Symbiose

Jeg har tigget mig til en halv fridag. Manden er således draget på tur med begge børn. Og jeg har i al hast ryddet det værste rod op. Kastet mig over computeren. Som kun får max en halv time. For jeg skal nemlig også nå at læse en bog!
Sagen er den, at selvom man skulle tro, at børn langsomt bliver større og langsom løsriver sig fra deres forældre, så har de tilsyneladende en del tilbageskridt på deres færd fremefter. Således har jeg i den seneste tid haft Svesken siddende på mig som en lille igle. En køn, men meget tung og hæmmende accessorie. Vi taler 24/7, kun afbrudt af de 1-2 timer hun sover formiddagslur. For det er også om aftenen, hvor hun kalder uafbrudt. Og om natten hvor hun foretrækker at sove ovenpå mig! Og det er hyggeligt, men efter et stykke tid får jeg sådan en trang til at ha min krop lidt for mig selv. Og til at nå at tænke en tanke. Eller folde et stykke vasketøj.
Ej ok, hvem narrer jeg her. Jeg har ikke som sådan trang til at folde vasketøj. Derfor gør jeg det heller ikke, nu hvor mine arme er helt frie, og hænger så mærkeligt ubeskæftigede omkring mig. Men jeg åbner en bog gør. En ny en, tror jeg. For jeg kan ikke huske hvad den jeg er ved handler om længere...