5-4-3-2-1... Godt Nytår!

Nytår... det lyder jo lidt af fest, men det efterlader langt oftere mig i en melankolsk tilstand.
Bevares der har været virkelig gode nytårsfester imellem. Der har bare været mange flere af de stille og rolige. Som jeg i virkeligheden også på mange måder holder mere af. De passer i hvert fald bedre til melankolien..
Melankoli der vel handler om, at nytår ikke blot er et helt spritnyt og ubrugt år forude, men også tid til at se tilbage på året der gik.
Og hvordan gik det så? 2009 var jo i høj grad barsel, og alt hvad det måtte indebære af søvnmangel, bleskift og ufattelig mængder kaffe og kærlighed. Og et lille menneske der gik fra at være 2 måneder til at være 14 måneder. Og som nu er gående!

Og så er det jo ikke engang kun et nyt år vi kaster os ud i. Det er helt nyt årti.
Og når jeg tager SÅ store briller på, så er der for alvor sket noget, siden jeg stod i de norske fjelde i minus-nogen-og-tyve grader, sammen med en god håndfuld danske venner, og en god håndfuld tyske venner, og skålede det nye årtusinde ind ved den hjemmebyggede isbar. Se det var i sandhed en festlig nytårsaften.
I løbet af de 10 år der er gået, har jeg har boet 5 forskellige steder. Arbejdet på 4 tegnestuer. Haft 3 kærester (+ det løse). Født 2 børn. Og har holdt 1 helt fantastisk bryllup med Manden i mit liv. Ikke i præcis den rækkefølge dog.
Der er nok af minder at dvæle ved. Masser af tid der gået. Og som aldrig kommer tilbage. Oplevelser der var umulige at forestille sig for 10 år siden. Men som jeg aldrig ville ha været foruden. Bare tanken om alt det der har været, gør forventningerne til det nye tiår store.

Se bare der.... jeg fik lige skrevet mig ud af melankolien, og lige lukt ind i forventning.
Godt nytår!

Julelisten

Èt indlæg vil aldrig kunne rumme alt det der er sket i julen. Men en liste kan måske?

PLUSLISTEN:

Familie
Det holder helt vildt at fejrer højtider med de nærmeste. Nøj, hvor har det været hyggeligt!

Gaver
Børneglæde!

Mums
De lækreste hjemmelavede traditionelle julelækkerier alle de steder vi kom frem. Mmmmh.

Ferie
Hvilken udsøgt fornøjelse at holde pause fra hverdag, og bare være sammen, alle sammen.

Nytår
Fandeme godt fundet på, at der lige er en festlighed mere i den anden ende af julen. Så topper det igen lige om lidt.

MINUSLISTEN

Gaver#1
Nå så blev man åbenbart rigtig voksen, med alt hvad det indebærer af fællesgaver og fornuftigt undertøj. Jaja, jeg ønskede mig det, men alligevel...
(Ej helt ærligt: jeg fik også en endagsbillet til Skanderborg Festival... og det er jo ikke så ringe endda!)

Gaver#2
Tydeligvis velmente, men virkelig grimme FisherPrice-legedimser. Med mange mange lyde. Og UDEN byttemærker!

Gaver#3
Ja så fik jeg lige bildt mig selv ind, at gaveræset var ovre. Indtil jeg kom i tanke om at der skal bruges 5 fødselsdagsgaver og 1 dåbsgave inden d. 11. januar...

Hvid jul
????? Not in my backyard! Øv!

Motorvejskø
Syv timer tog dog os, at køre fra København til Århus 2. juledag. 7! SYV! Jeg har født børn hurtigere end det!

Glædelig jul

Den sidste pakke er ankommet med pakkeposten (for sent til at komme med til jylland, men dog ankommet). Alle gaver er pakket ind. Juletræet er pyntet. Fisterens forventninger er skruet helt i vejret. Manden er gået på juleferie. Jeg glæææder mig til lidt julefrihed, mens han passer børn. Og jeg glæææder mig til juleferie med dem alle 3. Det bliver skønt, og når der i ny og næ bliver et øjeblik med julefred, vil jeg sende tanker til hende der ikke er med.

Rigtig dejlig jul til jer alle derude. Må det blive en glædelig en.


Fisteren har selv pakket ind til sin far. Der blev ikke sparet på tapen!

P3½?

