Mor-mutationen lader vente på sig

Vores Fister er så glad for sin lillesøster. Han praler af hende. Og viser hende frem. Men medaljen har også en bagside. For han vil gerne lege med hende, og ha hendes opmærksomhed. Og han gør det ved drille og røre, og hun skubber ham væk, og vil slet ikke være med. Og når han efter en lang dag kommer ned på legetæppet til mig og Svesken, og putter sig ind til mig. Så skubber hun ham også væk. Hun vil nemlig ikke være med til at dele mig med ham. Så siger han til hende; 'Vigga, det er altså også min mor!' Og jeg får ondt langt indeni, fordi han går og har det sådan, at han må argumentere sig til, at få lov at være med.
Det værste er når han beder mig om jeg ikke vil sove inde ved ham om natten. 'For jeg kan ikke sove alene.' Svesken ligger jo hele natten og putter sig i smørhullet mellem mig og Manden. Og han ligger inde på sit værelse alene. Hvilket jo i princippet er fantastisk. At han sover på eget værelse, i egen seng. Det er jo også målet for Sveskens nattesøvn. Og vi andres. Han er sådan set den eneste der sover efter planen. Men for ham føles det nogengange som om det er ham der er udenfor.
Hvor bliver de der ekstra arme af? Og hvad med overskuddet, skulle det ikke være poppet op omkring nu?
Åh, dårlige samvittighed...