Store skeer?

Der er dælme ikke meget romantik i luften herhjemme. Til gengæld er Kærligheden stor. Helt vildt stor faktisk. Og den går/kravler lyslevende rundt i mellem os. Og findes også i opmuntrende smil, hjælpende hænder, kærlige ord og gode grin. I fantastiske fælles oplevelser og i troen på at vi får tid til hinanden igen.
Og hvem ved, måske lærer Svesken en dag at sove i sin egen seng, uden at ligge tæt i ske med sin mor? Og så er det måske de voksne der skal ligge tæt igen!

ok så, jeg blir

Jeg har fået længere tid herhjemme. Helt til 1. marts! Det er fisme så langt ude i fremtiden, at jeg slet ikke kan forholde mig til det. Det er jo næsten forår til den tid. Og lige nu er det jo kun lige begyndt at være efterår.

Måske er der nogen derude der kan huske, at jeg sendte en mail til min arbejdsplads....? Det viste sig at de meget gerne så, at jeg tog længere orlov, faktisk længere end jeg selv havde foreslået. Det gik jeg lige og tænkte lidt over. Der er jo lige det med (den ikke-eksisterende) økonomi i sådan en ulønnet orlov. Og så er der lige det med, at jeg faktisk måske var begyndt at holde en smule af tanken om, at komme i gang igen. Bruge min hjerne og mine kreative evner igen. På andet end baby, blog og strikketøj. Og så lige den der angst for at gå helt i stå. Og for om vi kan få dagene til at gå herhjemme. Altså hun er tydeligvis et vuggestue-alder-barn nu, og er endda begyndt at nøjes med én lur dagligt. Så jeg skal jo være underholdende, på den omsorgsfulde pædagogiske måde, virkelig lang tid hver dag.

Efter et par uges tænketid, er jeg dog blevet tryg og glad for min længere orlov. Så nu skal vi råhygge Svesken og jeg. Og rende i zoologisk have i tide og utide.

Drømmescenariet er dog, at vi får plads i institution til 1. februar, så jeg kan få en måned til at leve nogen af mine egne drømme ud. Eller i hvert fald få taget hul på dem...

Altså hvem ville ikke gerne bruge 5 måneder mere med den her lille smukling? Jeg vil i hvert fald gerne se hende tage det første skridt, sige sit første ord. Og få sin første tand. For den må vel komme...

Haleluja!

Jeg har gjort rent! Tørret alle vandrette flader af. Og (næsten alle) lamper. Støvsuget og vasket gulv. Og hængt tæpper til luftning. Med familien ude af huset og højt musik på anlægget! (Tag den overboer!)
Jer der har prøvet at gå på barsel, uden nogensinde at få ordnet noget, ved ligepræcis hvor FEDT det er!

En lille del af sandheden?

Fisteren: 'Mor er det ikke mærkeligt... Michael Jackson, han holder sig hele tiden på tissemanden. Ellers så tisser han i bukserne.'

Moragtigt

Jeg var sammen med min søde brors søde kæreste den anden dag. Hun har lige født, og vi snakkede om nødvendigheder. Ikke til babyen, men til moren. Altså vi snakkede om nødvendigheden af at få nyt tøj. Nu. (På-jeg-har-gået-i-ventetøj-i-evigheder-NU-vil-jeg-ha-rigtigt-tøj-på-igen-måden). Hun drømmer om smalle jeans (det gør jeg også stadig væk) og en pelsvest. Selvom hun er lidt i tvivl om det med vesten, for det er jo ikke så 'ungt', mere sådan moragtigt.
Hmm. Jeg ønskede mig også en i foråret. Fandt i stedet en fantastisk poncho hos creme de la creme ala Edgar. Og det er vist også moragtigt. Faktisk, hvis der er noget der er moragtigt, så er det da vist den butik.
Nå men jeg er vist også kommet ret godt overens med det moragtige hos mig selv. Selv om der er langt fra mig til Yummy mummie ;-)
Og mon ikke den søde nybagte mor også kommer overens med sit moragtige, så snart hun opdager det praktiske i en lækker vest/poncho. Som man lige kan slynge over alle gylpe/banan pletter inden man vover sig ud i virkeligheden. Og så se bare en lille smule yummie ud.
I hvert fald vare det ikke længe inden hun kommer i sine smalle jeans. Hun er allerede skrumpet betydeligt på den første måned. Slet Skjult Misundelse!

