Fødselsdag

I dag er det 1 år siden at jeg lagde skuffepapir i alle kommodens skuffer. Og derefter fik veer mens jeg var nede og hente Fisteren i børenhaven. Vi tog bussen hjem, bare ligesom fordi. Og faktisk var der INGEN der rejste sig for hende med veerne!

4 timer og en onkels hæsblæsende jagt gennem København for at møde op til pasning af den store senere, var vores lille pige kommet til verden. En lille pige smurt ind i mørkegrønt fostervand, og min lykke var gjort endnu engang.

Lille bitte Vigga... stadig lidt grøn.

Den stolte storebror. som i øvrigt synes vi skal ha en baby mere!


1 år gammel!

Gavevandring for de modige!

Nu nåede jeg jo slet ikke at være med til gavevandring hos Lis, men så nåede jeg heldigvis at være med hos Nina i stedet. Så nu får jeg endnu en gave fra Nina! Ja jeg har jo fået før, da jeg var den heldige vinder i en give-away.

Den gode ide med gavevandring går ud på, at jeg også laver en hjemmelavet(!) gave til de tre første der skriver en kommentar om at de har lyst til at være med. De tre skal så også på deres blog dele tre gaver ud. Og på den måde er vi jo mange der kan blive beriget med hjemmelavede gaver fra kreative bloggere derude i virkeligheden.

Og nu siger jeg jo hjemmelavet. Og det er her det bliver rigtigt spændende!! For vi ved at Lis hun tryller med Liberty stoffer og symaskinen, og vi ved at Nina hun kan strikke og hækle. Men hvad kan jeg egentlig...? Jeg kan afsløre så meget at det ikke bliver håndarbejde, der er jeg stadig for meget nybegynder til at jeg vil kunne nå at frembringe noget inden for rimelig tid. Det er heller ikke sikkert at det er noget du får lyst til at prale af. Til gengæld bliver det lavet med ekstra kærlighed og omsorg :-)

Vil du lege med?
Tør du få en hjemmelavet dims af mig?
Og kan du selv frembringe noget til de tre første på din egen blog?
Så tøv ikke!
Det bliver spændende!

ønskedag...

Åh jeg gad godt at købe en ny skøn bog. At finde en dejlig vinterjakke. At vandre lidt rundt ude i vejret. At drikke varm kaffe og spise en kage. At snuse i småbitte butikker. Måske endda gå lidt i biografen. Og komme hjem til varm hjemmelavet suppe....

Måske kan jeg godt lidt af det. Med Svesken som selskab.

Denne gang er det for alvor

Nu skal det være slut med det der amning. Der er åbentbart lidt tvivl om, hvis de der bryster er, men nu er min grænse ved at være nået. Hun får til til hun fylder et, hvilket er på fredag, og så ikke mere. Kampen om brysterne går ind, og jeg agter at vinde. Og denne gang mener jeg alvor. Selvom jeg er i tvivl om metoden. Derfor: alle gode råd modtages med kyshånd.

Vi HAR prøvet at far sov alene med hende i 7 dage.... det afstedkom kun urolige nætter, og et meget træt og klynkende barn.

Vi HAR prøvet langsom nedtrapning: fungerer slet ikke. Mest fordi jeg er så dårlig til at takle hende, når hun bare er hjerteskærnede ulykkelig. Hun bliver simpelthen ved med at græde, til jeg giver mig.

Jeg er parat til afprøve begge metoder igen. Men hvis du sidder inde med den gyldne metode, så giv mig endelig et praj.. Det siger sig selv at hun ikke overgiver sig uden kamp, men jeg foretrækker dog at afvende hende uden alt for mange traumer til følge. Og jeg har jo et blødt hjerte og følsomme trommehinder (og en rygrad af spaghetti), så er ikke så god til ulykkelig børn.

Jeg klarede den!

