Den anden dag nævnte Manden La Buca. Som i; 'La Buca ligger der vel endnu, der kunne vi da godt tage hen igen...'
La Buca er en ret fantastisk italiensk restaurant der ligger på en rimelig ussel adresse i Vanløse. Sagen er den at vi var der i efteråret 2007. Da vi kun havde Fisteren. Og vi var der vel at mærke uden barn. Og jeg tror faktisk ikke vi har været ude at spise sammen siden. Bare os to, uden børn. Det er sgu da tankevækkende...
Når vi nogengange snakker om at gøre noget kæresteagtigt sammen, så ender vi altid med at blive enige om at vi har kæresteaften hver aften. Og det har vi også, det er bare ofte den slags hvor Manden arbejder, og jeg tuller omkring. Men trods alt dog i samme rum. Ind imellem taler vi endda sammen!
Her ville en hvilken som helst par- eller familieterapeut råbe Vagt Ved Gevær! For det går vel ikke? Kan vi være så heldige? Vi glæder os til at drikke kølig hvidvin/fadøl på fortovscafeer igen. Og vi tror på det at det kommer. De bliver jo større, de søde små. Men kan vi bare lade tiden gå, og håbe på at komme helskindet ud af småbørnsårene? Helt uden at komme ud. F.eks. på La Buca igen...
mandag den 7. december 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Åh kære Line. Kender det SÅ godt, faktisk ved jeg ikke hvornår jeg sidst var i biografen, eller ude og spise med min mand, eller bare helt alene i svømmehallen.....Men jeg synes jo også der er noget fantastisk over den der firsomhed, der hersker i en lille familie og den tosomhed vi kan have der lige midt i hverdagen og som måske virkelig er det, der gør det hele fantastisk?
SvarSletOmvendt kan det være godt at få dyrket hinanden og måske skal du bare se at få fundet en barnepige og så komme en tur ud og spise. Hvorfor kan det være så dobbelt at være kæreste, mor og det hele på en gang?
Tanker herfra
Knus Kamilla
Rigtig tankevækkende for mig at læse dit indlæg - jeg er i den anden ende af mit forældreskab med 2 store børn og en dejlig mand som jeg stadig er vild med. Jeg kan sagtens mindes hvordan jeg for år tilbage kunne tænke, at der var langt i mellem tid til tosomhed, eller ganske enkelt bare tid til at være sig selv uden at skulle noget for nogen eller noget. Sådan ser livet ikke ud idag. Min mand og jeg har oseaner af tid til hinanden og kan foretage os ting både planlagt og spontant, hviket er vildt dejligt. Jeg tror bare, at det er vigtigt at blive ved med at vedligeholde ens kæreste forhold, blive ved at dyrke hvorfor det netop er dig og ham der er sammen - på den måde kommer man igennem de fuldstændig fantastiske, uvurderlige skønne og hektiske år som småbørnsfamilie med kærligheden og interessen for hinanden intakt ... nyd den tosomhed du beskriver, men skab også rum for den helt intense tosomhed. Den hvor verden går i stå og man kun har øhe for hinanden ...Få en barnepige - det er også dejligt for ungerne :-)
SvarSletUndskyld mit lange indlæg, er desværre en kvinde af mange ord.
Vh. Anette
Vi har netop fået en barnepige, som skal passe trolden for anden gang imorgen, og vi er SÅ glade for det. Det overraskede mig, hvor let det var at finde een. Vi satte bare en seddel op i den lokale Brugs og vupti - fem piger meldte sig, så vi kunne frit vælge mellem flere gode muligheder.
SvarSletMen jeg har ikke før tænkt på "aften-tiden" som kæreste-tid, men det er det jo egentlig. Jeg tror, jeg vil forsøge at ændre min tankegang omkring det, for så har vi jo pludselig meget mere af den. :)