Jeg troede at jeg kunne

Selv om jeg godt ved, at jeg har en rygrad af spaghetti når det kommer til grædende-barn-mor-vil-sove-kombinationen, så troede jeg godt jeg kunne holde ud. Og ikke kaste barmen i ringen (so to speak). Det kunne jeg så ikke. Og jeg er faktisk så flov over det, så jeg næsten ikke tør indrømme det. Manden sukkede på så-er-du-fandme-selv-ude-om-det-måden, da han opdagede det. Og han har jo så evigt ret. Jeg er en kryster.

suk

Det går ikke så godt med det der nat-amme-stop.
Eller på en måde går det jo godt, for Svesken har nu ikke fået bryst om natten i en uge. En uge hvor jeg har sovet sammen med Fisteren, og Manden har taget den ulykkelige Sveske om natten.
Og hun er også bare så ked af det om dagen, og tager gevaldig revanche med amningen i dagtimerne. Ligesom hun også insistere på at ligge i arm når hun skal sove. Altså hele tiden. Hvilket ikke giver meget tid til voksenting. Som fjernsyn. Eller bog. Eller oprydning.
Og helt ærligt så kan jeg godt forstå hende. For det gør også ondt på mig. Jeg savner at ligge i ske med min lille smukling. Jeg kan mærke det helt fysisk som en lille klump i maven.
I nat må jeg sove i min seng igen. Så må vi se om jeg kan holde brysterne for mig selv...

3 gode

3 gode (og deres minusser) fra den første dag efter ferien...

1. Svesken sov en to (TO!) timer lang formiddagslur. Godt nok insisterede hun på at sove de 1½ time af dem i arm med mig. Men jeg har på det seneste (af nød) udviklet en evne til at læse mens jeg ligger i arm. Således fik jeg faktisk læst en god bid af en god roman. Mens jeg lå under en dyne. En mandag formiddag. Det er egentlig en okay måde at holde barsel på. Medmindre selvfølgelig man har trang til at ordne noget. Eller bare ha armene lidt for sig selv.

2. Dejlig eftermiddag med min ynglingsvoksen. Med kaffe og kage. Og en nødvendig gåtur med Svesken, som altså bare er helt vildt pjevset og ulykkelig det meste af tiden. En anelse anstrengende. Især fordi jeg ikke har den fjerneste anelse om hvad det skyldes. Mavepine? Ørene? Tænder? Ammestopsblues? Andet?

3. Tumlingegymnastik. Ikke min favorit, selv om det er mig der har meldt os til. (Hvorfor ligger det mandag kl. 17. hvor alle unger er ved at dejse efter en lang dag?) Men for fisan hvor er det hyggeligt når vi først er der. Og så må man jo tage den efterfølgende umulighed med...

Virkelig dejligt. Og meget utjekket.

