Efter at jeg er blevet mor er jeg blevet bange. Bange for at dø fra mine børn. Bange for at de dør fra mig. Eller bliver syge. Eller bliver mobbet. Bange for at min mand dør. Eller forlader mig. Bange for at min bror eller far dør. Eller andre.
Jeg er blevet bange for at køre i bil. Mere end jeg var før. Måske er det en medvirkende årsag til, at de der bilture er så hæslige, for det er særligt slemt på motorveje. Heldigvis er det ikke så slemt, at det ligefrem forhindrer mig i at tage ud. Men det er der. En lille snigende angst for at miste det og dem jeg elsker aller mest. Livet og min familie.
Det eneste gode der er at sige om Angsten er, at den også får mig til at huske at nyde.
En forårsdag som i dag skal selvfølgelig fejres med is ved kanalen.
onsdag den 7. april 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Hvor vildt...det er som om dine ord kommer fra min mund eller i hvert fald min mave. For det er præcis sådan jeg har det...er bange hver dag for at miste. Men kæmper samtidig en kamp for retten til også at stornyde alt det jeg hver dag elsker at stå op til. Nyd isen.
SvarSletOgså mine ord!
SvarSletMåske er det bare, i større eller mindre grad, et grundvilkår ved at være mor? Jeg synes virkelig jeg skal have fat i nakken på mig selv meget tit, for at det ikke skal tage overhånd - tage magten. Af og til kan jeg blive misundelig på folk, som tror fuldt og fast på, at der er en gud som har en mening med alt, et sted de kan lægge alle de bekymringer fra sig. Min egen 'tro' på øjeblikke og tilfældigheder rummer ikke den form for ro. Desværre. så jeg ved alt, alt for godt, hvad du mener.
Jeg kunne også have skrevet dette indlæg! Kunsten er at lære at leve med angsten, så den ikke kommer til at fylde, men stadigvæk får lige præcis så meget plads, at man husker at være taknemmelig og nyde livet her og nu!
SvarSletTak for en dejlig blog i øvrigt. Det er vist første gang jeg kommenterer - selvom jeg har fulgt med et stykke tid.