Tid til mig

Jeg kom ud! Hurra!
Eller i hvert fald: aaaaah...
Fredag stegte jeg en hulens masse fiskefrikadeller, og var til sommerfest i børnehaven, og var derfor om muligt endnu mere blæst, træt og på-nippet-til-bims om aftenen, end jeg var, da jeg skrev forrige indlæg. Og der var jeg pænt over kanten, kan jeg roligt sige.
Lørdag blev min redning. Selvom jeg faktisk endte med at liste afsted og bare ligge en seddel på den feje måde. Inden havde jeg dog stukket en finger i jorden, og antydet at det var tid til at mor kom ud. Og Fisteren havde en aftale med fodboldfætrene, så dagen var oplagt til alenetid, -eller en slags kærestetid, kunne man pointere, men der var jeg altså ikke lige.
Jeg kunne altså se mig selv være afsted, uden at familien led overlast, hvilket jeg, med skam må indrømme, gjorde det lettere. Skam fordi, at de vel i princippet sagtens kan klare en dag uden mig, uden at lide overlast.
Men sådan er jeg så, og det er jeg måske fordi, at jeg ved, at jeg lider en del overlast, når jeg er den, der bliver ladt tilbage med de to baryler, og far skal more sig. Men det ser dog heldigvis ikke ud til at stoppe faren...

Hvad gjorde jeg så?
Jeg listede afsted mens de var ude. Og så gik jeg småtudende ind mod byen. Det føltes på det tidspunkt mere som en nødvendighed (for ikke at gøre nogen skade) end som frihed. Byen var dog ikke det rigtige, for meget larm, for mange biler, for lige-som-det-plejer-bare-uden-klapvogn-agtigt.
Så jeg snuppede en bus til Dragør. Aaah frisk luft til mor her. Og smukke omgivelser. Blæst og hav. Og 'Sildens dag' (jeg ignorerede det bare). En lille spadseretur. En lille smule shopping. En bænk ved vandet. Frokost med hvidvin. Hansen is til dessert. Tid til at lade tankerne flyve. Og en del mere opladet da jeg kom tilbage. Og jeg husker at gøre det/noget snart igen, for det var så dejligt, og ikke helt nok.
Og Manden, -altså han synes jo bare det er mærkeligt, at jeg ikke bare gør det. Lige så tit det falder mig ind.

Tudekiks

Jeg har ikke mere at gi af. Lad mig være. Blev der sagt.
Jeg orker ikke at blive revet mere i håret, eller pillet i næsen/ørene/øjnene/munden af små buttede (og nuttede) børnefingre. Jeg orker ikke at ha den lille elskling slynget om mit skinneben. Jeg orker ikke at hun vil op hele tiden, også når jeg er på toilettet! Jeg får pip, hvis ikke jeg snart for lov til at være alene hjemme. Jeg er på nippet til at lade hvem som helst passe. Og så alligevel. Det er jeg jo ikke. Og det er jo for fisan en del af problemet. For jeg har jo pevet før. En del gange. Og jeg har endnu ikke fået skaffet mig den alene-tid, jeg længes sådan efter. Men jeg ved jo, at det skal til at være, når vi tuder om kamp, Svesken og jeg, under putningen. Jeg er helt udmattet og er sgu ikke meget bevendt som omsorgsfuld mor, når jeg selv ligger og pjevser.
Men jeg snupper en tudekiks. Tager mig sammen. Og overvejer hvorfor det er så svært for mig at komme afsted. At prioritere mig selv først. Så jeg ikke kommer så langt ud, at jeg overvejer bare at liste afsted, og efterlade en lille note om, at jeg elsker dem, og kommer tilbage når jeg kan rumme mig selv igen.

ps. Jeg stoler på, at i der læser med ved, at jeg elsker de unger, også når jeg er umulig, og kommer med ukontrollerede udbrud. For jeg orker faktisk ikke putte flere ord på lige nu...

Er du også faldet af på den?