Jeg tror stadig, nu på fjerde år som børnefamilie, at ferie er lig med ro, afslapning og spontane indfald. (Jeg tror det også om weekender -erfaringer preller tydeligvis helt af på mig. Tror også stadig lidt på, at jeg kan tabe mig selv om jeg lever af chokolade...!)
Denne her ferie var så igen et bevis på at jeg tager fejl med hensyn til ferier. Det eneste af konceptet der overlevede, var det med det spontane. Det var faktisk til tider ret spontant, dog mest på den utjekkede måde.
Vi startede utroligt utjekket ud, med at glemme to tasker nede i porten. Vi snakkede endda om hvor god plads vi havde i bilen. Hvilket vi regnede med var fordi vi efterhånden er blevet rutinerede til det der pakken. Det var så ikke derfor, konkluderede vi efter ankomsten og udpakningen. I de to glemte tasker var Sveskens legetøj, og vores habengut, dvs. bøger, strikketøj, krydsogtværser (Manden!), og også kameraet, babyalarmen, opladeren til min mobil og koden til det mobile brednet.
Så var vi ligesom der hvor vi måtte klare os på gammeldags vis, med mit dejlige (men helt utjekkede og overhovedet ikke digitale) spejlrefleks. Telefonen var strømløs, computeren ubrugelig, og babyen måtte sove inden for synsvidde.
Den gammeldags måde passede dog ret fint med det faktum, at huset var uden opvaskemaskine, så vi kunne bruge de få ledige børnefrie stunder over køkkenvasken.
Vi var også rimelig utjekkede ferieagtige, når vi helt spontane, med hjernen på sofaen, besluttede at tage på ture, og så bare ikke rigtigt fik planlagt det i forhold til Sveskens mad. Gang på gang på gang, stod vi der, på små hyggelige steder, uden babymad til hende. Herhjemme går jeg nærmest ingen steder uden banan, brød og mad på glas i tasken. Og det på trods af at jeg her næppe kan gå 500 meter uden at passere en bager, et supermarked eller en frugtbod. Sådan er det så bare ikke på Bornholm. I hvert fald ikke uden for sæsonen. Så hun har fået udvidet sin kostplan nogle dage. Og indskrænket den betydeligt andre dage.
Sidste dag på vej til færgen opdagede vi, at vi ved en fejl havde bestilt langsom-færgen i stedet for hurtig-færgen. Og selvom vi faktisk på det tidspunkt er begyndt at se et mønster i vores utjekkethed, og derfor har taget os sammen til at smøre madpakker til turen, (som jo heller ikke var spontan) så lykkedes det os faktisk at komme fra bildæk til passagerdæk uden hverken madpakke eller bletaske. Børnene overlevede på banan, pølsebrød og is. Og vi andre overlevede kun med nød og næppe. For der på sidste dagen var Svesken løbet gevaldigt ind i noget pjevsethed. Formenetlig på grund af et nat-ammestop, som det pludselig faldt naturligt at påbegynde i ferien. Og selvom det går okay. To ud af tre succeskriterier er opfyldt. 1. Far KAN trøste. 2. Mor KAN holde sig væk. Desværre overgiver hun sig ikke uden kamp, så det kommer nok til at tage lidt tid inden kriterie 3: rolige nætter, indfinder dig. Og indtil videre er hun bare så pjevset og træt. Og det toppede ligesom henover en 2½ time lang færgetur...

Men for fisan hvor var det mest dejligt. Elsker bare den ø!
Bornholm er dejlig! Familien er dejlig! Sensommeren var dejlig!


Nørresand, Gudhjem. Tjek lige den himmel!
Eneste digitale foto! Taget sidste dag med mobilkamera, da jeg turde bruge af nødstrømmen :-)

Feels like going home

Nå men, hejhej så. Vi ses på den anden side af ferien :-)

31536000 sekunder

Ét år er der gået siden jeg gav en stor kage på jobbet, sagde hejhej, og smuttede på barsel.
Og det har været ret skønne dage. Lidt mindre skønne nætter, men i bakspejlet sådan set også helt okay (glemslens lyserøde skær).

Noget af tiden er gået sådan her:

49 dage uden baby. 7 af dem efter terminen.
316 dage med den skønne Sveske.
2190 bleer skiftet. Sådan cirka. Og jeg har ikke skiftet dem alle sammen.
1095 kopper kaffe. 1/5 købt i dyre domme.
2 stykker strikketøj igangsat. 1 færdigt.
24 bøger læst. Halvdelen inden babyen kom ud.
24 cm er hun vokset. Desværre er jeg ikke helt skrumpet det tilsvarende.
0 nye tænder. Hele familien inklusiv. Eller faktisk minus en.
12 nye skønne mødre har jeg lært at kende. + alle jer derude bag internettet!
2920 amninger. Mindst. Sandsynligvis mange flere hvis man medregner maratonnætter.
2 film set uden afbrydelser.
4 gange babysvømning. Med skønne frokoster bagefter.
0 gange svømning med Fisteren. Dårlig samvittighed…
Langt mere solskin end regnvejr.

