Om (mangel på) situationsfornemmelse...

Da jeg startede på arbejde igen for ca 2½ uge siden, kom jeg til at sidde overfor en (indlånt) person, som jeg, i gamle gamle dage, engang har været på date med. Det har ikke været akavet.
Men det var det tilgengæld da jeg blev præsenteret for ham et par uger inden jeg skulle tilbage på pinden efterendt barsel. Da sagde jeg nemlig, kæk og højlydt som jeg kan være, at vi da godt kendte hinanden - fra en date engang! Lige der havde jeg bare svedt ud, hvorfor det aldrig blev til mere end en date med denne søde, lidt stille og nørdede fyr. Det var nemlig lige præcis fordi han var stille. Og forsigtig. Og helt sikkert ikke typen der bryder sig om at blive mindet om dates, der er ældgamle og i øvrigt ikke så vellykkede. Slet ikke foran en helt masse nye mennesker.

Nåh ja, og så toppede jeg det ligesom af ved også at udstille mig selv som total ikke-menneskekender. Jeg var nemlig den der kækt besluttede, at han skulle ha en rigtig herre-whisky i afskedsgave, da han i går drog hjem til det kontor han var udlånt fra. Han havde tydeligvis svært ved at finde en grimasse der kunne passe, og han ville helt sikkert ha været blevet noget gladere for en rom, hvori han kunne knuse noget rørsukker og noget mynte.