fredag den 29. maj 2009

3 x 3

Jeg vandt ikke hos Anna Skyggebjerg... men jeg kan alligevel godt komme i tanke om lidt zen for mig i dag:

1. En time med en god bog. Under et træ, med sol på benene og barnevognen i skyggen.

2. En dans med Svesken så hun klukkede af grin. (Hun vil ha en rapper!)

3. En super hyggelig samtale med min kaffepusher. Og en gratis kop cappuccino! Og smil oveni!


Der har dog også været (mindst) 3 ret u-zen-agtige oplevelser...

1. Irriterende håndværkere. Med rundsave og mere, kan de ikke snart blive færdige nede i den nabohave?

2. Bad Fisteren om at holde mund lidt. På en ikke helt sød måde... kunne ikke simpelthen ikke svare på flere mærkelig spørgsmål.

3. Jeg dømte mig selv for gammel til sådan en af de der rigtigt fine hår-pynt-på-en-hårbøjle-ting. Den var så fin. Også på mig. Men jeg tænkte at jeg simpelthen er for gammel til den slags.. (er jeg ikke det?)

Og så lige 3 gode igen (jep, jeg er god til det der zen!)

1. Har set ungerne skraldgrine sig igennem aftensmaden. Hun er 7 mdr. og han 3½ år. Og de griner simpelthen så godt sammen.

2. Har siddet tæt med Fisteren og set Disney Sjov. Mmmmh sådan en lille bitte sød drengekrop...

3. Har puttet TO børn! Faren er ude på sjov. Og de sover begge. Og nu skal jeg ha lillebitte glas hvidvin... og en lillesmule chokolade :-)

torsdag den 28. maj 2009

LIDT MERE LÆKKER KAN MAN VEL ALTID BLIVE...?

Jeg har pæne hænder og fødder (synes jeg selv... selv om jeg godt kan se de trænger til en kærlig omgang!) Og pæne øjne, og pænt hår på gode dage.
Jeg havde engang pæne bryster... nu er de bare store på amme-måden, glæder mig til de skrumper lidt igen. Og de må gerne tage maven med. Og lidt af det der sidder på bagsiden også.
Lårene har jeg vænnet mig til. Og kalkunhage/halsen er jeg røv-træt af, men den kan man ikke engang motionere sig fra, så den må jeg også bare leve med.
Okay, jeg indrømmer: jeg er faktisk en lillesmule træt af at være ufiks... men altså tydeligvis ikke så træt at jeg gør noget ved det og holder op med det der med chokoladen.
Men på dan anden side så har jeg altså heller aldrig været så glad for min krop, som efter den har født de to skønne børn, og bespist dem! Jeg synes sgu den er sej... min krop. Og så lever jeg med lidt deller. Og håber på at de forsvinder når jeg starter på job igen. Altså for så kan jeg da ikke skovle chokolade ind med samme hast. Og til den tid skulle Svesken også gerne sove lidt mere om natten, så behovet for søde sager skulle være dæmpet lidt.
Kunne bare godt lige tænke mig at være lidt morlækker. Nu. Måske kan man shoppe sig til det. For de der SP-penge!

....Hvem fandt i øvrigt på det med at man taber sig af amme? Mange mødre er blevet svært skuffede på den konto tror jeg :-)
er ikke blevet tynd af traveture... men har fået brune fødder. Og det er da også dejligt! Tjek hvid stribe fra klipklappere!

