En slags guldkorn

Den anden dag, da jeg lå på madrassen på gulvet, (der ligger jeg meget!) så satte Svesken sig ved siden af mig og aede mig på håret, mens hun sagde 'aa-aa', (er det et ord? I så fald er vi ved ord 3) senere samme dag, gav Fisteren mig en spontan krammer, mens han sagde ' du er den bedste!' Altså så er der da ikke et øje tørt, vel?

Men ikke nok med det. Der vælter simpelthen de sjoveste historier og forklaringer ud af munden på den dreng. Han korrekser mig dagligt med det argument '...at det har han altså selv hørt i radioen!'
Selvom at han ikke høre så godt, han har nemlig ørepropper, som han forklarede lægen til sin 4års-undersøgelse. Hun, der ellers lige havde godkendt ham som frisk og velskabt, blev nu opmærksom og måske lettere bekymret. Indtil han forklarede at han har ørepropper, når han ikke vil høre hvad vi siger. Og det er ganske vist, skulle jeg hilse at sige.
Den anden dag, da vi havde haft en vældig hyggelig stund, hvor vi legede Gæt Et Dyr, så skulle han lige på toilettet, og vi skulle lege videre bagefter, men da han lavede drille-lillesøster-og-ikke-høre-efter-formaninger på vej derud, så sagde jeg bagefter til ham, at vi ikke skulle lege, når han ikke ville høre hvad jeg sagde til ham. Og han blev helt ulykkelig, og hikstede frem, '...at det er fordi jeg havde ørepropper i.' Underforstået; han kunne faktisk ikke gøre for det. Og sådan er det faktisk med rigtig mange af de ting, han (åbentbart ganske uberettet) bliver beskyldt for herhjemme.
For eksempel når han skyder skylden fra sig, og over på Svesken, ved at sige 'at det var hende der sagde at jeg skulle løbe hurtigt/kaste bolden/ødelægge legohuset.'
Ja right, for hun siger nemlig alle ordene: ai-ai, av og aa-aa. Og så er hun faktisk også begyndt at ryste på hovedet for nej. Så helt sikkert, det var hende der sagde det, Fister! Kom igen. Den med ørepropperne var bedre...