Angsten

Igår var jeg til møde på tegnestuen. I klædt en nystrøget bluse (tak husbond) og et styk utroligt charmerende pigebarn. Dagsordenen var: Tilbage på pinden. Med alle de underpunkter det kan afføde i disse vuggestueløse tider.
Når man fraregner snestormen så var det i bund og grund en vellykket udflugt. Med et noget overraskende udfald. Nogen havde nemlig lavet en ny (midlertidig) jobbeskrivelse til mig. Således skal jeg en tid være mere skrivende end tegnende...! (Og have fleksible arbejdstider med mulighed for hjemmearbejde OG fridage til at passe Svesken, indtil hun får en plads i systemet.)
En udfordring jeg gerne tager imod, men dog ikke uden en vis bæven.

Faktisk endte jeg nærmest med en smule angst i aftes. Ikke kun over de nye og spændende jobudfordringer, men over det hele i en pærevælling.
Over at om lidt er Verdens Længste Barsel ved vejs ende. Og jeg skal sige farvel til lange dage med Svesken og goddag til den virkelige hverdag med hente og bringe og hele molevitten.
Og over at tiden går så hurtigt. Og over at jeg kommer til at savne hende sådan. Og over altmuligt.
Helt ærligt jeg havde hjertebanken, hovedpine og kvalme. Og måtte drikke af snapsen. Og snuppe en hovedpinepille. Og alligevel lå jeg vågen med angsten. Seperationsangsten...