Jeg er faldet af på den. Det er faktisk kommet så vidt at jeg i sidste i uge, da jeg havde en aftale med en mor fra min første mødregruppe, først opdagede/bekymrede mig om, at jeg havde uredt hår, da vi havde spist frokost. Ude på en cafe. Og var noget hjem til hende, til kaffe og sådan...
Engang, da jeg var teenager, og i årene derefter, altså i virkeligheden under det meste af min uddannelse, og også i et par år derefter, da kunne jeg faktisk ikke engang så godt rende til bageren en søndag morgen, uden at ha været i bad og lige få lidt mascara på. Nu kan jeg nogen gange finde på at gå derhen uden at tjekke, om der evt. skulle hænge mascara under øjnene. Hvis det nu skulle være en morgen, efter en aften, med den slags på øjnene.
Jeg kan klart bedre lide den nye afslappede stil. Det var virkelig anstrengende, altid at skulle se lækker ud, eller i hvert fald så lækker som muligt. På den anden side, så er jeg nok under min barsel, røget lige lovlig langt nok i den modsatte grøft. For ikke nok med at jeg ikke lige for redt håret, eller puttet noget på øjnene, jeg har ligesom heller ikke fået taget mig sammen til at droppe de søde sager. Så graviditetskiloene de er IKKE raslet af.
Egentlig er det ikke noget jeg har bekymret mig så meget om, jeg kom bare lige til at se, sådan helt kritisk, på mig selv i spejlet, og jeg er jo desværre nok ikke sådan en naturlig skønhed, som bare gør sig brandgodt som jeg er...
Desværre falder viljestyrke, på det selvfornægtende område, heller ikke helt naturligt for mig, således har jeg spist to chokoladekiks (nå ja, i det mindste øko) sammen med min formiddagskaffe, på trods af, at det er under 3 timer siden, at jeg besluttede mig for, at nu skulle det være slut med kager. Den regel bøjede jeg så lige, til at det i hvert fald skulle være slut, når det der allerede er i skuffen er væk...
Jeg lover at jeg nok skal tage mig sammen, for jeg gider ikke være nogens tykke mor. Og indtil den fare er drevet over, så tager jeg lige lidt mascara på, og husker at redde håret!

blogmænd og blogdamer

Min mand læser ikke min blog! Er det ikke mærkeligt?
Åbentbart ikke, for på vores bloggerdate i sidste uge, viste det sig at det gør de fleste af de andres mænd heller ikke... Er de mon slet ikke nysgerrige? Eller rager det dem bare en papand hvad deres koner/kærester går rundt og tænker? Eller er det bare ren og skær mandehøflighed, der får dem til at lade os ha det for os selv...
Hvis det var ham der skrev daglige tanker ned, på et tilgængelig sted, så skulle i bare se mig kaste mig over med en læseiver der ikke ville være til at skjule.

Heldigvis er der andre der har lyst til at læse med! De sidste par dage er der kommet kommentarer fra et par listebloggere, som Astrid kalder sig selv på sin blog :-)
Og i skal vide, at selv om jeg ikke altid får svaret på kommentarer, så elsker jeg dem! Det er så overvældende hyggeligt, at der er andre bloggere derude, og det gør virkelig mine dage dejligere at læse både jeres kommentarer og følge med på jeres blogge... for jep, jeg lister ind på jeres blogge og læser med... Jeg kunne slet ikke undværre det!

Hvad jeg egentlig laver på den der barsel?

'Kan du få tiden til at gå der hjemme?', blev jeg spurgt for et stykke tid siden. Hende der spurgte har været sygemeldt i 1½ måned, og trængte til at komme tilbage til jobbet.
Men jeg kan nu sagtens få tiden til at gå. Det gør den ligesom bare.
Og hvad får jeg den så til at gå med?
På en helt almindelig dag går den med:

Morgenmad... og rengøring efter morgenmad. Sommetider inkludere det et bad til Svesken. Som idag.

Tid på gulvet. Mig der ligger og Svesken der kravler rundt ovenpå mig. Og så stabler vi klodser (jeg stabler og hun vælter), synger sange, og dytter med de tøjdur der kan dyttes med.

Og så skal der puttes! Nogen dage går det som en leg. Andre dage, tror hun det ER en leg. Og så tager det 1½ time. Som idag foreksempel.