onsdag den 27. maj 2009

DEN LILLE INDRETNINGSARKITEKT

Da fisteren skulle på toilettet i går, irriterede han sig lidt over at han skulle ud på badeværelset. 'Hvis nu toilettet stod her ved siden af døren, så kunne jeg sidde ved i siden af den her' (dørkarmen), og så tænkte han lidt; 'Hvis nu vi havde et lille børnetoilet, så kunne det stå nede foran fjernsynet, så kunne jeg se fjernsyn mens jeg laver lort!'
...Tjaa, æblet falder ikke langt fra stammen! Og det er altså ikke mig der sidder for åbne døre og følger med i nyheder eller fodboldkampe... men jeg forsøger at vende Manden fra :-)

tirsdag den 26. maj 2009

MINE YNDIGHEDER

Okay, de gør ikke lige præcis hvad jeg siger, eller som det ville være nemmest for mig, men jeg elsker de to skønne børn vi har lavet!
Og de bliver så store, gør de... (tør slet ikke tænke på, at han også en dag er en langlemmet teenager!)
Fisteren udvikler sit sprog med lynhast i den der børnehave, således sad han og tegnede den anden dag, og kaldte mig hen for at se (en gul krussedulle-bus af en slags) og spurgte: 'er det sejt eller sygt, mor', med helt overbevisende københavneraccent! Og det var sgu en rimelig syg bus på den seje måde!
Svesken kan sidde! Hepa! Så om lidt er hun vel over stok og sten på alle fire....
Hun har stadig ikke groet den der tand, så tænker at det nok ikke er det der vækker hende om natten? Måske hun bare er selskabelig anlagt, også om natten, hun sover i hvert fald helst under min dyne, og i al hemmelighed så synes jeg det er helt vildt hyggeligt.... selv om jeg hver nat ender med at hvæse til Manden at nu må han altså ligge lidt i ske med vidunderet, for nu SKAL mor sove!
Se lige de to vidundere:
Morens hjerte er ved at revne af kærlighed!

søndag den 24. maj 2009

UAFPRØVET KØREKONCEPT...

Så har vi været en tur i Hovedlandet, og det værste ved sådan en tur er selve køreturen. Resten er faktisk helt dejligt, og denne gang endda med udflugt til skandinaviske dyr i fin dyrepark!
Men turen synes jeg er helt igennem frygtelig. Selv om det går absolut bedre efter at jeg er rykket om på bagsædet til Svesken. Inden vi måtte ty til den løsning, var min ryg klar til et mindre spaophold efter en tur til Århus. Hele vejen sad jeg og drejede nakken af led for at servicere de to baryler på bagsædet. Nu servicere jeg mest den mindste, og når jeg skal hjælpe den store så kan jeg gøre det uden de værste akrobatiske øvelser.
Men altså, det tager stadig det meste af en halv dag at komme derover, for Svesken hun gider ikke rigtigt det der med at køre i bil, med mindre hun kan sove. Fisteren synes til gengæld det meste af turen er en fest, hvis han bare må bestemme over musikken, kiksene, og pauserne. Og han skal mærkværdigvis tisse rigtigt mange gange på sådan en tur....
Så på turen derover, udtænkte jeg en plan om en perfekt køretur til hjemvejen; Vi kører efter aftensmad, putter begge børn i nattøj, har spillet virkelig meget fodbold med Fisteren så han er træt. Ungerne på bagsædet, de sover selvfølgelig hele vejen. Mor og far sammen foran! Musik på radioen. Snak om stort og småt. Måske endda en kold dåseøl til mor. Og måske benene lidt op, når børnene nu ikke ser det! Og så ellers dansk sommeraften udenfor, sådan en sprød aften i maj, hvor solen står lavt over alt det friske grønne og fuglene synger. Og syrenerne er tunge af blomster.

Nå men sådan gik det så ikke... for vi synes ikke vi kunne være bekendt at køre lørdag aften, når nu vi hele tiden havde sagt at vi kørte søndag.
Men vi skulle ha gjort det. For vi brugte hele aftenen på at putte, og fik faktisk ikke snakket.
Og turen hjem var lang. Ikke den værste vi har haft (!), men den efterlod ikke meget dag i nogen af enderne.
Så næste gang afprøver vi sgu drømmeturen. Med dåseøl og snoller! Og en slags mor-og-far-tid!

onsdag den 20. maj 2009

MERE OM MIT HOOD!