Slog lige over på P4 idag. Trængte til julemusik, og på P3 spilleder de kun det dersens moderne musik. Allerede mens jeg stillede over, forfattede jeg, inde i hovedet, et indlæg om hvor gammel jeg så lige var blevet.
Men på på P4 var der heller ingen julemusik. Tilgengæld var der en gammel nisse, der talte laaangsomt og t y d e l i g t om meget kedelig ting. Ting som jeg fortrængte allerede mens jeg hørte dem, og som jeg derfor ikke kan gengive som dokumentation Der var også musik, men det var ikke i julekategori, og det var ikke engang godt.
Tilbage til P3 med mig. Men stadig ingen julemusik der. Hvad skal man så stille ind på? Og hvad skete der med der public service? Har de ikke pligt til holde mit julehumør højt?

Juletaknemmelighed

Julestemningen har indfundet sig. Godt hjulpet på vej af sneen.
Og se, nogen har pyntet et træ med røde og lilla kugler. Og småbitte diskokugler. Det står lige ved den lysregulering der hedder Christmas Møllers Plads. Et sted, der om noget sted, har brug for opmuntring.
Jeg bliver bare sådan glad helt langt indeni, når nogen gør sådan noget. Bare for at glæde alle os andre.

Så gå dog, kvinde!

Helt ærlig jeg har ikke været spor sjov, at være sammen med idag. Jeg har talt for bestemt, og min tålmodighed med min familie har kunne ligge på et meget lille sted.
Igår var jeg alene med unger det meste af dagen, det gik sådan set fint nok. Lidt hårdt, men også hyggeligt. Sådan er det jo bare, når man ene kvinde skal opfylde to børns konstante strøm af behov. Og så var jeg nok lidt kommet til at lave en lille kalkule indeni mig selv. En kalkule der handlede om at jeg sikkert fik lov til lidt alenetid idag, når jeg nu ikke fik den igår. Men han havde jo tømmermænd, Manden. Og han hyggede sig faktisk meget godt med at tudse rundt herhjemme. Fisteren ligeså. Og sandsynligvis ville Svesken også ha været ganske tilfreds, hvis bare jeg havde gidet kravle rundt nede på gulvet og underholde hende. Problemet var jo bare lidt, at det gad jeg egentlig ikke. I hvert fald ikke hele dagen. Jeg gør det jo i forvejen hver dag, så hvis weekend skal adskille sig lidt fra hverdag, så skal den altså indeholde andet end pasning af de søde små.
Så der gik jeg og trængte til ro. Men havde istedet krævende familie all over. Familie som jeg egentlig tror gerne ville være sammen med mig. Hvis altså jeg havde været til at holde ud at være sammen med. Men næh nej, jeg svøbte mig i offerrollen, og bed af alle der vovede at gøre noget der ikke passede mig. Og nej, det var ikke skønt. Det er den der offerrolle aldrig. Men for fisan hvor er det svært bare at skride på en pæn måde....

Life's Good

Se så! Så stod man helt træt og underskudsagtig op, med ondt over det hele, og stadig en smule kolde tæer, efter SÅ hyggelig udflugt til juletivoli. Og se så hvad der stod til mig.... Min (forsinkede) fødselsdagsgave!

Det er ikke en Mac, men det snobberi må jeg så lægge fra mig. For se alligevel lige hvor lille og fin den er. Jeg tror sgu at han elsker mig!

brrr

Nøj, hvor var det pænt og julet.
Og hold kæft hvor var det bare pissehammerendemøjminetæerfalderafkoldt.

God timing

Det går vist ikke så godt derude til klimatopmødet. Mildt sagt.
Men tilgengæld så går da meget godt på det helt lavpraktiske klimaniveau: nemlig julevejret. For fisan hvor er der pænt derude. Håber sådan at både de trætte aktivister og de opgivende forhandlere, kan blive lidt glade når de vågner til alt det hvide.
Og jeg har planlagt at hente Fisteren tidligt i dag. Vi skal nemlig i juletivoli. Bare ham og jeg, og den 50er han har fået af sin bedstefar til julestads eller snold.
Ingen tvivl om, at i kan bande på, at vi kommer i det helt vilde julehumør, efter sådan en treat!

Juleønsker 2009

1. Varigt vægttab!
2. Overskud og friskt mod
3. Total lykke (intet mindre!)
4. STOR lottogevinst
5. Vuggestueplads (nu)
6. Fred i verden (selvfølgelig)
7. Looove (kan man aldrig få for meget af)
8. Lækkert tøj.... (mmmh)
9. Og en iPod! (Og tid til at bruge den)

Egen avl.