Og nu er det så det bliver spændende. Mors time! Og nej, der bliver IKKE vasket tøj, eller støvsuget, eller ordnet fotoalbummer. Der bliver blogget. Og tjekket email. Og surfet lidt. Og hvis det er en god dag, med 1½ times søvn, så bliver der også læst lidt i min bog. Jeg krydser fingre for idag. (not)

Efter lur er det igen tid til mad. Og leg. Og tur måske. Og i den forbindelse er det også her, at jeg for alvor overvejer om jeg skal ha rigtigt tøj på idag, og sådan sorineres lidt. Det skal jeg for det meste. For ud det skal vi. Om ikke andet så skal vi jo ha hentet Fisteren. Det er også her i de udefinerbare eftermiddagstimer at Sveskens anden lur er. Min tredjekop kaffe er. Og måske også en aftale med nogle mennesker ude i virkeligheden.

Fisteren hentes. De næste par timer, inden aftensmad, går med at parlementere med Fisteren og længes efter at hans far kommer hjem.

Mad. Leg. Putning. Og der indimellem: forskellige grådanfald, grineflip, diskussioner og hvis man er heldig, også et voksenord med Manden.

Og så kommer aftenen.... aaahh. Det meste af dagen har jeg, sideløbende med diverse aktiviteter, drømt om det jeg skal ha gjort. Hvilket kan spænde vidt mellem strikketøj, bog eller i den anden grøft, en gåtur eller gaveindpakning. Måske endda noget oprydning. For det meste ender jeg i sofaen med computeren. Og Fjerneren.

Når vi så når til weekend. Så ville det jo være så hyggeligt at være sammen alle fire. Og så får vi heller ikke gjort rent/ordnet fotoalbum/sorteret tøj/plantet om der... Jo, tiden den går bare, og vi får aldrig ordnet en fis. Men vi hygger os. Og nej jeg længes ikke tilbage til arbejde... (tilgengæld er jeg nogen gange ved at få svip)

Den lille tegner

En Liverpoolspiller!


Og et helt fodboldhold!
Bemærk den smule mangelfulde anatomi (eksempelvis ingen munde, og kun sporadiske ben), til gengæld har alle korrekt placerede hold-mærker!

Kærlighed ved første blik

Der er sket mange ting i weekenden.
Den mest fantastiske er, at min lillebror og hans søde kæreste har fået en lille pige. Jeg er blevet faster!
Hun blev født i går eftermiddags, og jeg fodrede mine egne børn, og pillede splinter ud af den stores fødder, så hurtigt jeg formåede (ikke så hurtigt, det med splinterne: det tog 4 fodbade og et karbad, og en masse gråd), og så drønede jeg i en taxi til Hvidovre for at se de glade forældre og deres lille ny. For fisan hvor er hun dejlig. Så lille, og så sød. Og hvor var de helt nybagte forældre glade. Og mig, fasteren, jeg fik lov at sidde med den lille varme klump mod mit bryst i en halv time. Og jeg er solgt -fuldstændig forelsket i den yndige lille pige.
Jeg glæder mig til at se hende vokse op. Til at være tæt på hende. Jeg havde slet ikke forstillet mig, at jeg allerede bare knuselsker hende. Sikken en bonus. Jeg har så meget lyst til at barselsvisitte på den overdrevne måde. Men må jo hellere give dem lidt ro...
Og det rykkede slet ikke mine æggestokke, det var bare hjertet der svulmede over.

:-)

Jeg har været sådan lidt flad i dag, ikke ligefrem båret dagen i strakte arme, om man så må sige.

Og det har lige lidt at gøre med 3 (små) glas hvidvin i aftes, tror jeg. Det er lææænge siden jeg sidst har indtaget alkohol i den slags, i virkeligheden ikke så voldsomme, mængder. Jeg er simpelthen ude af træning Men lad mig slå fast, at det var det hele værd, også selv om jeg skulle både aflevere i børnehaven i morges, og stå for eftermiddag og aftensmad uden voksenassistance her til aften.