Ok, jeg er glad! (og træt, men det er ligesom blevet et grundvilkår, på samme måde som at Svesken åbentbart er flyttet permanent ind mellem os i dobbeltsengen!?)
Jeg er helt vildt glad for, at jeg hver evig eneste dag møder nogle helt vildt søde andre mødre.
Da vi flyttede til Christianshavn (fra Århus!) sagde min daværende chef, at jeg da skulle flytte til Vesterbro når jeg kom herover, ellers var det jo ikke rigtigt storbyagtigt. Christianshavn er ligesom en provinsby, sagde han.
Og det er jo det der er det fede!
Jeg har, mens jeg har været på barsel, snakket med/lært at kende, 4 mødre, 3 fædre og deres børn! Altså det er ikke medregnet mødregruppefolk eller børenhavemennesker eller folk fra butikker... det er nogen jeg har mødt på gaden eller på kaffebaren og er faldet i snak med. Og de er supersøde!
Og så er der de andre: folk der hilser fra bageren, fra cafeen, fra ostebutikken, fra blomsterhandleren, fra alle mulige steder! Det er så skønt! Jeg elsker den her provinsby!
Man er vel jyde.

GET OVER IT

Dagens åbenbart helt uopnåelige ønske:

Søde dejlige skønne nuttede lillebitte babypige; Gro nu den tand! Så vi kan komme videre...

tirsdag den 19. maj 2009

K A O S

Nogle dage går det helt amok herhjemme mellem kl. 17 og 19. Sådan var det i dag.
16.30:alt tyder endnu på at det bliver en dejlig dag med en dejlig aften... vi spiser is i haven og far kommer hjem og alle får krammere.
17.00: Svesken er tvær og og far prøver at putte.
17.20: Mor træder til med bryst!
17.40: Svesken vil alligevel ikke sove...
17.45: der kæmpes en brav kamp i køkkenet for at få mad til alle klar.
17.55: Fisteren er SULTEN og kan ikke vente mere. Men det bliver han nød til.
17.57: Krise over at der er spaghetti på menuen, og ikke pasta...!
18.00: Trods perfekt timing med Lille Nørds rulletekster, kaster Fisteren sig IKKE over maden.
18.05: Fisterens mad bliver skåret over af far, det skulle ha været mor...!
18.10: Fisteren må ikke få en anden tallerken...!
18.12: Fisteren vil ha rigtig mad (?)
18.15: Fisteren ligger under bordet og råber at han vil sidde på mors plads...!
18.20: Fisteren ligger nu på værelse og råber at han vil ha en sut...!
18.22: Fisteren spiser! Med ketchup på. Og smør.
18.28: Fisteren får vand i det helt forkerte glas.
18.35: Fisteren går med til at blive vasket. Og vælger endda at gå i bad...
18.36: Men kun hvis mor går med!
18.45: Fister i bad. Mor ud af bad. Mor putter Svesken. Far tager opvasken.
19.00: Svesken sover....
19.25: Fisteren bliver puttet.

19.40: Mor går en tur på Havnen :-)

