Så gå dog, kvinde!

Helt ærlig jeg har ikke været spor sjov, at være sammen med idag. Jeg har talt for bestemt, og min tålmodighed med min familie har kunne ligge på et meget lille sted.
Igår var jeg alene med unger det meste af dagen, det gik sådan set fint nok. Lidt hårdt, men også hyggeligt. Sådan er det jo bare, når man ene kvinde skal opfylde to børns konstante strøm af behov. Og så var jeg nok lidt kommet til at lave en lille kalkule indeni mig selv. En kalkule der handlede om at jeg sikkert fik lov til lidt alenetid idag, når jeg nu ikke fik den igår. Men han havde jo tømmermænd, Manden. Og han hyggede sig faktisk meget godt med at tudse rundt herhjemme. Fisteren ligeså. Og sandsynligvis ville Svesken også ha været ganske tilfreds, hvis bare jeg havde gidet kravle rundt nede på gulvet og underholde hende. Problemet var jo bare lidt, at det gad jeg egentlig ikke. I hvert fald ikke hele dagen. Jeg gør det jo i forvejen hver dag, så hvis weekend skal adskille sig lidt fra hverdag, så skal den altså indeholde andet end pasning af de søde små.
Så der gik jeg og trængte til ro. Men havde istedet krævende familie all over. Familie som jeg egentlig tror gerne ville være sammen med mig. Hvis altså jeg havde været til at holde ud at være sammen med. Men næh nej, jeg svøbte mig i offerrollen, og bed af alle der vovede at gøre noget der ikke passede mig. Og nej, det var ikke skønt. Det er den der offerrolle aldrig. Men for fisan hvor er det svært bare at skride på en pæn måde....