Manden kan være her igen, hvert øjeblik det skal være, og begge børn sover (endelig). Vi har klaret 3 dage uden faren. Med moren som den der er den. Både til madlavning, bleskiftning, putning, legning og alt det indimellem.
Og ved i hvad, der har været tidspunkter hvor det nærmest har været hyggeligt, og langt det meste af tiden var det okay (ikke fantastisk, men okay). Her til sidst kammede det lige lidt over. Alle var trætte. Børnene fordi de ikke lige var forberedt på det der vintertid, hvilket jeg sådan set heller ikke var. Det var jo lige en time mere til mig. Og jeg (blandt andet) fordi jeg ikke har sovet så meget, og så ligesom bare fordi. Fordi Fisteren siger prut i alle sætninger, i mange sætninger siger han det mange gange. Han synger prut i alle sange (De prutter hele natten på Jamaica) og han synes i det hele taget prut er helt ustyrligt morsomt. Ikke mindst når jeg i ren afmagt, råber igennem stuen, at nu gider jeg simpelthen ikke hører mere på prut. Det fik ham til at skraldgrine. Og råbe prutprutprut. Mig fik det til at koge.
Svesken takler sådan et par dage, hvor hun fulltime skal dele mig med fisteren, ved at hænge ekstra meget i brysterne om natten. Og ved at være virkelig overtræt og ulykkelig når hun skal sove. Og det går ikke hurtigere (eller mere gelinde) det der putning, når hun er sådan, og det er jo synd for Fisteren som sidder i stuen og venter på at det bliver hans tur til at blive puttet. Pyh moren fik sved på panden.
Lige om lidt er det ovre. Manden kommer hjem. Forhåbentlig har han haft en virkelig dejlig tur. Og forhåbentlig går der lidt tid inden han tager afsted igen. For selvom det var ok, og tit hyggeligt, (rigtigt hyggeligt faktisk, at ligge der som en meget mast skinke i en dejlig sandwich om natten. Men ikke så effektivt for sovningen) så er jeg ikke sikker på at jeg kan lade være med at bestille en charterrejse til de varme lande til mig selv næste gang. Som belønning. Og helt uden de andre...

God entre-karma

Jeg har læst hos Trine, at det er ret vigtigt med god karma i entreen. Så lykken kan finde vej.

I stedet for at rydde op, har jeg opsat en kærlig hilsen. Og så håber jeg på fed lykke. Og måske et kærestebrev!?

Thank God, for bedsteforældredag i morgen.

Ret åndsvagt egentlig, at man først opdager hvor nemt det er at være alene hjemme med ét barn, når man er alene hjemme med to.
Min græsenkeweekend er tyvstartet. Og om 1 døgn hænger jeg på den i 3 dage og 2 nætter...
G L U P

Tak for hjælpen så.

Synes du der er længe til sommer? Jeg synes nemlig der er ret længe til sommer, jeg synes også det er en meget bred tidsmæssig betegnelse, når det er svaret på hvornår vi kan regne med en vuggestueplads til Svesken.
Jeg ringede til pladsanvisningen igår, skulle ligesom lige vide hvor slemt det står til. Ja vi har jo godt nok allerede forlænget min, i forvejen forlængede, barsel helt til marts, men jeg kunne ligesom fornemme derude i småbørnsverdenen, at det måske slet slet ikke var længe nok. Så jeg ringede lige. Og det var jo ikke fordi damen derinde, på pladsanvisningen var uhøflig eller noget, men sådan ligefrem hjælpsom eller interesseret eller undskyldende var hun heller ikke. Der er nogen der siger at jeg bare skal græde og løbe dem på dørene. Men det er altså ikke min stil, og jeg kan bare ikke få mig selv til det. Men det er altså heller ikke fordi man ligefrem får kredit, eller forståelse, eller bare høflige svar på spørgsmål, når man som jeg vælger at klare skærene så godt som muligt selv, og så lade eventuelle frustrationer gå ud over andre sagesløse. For jeg kan nemlig godt hidse mig lidt op over det. Over at det åbentbart er fucking (undskyld, men omstændighederne kræver kraftudtryk) umuligt, at føde børn, gå på barsel, og så indenfor rimelig tid, overfor både arbejdsgiver, og ikke mindst den barslende kvinde (eller mand), at starte på arbejde igen. Altså med en tilfredsstillende pasningsordning til den lille ny. Og helst også uden at gå glip af flere års pensionsindbetalinger, og uden at gå en lille smule ufrivilligt herhjemme og glemme hvad ens uddannelse egentlig går ud på...
Fik jeg sagt at til sommer vil Svesken være et sted mellem 18 og 21 måneder!