lørdag den 16. maj 2009

EN GOD MOR

I dag var der et interview med Mette Mølbak (hende med bogen: Mor på høje hæle) i Politiken, den hed *moderskabet er gået grassat*. I sidste uge var der en artikel om en mor der arbejdede fra barnet var 6 uger gammelt, den hed noget i retning af *jeg er ikke til kaffelatte og babybio*.
Og jeg bliver altså lidt arrig, selvom pointerne ligger tæt op af min egen mening, som egentlig bare er at vi (mødre OG fædre) skal holde den barsel der passer os, og blive den slags gode forældre der falder os naturligt. Man kan ikke gøre det forkert (hvis altså også bare ungerne trives), så vi behøver ikke slå hinanden i hovedet med rigtige og forkerte måder!
Mette mener at ens liv ikke behøver blive så anderledes, bortset fra det indlysende: at man nu har ansvaret og fornøjelsen af sine børn. Og hun ville gerne slå et slag for at vi kvinder ikke skal presse hinanden ind i rollen som perfekt mor. Og det er jo ret dejligt, at hun vil det, men på vejen kom hun lige til at træde på dem der så rent faktisk gerne vil gå på deltid eller flytte ud i en forstad.
Kvinden i den anden artikel, viste det sig ved nærlæsning, arbejdede en dag om ugen, indtil barnet var 5 mdr. og havde altså i virkeligheden masser af tid til kaffe og bio...
Og hvorfor bliver jeg så arrig, når nu jeg går ind for ligestilling og alt muligt. Altså jeg er jo enig meget langt hen af vejen. Og jeg synes faktisk at det er meget godt at nogen råber lidt op, for der sidder rundt om nogen kvinder/mødre som ikke er så gode til det der med at råbe, og som føler sig placeret et sted i verden, som de ikke selv ville ha valgt. Og så er det godt at nogen råber lidt på deres vegne.
Måske er det fordi at dem der råber (eller måske er det bare dem der skriver artiklen!?) de så kommer til at stille sige i den anden skyttegrav, der hvor man stadig kan feste igennem og ha en fed karriere og aldrig bager boller. Helt ærligt så synes jeg at det ok, at man må vælge lidt, og det er ok at vælge bollerne fra og de høje hæle til. Men det er altså også ok at vælge det omvendte.
Og det er også helt ok at bare være sådan lidt midt imellem, som jeg forestiller mig at de fleste er.
Sådan er jeg nemlig :-)
Jeg bager aldrig boller, men det er ikke fordi jeg er ved at gøre karriere. Det er fordi jeg hellere vil holde fri og læse en bog, eller gå en tur eller ligge på sofaen. Og jeg er glad for mit job, men lige nu elsker jeg min barsel. Jeg bruger penge på designertøj, men jeg går aldrig med høje hæle. Det er ikke en statement, for jeg synes de er sindsygt flotte, jeg er bare ikke så god til at gå i dem.
Jeg har en rigtig god mødregruppe, vi sidder ikke og konkurrere om at være den perfekte mor, men vi støtter hinanden. Og vi har det sjovt! Nogen af os drikker kaffelatte og andre gør ikke. Og vi har også været i babybio. Men det er ikke det min barsel går ud på. Den går ud på at passe mit barn, og jeg forsøger at gøre det så alle er glade, også mig!
Så okay, måske giver jeg Mette ret, når hun slutter med: At vi skal være lidt tolerante. Der er mange måder at være en god mor på - ikke kun én.
NEMLIG!

ps. Jeg har IKKE læst Mettes bog, så måske vil det vise sig at vi er ganske enige HELE vejen igennem. Måske er det bare journalisten der begge gange har lavet en slagfærdig overskrift for at få mig til at læse... I så fald så virkede det!

fredag den 15. maj 2009

KØNSROLLER!?

Jeg har en dreng, (og han er vældig påvirkelig på nogle punkter...), han foretrækker Liverpool eller FCK fremfor Mancherster U. eller Brøndby. Og han har 4 (F I R E) sæt fodboldtøj og så kan han synge FCK-sangen. Altsammen ting jeg overhovedet ikke forstår... Men som kommer fra faren. Han er også fascineret af politibetjente og pistoler. Og biler og MaterTøter (Terminator/Ninja Turtels). Men Bubbibjørnene kan ind i mellem være lidt for skræmmende... Og så slås han og han hopper HØJT og løber HURTIGT!
Men heldigvis krammer han også rigtigt meget, og han tegner og synger og laver imaginær mad. Og han havde frisørsalon på badeværelset igår og han ønsker sig en lyserød cykel!
Og så så han sådan ud da jeg sendte ham i børnehave i morges:


torsdag den 14. maj 2009

CHRISTIANSHAVN VS AMAGER

Eller lejlighed vs hus? What to do?
Vi spekulerer, gør vi. Vi kan ikke finde ud af hvad vi vil, hvad vi bliver gladest for på lang sigt, hvor børnene skal vokse op, hvor vi voksne kan trives?
Vi ønsker os helt sikkert mere plads, i hvert fald et værelse. Eller to, så der kunne blive et til mor også! Og jeg ville virkelig gerne have en have.
Men vi elsker Christianshavn. Her er lidt af alt det vi ønsker os, og søde mennesker der hilser på gaden!
Hver gang vi har været på besøg hos nogen med hus og have, er jeg helt sikker på at jeg ved hvad jeg vil: jeg vil ha et hus. Og ungerne på græs. Og jord under neglene og sen aftensol på terrassen.
Og når vi så kommer tilbage til Christianshavn, og Frelser kirke spiller 'det er idag et vejr', og træerne langs kanalen er grønne og de spiller jazz på bådudlejningens cafe, så ved jeg også at jeg helt sikkert aldrig kan flytte herfra...
Det er et uløseligt dilemma. Og så må vi igen prioritere, for vi kan ikke få det hele. Jeg kan bare ikke finde ud af at vælge, så nu ønsker jeg mig et kolonihavehus. På Amager.

Men hvordan får man fat i sådan et så!?

onsdag den 13. maj 2009

ONSDAGSCOLLAGE


Hermed dagens collage over ugens favoritter!
Bogen har sneget sig ind, efter at jeg ovenpå en søvnløs nat, idag fik velsignede 1½ time foræret, hvor Svesken sov og jeg sad på bænk under træ med dejlig bog!
Kaffen er underrepræsenteret på billedet, i forhold til hvor vigtig en del af dagen den er. Og også barnevogn og baby burde selvfølgelig ha været med. Til gengæld er det med fuldt overlæg at søvn OVERHOVEDET ikke er repræsenteret!

tirsdag den 12. maj 2009

TAKTIK

Fisteren spørger meget. Om alt muligt. Og han plager helt vildt, og brokker sig virkeligt meget hvis han får nej til nogen af alle de ting han har sat sig hovedet.
Men han har også fundet ud af, at med venlighed kommer man langt.... selvom virkningen åbentbart stadig overrasker ham. I hvert fald reagere han hver gang jeg siger ja til nogen af hans mange forespørgelser med et 'Spørgt jeg sødt mor?'
Og det gjorde han jo :-)

mandag den 11. maj 2009

FOTOMARATHON!





Fisteren har været på fototur i lejligheden og foreviget hans vigtige ting....


OM AT PRIORITERE

Apropos prioritering, altså at man bliver nød til at prioritere, som velmenende mennesker pointerer, når jeg og andre efterspørger, blandt andet alene-tid, men også kærestetid og G&T-tid.
Og vi prioritere herhjemme, som gale: jeg prioritere mor-tid (ikke det samme som alene-tid, men en aflægger af det!) over huslige pligter som rengøring, så meget at det ligner en svinesti herhjemme. For manden prioritere også sådan. Og jeg sidder med bog så ofte jeg overhovedet kan komme af sted med det, så der bliver ikke støvsuget mens barnet sover!
Og så prioritere vi børnene over alt muligt andet.... og det er jo også fair nok. De fortjener det 100 %. OG vi nyder det! Alligevel er det faktisk lykkedes Manden at få alenetid i ny og næ. Og det er ikke kun amningen der begrænser mig (det KAN lykkes at malke ud...) men også det her kæmpe store MOR-hjerte jeg har groet. Det fylder det hele, og efterlader kun ganske lidt plads til at savne og klynke efter noget andet også....
Mit mål må være mindst 1 aften eller eftermiddag om måneden til mig. Startende lige så snart jeg får lært Svesken at spise grød :-)

søndag den 10. maj 2009

ALENETID? HVOR ER DU?