For det var SÅ hyggeligt at mødes med de andre bloggere. De var mindst lige så skønne i virkeligheden, som man kan ane det på deres blogge. Altså mindst!

AB måtte melde fra i sidste øjeblik, så hende må jeg jo have til gode. Og Annamettes Kasper gik i flitsbue på vej ud af døren, det var drøn ærgeligt, men meget forståeligt, at det var et uoverkommeligt projekt at komme afsted, når hun nu også bar på Jeppe i Bjerget...

Men Flødebollens mor, Louise var der! Og Bryggebloggens Louise var der! Og Ann-Christine fra Valdemarsro var der! Og Katrine nåede også at kigge forbi! Og himlen over havnen var så fin, og hvidvinen perfekt kølig. Og damerne.... ja de var bare overvældende søde. Og helt igennem skønne. Og ja, vi så endda sådan ret godt ud! Jeg er stadig helt forbløffet over at man kan se så overskudsagtig, glad og velplejet ud, som Ann-Christine, når man er nybagt mor til tvillinger! Det var simpelthen en dejlig aften. Og når det skal være på den måde, så tager jeg gerne en mat dag med i kølvandet. Jeg tænker endda at hvis jeg går lidt i træningslejr med det der udeliv med hvidvin, så klarer jeg snildt et møde mere! Det kunne være så hyggeligt.

Og der var mænd med farvede bånd og hvide lommetørklæder. De dansede en lille dans, måske en tak-for-mad-dans? Det var i sandhed en festlig aften!

Ude i virkeligheden!

Så er det i morgen at vi skal mødes, nogen af os fra blogland.
Det er kl. 20. udenfor kulturhuset på Islandsbrygge, og vi får tilsyneladende dejligt vejr, så der skulle være basis for kølig hvidvin og smuk solnedgang :-)

Jeg tager min nye sorte kjole på, og mit lidt kedeligt hår! (Ja, jeg kommer jo ikke så meget ud, så det er om at lufte outfittet, når der er en anledning. Håret er der ikke noget at gøre ved.)
Håber vi så kan finde hinanden!
Hvis du er tvivl om du kan genkendes, så giv mig et prej om hvordan du ser ud, eller hvad du tager på, så skal jeg nok holde øje med de ensomt spejdende. Og mon det ikke går så!?

Vi ses i morgen, jeg glæder mig!

Pigesur

Helt træt efter en hyggelig dag med min søde barselsveninde, forsøger jeg virkelig ikke at fare i flint over at Fisteren løber rundt i lejligheden og råber 'mor er en numse, mor er en numse, mor er en numse...' (jeg har endda hentet ham tidligt, og været den søde mor)
Da han senere kaster kiks på gulvet, vel at mærke den slags der virkelig virkelig smuldrer meget, så hæver jeg stemmen. Og når han simpelthen ikke gider hører efter hvad jeg siger (det er i virkeligheden det aller værste) så bliver jeg pigesur. På den der måde hvor jeg tænker, at hvis det skal være sådan, så gider jeg da heldigvis slet ikke snakke mere med ham. Jep, på den helt barnlige måde. Og det virker da heller ikke, det har det vel egentlig aldrig rigtigt gjort. For da han to minutter senere har glemt krisen, eller har fået et nyt behov, og jeg sidder og holder demonstrativt mund, så spørger han glad om hjælp til leg.... for fisan!

Et greb i lommen!

Skulle man flytte væk? Ud i et villakvarter?

Ja jeg ved det stadig ikke, men jeg drømmer om en have, det gør jeg altså, også selvom jeg ved at børn godt kan overleve byen. Og selvom jeg elsker min del af den.

Faktisk synes jeg på en måde at jeg snyder børnene for noget, hvis jeg fratager dem muligheden for at opvokse på Christianshavn. På den anden side, så vil jeg tro at JEG ville trives godt ude i det grønne. Hvis altså bare der ikke var alt for langt til en lille cafe og noget....

...

Nå, men så er det ligesom slået fast at det stadig er et dilemma.. og jeg behøver ikke lige nu at tage stilling til Fisterens udmelding om, at han gerne vil flytte, fordi, som han siger, at lejligheden jo snart er lidt gammel, og så må vi jo ha en ny!