Virkelig mange:
Gyldne stunder med underskøn baby.
Liter grød/mos er endt på gulvet eller i skraldespanden
Gange har søvnbehovet trumfet romantikken.
Gåture med barnevogn.
Nullermænd

Lidt for lidt/få:
Hvidvin og slåen til Søren
Motion
Arme

Sammenhængende timers søvn

…..ok den her liste kan jo blive ved og ved og ved. Så slutter her. Med et før og et nu billede! Enjoy!

September 2008

Sommer 2009

... nåh ja, og når jeg sådan tænker rigtigt efter, så er det da for vildt at et helt år, det bare sådan smuttede, og at jeg nærmest ikke kan huske hvad man laver henne på det der arbejde. Men tilgengæld ikke har mere ammehjerne end at jeg kan regne ud ca hvor mange bleer vi har brugt :-)

Jeg har sendt en mail...

Til min arbejdsgiver, hvori jeg høfligt, sødt, loyalt, med en antydning af arbejdsiver, god vilje og humor, spørger så ærligt jeg kunne få mig selv til, om hvordan landet ligger.
Vil det være til tegnestuens fordel, hvis jeg forlænger min orlov? Det kan man jo håbe, for så kunne det jo være, at vi var så heldige, at vi kunne få det til at gå op med en institutionsplads. Eller står de og mangler mig helt vildt? For så vil jeg da gøre mit aller bedste for at finde, intet mindre end verdens bedste, private passer til mit søde barn.
Nu håber jeg bare at de/hun værdsætter ærlighed, og ligefremme spørgsmål. For ellers har jeg måske gjort mig selv en bjørnetjeneste. Og placeret mig selv aller yderst på vippen.
Måske er jeg allerede derude. På vippen. Jeg turde ikke spørge om det også. Ved heller ikke rigtigt om jeg vil kende svaret.... Selv om det på mange måder ville være praktisk at vide hvor man ligesom står.

Fik i øvrigt, lige efter jeg havde trykket send, tilbudt en passer.... Og det ved jeg helt ærligt slet ikke hvad jeg skal gøre ved lige nu...

Oh happy day

Jeg har fået mit søde barn tilbage! Ham den skønne der har været væk så længe. Måske er det (please) trodsalderen der er ved at være ovre? Måske er det bare (endnu) en fase?

Men altså jeg siger det bare: der har I N G E N kriser været, i i hvert fald 3 dage nu. Han er sød. Og dejlig. Og bare helt vildt skøn at være sammen med. Jeg vil nærmest gå så langt som til at sige, at jeg har fået set en lille flig af overskudsmorshimlen!

I dag da vi gik hjem fra børnehaven, (i øvrigt heller ingen bøvl med at hente!) så spurgte han(som sædvanligt) om han måtte få en is. Det er et okay spørgsmål, for jeg giver nemlig i ny og næ is på vejen hjem. I dag sagde jeg dog nej. Men tilføjede at vi i stedet kunne gå i 'vores' kaffebutik, og så kunne han jo vælge en is der, hvis han ville det. (En 'rigtig' is købes jo som alle ved i en iskiosk, og spises på vejen hjem, på en bænk)

Til dette forslag udbrød han: '-Tak mor! Jeg skal lige parkere min cykel, så jeg kan gi dig en kramser!'

Og så gjorde han det. Parkerede cyklen på fortovet. Og gav mig en kæmpekrammer...

7 9 13. Bank under bordet. Stirre nemesis bestemt i øjnene. Please lad det blive ved.

Den søde, men stadig frække, dreng efter sit aftenbad.

Jeg kunne ha været en slags fælles fjende...?