Vores lille Sveske-engel. Puttet ned i den sølvfarvede sovepose, så sover hun dejligt ude i kulden. I lyden af helikoptersvirren.


En slags lille fest. Han siger, at han skal være politibetjent, når han bliver stor, og så er det for alvor skægt, at ha udstyret på i gaderne, i disse topmøde-dage.

Ha/Ah

He!
Skønno skønno julefrokost med dejlige mødre.
Og så en søndag hvor jeg fik lov at sove længe, og da jeg stod op, så var de andre 3 taget på udflugt. Og jeg kunne lige pludselig se hvor dejlig vores lejlighed er, og hvor skønt det er at lulle rundt på bare tæer og lave kaffe. Og så bare mig og avisen i 2 timer! Og faktisk også en gåtur i kold decemberluft, bare mig, der hænger ud på gadehjørner. Aah, tømmermænd.

Mor-mutationen lader vente på sig

Vores Fister er så glad for sin lillesøster. Han praler af hende. Og viser hende frem. Men medaljen har også en bagside. For han vil gerne lege med hende, og ha hendes opmærksomhed. Og han gør det ved drille og røre, og hun skubber ham væk, og vil slet ikke være med. Og når han efter en lang dag kommer ned på legetæppet til mig og Svesken, og putter sig ind til mig. Så skubber hun ham også væk. Hun vil nemlig ikke være med til at dele mig med ham. Så siger han til hende; 'Vigga, det er altså også min mor!' Og jeg får ondt langt indeni, fordi han går og har det sådan, at han må argumentere sig til, at få lov at være med.
Det værste er når han beder mig om jeg ikke vil sove inde ved ham om natten. 'For jeg kan ikke sove alene.' Svesken ligger jo hele natten og putter sig i smørhullet mellem mig og Manden. Og han ligger inde på sit værelse alene. Hvilket jo i princippet er fantastisk. At han sover på eget værelse, i egen seng. Det er jo også målet for Sveskens nattesøvn. Og vi andres. Han er sådan set den eneste der sover efter planen. Men for ham føles det nogengange som om det er ham der er udenfor.
Hvor bliver de der ekstra arme af? Og hvad med overskuddet, skulle det ikke være poppet op omkring nu?
Åh, dårlige samvittighed...

Virkeligheden

Jeg var jo lige lidt kæk, der i sidste uge, med julebilleder og hjemmestrik.
Det var jo lige ved at blive til en bo-bedre-blog.
Men ret skal være ret; det her er virkeligheden.
Bemærk udvalget af kulørte strømpebukser!

Berigtigelse

Vi har haft tilsyn fra kommunen i dag. Det er på grund af det der lillebitte tilskud jeg får til pasning af eget barn. Den kommunale dame orienterede mig om, at det ikke var et sikkerhedstilsyn, ej heller et pædagoisk tilsyn. Men et berigtigelsestilsyn. Så nu skulle det være ganske vist, helt rigtigt, OG dokumenteret: jeg er stadig herhjemme med Svesken.

Må. Finde. Barnepige.

Den anden dag nævnte Manden La Buca. Som i; 'La Buca ligger der vel endnu, der kunne vi da godt tage hen igen...'
La Buca er en ret fantastisk italiensk restaurant der ligger på en rimelig ussel adresse i Vanløse. Sagen er den at vi var der i efteråret 2007. Da vi kun havde Fisteren. Og vi var der vel at mærke uden barn. Og jeg tror faktisk ikke vi har været ude at spise sammen siden. Bare os to, uden børn. Det er sgu da tankevækkende...
Når vi nogengange snakker om at gøre noget kæresteagtigt sammen, så ender vi altid med at blive enige om at vi har kæresteaften hver aften. Og det har vi også, det er bare ofte den slags hvor Manden arbejder, og jeg tuller omkring. Men trods alt dog i samme rum. Ind imellem taler vi endda sammen!
Her ville en hvilken som helst par- eller familieterapeut råbe Vagt Ved Gevær! For det går vel ikke? Kan vi være så heldige? Vi glæder os til at drikke kølig hvidvin/fadøl på fortovscafeer igen. Og vi tror på det at det kommer. De bliver jo større, de søde små. Men kan vi bare lade tiden gå, og håbe på at komme helskindet ud af småbørnsårene? Helt uden at komme ud. F.eks. på La Buca igen...

