onsdag den 30. december 2009

5-4-3-2-1... Godt Nytår!

Nytår... det lyder jo lidt af fest, men det efterlader langt oftere mig i en melankolsk tilstand.
Bevares der har været virkelig gode nytårsfester imellem. Der har bare været mange flere af de stille og rolige. Som jeg i virkeligheden også på mange måder holder mere af. De passer i hvert fald bedre til melankolien..
Melankoli der vel handler om, at nytår ikke blot er et helt spritnyt og ubrugt år forude, men også tid til at se tilbage på året der gik.
Og hvordan gik det så? 2009 var jo i høj grad barsel, og alt hvad det måtte indebære af søvnmangel, bleskift og ufattelig mængder kaffe og kærlighed. Og et lille menneske der gik fra at være 2 måneder til at være 14 måneder. Og som nu er gående!

Og så er det jo ikke engang kun et nyt år vi kaster os ud i. Det er helt nyt årti.
Og når jeg tager SÅ store briller på, så er der for alvor sket noget, siden jeg stod i de norske fjelde i minus-nogen-og-tyve grader, sammen med en god håndfuld danske venner, og en god håndfuld tyske venner, og skålede det nye årtusinde ind ved den hjemmebyggede isbar. Se det var i sandhed en festlig nytårsaften.
I løbet af de 10 år der er gået, har jeg har boet 5 forskellige steder. Arbejdet på 4 tegnestuer. Haft 3 kærester (+ det løse). Født 2 børn. Og har holdt 1 helt fantastisk bryllup med Manden i mit liv. Ikke i præcis den rækkefølge dog.
Der er nok af minder at dvæle ved. Masser af tid der gået. Og som aldrig kommer tilbage. Oplevelser der var umulige at forestille sig for 10 år siden. Men som jeg aldrig ville ha været foruden. Bare tanken om alt det der har været, gør forventningerne til det nye tiår store.

Se bare der.... jeg fik lige skrevet mig ud af melankolien, og lige lukt ind i forventning.
Godt nytår!

2 kommentarer:

  1. Uh, man bliver helt sentimental ... Er vi virkelig så gamle? Men ja, år 2000 er edderdylme længe siden, og meget er sket. Rigtig godt nytår til jer!

    SvarSlet
  2. Tænk engang - troede et øjeblik du beskrev min nytårsaften sidste gang vi gik ind i et nyt årti. Det var også i bjerge, blot sydpå, og det har nok i virkeligheden ikke siden været så festligt, som det var der.

    Det er godt nok underligt at tænke på alt det, der er sket siden da - tak fordi du delte. Hvis et årti kan indeholde så meget, så er der jo virkelig meget at glæde sig til i det kommende:)

    Kh
    Lykke

    SvarSlet