Jeg overhørte (og så) et skænderi i går. To voksne mennesker, af hvert sit køn, på hver sin side af vejbanen. De råbte til/af hinanden og det var ikke kønt. Det handlede om hvorvidt deres forhold skulle bestå, og om det urimelige i, at det skulle diskuteres lige der. På gaden. Foran Orlogsmuseet. Hvor de egentlig var på vej ind, kunne jeg forstå. Sammen med deres søn. Som stod helt stille og så ned i brostenene ved siden af sin råbende mor.
Pyh, får helt ondt i maven bare ved at tænke på det igen. Stakkels barn, som stod der helt alene mellem sine forældre. Jeg fik bare sådan lyst til at få dem til at opføre sig ordentligt. Men det kan man jo ikke... vel? Blande sig i andres privatliv. Heller ikke selv om det foregår ude på gaden.
Sandsynligheden for at det eneste der ville komme ud af at jeg blandede mig, var at de ville råbe af mig i stedet for hinanden, var egentlig også overhængende...

Men så ville barnet nok alligevel holde med sin far (og mor)
Og måske er det alligevel bedre?

Al dente? Not even close!

Nåh ja, og hvis der var nogen der gik og tænkte over, hvordan det gik med mit nat-amme-stop-projekt, som jo havde en slags deadline lige på den anden side af Sveskens 10 måneders dag...? (Som var sidste mandag.) Så vil jeg bare sige, at vi prøvede at gå i gang med projektet, men vi nåede kun en halv nat igennem, inden jeg kastede et bryst i munden på barnet. Helt ærligt det virker hver gang, og hun var så ulykkelig. Og jeg var så træt.
Det er svært at være standhaftig når man har en rygrad som udkogt spaghetti.

Så kan det da kun blive en god dag!

Se hvad jeg har vundet! Det er så fint. Og overgår mine egne syslerier mange gange. Glæder mig til at holde varmen om nakken og håndledet med stil dette efterår :-)

Fotoet er taget af Nina der har syslet!

Flere fritimer

Jeg har haft fritimer igen. Min dejlige mand spurgte, om jeg havde lyst til igen, at ha lidt tid for mig selv, og jeg tog imod med kyshånd.
De første par timer tilbragte jeg hos min bror og hans kæreste, sammen med deres nu to uger gamle/nye baby. De har desværre allerede stiftet bekendskab med brystbetændelse og ammesår, men ellers går det godt, og babyen er stadig helt bedårende.
Bagefter havde jeg en lille times tid til sen frokost med mig selv på cafe.
Mmmmh!
Helt ærligt, det kunne godt blive en vane med sådan et par fritimer en gang om ugen... det er så fedt, at kunne høre sine egne tanker, i det hele taget at tænke noget der ikke har med pleje og omsorg for børn at gøre, men bare omsorg for mig.
Og efter sådan nogle timer, så er jeg faktisk så ladet op, at jeg sagtens kan forestille mig lige at smutte i svømmehallen med Fisteren, bare sådan lidt kvikt i ulvetimen. Det blev heldigvis ikke til noget, for det var vel lige lovlig overmodigt. Men jeg tænker at med fritimer nok til mor, så vil der helt af sig selv, falde flere af de gode oplevelser af til børnene. Og det er jo en win-win!

Ammestillinger

Svesken har hele tiden været ret glad for amning, men det er som om, at konceptet i sin enkelhed, på det seneste er begyndt at kede hende. Og hun er begyndt at peppe seancen lidt op. På den yoga-agtige måde. Vi liggeammer; jeg ligger på siden med nederste bryst blottet, og hun ligger ligeledes på siden, med front mod mig. Men der går bare ikke mange sekunder, før hun har møvet sig om på maven. Stadig med brystet i munden. Derefter strækker hun sig på benene, og støtter på hoved og hænder, med numsen lige i vejret. (En perfekt nedafkiggende Hund!) Og hun har stadig fast i brystet! Sådan går der lidt tid, hvorefter hun giver slip, og stiller sig på alle fire, og med åben mund kaster sig frem mod brystet… Det er underholdende, men det er ikke ligefrem den afslappende affære det var engang. Og det bliver næppe til langtidsamning med hende, for hvem ved, hvilke endnu mere avancerede yogastillinger hun har i ærmet…

(Hun er også begyndt at suge sig fast andre steder på min krop, som for at finde ud af om der mon kunne komme andre lækkerier ud? Således har jeg indtil videre afværget sugemærker på maven, på kinden, på armen og på næsen.)

