My Goodness. Siger jeg bare. Sådan en smule køretur til det vestlige jylland, og jeg er ved at bukke fuldstændig under. Jeg havde udgivet alle mine inderste og mest saftige hemmeligheder, ja jeg var parat til hvad som helst, hvis det havde kunnet få de unger til at makket ret - bare halvdelen af tiden.
4½ time i bil er lang tid, når man er ansat som stewardessen Den fastspændte stewardesse vel at mærke. Hende der forventes at sidde i total akavede og forvredne stillinger og synge Mariehønen Evigglad i timevis, mens hun sødt og tålmodigt rækker vand frem og tilbage. Skralder bananer. Skifter musik. Skuer op. Skruer ned. Uddeler æbler. Og kiks. Og ostehaps. Fisker sutter op fra bilens bund. Og bøger. Og dukker. Og legoklodser. Og forsøger at trøste utrøstelige børn uden at kunne tage dem i sine arme, og uden selv at give sig til at tude af frustration. Det sidste lykkedes ikke. Og jeg fik også råbt meget højt på et tidspunkt, at jeg fandeme ikke gider at køre i bil med dem mere. Som i aldrig nogensinde.
Men det bliver jeg jo nød til, for jeg vil jo godt med hjem igen. Men jeg er fandeme dårlig til det. Også selv om jeg lader op med alt det positive energi jeg overhovedet kan opstøve inden.
tirsdag den 30. marts 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Tak for reminderen om, hvorfor vi ikke tager til Jylland i denne påske...
SvarSletDet dér er en til detaljen nøjagtig beskrivelse af vores hidtidige ture - og især er det nok følelsen af at være fastspændt stewardesse, der driver mig helt og aldeles til vanvid.
Men, sorry, er en lillebitte smule glad for at høre, at det ikke kun er mig der både kan nå at råbe og græde på sådan en tur ;-)
Uendelige er de gange jeg har undret mig over, hvorfor ingen har tænkt på at installere et sæde på drejeskive - total sikker vinder som ekstra udstyr til børnefamilier.
SvarSletTil enhver tid foretrækker jeg at køre hele den lange vej for at slippe for passagersædet...
Til enhver tid foretrækker jeg at køre hele den lange vej for at slippe for passagersædet - i hvert fald indtil de fås med drejeskive...
SvarSletFøler med dig! Byt med manden på vej hjem, så kan han være steward.
SvarSletLille fif (fra knap så pædagogisk mor): Jeg plejer at have en del smågaver med som er pakket ind, og hver gang det trækker op til tårer og utålmodighed, trækker mor en gave op af tasken. Det plejer at give en anelse bedre biltur til Norge.
Fuck... jeg tror, at jeg var stået af og gået hjem ;)
SvarSletDu må give dem noget beroligende, så de sover på hele turen hjem ;)
;o) STORsmiler (sorry), men det er jo præcis det man er. En fastspændt stewardesse.
SvarSletPå en sær måde er det virkelig en trøst at vide at i andre også har det sådan, selvom jeg ikke ønsker det for nogen.
SvarSletIndtil jeg anskaffer mig et kørekort, er jeg desværre nok tvangsindlagt som stevardessen. Er af samme grund stor fortaler for færgen. Og virkelig svær at overbevise om vigtigheden af ture til vestjylland.
Vi kom dog hjem igen. I etaper over Århus og Kalundborg. Og det gik heldigvis rimelig okay.
Som "kunsandheden" siger er det allerbedst at være chauffør på den slags ture.... nu er jeg højgravid, og kan slet ikke vende og dreje mig, men klemme mig ned bag rattet, det kan jeg :-)
SvarSlet