Mandag?

Da jeg vågnede i morges (ved at Svesken vågnede) kiggede jeg på uret: 6.45, og undrede mig over at Manden var stået op. I flere minutter lå jeg i min halvvågne tilstand og undrede mig. Og spekulerede over, om han mon kunne være gået til bageren, så vi rigtigt kunne hygge os med friskt og blødt brød. Indtil det gik op for mig, at grunden til at han var stået op, var at det var mandag, og han skulle på det der arbejde!
Måske er det fordi at Fisteren er på ferie hos morfar og kone oppe i det nordsjællandske. (Med overnatning!) At jeg ikke kunne få dagen til at passe. Vi var jo oppe og aflevere ham, spise frokost og hygge os i går. Og så hyggede vi os med ét barn i aftes. Og det er bare så mærkeligt, og lidt dejligt når man lige får sådan lidt børnefri. Jeg kunne synge højt og tosse rundt, uden at et 3årigt barn blev helt kulret og ikke til at geare ned igen :-)
Og han elsker det, og synes virkelig at der gik for lang tid inden vi fik snøvlet os afsted igen, så han kunne være alene på ferie.
Og jeg havde åbentbart fået lullet mig helt ind i fri-følelsen, så jeg slet ikke kunne genkende en mandag morgen når jeg så den.

Jylland, Sverige... hvad forskel gør det, når musikken spiller!?

Fisteren og jeg skulle ha været i biografen for at se Findus og Pedersen, men der var ikke flere billetter tilbage. Så hvad gør den utjekkede mor der ikke havde bestilt billet så? -Hun finder på noget andet.

Og den her var lige udenfor biografen, så den tog vi. På trods af at jeg faktisk har lidt højdeskræk.

Fisteren synes det var festligt! Som han sagde: 'det er uTROligt. Jeg kan faktisk se jylland'

Barselssyndrom?

Jeg har været sammen med en del mødre i denne uge. Både nogen smarte med gang i karrieren, og så nogen stykker, der som jeg, er på barsel. Fælles for os, der er på barsel, er at selv om vi glæder os til, at være den der skal ud af døren, så glæder vi os ikke til, at skulle tilbage på arbejde. Nu har jeg jo ikke snakket med alle barslende, og heller ikke nok til at lave statistik på det, men det er da alligevel tankevækkende, at vi alle (fem!) går og drømmer om noget andet... jeg håber at der også findes en del derude der glæder sig til at komme tilbage.
For mit eget vedkommende er det ikke engang fordi, at jeg ikke har et godt job. Jeg har faktisk det job, jeg drømte om, da jeg studerede. Og det ER lige så godt, som jeg forestillede mig. Jeg ville bare ønske, at jeg kun skulle derhen når jeg var inspireret arbejdsom. Men altså, min arbejdsgiver foretrækker at jeg kommer hver dag. Og at jeg er inspireret, eller i det mindste arbejdsom hver dag. Og det er jo også derfor, at jeg får min løn.
Jeg er som sagt tæt på at være glad det meste af tiden, og det er jo egentlig ikke så ringe endda. Når jeg alligevel ikke sådan glæder mig rigtigt til at komme tilbage, så er det fordi, at jeg i min barsel har tid til at lade tankerne flyve, og fantasere om alt det andet jeg kunne ha lyst til. For når jeg ser min pensionisttilværelse for mig, så ser jeg ikke, at jeg kommer lige fra den stilling jeg har nu.
Jeg kan foreksempel sagtens se noget kunsthåndværker på Bornholm agtigt for mig. Eller en lille roman. Eller måske en lækker børnebog. Eller et år Paris. Eller Rom. Eller en lottogevinst - det ville jeg virkelig egne mig godt til! Og så er det jeg kommer i tanke om, at jeg kun har et liv (ja, på den Nik og Jay agtige måde), og hvis jeg ikke snart kommer i gang, så når jeg det jo ikke. Så hvad er det så man skal gøre, når man om lidt skal tilbage efter sin barsel?

Ja jeg kan jo næppe leve af det... men det blev da et meget fint armbånd.