Perledims

Fisteren og jeg har været kreative med perler i weekenden. Det er så hyggeligt at sidde og dimse sammen, og han elsker det. Eneste minus er at Svesken absolut ikke elsker at vi dimser med dimser der er så små, at de er forbudt for små børn.
Som tidligere nævnt er jeg ramt af underskud i økonomien, nu hvor min orlov er selvfinansieret, så disse her skal bruges som værtindegaver i den kommende tid. Så er du advaret hvis du gik og pønsede på at invitere mig på et glas gløgg eller noget.


Her er Fisterens fine kreationer!

Bliver man slet ikke klogere?

Jeg har været på hospitalet i dag. For at besøge den yndigste lille pige og hendes mor. SÅ fin er hun. Og på trods af at jeg (tror) at jeg ved, at jeg ikke skal ha flere børn, man (jeg) skal nemlig kende sin begrænsninger, og jeg er jo netop dagligt lidt glad for at min Sveske er tæt på at gå, og måske snart siger et rigtigt ord, og hverdagen igen så småt er genkendelig, så slår alle hjerneceller fra ved synet af sådan en lille perfekt skabning, og mit instinkt tager fuldstændig over.... og jeg må bare ha sådan en lille en igen. Kan se hvordan den slags kunne gå galt. Hvis altså ikke det lige var for Svesken, der har parkeret sig selv så eftertrykkeligt imellem os i dobbeltsengen, så at det der med at lave en lille ny det ikke lige sker ved et uheld...

Orange

Astrid har udfordret mig til at finde 7 orange ting i mit hjem. Hendes egen udfordring var pink!Men næh, så nemt skulle det ikke være for mig.

Jeg har gennemstøvet lejligheden, og hermed præsenteres ALLE vores orange ting. Det giver præcis 7! Omend den ene næppe kan kaldes en ting, men hellere den end Fiskars-saksen...

Billederne er som sædvanligt taget med min mobiltelefon, deraf den noget ujævne kvalitet.

1. Bøgerne.

2. Dejlig fødselsdagsgave. Med orange frugter i!

3. En kasse med minder.

4. Dejlig musik.

5. Mor-barn cremer.

6. Gryder til varme retter.


7. Udsigten. Ikke rigtig en ting, men meget nærværende og meget orange.

Og udfordringen gives videre.... til Frederikke som jo har al tid i verden lige nu, og som derfor med lethed burde kunne finde 7 Lilla ting. (Døre tæller ikke!) Og til Louise, Flødebollens mor, som sædvanligvis er skrap med kameraet!

I'm back

5 dage varede det der overskud jeg optjente med tøserne i lørdags.
På trods af virkeligt smukt efterårsvejr, og virkelig hyggelig frokostaftale så er reserverne igen i bund. Og jeg kan næsten ikke modstå den der kasse flødeboller nogen har stillet på øverste hylde.
Jeg kan nå den hvis jeg står på skamlen.

Uperfekt

Jeg har været sammen med en lille gruppe (blog)mødre idag. Det var perfekt hyggeligt, og vi er så rørende enige om at vi i bund og grund er uperfekte mødre, men at vi alligevel elsker at være det, og at vi gør det godt nok. Ret godt endda, hvis jeg skal sige det. Til gengæld vil jeg sige, at jeg til fulde levede op til det uperfekte ved ligesom at sætte fuld handling bag. Blandt andet ved at fodre Svesken af med banan, som hun selvfølgelig fordelte ligeligt over sig selv, sofaen og min kjole. (undskyld.) Og ved at melde mig selv til kaffebrygning, for så rent faktisk kun at sætte vand over, og slet ikke lave den. (undskyld, jeg er et rodehoved.) Og til slut, på vejen hjem, i børnetøjsbutik, at rydde disken med en kombination af baby og tørklæde, og derved smadre yndig lille glasskål ned på hårdt flisegulv. (undskyld, undskyld, undskyld... også for at jeg ikke kom tilbage som jeg sagde. Fandt nemlig fin lille jakke til Svesken i en anden butik. Hvor jeg slet ikke smadrede noget.)