Jeg ønsker mig en halv dag, helt for mig selv. Problemet er at jeg har ønsket mig det så længe, så det føles som om der efterhånden skal 2 uger til, for at dække behovet...
Jeg elsker at være alene hjemme eller ude. At ha al tiden for mig selv. Jeg elsker det lige så højt som jeg elsker selskab, så det burde jo være fifty-fifty. Eller der burde være bare lidt alene-tid til mig hver dag.
Men sådan er det ikke... ikke engang på badeværelset er jeg alene. Der går næppe mere end et minut inden nogen kommer ind. Og det er ikke kun Fisteren, også Manden synes åbentbart man lige kan kigge forbi...
Ind imellem melder jeg mig til at handle bare for at komme lidt ud alene!
Og selvom jeg ikke rigtigt savner mit arbejde, så tænker jeg alligevel med et vist vemod på de gange hvor man lige var nede at hente en kop kaffe hos Estate. Tænk sig; der kunne være kø, og man kunne stå der ude i verden med god samvittighed, ingen ved rigtigt hvor man er, og der er udsigt til søerne!! For slet ikke at tale om en tur på posthuset! Eller det mest fantastiske; at tage sin frokost med ind til pantomimeteateret i tivoli og se en prøve. Midt i arbejdstiden, og helt uden mobiltelefon!
Jeg savner også kærestetid.... men den var jeg i forvejen ikke så forvent med, så jeg gik og regnede med den. Jeg mener: vi var hurtige fra kærster til forældre, faktisk tog vi på ferie sammen som vores anden date! Og derfra gik det ligesom bare slag i slag!
Måske er det derfor at jeg savner alenetid så meget; fordi omvæltningen fra singel til mor var alt for pludselig.
Måske er det bare fordi den ikke er der?

lørdag den 9. maj 2009

SIKKEN EN FEST

Fisteren og jeg har haft mor-søn-tid i Tivoli igår!
4½ time, med indlagt ammepause, da Manden kom forbi med Svesken.

Vi oplevede følgende:
12 ture i veteranbilerne!
1 tur i bådene.
1 tur i radiobilerne (ALT for voldsomt for sådan en lille størrelse)
5 ture i karusellen (kun Fisteren)
1½ fransk hotdog (1 til mig og ½ til Fisteren)
1 lille portion fritter (mest mig)
1 is (Fisteren)
1 kildevand
1 blomme

+ busturen frem tilbage.

Så så man lige sig selv blive en Tivoli-forældre, helt uden skilsmisse i farvandet!

torsdag den 7. maj 2009

DET DER MED FØDSLER...

Jeg har født to børn, og det var to meget forskellige fødsler, men de var begge i hovedtræk gode. Og jeg føler mig meget heldig og taknemlig over det. Og jeg har al mulig omsorg og medfølelse for de kvinder der bare ikke er SÅ heldige....
Første gang havde jeg veer flere nætter i træk. Det kan man så ikke ha, har jeg læst mig til, så det må jo ha været regelmæssige plukkeveer i stedet? Men tredje nat var den god nok, og næste formiddag tog vi på hospitalet, og 6 timer senere havde jeg den vidunderligste lille baby liggende på maven. Jeg lå ned i alle timerne, og holdt den kørende på lattergas og saftevand. Ikke noget med at vandre rundt og rokke med underlivet, det var jeg simpelthen for træt til, men heller ingen fuldstændig ubærlig smerte eller frygtelige fysiske følger, det var faktisk en rigtig god oplevelse.
Som jeg tog med mig til anden gang, så jeg var rimelig fortrøstningsfuld da tiden nærmede sig, selvom jeg ikke lige havde planlagt at veerne skulle starte nede i børnehaven...
Vi valgte derfor at tage bussen hjem, og man skal i den forbindelse ikke forvente sig at folk rejste sig for en kvinde med veer!
Og derefter gik det ellers bare hurtigt; fra første ve, til vores lille pige var kommet til verden var der gået under 4 timer. Og det gjorde vanvittigt ondt. Og fostervandet var mørkemørkegrønt. Tilgengæld var jeg altså rimelig frisk bagefter.
Første gang havde vi to døgn på familiestue, anden gang var det to døgn på fire-sengs-stue!
Det mest overraskende var faktisk at de der første 14 dage var lige så overvældende anden gang som første gang. Måske er det hormonerne? Jeg var i hvert fald tyndhudet som pokker. Og kunne slet ikke bære at Fisteren var sådan en tre-årig bandit, når nu svesken bare var så lille og fin og slet ikke havde fortjent andet end ro og dæmpet lys.... Tænk at den dreng, der var mors allermest elskede lille øjesten, lige indtil for at par dage siden, pludselig havde forvandlet sig til en (stadig elsket) larmemaskine. Den var svær at sluge...
Og en af de mest tilstedeværende følelser i den første tid var dårlig samvittighed. Overfor Fisteren. Og overfor Svesken. Total ubrugelig følelse. Især iblandet den sorg jeg følte over alt det jeg pludselig ikke kunne give min første øjesten, fordi jeg havde armene fyldte med min anden øjesten.
Lykke, sorg og dårlig samvittighed i en pærevælling...