Uadr.

Vi har haft møl. Og nu har vi deres larver. De er små og gul-hvide og de lever tilsyneladende af de søde sager vi har i skuffen. Som jeg nu har tømt og støvsuget. Så nu er vi faktisk udgået for kolonialvarer...
Det falder sammen med, at svesken er begyndt, at spise den mad der bliver serveret. Især hvis det er spaghetti. Skåret over i små stykker. Og gæt hvad det ligner når man støder på det rundt om i huset efter at hun har spist. Ja for selvom der ryger en del indenbords, så ryger der ved grød også en ret stor mængde udenbords. Det er faktisk forbløffende hvor vidt omkring sådan en omgang spaghetti kan komme.
Og så så man lige mig hoppe forskrækket rundt på tæerne, hver gang jeg støder på et stykke spaghetti. For de ligner bare helt vildt de der små larvebæster. Og jeg synes de er SÅ ulækre, og jeg tager det ikke det mindste med ro omkring dem. Uadr. Gad vide hvad genboen tænker om min larvedans...

Meget hyggeligt, men alligevel...

Ok det er måske ikke helt rigtigt, det jeg har skrevet om Svesken. Jeg ved faktisk ikke om hun helst sover med et bryst i munden. Men hun kommer tit til det, fordi jeg er så vanvittig træt der om natten, så det er mit eneste våben. Så måske er det ikke hendes vane. Men mere min. Og vi bryder den lige om lidt, ved at jeg ligger mig ind til Fisteren og sover. Med ørepropper i.
Jeg ved dog at hun helst sover i vores seng, og at hun vågner så mange gange i løbet af natten, at det er tit at jeg ikke når at falde rigtigt i søvn imellem putningerne. I nat møflede hun så meget, at hun endte med at ligge ovenpå mig. Mave mod mave, og hendes lille varme hoved på mit bryst. SÅ hyggeligt, men jeg får jo ikke sovet på den måde...

ps. Jeg lover at det her var sidste indlæg i rækken af nærmest enslydende indlæg om vores forunderlige sovevaner. I hører mere når det kører som smurt :-)

Har du haft en dejlig dag, mor?

Da vi ventede på bussen i dag, børnene og jeg, spurgte Fisteren (selvfølgelig) om ikke vi skulle ud at køre med hop-on-off-bussen. Eller i Tivoli. Eller på stranden. Eller et eller andet. Han er vældig oplevelsessyg :-)
Jeg svarede ham (som sædvanligt) at det skulle vi ikke. Fordi jeg er for træt.
Så spørger han, med sin mest konverserende stemme, hvad jeg er blevet så træt af.
Og da jeg ikke lige kan komme på et godt svar. (Jeg har jo sådan set bare drukket kaffe, smurt madder, skiftet bleer og stablet stableklodser.) Så spørger han hvorfor jeg ikke svarer.
Og da vi står af bussen, spørger han om jeg ikke lige skal ha en kop kaffe hos bageren.
Så nu er vi åbentbart begyndt at konversere, og man skal stå til ansvar for sin dag. Og sin træthed. Overfor et barn på 3½.

ting med V

Vittelo tonado... mmh, vi har fået ynglingssandwich til aftensmad!

Viggas vane (ja det hedder Svesken i virkeligheden) med at helst sove med et bryst i munden. For dælan, nu skal det snart stoppe. Sundhedsplejersken sagde at vi skulle vente til efter 10 mdr. for så var hun nok over sin værste morsyge. Men altså den holder ikke så længe. Må Sove Nu!

(H)verdag igen. Overboerne er hjemme fra ferie. Og spiller igen musik. Og jeg tjekker boligmarkedet.

Min dejlige Mand, V.

Talent?

I dag har jeg fået fyldt på fra den del af virkeligheden der ikke handler om børn. Jeg har været ude til åbningen af Bellahøj Svømmestadion, som jeg engang, for noget der føles som meget længe siden, har været med til at tegne. Det er blevet fint. Selvom cykelstativerne får hug.
Og så har jeg været omme og høre Julia tale om PR og branding. Og hun var ret så klog at hører på, og der var SÅ mange smarte, og sikkert også kloge damer der lyttede, så jeg fik helt lyst til at blive selvstændig. Inden for et eller andet. Skal bare lige ha fundet mit særlige talent. Og min passion. Den må jo være derinde et sted. Bagved ammehjernen. Og det er nok ikke cykelstativer...