Den er så fin. Og meget mere lilla i virkeligheden.
Den grå 'skygge' i bunden af billedet er mit venstre bryst, der åbentbart insisterer på at være med... glæder mig til ammebarm skrumper til teposer!

Nye tider

Svesken er næsten et år gammel. Og ligesom hun er blevet større, tungere, mere opmærksom og sjovere sådan nærmest umærkeligt, så er der også andre ting der har forandret sig.

For det første: Selve det der Mor til To, er slet ikke så uoverskueligt længere. Jeg er vokset med opgaven, og ungerne er klart vokset med. Aflevering og hentning af Fisteren i børnehaven, som i starten var en nærmest umenneskelig opgave, er nu nærmest A Walk In The Park (nærmest). Bitter- og træt-mor er næsten afløst af glad og kærlig mor. Mor til To-rollen får mig til at føle mig ret sej-agtig, istedet for ret udkørt-agtig. Alt så for det meste...

For det andet: Tiden hvor man (jeg) kan noget igen er kommet. Jeg kan tage ud. Jeg kan endda tage helt til Jyllandet og drikke rødvin, hvis jeg vil. Jeg kan også gøre noget med børn, uden at det er drønhammerende besværligt. Godt nok er hun stadig en glad ammer, men hun kan godt uden, hvis mor ikke er i nærheden. Og Manden han siger bare, at det gik fint. Selv om underboen siger de kunne hører grædende barn...

For det tredje: Jeg har nu i en uge (SYV DAGE) ikke rørt snoller og kager. Havde knaldende hovedpine på dag 2, men ellers så går det sgu meget godt. Og bare lige så i ved det, jer som jeg skal se i morgen, jeg må gerne lidt, men kun ved særlige lejligheder ;-)

pip

Bare lige kort:
Det var SKØNT! Fabelagtigt, dejligt og festligt. Og jeg har en lille smule tømmermænd, så må tilbage til ingenting på sofaen...

Det bliver fabelagtigt

Jeg føler mig rimelig husmoderlig herhjemme. Har haft flere dage hvor jeg ligesom var den der var den. Mig der henter. Mig der handler. Mig der laver mad (eller køber det ved den lokale pizzamand). Mig der putter børn i nattøj. Og derefter putter dem. Og så mig der sidder standby for at drøne ind og genputte hvis det skulle blive nødvendigt. Måske er det en slags langsom optakt til det der venter mig om 2 uger. Der tager Manden afsted i 3 døgn... Og jeg skal være den der er den, indtil jeg er lige ved at kaste op af det, forestiller jeg mig. Hatten helt vildt af for alenemødre.
Men inden da... (fanfare)... så er det mig der skal ud af døren! Jeg tager simpelthen over til mine tøser i Århus på lørdag. 24 timer uden min elskede familie. (Som jeg selvfølgelig allerede savner lidt på forhånd.) Den første nat uden Svesken! Som jo så må undværre amningen, men mon ikke hun klare det?
Men for fisan hvor jeg glæder mig. Der bliver mad på restaurant. Dejligt selskab. Cocktails. Nattesøvn(?) og ikke mindst 2 x 3 timer i toget, HELT for mig selv. Mmmmmh.

ps bemærk lige at jeg IKKE går i panik ved tanken om 3 døgn alene med 2 børn længere. Så det ændrede sig altså. Nogen derude kunne måske finde trøst deri?
Det er i sandhed nye tider...

Rejecocktails anyone?

Vi fandt mine gamle dukkehusmøbler frem i går. Og så gik Fisteren ellers i gang med at fylde hans dukkehus op!
'Sku vi ikke lege det var en restaurant?' Sagde Fisteren, og så stillede han borde og stole op under træet. Det ser da drønhyggeligt ud. Spørgsmålet er så bare om der er plads til at lave mad i det noget overmøblerede hus!?

