Alene i mørket.

Vi er velsignede med to meget skønne børn herhjemme. Og især den mindste synes også at jeg er ret skøn. Tror også ret sikkert at den store er glad for mig. Men han udtrykker det ikke ved rent fysisk at kræve at være i kontakt med mig hele tiden, eller som Svesken, i hvert fald som et minimum at være i samme lokale. På mange måder er det jo virkeligt hyggeligt med alle de kram og kys og kærlighed op og ned af stolper. Ind imellem er det dog også en anelse frustrerende. For eksempel hvis man nu skulle bruge sine arme til et eller andet. Eller hvis man tillader sig at forlade soveværelset om natten. For bare lige at gå på toilettet.
Kort sagt, så trængte jeg lidt til at ha min krop lidt for mig selv. Ude af rækkevidde for kærlighedskrævende tumling. Det kan ikke lade sig gøre herhjemme, så jeg har været i biffen!
jep. Ude af rækkevide. Bare mig og en kop kaffe inden filmen, og så mig og nogle få andre eftermiddagsbiografgængere inde i mørket. Jeg så 'Jeg har elsket dig så længe', og den var rigtigt god. Jeg kneb en tåre og nød at lade mig føre rundt i andre folks skæbner. 3 timer tog det hele, og jeg var faktisk ladet op, og klar til kærlighed og krævende arme igen da jeg kom hjem.
Jeg gør det snart igen. Er jo fuldstændig bagefter, rent biografmæssigt.