Træt. (I hovedet. Af en hest)

Jeg siger ikke, at det er fordi der ikke er sket noget i weekenden, faktisk er der sket så rigeligt. Jeg har bare ikke noget fornuftigt at berige jer og bloggen med, fordi jeg er så træt (og sur i det), at jeg ikke kan tænke konstruktivt. Så der burde jo ikke være et indlæg her. Det er der så alligevel.
Der har været mødregruppe, -Så skønt! Og familietræf, -også dejligt. Og fødselsdagsselskab, -rigtigt dejligt. Men der har også været en formiddag fra helvede, hvor jeg smækkede med døre og skabslåger, og forbandede rod og familie (ikke så højt, at de kunne høre det). Og der har ikke været ret meget mere end 10 minutter i træk, hvor jeg bare havde tid til MIG.
Tror i at at man kan tilbyde at forebygge noget H1N1 influenza, ved at gå frivilligt i isolation i et par dage???

Og DET er jo også ret dejligt!

Jeg er IKKE på Skanderborg festival. Hvilket betyder at:

-jeg vågnede i morges, og var træt stadig. Ikke fordi jeg havde hørt musik (og drukket øller) hele natten, men fordi Svesken holdt sin egen fest i nat.

-jeg ikke skal stå tæt under bøgetræerne, og hører musik med andre der også drikker øl i solen, men i stedet kan få krammere af babyen hele dagen og synge Mariehønen evigglad rigtigt mange gange.

-jeg kan mødes med min mødregruppe. Ikke i eftermiddag, hvor jeg får besøg af en sød veninde med baby, men i aften. Jep, jeg skal ud at spise, og måske bliver der også en drink. Uden baby. Og jeg har købt sådan en hår-bøjle-dims, så jeg også kan være lidt fin i det. Den var jo ikke gået på Skanderborg, for der var jeg ganske givet Alt Alt for gammel til hårdimser. Som sikkert bliver båret af alle tøser mellem 12 og 18...

Tankespind

Lettelse var det jeg følte, da jeg i går lige snuppede en graviditetstest, og den var negativ.
Kun én gang har jeg haft menstruation siden Svesken kom til verden ,(og ja: det var selvfølgelig i vores ferie!) og siden jeg ellers er præcis som et klokkeværk, med 25 dage i en periode, så var jeg begyndt at gå lidt i selvsving over, at det nu er 38 dage siden sidst.
Ok, jeg tænker at selvfølgelig er der ret stor sandsynlighed for, at regelmæssighed ikke indfinder sig med det samme, -selv om det gjorde det sidst!
Så slår først koldt vand i blodet. Derefter begynder jeg at dvæle ved tanken om en endnu en baby. Ikke nødvendigvis en dårlig ting, jo. Men faktisk heller ikke meningen. Det var jo ligesom derfor det med spiralen blev arrangeret. Og jeg hælder til at vi ikke skal ha flere. For jeg tror simpelthen ikke jeg har overskuddet. Men jeg tror også, at hvis det skulle ske ved at uheld, at jeg blev gravid, så ville jeg sikkert 'komme til' at beholde det...
Og det er så der jeg lige smutter på apoteket for at få tingene afklaret, inden jeg ville komme til at piske stemningen helt i vejret. (Åh en lille baby, hvor deeeejligt... men åh nej ikke nu! Nu skal jeg jo til at ha et liv. Og Svesken skal til at være stor -eller størrere i hvert fald. Og det vil jeg da ikke gå glip af, fordi jeg sidder med en baby i armene. Åh en baby i armene...) Ser i det for jer? Det var sgu lige ved at komme ud af kontrol!
Heldigvis var det falsk alarm. Og jeg afventer nu at uregelmæssighederne bliver indhentet, og det endelig bevis, for at der ikke er 'noget' på vej, indfinder sig.