Min Dr. Jekyll og Mr. Hyde dag

Det startede simpelthen så godt og hyggeligt imorges. Og jeg skulle endda være den der afleverede i børnehaven.
En sød pædagog gav en kop kaffe. Vejret var skønt. Hjemme igen grinede og hyggede Svesken og jeg. Og spiste frokost og hyggede mere. Og mens hun sov, så fik jeg lige set på lidt (ikke huslige) projekter. Og ligget lidt på sofaen. Og tænkt på hvor skønt det hele er.
Og så sneg der sig ligesom noget ind på mig, da jeg skulle i et par joggingbukser for at deltage i Fisterens gymnastik. For fisan hvor ligner jeg bare noget der er løgn. Altså helt vildt. Alting hænger løst. Undtagen tøjet. Og så fortsatte det ligesom i den dur. Indtil for lidt siden, hvor jeg måtte trække vejret rigtigt dybt, inden jeg kom til at vræle nogen i hovedet, at jeg simpelthen er så træt af at være gammel, slidt, usexet, tyk og kedelig. Jep, den får på alle tangenter når jeg en (heldigvis sjælden) gang imellem når helt ned på bunden af det der engang var mit selvværd.
Vi kom også en lillebitte smule op at skændes, og jeg vrissede lidt af de der børn. Øv.

Vil ha drinks, sex, flad mave og lækre stænger. Og intelligent samtale. NU. Gerne i omvendt rækkefølge, bare det går hurtigt!

Ser min delle stor ud i den her dyne?

Virkelig ikke en særlig god dag til udflugter. På trods af virkelig gode intentioner.
Det startede med at vi drønede med metroen til Naturcenter Amager, for at leje en pony som Fisteren skulle ride på. Men for det første kunne vi ikke finde de skide krikker, og for det andet så blæste det en pelikan. Fisteren ville bare hjem igen.
Så prøvede jeg uden familien. Målet var Magasin, og det var strømpebukser til tøserne i familien den stod. Men først var jeg lige ved at vælte i føromtalte pelikan. Og derefter så kom jeg helt uforvarende, og selv om jeg jo godt ved bedre, til liiiige at prøve et par bukser. Eller prøve at prøve et par bukser.
F*** hvor er der langt imellem min størrelse og buksernes størrelse.
Nå men fik i det mindste strømpebukser. Og en ny dyne! Og det er fisme fedt! Glæder mig til at komme ind under den....

Gæt en kendt

Hjemme hos har vi en leg der hedder 'gæt en kendt', den går ud på, at man med få hints skal få den anden til at gætte, hvilken kendis man har spottet på gaden i løbet af dagen. Nogle er blevet gamle kendinge (Musiker med én arm; Steen Jørgensen!) (Fodboldspiller med baby; Jon Dahl T), i dag kan jeg servere denne: Udlænding i pansret køretøj!

Tror i han gætter det?

Svesken i første række, rimelig uimponeret. Men med croissant.

Hun skulle jo være her

Min mor er død. I dag er det 15 år siden. Og i går fik jeg et brev fra Århus Kommune, med spørgsmålet om vi vil forlænge hendes gravsted eller om det skal sløjfes. Og selvfølgelig vil vi forlænge. Der er slet ikke andet på tale. Selv om jeg faktisk ikke har været der meget længe.
Det er ligesom bare slet ikke der hun er. Hun er i mine tanker og i mit hjerte. Hele tiden. Hun er stadig den jeg instinktivt har lyst til at ringe til, når jeg virkelig har noget at fortælle. Kirkegården er for de døde. Og i mine tanker er hun lyslevende. Så levende at jeg kan føle overvældende sorg når jeg mærker indeni mig, at det er hun slet ikke. Ikke spor lyslevende. Så kirkegården har jeg ikke brug for til at minde mig om, at jeg har mistet mit mest betydningsfulde menneske. Det minder alle mine daglige gøremål mig om.
Og det er pisseuretfærdigt er det. Jeg vil ha hende tilbage!