Nu med håndarbejde!

Tada: Mit allerførste stykke strikketøj er færdigt!

Jaja, det er bare et halstørklæde, men lidt har også ret, og måske udvider jeg repertoiret snart. Men først skal jeg strikke et mere. Til Fisteren, og det skal være fuldstændig lige sådan, har han beordret!

Behovsdato

Hvis jeg var en tjekket blogger, eller en tjekket mor, så ville jeg selvfølgelig have skrevet et indlæg med denne titel i går, hvor vi faktisk ramte den dato, som vi havde opgivet som Sveskens behovsdato. Jeg er så ikke ret tjekket, og har ret beset også fuldstændig skudt en hvid pind efter at få en vuggestueplads lige foreløbigt, og derfor skrev jeg i stedet i går, om min mislykkede søgen efter rytmik til barnet (og moren).
Hvis vi havde fået den der vuggestueplads, da vi havde behov (som jo så var i går!), så behøvede jeg jo slet ikke bekymre mig om udvalget af underholdningstilbud til de små og deres barslende forældre…

Nå men behovsdato; det er jo så den dato man opgiver til kommunens pladsanvisning, som værende den dag man har behov for pasning fra. (…?) Men det virker tilsyneladende ikke. I hvert fald står vi nummer 25 på ventelisten. Og med mindre der bliver en helt uforudsigelig stor udskiftning i vuggestuen de næste måneders tid, så når vi heller ikke at få en plads, til den dato hvor min (forlængede) barsel slutter. Og hvad gør man så? Ja jeg ved det ikke. Endnu. Men jeg har da været en tur forbi min arbejdsplads, for at stikke en finger i jorden, og vejre stemingen. Branchen (arkitekt, that is) er hårdt ramt, men måske (måske ikke?) også på vej tilbage. De meddelte dog at de er fleksible, og i øvrigt endnu ikke kunne se så langt frem (2½ mdr…ikke SÅ lang tid egentlig). Og så er det at jeg tænker: fleksible? Betyder det fleksible i 14 dage, eller betyder det fleksible i 6 måneder? Bliver man opsagt lige så snart man er tilbage? Bliver man tegnestuehelt hvis man bliver væk, for så kan nogle andre sikkert beholde deres job? Og kan jeg overhovedet klare længere tid herhjemme? Bare man for dulan da forstod arbejdsgiversk… eller i det mindste pladsanvisningsk!

gøgl

Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at det er kedeligt at være på barsel. Men ind imellem så keder det mig, at stable stablekodser, synge sanglege og gi svingture. Og det keder tydeligvis Svesken når jeg ikke gider.
Så jeg har besluttet vi skal finde noget rytmik-noget. Eller noget andet noget. Bare noget hvor der er andre børn. OG en anden voksen der bestemmer hvad vi skal lege!
Men altså det er nemmere besluttet, end fundet. For mit barns (mærkelige?) søvnrytmer passer tilsyneladende ikke ind i programmet... I hvert fald ligger alle de tilbud jeg kan finde i hendes lur, eller så snert på den, at jeg næppe kan nå derhen. Så kan jeg jo putte hende i vognen, og trille hende der hen, mens hun sover, og så er der, vupti, underholdning når hun vågner, vil nogen indvende. Det gjorde jeg jo i vinter/forår. Men jeg er bare blevet så glad for min time om formiddagen, at jeg så nødig vil opgive den for gøgls skyld.
Og så er der selvfølgelig også hele den omstændighed, at rytmik og den slags, det er altså noget man skal være hurtig på aftrækkerne for at få pladser til her i byen. Så med mit tempo er det såmænd nok allerede for sent. Selv hvis jeg skulle beslutte at droppe formiddagstimen en enkelt dag om ugen.