Godnatsang :-)

viwøuv
viwøuv
Vokwøv!

Da jeg skulle synge godnat sang i går, blev jeg bedt om at synge den der viwøuv. Så det gjorde jeg så (men kun omkvædet): We will, we will, Rock You!

Har der været en særlig ondskabsfuld fuldmåne i nat?

Begge børn har holdt os vågne langt det meste af natten. De har pevet og råbt og grædt og pjevset, og roteret som to grillkyllinger på spyd.
Og oven i købet har Svesken suget hul på min ene brystvorte, så der nu er kommet et sår.
Så: nej, det har ikke været nogen god nat.

Fars dreng og mors pige

Da vi fik barn nr. 2 fik vi gode råd om at huske, at give Fisteren en masse opmærksomhed, måske endda mere end han fik før. Og det vil man jo gerne, men det er altså ikke så nemt som det lyder, når der er kommet et menneske mere til matriklen, og hun er så lille, så hun er helt afhængig af en. Jeg havde i hvert fald armene fyldte det meste af tiden. De ammer jo ret meget, sådan nogen små nogen, og de falder jo heller ikke i søvn bare man ligger dem i sengen...

Så Fisteren blev fars dreng og Svesken mors pige. Og sådan er det stadig. Hold kæft det var hårdt at give slip på min lille dreng i starten, heldigvis havde jeg jo i stedet den lille yndigpige mod brystet.

Og det kan stadig være hårdt. Og også ret upraktisk. Hårdt når jeg igen og igen bliver valgt fra (ok dog, når det handler om at tørrer numser og den slags), og upraktisk når jeg er den der er alene hjemme med fisteren. Og han så starter hylekoncerten om at han vil ha sin faaar.

Lige for tiden er det dog især upraktisk fordi Svesken foretrækker mig. Og jeg er den med brysterne. Og vi påtænker jo at det skal til at være slut med den slags. I hvert fald om natten. Det er ikke fordi hun vil ammes hele tiden, faktisk tror jeg ikke, at det ret tit er derfor hun vågner. Hun vil bare ligge tæt med moar. Og så, nåh ja, så er de der bryster jo lige der -og skulle man så ikke lige nappe et bap!?

Jeg har ikke lige gennemskuet formlen for afvænning og rolige nætter, for hvis hun alligevel skal ligge og rode under min dyne, så er det trods alt nemmere at tilbyde et bryst at trøste med, når den slags skal til, for så kan jeg i det mindste sove videre. På den anden side så har jeg nu i 9 måneder glædet mig til at Manden skulle stå for afvænning, og så skulle jeg sove sammen med Fisteren, i i hvert fald 4 dage. Og nu er jeg sgu i tvivl. Måske bliver jeg nød til at vende hende fra selv, hvis ikke hun skal føle sig fuldstændig forladt at moren...?

fars dreng...griner af mor :-)

Mors pige... med mors vigtige accesorie!

Når man bare har for få arme

Ingen tvivl om, at der burde gro et ekstra sæt arme ud i forbindelse med fødslen af barn nummer to. Eller evnen til at dele sig i to. Så begge børn kan få omsorg og kærlige arme, når de har behov. Hvilket jo forbløffende tit er samtidigt. Og hvis det ikke lige skulle falde sammen, så kunne man jo bruge det ene sæt til at gøre noget for sig selv. Læse avisen, smøre en mad eller bare lige klø sig der hvor det klør.
I aftes sad Fisteren og jeg og så Alfons Åberg i sofaen, efter at Svesken var blevet puttet. Han var i gang med den store kærlighedserklæring. 'Jeg ELSKER dig, mor!' -pause- og så med eftertænksomhed i stemmen 'Om morgenen, så er jeg bare nogen gange så træt og sur...'
Og så vågnede Svesken og jeg måtte ind til hende.
Ude igen. 'Så er jeg bare så træt at jeg kommer til at være sur, mor...'
Svesken vågen igen. Og hun vil ammes.
Ude igen, og så er jeg bare gået glip af den samtale. Som ellers tydede på at blive god...