onsdag den 6. maj 2009

SØVNUNDERSKUD

Jeg bliver tosset hvis der ikke snart viser sig i det mindste bare en lille bitte tand....
Var hos hende kl. 21, 22, 23, 01, 02, og så var hun vågen fra 03 til 04.45.
For fanden da.

tirsdag den 5. maj 2009

BACK TO BUSINESS...

Tiden flyver når man er i godt selskab. Svesken har forsødet min tilværelse i over 6 måneder, og mødregruppen næsten lige så længe. Og nu stopper den første mor så. Hun skal tilbage på arbejde, men inden skal hun heldigvis lige et smut på tøsetur til New York (slet sjult misundelse herfra).
Hun har sådan en mand der helt frivilligt har taget en del af barslen, og kan derfor starte igen uden stress omkring pasning af baby. Forståeligt nok glæder hun sig bare en lille smule til at skulle være den der skal ud af døren, selvom det betyder afsavn på baby-snifnings-kontoen.

Og vi andre skal undværre en femtedel af mødregruppen. Øv.
Og hvordan får vi nu arrangementet til at gå op: en tager brød med, en tager ost med, en tager pålæg med, en tager kage med og værten sørger for juice, kaffe og te.... frugten røg da vores sjette-mor udmeldte sig tidligere. Og nu er jeg bange for at pålægget er i farezonen. For kagen, den kan vi ikke undværre. Ligesom det bliver svært ar klare os uden femte-mor....

mandag den 4. maj 2009

OG


...dem i vindueskarmen

HJEMME HOS OS...


Kan vi ikke prale af bunkevis af libertystoffer, men mine bøger står i farveorden....!
Er det nørdet?
Et lille udsnit af bogreolen.

GOD MANDAG MORGEN

Mmmh sidder med kaffe, computer og avis. Og multitasker helt vildt med de tre ting!
Sveksen sover efter et morgenbad, fisteren er kørt i børnehave, weekenden har været dejlig. Jeg har ikke en anelse om hvad dagen i dag skal byde på (udover det sædvanlige...) og det er som om at den der tidlige sommer vi har haft er blevet afløst af almindeligt forår. Men det bliver en GOD dag, jeg kan mærke det!
Rigtig god dag til alle jer andre derude :-)

fredag den 1. maj 2009

DRENGELEG

Vi har med omtanke foræret vores søn legetøj helt fra han var lille, både biler, klodser, tegnegrej, dukker, bamser, komfur og bolde. Vi har forsøgt ikke at være kønsspecifikke. Men vi har ikke noget imod at det nu alligevel ser ud som om at han er en 'rigtig' dreng på mange områder. I hvert fald er der, efter at han selv er begyndt at vælge, en STOR overvægt af biler på værelset!
Og første gang han med egne fødselsdagspenge måtte vælge i en butik, valgte han et (skum-) sværd og en politibil (med høj irriterende lyd)....
Men uskylden er stadig intakt; idag da han og hans far var ved at genfortælle de oplevelser de havde haft da de var ovre at købe blomster til mor (!), fortalte faren at de havde set to politimænd med pistoler og alt muligt, supplerede fisteren:
-Ja og de sprøjtede ikke vand på os!