Hvor er deleteknappen?

Undskyld, men kan man slette indkomne kommentarer? Hvis f.eks. en eller anden kineser har valgt at spamme mange af ens indlæg med rosende (og enslydende!) kommentarer...

Et rigtigt lille menneske

Svesken er 13 måneder og lidt mere. Og hun er nu sådan et rigtigt lille menneske. Der forstår hvad vi siger. Nogen gange. Hun forstår at man sover i soveværelset. Og at vi skal i køkkenet for at smøre mad. Og at bananer, det kan hun lide. Hun spiser med ske og gaffel. Hun ved præcis hvilke gode sager der falder af i kaffebutikken (croissant) og hos bageren (tebolle). Hun vinker farvel. Og siger hejhej (aei aei). Og synger sange. Og klapper. Og er meget bestemt omkring hvad hun vil være med til. Hun har heldigvis opdaget fordelene ved fars stærke arme, og jeg er nu ikke længere den eneste der dur. Omend jeg stadig tit er den foretrukne. Og så elsker hun Magasin. Hamleys, det dur. Og så et smut hos Joe & the juice bagefter. Se det er mors pige!

Ps. jeg har modtaget den mest fantastiske vandregave fra Nina. Vanter! Sorte! Strikkede! Med huller til finmotorik! Og stadig så lange at fingrene holder sig varme! Helt vildt mange tak!

Se lige:

Kom så on Pladsanvisning!

Skal vi bytte, sagde Manden og aede mig på kinden. Det var i morges og jeg lå og forsøgte at gasse mig under dynen, mens han tog sig af unger og deres morgenmad. Jeg skriver forsøgte, fordi at Fisteren faktisk protesterede så voldsomt over alting, at det var rimeligt svært at ignorere. Og det var ikke fordi at Manden ville ligge ned, og jeg skulle tage morgenmadstjansen, det var bringe/hentetjansen han ville bytte. Så jeg skulle aflevere og han skulle hente. Ok sagde jeg søvndrukkent, og opgav mit fortagende under dynen (søvn, that is).
Og det er faktisk ok for mig, for det passer med at jeg kan få mig en Cappuccino på vejen derned. Og Svesken kan falde i søvn på vejen hjem. Men hun ville bare ikke med hjem idag. Hun vil blive nede i børnehaven. Hvor der er andre børn, og spændende legetøj. Og fest og ballade. Hun er så fisans parat til vuggestue, at jeg er lige ved at tude i afmagt over den der pladsanvisning i Københavns kommune. Hvem anviser de pladser til? Ikke os i hvert fald. Tror sgu jeg er ved at være mør til at ringe ind og trygle lidt.

That was then, this is now...

Dengang jeg var nybagt mor til Fisteren, der var jeg lidt ved at gå op limningen. (Hvor lige præcis sidder limningen egentlig?) Jeg knuselskede min lille dreng, og følte mig virkelig som lykkens pamfilius. Samtidig med at jeg slet slet ikke kunne kende mit liv, og mig selv. Det var vanvittigt skræmmende, ikke at kunne finde sig selv, i det der var mit spritnye liv. Oven i købet med et spritnyt lillebitte liv at have ansvar for og elske hudløst. Hold kæft det var svært.
Min søde faster, som jeg havde besøg af da Fisteren var 4 måneder, og jeg var desperat efter at bare være mig selv, sagde, at det blev meget nemmere når jeg fik nummer 2. Hvilket jeg helt ærligt ikke kunne bruge til så meget.
Men på en måde havde hun ret. Jeg savner ikke mit før-mor liv lige så meget nu. Men det er sgu da fordi jeg nærmest overhovedet ikke kan huske hvordan det var. (Altså: SGU!)
Desperationen er dog ind imellem den samme. Hvor er hende jeg var? Forskellen er at jeg ikke ved hvor jeg skal lede længere. For hun sidder vel ikke stadig derude og drikker rødvin på hyggelige cafeer, eller går lange ture ved vandet, eller hænger i hele døgn på sofaen med gode bøger, eller hvad....?
Måske er hun endda tynd!

Jul på Christianshavn

Mmmmh

Jul

'naij mor, hvor kommer den fra? Har du lavet den?'

'Tror du ikke det er julemanden?'

'Jo. Jeg så ham faktisk i nat.'