har adgang til en lille have. Og vi har kanaler og søde mennesker lige i nærheden. Men vi har kun to soveværelser. Et til de voksne og et til børnene.
Og spørgsmålet er om 'man' kan det? Hvor længe kan man det? Burde man flytte i hus med have? Har familien bedre af have end af kanal? Eller er kulturliv bedre end villakvarter? Hvad er bedst for børnene? Hvad er bedst for de voksne? Hvor har man den bedste barndom? Skal man kunne klatre i træer og rode efter regnorme for at blive et godt menneske? Kan det ikke også være et privilegie at vokse op i midt i København? Er parker nok? Hvor bliver man lykkeligst? På kort sigt? Og på lang sigt? Og hvad med skoler? Og naboer? Og hele ens omgangskreds?
Og er det meningen at jeg skal kunne beslutte det?
fredag den 30. april 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Just my words ;-)
SvarSletBørn er gladest der hvor deres forældre er gladest. Tror jeg.
SvarSletDer er ikke noget der er bedre end andet. Der er jo fordele og ulemper ved alt. Så længe man har hjertet med i det man gør og ikke bare vælger ud far en opdragelsesbogs "gode" råd om den "rigtige" barndom, så kan det vist ikke gå helt galt. Tror jeg.
Dine børn bliver lykkeligst - der hvor du er lykkelig;o)
SvarSletFølg dit hjerte, din mavefornemmelse og dit moderskab - så er jeg sikker på du finder det rigtige svar for dig og Jer.
For 5 år siden flyttede vi i hus med værelser til alle tre unger. Før det boede vi i lille hus hvor ungerne sov på samme værelse. Nu er der en trafik i "børneafdelingen" hver aften/nat til de ender på det samme værelse og sover sammen. De er 16, 13 og 10!!Meget meget hyggeligt! Det vi troede var en mangel, var åbenbart en gave!
SvarSletJeg tror også på, at børnene er lykkelige der, hvor forældrene er lykkelige. Vi prøvede jo forstads-modellen, men måtte efter blot 4 måneder flygte tilbage til Kbh. Fordi vi bare overhovedet ikke er færdige med byen. Øglen er ikke i klatre-i-træer-alderen endnu, men når hun kommer det, er jeg sikker på, at hun nok skal klare, at vi ikke har en privat have, hun kan klatre i. Til gengæld har hun så hele Fælledparken og alle mulige andre parker.
SvarSletNår/hvis der kommer en lillebror/-søster til Øglen, er planen også, at de to skal dele værelse. Det kender jeg flere, der har gjort, og ingen har omtalt det som noget, de husker tilbage på med rædsel. Tværtimod...
Man skal følge sin egen fornemmelse. Hvor har man det bedst - hvor trives man - hvor fungerer tingene bedst. Hvad er mest rigtigt for den ene er ikke nødvendigvis det rigtige for den anden. Og så længe du/I som forældre synes, I har truffet det rigtige valg - så er det også det rigtige valg for ungerne. Men jeg kan da godt følge dine tanker :o)))
SvarSletTak de damer... men hvordan ved jeg hvor jeg bliver lykkeligst - Min mavefornemmelse er forvirret...!
SvarSletÅh LIne, tror jeg ved præcis hvad du mener. Hvordan ved jeg, når jeg nu kan se glæde og fordele ved begge dele...
SvarSletKh
Lykke
Lige præcis Lykke!
SvarSletÅh - min mave er med din. Vi har prøvet at tage ud og kigge på huse, og processen begynder så småt inde i mit hoved (og mave). Mit bedste råd er at tage afsted og kigge. De første gange kunne jeg mærke at det bare ikke skulle være nu. Nu kan jeg så mærke at ideerne begynder at komme når jeg kigger...Så de små glæder og fordele ved huset & haven kommer snigende ind på mig nu.
SvarSletMen - det føles underligt at tænke på mig selv som husejer...